Succesfuld KM – tænk langsigtet,
tænk i systemdynamikker
Efterhånden er Knowledge Management en gammel disciplin, og i bagklogskabens klare lys vil jeg gerne slå et slag for en tankegang – et værktøj, der kan øge dine KM succes. Og nej, du skal ikke overføre +5$ til mig.
De der har læst The fifth discipline: The Art and Practice of the Learning Organization af Peter Senge, 1990 (én af KM “biblerne”), kan huske at én af de fem discipliner for at udvikle den lærende organisation var systems thinking (og for de nysgerrige de resterende: personal mastery, mental models, shared vision og team learning). Kort sagt går det ud på at se problemstillinger, løsninger, relationer og processer som ét samlet hele. Der er måske ikke så meget nyt i at se verden holistisk, men ikke desto mindre er det ofte denne helhed, som umærkeligt kommer snigende i en travl hverdag med quick-wins, tommelfinger-regler og forhastede beslutninger.
F.eks. kan man vha. system-tænkning opdage, hvorfor man ikke skal give rødvin som belønning for at videndele, og hvorfor storrumskontorer reducerer videndeling. Således kan velmenende initiativer virke stik modsat ens intentioner, og man undrer sig over at videndelingsplanerne ikke har den ønskede effekt. Tænker man derimod systemmæssigt over alle indvirkende faktorer og sætter dem i relation til hinanden over tid, vil man hurtigt se ulemperne – som jeg gerne afslører i denne blog, hvis du beder om det i en kommentar.
Således kan/bør man skitsere ens videnstrategi som én sammenhængende model, der indvirker på de forskellige elementer – enten selvforstærkende eller balancerende. Ad den vej kan man søge at opnå såkaldte positive spiraler og modsat undgå at enkeltelementer har en negativ indflydelse og får hele systemet til at havne i en negativ spiral. Det kan lyde abstrakt og teoretisk men en afart af system-tænkning er f.eks. filosofien om Kaizen, en (Toyota) metode til konstant at forbedre produktionsapparatet og som senere bliver genopdaget på det personlige plan af Anthony Robbins (Lessons in Mastery).
Jeg vil ikke kopiere de mange sider man kan finde til en introduktion af Systems thinking på Nettet men husk, det drejer sig ikke nødvendigvis om at have fuld information og tro man kan forudsige alle handlinger – ”Mastery does not mean having a plan for the whole, but having an awareness of the whole.” Peter M. Senge. The Dance of Change, 1999.
Posts
Nej, så simpelt er det ikke…
Først og fremmest: hvis man en dag trænger til en oplevelse af, at viden er uoverskuelig, skal man slå op på Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Systems_thinking
(Om fornødent kan man følge et par links fra denne 2-3 siders oversigt).
Dernæst: Senge’s ‘Awareness of the whole’ er en utopi, eftersom The Whole er meget, meget stort. (“Jeg har specialisieret mig i Universet og dets omgivelser”)
Sluttelig: den ellers meget sympatiske tanke om helhedssyn – som jeg går varmt ind for – holder sig i de fleste fremstillinger stadig inden for et ‘paradigme’, hvor iagttageren kan stå udenfor. Kvantemekanikken har lært os, at iagttageren er en del af systemet; socialvidenskaber m.v. at eksperimenter ikke kan gentages, fordi de ingående elementer forandrer sig; og Appreciative Enquiry (før degenereringen til 4D-metoder osv.) at det minsandten også har en effekt på valget af eksperiment, og dermed på udfaldet, hvad den forudgående teori/model går ud på.
Begrebet “system” bliver således selv-refererende, og filosoffer og almindelige dødelige bliver rundtossede.
Der er altså ikke noget i vejen for at tænke i systembaner, og ofte vil det være bedre end at tænke i én- eller få-variabel-modeller. Men det introducerer en række nye udfordringer, som man skal være parat til at tage med, hvis man ikke vil risikere at gøre alting meget, meget værre.
Per Skafte
Per, tak for din kommentar.
. Man skal først og fremmest afgrænse sit system. Hvad kan påvirkes og hvornår begynder det at blive til sommerfugl-effekten. Dernæst er det faktisk ikke resultatet der er vigtigst men diskussionen med andre der er det primære.
Det er jo spørgsmålet om den én dimensionelle betragtning under alle omstændigheder bør undgåes idet den er værre/mindre optimal end system-tankegangen (ST) med de nye udfordringer som følger med. I alle teorier kan man jo filosofere så langt at det bliver til ekstrem situationer og måske så også fjerner sig fra virkeligheden?
Jeg kan dog huske nogen af vigtigste tilgange ved ST når man påbegynder at skitsere en delmængde af universet
“We don’t receive wisdom; we must discover it for ourselves after a journey that no one can take for us or spare us.” -Marcel Proust. Pointen er at ST kan hjælpe til at holde generalprøve for ens tanker og handlinger idet den kan afspejle virkelighedens mekanismer bedre end den primitive årsag-virkning tankegang.
Du har helt ret, især i bemærkningen om at filosofere for langt
Efter oprindelig at have været ret modstræbende er jeg så småt ved at acceptere tankegangen bag “satisfiering” (pånær, at jeg ikke bryder mig om ordet): vi kan ikke “optimere”, dertil er verden simpelthen for stor og kompliceret; men hver gang vi finder noget, der bør forbedres, kan vi forsøge at gøre det, vel at mærke uden at forsøge at nå det bedste af det bedste. – Og det er nok især i denne forbindelse, at systemtænkning viser sin styrke:
I den matematiske teori for optimering – som jeg engang vidste en del om – findes der ligefrem beviser for, at én-dimensional søgning, uanset hvor ofte man vælger en ny dimension, kan lede til meget, meget små forbedringer i forhold til metoder, der prøver at modellere helheden. Man skal passe på med at overføre sådanne forenklinger til den mudrede virkelighed; men når det kan gå galt i den rene matematik, er der grund til at være på vagt alle andre steder.
Derfor: en behersket, jordbunden version af system-modellering – en form for konsekvensvurdering før handling, koblet med modet til at ændre mere end én ting ad gangen – er nok det bedste bud. Og tak for at gøre os opmærksomme på, at det også gælder i Knowledge Management