Videnarbejde og stress
- mellem begejstring og belastning
Bogen Videnarbejde og stress er en spændende og velskrevet bog om yderst relevant og aktuelt emne.
Bogen kan læses på flere måder. Både som et konkret studie af, hvordan videnarbejdere forholder sig til stressproblemer i forbindelse med deres arbejde. Og som et mere teoretisk studie i sammenhængen mellem det nye videnarbejde og stress. Bogen er et resultat af et 3-årigt forskningsprojekt ved DTU(www.videnogstress.dk) , og må derfor nok især anbefales til dig, der er lidt mere generelt interesseret i problemstillingen. Til gengæld loves vi en mere praktisk opfølgning med en bog til foråret (2010): ”Vi kan – i fællesskab”, med idéer og metoder til forebyggelse af stress i videnarbejdet.
Den foreliggende bog om videnarbejde og stress giver en længere og interessant introduktion til stress-begrebet og må – måske lidt overraskende – konkludere, at enten bliver videnarbejdere slet ikke stressede, eller også må stressbegrebet udvides og udvikles, så det kan indfange det nye i videnarbejdet. Forfatterne vælger den sidste udvej, og de vælger at fokusere på dobbeltheden i videnarbejdet – som anledning til både begejstring og belastning.
Helt naturligt bruges en del krudt på at diskutere, hvad videnarbejde egentlig er. Man kommer rundt om vigtige aspekter af videnarbejdet, dets identitetsskabelse, grænseløshed og mangetydighed. Alle forhold, der er med til at gøre videnarbejdet komplekst og problemfyldt, samtidig med at det skaber glæde og begejstring hos de involverede.
Bogens tyngdepunkt (og forskningsprojektets) bliver en undersøgelse af udvalgte grupper af videnarbejderes forhold til henholdsvis en række begejstrings- og belastningstemaer. I projektet indgår en række virksomheder, der alle må karakteriseres som videntunge: Rådgivende ingeniørvirksomheder, politiske organisationer og jobs med korte deadlines (et dagblad og en kreativ afdeling i en større virksomhed). Man har således valgt medarbejdere – hvor der ikke vil herske tvivl eller uenighed om, at de udfører videnarbejde.
Mange vil nok finde interesse i bogens grundige behandling af de videnarbejdernes forholden sig til sammenhængen mellem begejstring og belastning. Der er afholdt workshops med de involverede virksomheders medarbejdere, og meget at det man læser er nemt genkendeligt fra ens egen hverdag. Min egen nysgerrighed blev dog især vakt, da bogen tog fat på de mere generelle forståelsesrammer for videnarbejdet (side 105). Der identificeres tre forståelsesrammer i videnarbdejdet (hvordan videnarbejderne forstår deres arbejde): Professionen, bureaukratiet og en bredere, normativ forståelsesramme. Uden at komme for langt ind på disse – er problemet måske netop, at ingen af disse forståelsesrammer i sig selv er tilstrækkelige i forhold til at indfange det nye videnarbejdes udfordringer.
Bogen er spændende, ærlig – der trækkes ingen forhastede og skråsikre konklusioner. Det anerkendes, at vi er ude i et nyt felt, som trænger til nye begreber og forståelsesrammer.
For i al ydmyghed at forsøge at bringe denne diskussion et lille skridt videre, vil jeg pege på et par områder, hvor jeg synes bogen kunne være kommet lidt længere.
Først og fremmest synes jeg videnarbejdet står svagt – både som begreb – og i den praktiske udfoldelse (højt uddannede professionelle). Forudsætningen for at forstå videnarbejdet er vel at forstå, hvad viden er. Det er der mange meninger om – men uklarhed på dette vigtige område vil gennemsyre hele analysen af videnarbejdets problemer og udfordringer.
Jeg synes også det er ærgerligt, at det empiriske perspektiv indsnævres til alene at fokusere på netop de højt uddannede professioner. Som jeg ser vidensamfundet, er det interessante netop, at vi alle skal arbejde med viden, også sygeplejersken og hjemmehjælperen. Nogen mere – andre mindre. Men kravet vil vi alle møde efterhånden som vidensamfundet trænger igennem alle steder. Det giver udfordringer – på mange flere planer, end bogen opfanger. F.eks. kan det for mange være stressfremkaldende overhovedet at skulle forholde sig til viden i det, der tidligere var enkelt rutinearbejde.
Endelig synes jeg bogens fokus på de tre nævnte forståelsesrammer, professionen, bureaukratiet og den normative snarere fastholder videnarbejdet i fortiden – i stedet for at bringe videnarbejdet ind i nutiden og fremtiden. Problemet er måske netop, at vidensamfundet/videnarbejdet render ind i problemer, når vores forståelsesrammer alle har rod i oplysningstid og industrialisering. Mit umiddelbare bud vil være, at videnarbejdet fortjener eller kræver en helt ny forståelsesramme, som sikkert kan findes som kim i de mange situationer, hvor virksomheder med succes forsøger at fremme videnarbejdet.
Forstå mig nu ret. Bogen er god og relevant – og er et godt udgangspunkt for netop at få sat videnarbejdet – og vores forståelse af det på dagsordenen. Det er på tide og tiltrængt. Tak for det!
Anders Buch, Vibeke Andersen og Ole H. Sørensen:
Videnarbejde og stress – mellem begejstring og belastning.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 2009.
Posts
Den bedste KORTE forklaring jeg kender (på den potentielt stressende effekt af videnarbejde) er nok følgende:
Håndværksarbejde (for eksempel) er relativt let at anbringe i tidestimering og resultatvurdere: vi ved af erfaring, hvor hurtigt vi kan mure eller male; og vi kan se resultatet undervejs og vurdere – ret nøgternt – om muren er lodret eller om der er blå mandage. (Selvfølgelig er tingene mere komplicerede, men sådan til første tilnærmelse).
Videnarbejde, derimod, er mere tåget: “Hvor lang tid vil det tage dig at bevise rigtigheden af denne matematiske formodning?” – “Det kan ikke passe, at du har brugt ti timer på at skrive én side”, osv.
En væsentlig stressende faktor formodes således at være, at værdien af videnarbejde er næsten umulig at ansætte på forhånd – og at ingen har lyst til FØRST at udføre et stykke arbejde og DEREFTER at skulle forsvare det imod alle slags anklager: var det det rigtige arbejde, blev det gjort på den rigtige måde, tog det en passende tid, osv.?
Kære Bent Schou
Tak for din anmeldelse af vores bog, som fint præsenterer vores analyser og perspektiver. Jeg har blot tre kommentarer til de kritikpunkter, du rejser.
1. Du synes, at videnarbejdet står svagt som begreb og i den praktiske udfloldelse i vores bog. Og du mener, at der skal gives en mere klar beskrivelse af, hvad ‘viden’ er. De sidste 2500 års filosofihistorie har prøvet at indkredse, hvad ‘viden’ i virkeligheden er – og uden held! At forsøge at fange essensen af store begreber som ‘viden’, ‘vilje’, ‘bevidsthed’, ‘lykke’ osv. er dømt til at mislykkes. Hvis filosoffer har udrettet noget på 2½ tusind år, så er det netop at vise, at dette projekt ikke fører nogen vegne hen. I vores bog er vi langt mere ydmyge. Vi prøver faktisk på at undersøge, hvad der kendetegner videnarbejdet i dag. Og det som vi finder frem til er overraskende nok, at det mest videnintensive videnarbejde kan karakteriseres som U-videnhedsarbejde! For hvor der er viden er der også altid usikkerhed, forvirring og mangetydighed inden man får produceret viden. Ved at holde fast i videnarbejdets mangetydighed og ‘løse ender’ finder vi netop en nøgle til at forstå, hvad der kendetegner det moderne videnarbejde og beskrive de store udfordringer, som videnarbejderne slås med i deres jobs.
2. Du peger – omvendt – på, at vi indsnævrer begrebet for meget ved blot at beskæftige os med de højtuddannede professioner. Her vil jeg give dig ret et stykke af vejen. Det kunne også være meget interessant at undersøge, hvor udbredt videnarbejdet er (er blevet) i forhold til fx gruppen af mellemuddannede (fx skolelærere, sygeplejersker, teknikere, osv.). Vi har dog valgt at rette vores fokus mod de grupper, hvor videnarbejdets udfordringer er mest udtalt – nemlig blandt forskellige grupper af højtuddannede.
3. Afslutningsvis kritiserer du os for at fastholde videnarbejdet i fortiden – i stedet for at bringe videnarbejdet ind i nutiden og fremtiden. Jeg ved ikke rigtig, hvad du mener med dette. Vores studie af 6 danske videnintensive arbejdspladser er foretaget i perioden 2007-2009. Det er da vel meget samtidigt? Vi beskæftiger os ikke med fremtidsforskning eller opstilling af ønskescenarier, men forsøger (blot) at beskrive nutidige udviklinger i videnarbejdet. Når det så er sagt, så kan jeg erklære mig helt enig med dig i, at videnarbejdet fortjener eller kræver en helt ny forståelsesramme! Men lad os lade være med at få visionerne og ønsketænkningen til at skygge over nutidens udfordringer. Vi kan se, at traditionelle professionelle forståelser af arbejdet er meget fremherskende – på godt og ondt.
mvh
Anders Buch
Hej Anders
Nu skal det jo ikke blive en lang diskussion mellem os to. Jeg er glad for, at du positivt imødegår min kritik, som jo gives på baggrund af en meget positiv vurdering af jeres bog.
Jeg er lidt vild med dit uvidenhedsarbejde. Meget præcist, fordi det vi kalder videnarbejde jo netop er karakteriseret ved at være arbejde hvor viden ikke er triviel, kendt eller afprøvet mange gange før. I et samfund som vores der forandres så hurtigt må mere og mere arbejde også blive sådant uvidenhedsarbejde.
Det der med fortiden handler jo om, at jeg tror vidensamfundet og de nye måder at arbejde på kræver nye forståelsesrammer. Derfor synes jeg også – som skrevet i anmeldelsen – at de traditionelle forståelsesrammer netop kan medvirke til at vi ikke forstår videnarbejdet – eller at vi forstår det ved at se gennem bakspejlet.
Afslutningsvis vil jeg efterlyse en diskussion af indholdet i det nye videnarbejdes forståelsesramme. Jeg synes COWI har ansatser til dette (så deres stand ved jeres seminar).