Vi gør grin med de
internationale studerende
Danmark får flere og flere internationale studerende – og de fleste af dem vil gerne blive i Danmark. Desværre er der færre og færre, der bliver. Det har vi i FBE – Forum for Business Education netop dokumenteret i en ny rapport.
Der er flere grunde til, at de internationale studerende rejser hjem. Nogle kan vi ikke umiddelbart gøre så meget ved, andre kan vi rimeligt let ændre. Nedenfor vil jeg se på to af de væsentligste grunde.
For det første har de fleste virksomheder desværre ikke endnu fået øjnene op for den ressource, som de internationale studerende udgør. Derfor skal vi fortsat gøre opmærksom på de særlige kompetencer, som internationale studerende kan tilbyde.
Uddannelsesinstitutionerne er en central medspiller i den sammenhæng. De kender de studerende, deres uddannelser og særlige kompetencer. Uddannelsesinstitutionerne bør derfor være endnu mere opsøgende og banke på hos virksomhederne med budskabet om gevinsterne ved at ansætte internationale studerende.
For det andet – når virksomhederne så får øjnene op for de internationale studerendes kompetencer, lægger systemet hindringer i vejen. Jeg fristes til at sige, at systemet gør grin med de internationale studerende, der gerne vil blive i Danmark.
Regeringen har sørget for, at de internationale studerende kan få lov til at blive seks måneder i Danmark efter endt studie for at søge job. Men når de så finder et job og vil søge arbejdstilladelse, får mange af dem at vide, at det kan de ikke få.
For at få arbejdstilladelse i Danmark skal et af flere kriterier nemlig være opfyldt: Enten skal dit nye job være på den såkaldte positivliste – dvs. en liste over jobområder, hvor vi har mangel på arbejdskraft i Danmark – eller også skal du have en løn på over 375.000 kr. om året.
Der er ikke mange nyuddannede, der kan få et job til 375.000 kr. om året. Så efter at have fået lov til at blive i Danmark og søge job, får de unge – når de så finder et job – ofte at vide, at de ikke kan få en arbejdstilladelse.
Der kan være gode grunde til at have en beløbsgrænse for, hvornår studerende fra lande uden for EU/EØS kan få job i Danmark, så de ikke udkonkurrerer danskere. Men grænsen er ret høj. Arbejdsmarkedskommissionen har da også foreslået, at den sættes ned til 300.000 kr.
Jeg synes, at vi for udlændinge, der har taget en uddannelse i Danmark, bør sænke beløbsgrænsen yderligere, så den svarer til den gennemsnitlige begyndelsesløn på det område, de skal ansættes på.
Vi har brug for de internationale studerendes kompetencer. De udgør et velkomment tilskud til vores arbejdsstyrke af veluddannede, der bare om få år vil være for lille. Hvis Danmark vil være et vidensamfund, er der på bare lidt længere sigt brug for alle de veluddannede unge, vi kan få fat på.
Stina Vrang Elias er adm. direktør for FUHU/DEA/FBE.
Posts
Jeg er en af de nye kandidater, der forsøger at få en fod inden for Danmark. I januar 2009 flyttede jeg til Danmark i håb om at blive en del af det danske arbejdsmarked, men det har vist sig at være en vanskelig opgave i disse krisetider. Heldigvis er jeg en europæisk statsborger og derfor behøver jeg ”kun” at vise min kontoudskrift med mindst 75.000 kr for at blive i Danmark. På mit dansk sprogkursus på Studieskolen har jeg mødt mange mennesker udenfor Europa. Selv om nogle var i Danmark for at få et dansk eksamensbevis og næsten havde afsluttet et dansk sprogkursus (som blev støttet af den danske regering), kunne de ikke få en arbejdstilladelse og blev sendt tilbage til – for eksempel – Nepal.
Jeg kan ikke forstå hvorfor lande som Danmark ikke kan bevare sin intellektuele kapital især når de allerede har investeret så meget.
Selvfølgelig sker det ikke kun i Danmark. Som hollænder i London var jeg meget heldig, at den engelske regering betalte min kandidatuddannelse i informations- og videnledelse hos London Metropolitan University. Kun en gang havde jeg kontakt med den organisation der betalte min uddannelse (og det var kun for at betale penge for optagelse i universitet). Så de brugte mange økonomiske ressourcer uden at vide hvad jeg lavede og hvor jeg er nu. Jeg synes, at dette vil være et udfordrende element for videnintensive samfunder: at opretholde det netværk af mennesker – selvom de flytter videre til andre lande. Derfor er jeg stadigvæk involveret i samarbejde med partnere fra de lande, hvor jeg har boet og arbejdet: Holland, Storbritannien og Danmark.
Vh Richard Lalleman