Luk hellere Lindøværftet med det samme
I de sidste ti år har truslen om en snarlig lukning hængt over hovedet på Lindøværftet, men indtil videre har Hr. Møller holdt hånden over det gamle værft. Skibsværfter i Danmark er fortid, det er for dyrt at have svejsere gående rundt til danske lønninger, og det er ikke noget nyt at man har kunnet bygge skibe i Asien langt billigere. I nogle år har Danmark kunnet bryste sig af at bygge skibe i bedre kvalitet, men det bliver ikke ved med at gå.
På samme måde som det gik i bil, motorcykel og elektronikbranchen, vil kvaliteten stige indtil produkterne er fuldt på højde med tilsvarende europæiske. Derfor burde fagforbund, ledelser, kommuner og regioner se deres store industrivirksomheder an. og gå i gang med at finde ud af hvad de skal bruge området og medarbejderne til når fabrikken lukker – ikke hvis, men når den lukker.
Lindøværftet kan sagtens lukke i morgen, og om det bliver en katastrofe, eller startskuddet til 20 nye virksomheder står åbent. I et valgår burde lokalpolitikerne stå på nakken af hinanden for at komme af med deres visioner til at sikre de mange arbejdspladser på Lindøværftets område, men det ender nok med at der ikke sker noget før det er lukket.
For de fleste industrivirksomheder er det nemmere at lukke en afdeling, en fabrik eller en division, end det er at bygge noget nyt op i stedet. Det drejer sig ikke blot om at skabe et tilsvarende antal arbejdspladser, men at finde ud af hvad man vil bruge området og medarbejderne til. I Nakskov lavede de området om til vindmølleproduktion, og hvem kunne vide at det pludselig ville blive en dårlig idé. Helsingør er ved at skabe et kreativt område for små nystartede virksomheder. Hvem mon har skabt de mest blivende arbejdspladser – Nakskov eller Helsingør?
I filmen ”De frigjorte” – reagerer Leif Sylvester og Erik Clausens karakterer vidt forskelligt på lukningen af fabrikken. Viggo sætter sig hjem i sofaen og har ondt af sig selv, og Iversen skaffer sig adgang til sin tidligere arbejdsplads for at lave samfundshjælpere, eller ”sjovere” som han kalder det. Den ene bliver offer – den anden bliver iværksætter.
Ræk mig lige ”Sjoveren”.
Posts
Prøv at sammenholde tankegangen i dette indlæg med tankegangen i det nedenfor stående indlæg “Den tabte viden”
Hej Per,
Troede lige jeg havde skrevet det samme som Calle, nogle gange er det lidt svært at holde styr på hvor meget viden man har delt, og hvor meget man har tænkt:)
Er ikke helt sikker på hvor du vil hen. Min væsentligste pointe, er at hvis ting er under åbenlys forandring, kan det betale sig at træffe beslutningen mentalt, inden det sker.
I forhold til Calles indlæg, er det åbenlyst at der ikke vil være samme behov for gammelt håndværk i fremtiden, som der har været, men hvis man skaber et europæisk firma, vil der være rigeligt arbejde med at vedligeholde kulturarven i Europa.
Det bliver blot ikke MT Højgaard, der kommer til at stå for det, men den lille iværksætter der fokuserer på håndværket, fremfor massebyggeriet.
Jeg kan sådan set godt forstå, at den meget korte henvisning kan virke lidt uklar
Som studerende og i det første år efter afsluttet uddannelse fungerede jeg som beregningsmatematiker for Burmeister & Wain Shipdesign, dvs. jeg havde også en lille smule kontakt til det praktiske skibsbyggeri. Det viste sig, at der fandtes en helt formidabel teknisk kunnen, især inden for svejsning; og dén ville det selvfølgelig være rart at kunne bibeholde, fordi den givetvis kan finde anvendelse andetsteds. – Men:
Visse typer håndværk kan kun bevares i “store” omgivelser: skibssvejsere, der kan få stævnen af en bulk-carrier til at holde, selv når det blæser en halv pelikan, kan ikke vedligeholde og videregive deres kunnen på et autoværksted.
Omvendt, som du tydeligt forklarer, omend i andre ord: vi har ikke råd til at bibeholde noget så stort som Lindøværftet, hvis det kun skal fungere som levende museum/museumsskole, hvor tykpladesvejsning bliver en disciplin på linie med kobbertækning og marmorstukkatur (et særligt gipsarbejde).
Dvs. at visse typer viden og kunnen er dømt til undergang, i hvert fald på vore breddegrader. Jeg kan på den ene side godt tilslutte mig koret af bedrøvede røster; men jeg er på den anden side ved at opgive den vel nok noget romantiske drøm om, at hvis noget er enestående bør det bevares for enhver pris.
Jeg vil nødig tages til indtægt for en bestemt holdning i disse specifikke tilfælde, for det er vist nødvendigt med sag-til-sag stillingtagen. Men vi har fået belyst et par af de virkelig interessante