Videndeling i praksis
Scenarieplanlægning gennem fællesskabt storytelling
I begyndelsen af 1990′erne startede organisationer i vidt omfang at sætte fokus på videndeling. Det var – blandt andet – et resultat af den nye økonomi, som er mere netværksbaseret og præget af konstante forandringer. I særdeleshed på grund af de mange forandringer oplever organisationer et fravær af data eller informationer, som er nødvendige for at finde en kvalificerede løsninger på nye problemer eller udnyttelse af nye muligheder. Et sådant fravær af viden skaber usikkerhed i en organisation, og ny viden bliver nødvendig. Derfor er organisationer i stigende grad er begyndt at udvikle værktøjer og aktiviteter til at styrke læring eller videndeling.
I dette indlæg vil jeg præsentere, hvordan fællesskabt storytelling kan anvendes som metode til at generere ny viden og til at migrere viden i en organisation, samt hvordan det kan medvirke til at øge den organisatoriske effektivitet.
Hvorfor er fællesskabtstorytelling afgørende for din organisation?
For det første er storytelling vigtig for deling af viden. Alle tendenser i forhold til videndeling peger på et større fokus på kontekst og fortælling snarere end kun på indhold. I denne forbindelse fremførte Polanyi allerede i slutningen af 1950′erne, at vi kun ved, hvad vi ved, når vi har brug for at vide det. Derfor er menneskelig viden dybt kontekstbestemt og kræver tilmed et incitament for at blive husket. Snowden (2008) henviser til dette som “det lille verbale eller nonverbale fingerpeg [der kan yde] de unikke ah-ha øjeblikke, som når et minde eller serier af minder pludselig erindres”.
For det andet er storytelling afgørende, fordi vi altid ved mere, end vi kan sige, og vi vil altid kunne sige mere, end vi kan skrive ned (Snowden, 2002). Således vil processen med at tale højt om sine ideer og tanker allerede resultere i et tab af sammenhæng, fordi ikke alle har den samme rigdom i deres ordforråd. Tanker og ideer blive omsat på flere forskellige måder. Dog mister mennesker langt mere sammenhæng ved at nedskrive tanker og ideer, fordi man også skal tænke på strukturen i det skriftlige sprog.
Det anbefales at skabe historier sammen for at øge værdien af det talte ord. Dette skyldes at en enkelt historie kan ikke beskrive den komplette sandhed. Alle oplever nye problemer eller muligheder gennem deres egne mentale filtre og tidligere erfaringer. Derfor bør en historie være opbygget i samarbejde med mere end én person.
Hvordan kan fællesskabt storytelling gennemføres i din organisation?
The Future Backwards teknikken er en måde at gennemføre storytelling i en organisationer, som et alternativt redskab i forhold til scenarie-planlægning. Metoden er designet til – via storytelling – at øge antallet af perspektiver, som en gruppe kan have på forståelse af deres fortid, og viften af muligheder i fremtiden.
Future Backwards kan anvendes som i forbindelse med en workshop, som tager omkring 90 til 120 minutter. Ron Donaldson (2009) skitserer hvilke skridt, der skal til for at implementere The Future Backwards teknikken:
Først opdeles deltagerne i Future Backwards-workshoppen i små grupper. Hvis der for eksempel er 21 deltagere inddeles disse i tre grupper af syv deltagere. Derefter bliver hver af grupperne bedt om at producere deres egen ‘historie’ på et bestemt emne. De begynder at definere hvordan TODAY ser ud ved at udvikle en tidslinje baglæns, der består af de vigtigste begivenheder, beslutninger og vendepunkter, der har ført deres organisation ud i den nuværende situation. Denne tidsplan er lavet af tags.
Derefter bliver hver gruppe spurgt om hvordan deres organisation ville se ud om tre år, hvis alt der kan gå galt går galt. Vi kalder dette scenarie HELL. Deltagerne skal beskrive, hvordan scenariet ser ud og føles og hvilke fiktive begivenheder, der har ført til HELL. Igen udformer hver gruppe tags med nøgleord.
Dernaæt bliver hver gruppe spurgt om, hvordan HEAVEN ville se ud om tre år, hvis alt kunne gå rigtigt.
Afsluttende udpeger hver gruppe en repræsentant, der vil fortælle den fællesskabte historie. Ved at have tre forskellige historier med formålsbestemte tags, bliver det relativt let at klarlaegge fremtidige problemer og muligheder.
Derfor er fællesskabt storytelling et nyttigt værktøj til at se på et hurtigskiftende og kompleks fremtid ved hjælp af flere kilder til viden. Deltagernes viden bliver delt.
Posts
Fra en skeptisk ’story teller’:
På den ene side: Da Den Store Danske Encyclopædi blev lanceret, udgav Gyldendal en tre-binds mini-udgave som jeg købte – og i et anfald af begejstring for at have så megen viden til rådighed på kompakt form begyndte at læse, startende med A. Jeg nåede et stykke ind i B, førend jeg måtte bide i græsset og erkende, at dette var “cognitive overload”. Da jeg nævnte oplevelsen for en forsker fra DPU svarede hun prompte: “Det er da klart – der er jo ikke nogen narrativitet at binde informationerne op på”. M.a.o.: uden fortælling ingen mening og ingen mulighed for at huske eller forstå.
På midten (vi skal nok komme til den anden side om lidt): Vi kan således ikke foretage os ret meget, eller lære noget, uden at involvere et helhedsbillede. Helheden kan være bred og omfattende eller smal og specifik, men den er stadig en helhed; og vores vigtigste opgave er altid at spørge: hvad er min helhedsopfattelse hér, hvor er dens vigtigste mangler, og hvordan får jeg dem fyldt ud, hvor er dens vigtigste fejl, og hvordan får jeg dem rettet? (I forlængelse af et videngruppemøde kan jeg tilføje: dette er Double Loop Learning, og det er vigtigt at forstå, at Double Loop Learning ikke KUN finder sted, når der går noget galt i Single Loop’en, men er en stadig, reflekterende, aktivitet)
På den anden side: Story Telling handler om at fortælle historier, og det er næsten umuligt at begynde en historie på én måde og slutte den på en helt anden – og selv undervejs kan man blive fanget af elementernes egen indre logik. Anderledes udtrykt: historier fortæller i hvert fald delvis sig selv, når de først er i gang, og vi er alle sammen meget øvede i at høre, om noget er “forkert” i en historie, selv når vi ikke véd noget som helst om det emne, den beskriver, eller den ramme, den udspiller sig i. Derfor: at beskrive sin virkelighed – fortidig, nutidig eller fremtidig – gennem en historie vil med sikkerhed påtrykke den en arbitrær fortolkning, som kan være kategorisk misvisende. (Man mindes et gruk, hvor en vismand holder sit krus til Sandhedens Kilde og efter at have studeret indholdet mener at kunne fastslå, at Sandheden er cylinderformet).
Alt dette skal naturligvis ikke afskrække fra brugen af story telling, blot øge opmærksomheden på én af dens begrænsninger
Kære Per,
Tak for dit svar. Jeg kan godt forstå hvorfor du er i tvivl om storytelling. Jeg mener også, at storytelling er et stærkt værktøj på en positiv og negativ måde.
Jeg synes, at storytelling har nogle store etiske problemer. Ofte bruger folk denne methode til at klarlægge deres synspunkt. Steve Denning, for eksempel, er en pioner i storytelling i organisatoriske omgivelser og han har skrevet mange bøger om dette emne. En af hans mest kendte værker er ‘The Leader’s Guide to Storytelling: Mastering the art and disciplines of business narrative’. I denne bog giver han ’tips og tricks’ til, hvordan man kan ‘skabe’ den bedste historie i otte forskellige typer af situationer:
(1) gnister handling,
(2) kommunikerer hvem du er,
(3) overfører værdier,
(4) kommunikerer hvem organisationen er,
(5) begynder med samarbejde,
(6) deler af viden,
(7) leder folk ind i fremtiden, og
(8) tæmmer sladderer.
Et problem med denne indfaldsvinkel er, at storytelling er et værktøj til at manipulere, narre og udsende forkerte oplysninger. Det er store etiske problemer, som alle bør vide. Men hvordan kan storytelling være nyttig i en organisatorisk sammenhæng?
I artikelen har jeg skrevet om Future, Backwards teknikken. Teknikken handler om, hvordan en organisation kan skabe sociale processer for at få ægte historier gennem gruppe interaktion. Som et resultat kan vi skabe historier, som vi kender som den lejrbål historier. Dette er det modsatte af hvad Steve Denning vil gerne udføre. Han vil give folk færdighederne af en traditionel fortælletalent.
Uden urolige etiske problemer er Future, Backward technikken nyttig som værktøj, fordi:
▪ det er en selvorganiseret måde at forstå, hvor man er, og hvor man skal gå til;
▪ viden bliver skabet inden for deltagerne og fra deres interaktioner med hinanden, og;
▪ det hjælper til at skabe relationers
Jeg håber, at dette svar har specificeret fordelerne for at bruge Future, Backwards teknikken som storytelling værktøj. Jeg håber også, at det er klart, at storytelling også har store etiske problemer.
Igen, tak for svaret!
Ps: hvis der er nogen fejl i det dansk sprog, er det fordi jeg flyttede til Danmark i januar 2009.
(Så meget dansk på kun et halvt år er imponerende!!)
Måske er det vigtigste ved storytelling at finde i dit sidste punkt: storytelling hjælper til at skabe relationer. – Dermed er det også sagt, at hvis man fortæller de forkerte, de mindst relevante, de negative eller de dirkete manipulerende historier, så risikerer man at få de forkerte, de mindst relevante, de negative eller de manipulerede relationer. Man kan så spørge sig, og det er storytelling, eller anvenderen, der har det etiske problem?
Den primære fare ved storytelling er nok, at den er så stærkt et værktøj og kan lede os i de gale retninger, selv når intentionerne egentlig er gode nok. Men listen med de 8 er rar at have, så tak for det