Kom ud af busken
I kender sikkert historien om strudsen, der stikker hovedet i busken, når det bliver farligt. Man kunne formulere pointen således: Strudsen tror, at når den ikke kan se verden – er den der heller ikke!
Jeg kom til at tænke på strudsehistorien, da jeg læste om de indadvente og effektive danskere. Kort fortalt viser en række undersøgelser, at danske virksomheders reaktion på en krise er at effektivisere – det er vi faktisk bedre til end virksomheder i de andre nordiske lande. Undersøgelserne peger på, at den måde vi i Danmark håndterer kriser er, at vi kigger indad og optimerer. Læs mere i Computerworld.dk.
Det lyder jo meget godt: Når krisen kradser, vender vi ryggen til og sørger for at holde orden i eget hus. Det gælder tilsyneladende for vores virksomheder. Det ser ud til, at det også gælder for vores regering og folketing, som ikke tør diskutere de helt afgørende problemer det danske velfærdssamfund står over for i disse år. Og det gælder sikkert også os selv, hver i sær. Arbejdt lidt hårdere – så går det nok. Så forsvinder krisen og problemerne af sig selv.
Hvem sagde, at det kun er strudsen, der stikker hovedet i busken.Det ser ud til, at vi danskere er i familie med strudsene?
For realiteten er jo – og jeg ved mange vil være enige med mig, bl.a. alle de der konstant råber på innovation - at det er helt utilstrækkeligt at se indad og effektivisere, når der er krise. Selvfølgelig skal vi altid optimere og effektivisere, og sørge for at anvende vores ressourcer bedst muligt. Men netop i en krise er der et stort behov for at se udad og fremad.
På det personlige niveau skal vi ikke være bange for at prøve nye veje, f.eks. når vores fag eller arbejdsplads er truet.
I vores virksomheder skal vi turde se ud i verden, se, hvad de bedste gør, se hvor markedet og teknologien er på vej hen.
Også for samfundet som helhed skal vi turde tænke nyt, f.eks. på velfærdsområdet, der er under voldsomt pres i disse år.
For selv om vi kigger indad og lukker øjnene, så forsvinder verden jo ikke. Tværtimod. Jo længere der går før vi finder de nye og holdbare løsninger, jo større er chancen for at vi slet ikke kommer igennem krisen. Eller i hvert fald, at vi mister de fordele vi hidtil har haft – at vi rykker et niveau ned.
Som strudsen, der bliver jaget af et stort rovdyr, også hurtigt må erkende. Det nytter ikke at stikke hovedet i busken. Det kan faktisk vise sig at blive fatalt.
Posts
Igen et godt og let provokerende oplæg
Tillad mig allerførst at gøre det hele yderligere kompliceret ved at henvise til en anden blog:
http://ing.dk/artikel/107182
Pointen i denne blog’s indledende artikel er, at de “ultra-kvalificerede” (som jeg har valgt at kalde dem, der har uddannet sig hinsides de almindelige krav) p.t. sorteres fra. Dette sker, selv om både innovation og det konstruktivt-kritiske syn på eksisterende procedurer m.v. i hvert fald i nogen grad skal komme fra netop dem, der har lidt ekstra med sig.
Dette er en fin, måske lidt sørgelig, parallel til Bents betragtninger om at effektivisere med lukkede øjne: overskud er overflødigt, hvis man primært vil optimere det eksisterende – men næsten med sikkerhed påkrævet, hvis man skal tænke nyt, det være sig radikalt eller blot i et lidt større perspektiv end vanligt.
Alligevel er strudse-metaforen måske en anelse for barsk, således at forstå:
Den virkelige ’strudse-mentalitet’, forstået som i Bents indlæg, er at gøre sig blind for alt – og den vil uddø, som antydet: der vil være årvågne dele af virkeligheden, der udnytter situationen. Den “halve struds”, der lukker øjet for det radikale, men stadig ser tilstrækkeligt til at overleve og i det mindste foretage sig NOGET, er nok mere almindelig. Det er velkendt, at “Det gode er det bedstes fjende”, men også at man almindeligvis må begrænse sig til at ’satisfiere’, fordi det er for dyrt at optimere.
Faren ved “halv-strudse” er m.a.o., at det er den forkerte halvdel, de er opmærksomme på, dvs. de fatale konsekvenser kommer ikke brat og nu, men består i en langsom, og for halv-strudsen usynlig og uforståelig, nedslidning eller lignende.
Altsammen ret abstrakt, men lad os se på det danske samfund, når de store årgange er gået på pension…