Informationsspecialist i vidensamfundet
26. januar 2012 af Bent Schou
Der var engang, hvor der var lidt mere styr på data, information og viden, end der er i dag. Underligt nok når vi nu netop bryster os af at leve i et informations-/vidensamfund.
Dengang – og det er ikke længe siden – var viden især forbeholdt de højtuddannede og var et højt estimeret arbejdsområde for videninstitutioner (forskning og uddannelse).
Dengang fik vi vores viden og kompetencer i uddannelsessystemet – og så var arbejdslivet og karrieren efterfølgende lagt nogenlunde fast.
Dengang vidste vi, at skulle vi finde information og søge viden, så kunne vi henvende os til et bibliotek, hvor venlige bibliotekarer stod til rådigned, hvis vi ikke selv kunne finde rundt i kartotekerne.
I dag… ja … vi ved det jo alle, er viden for alle, vi deltager alle og forventes at deltage i anvendelse, deling og udvikling af information/viden.
I dag skal vi lære gennem hele livet – og hænger vi fast i et job for længe, ja så er der noget galt med vores evne til at tilpasse og udvikle os.
I dag er vi rigtig mange, der er blevet til informations- eller videnarbejdere. Vi finder (helst) selv information og viden – først og fremmest på internettet.
Hvad skal en bibliotekar/informationsspecialist så lave ? Er der stadig brug for folk, der er specialister i informationshåndtering (-arkivering, -strukturering, -søgning, -validering mmm.)? Joh…. Er der brug for informationsspecialister til at sikre, at dokumentation og arkivering opfylder de formelle krav – fra myndigheder og kunder? Jah …. Er der er brug for informationsspecialister til at opbygge videnbanker, til at sikre gode intranet, mv.? Helt sikkert!
Vi ser mange både private og offentlige virksomheder tage informationsspecialister (bibliotekarer) ind, fordi man har brug for at få bedre styr på information og viden. For selv om vi alle i princippet kan, er det nok tvivlsomt hvor godt og effektivt vi gør det. Når vi spilder tid på at lede efter viden eller glemmer at lægge dokumenter de rigtige steder, giver vi ofte systemerne skylden. Men måske skulle vi starte med os selv. Er vi nu også gode nok?
Man kunne mene – og med rette tror jeg – at der bliver stadig mere brug for specialister i informationshåndtering, fordi information og viden bliver en mere og mere kritisk konkurrenceparameter for os alle – både i privaten og i arbejdslivet. Og for virksomheder og organisationer.
Derfor vil vi nu i VidenDanmark sætte fokus på informationsspecialistens rolle. Vi starter en ny videngruppe med titlen 360° Informationsspecialist. Titlen antyder, at vi skal hele vejen rundt om informationsspecialistens arbejdsopgaver og udfordringer: Hvad er de daglige udfordringer? Hvordan ser vi os selv i forhold til den organisation, vi er en del af og bliver i stand til at aflæse de interne kunders ønsker og behov? Hvordan kan vi dokumentere vores værdi og berettigelse? Hvordan sikrer vi kvalitet i vores arbejde? Hvilke værktøjer og systemer er til rådighed? Hvordan sætter vi mål og strategi for vores arbejde? Og meget mere.
Allerede nu kan vi mærke, at der er rigtig stor interesse for en sådan videngruppe, hvor man kan få delt viden og erfaringer, og hvor man kan få ny inspiration og nye idéer til, hvordan man takler dagligdagens udfordringer.
Første møde i gruppen er åbent for alle, og gratis. Det afholdes den 29.2. kl. 13-16 på Østerbro i København.
Kom og vær med, hvis du gerne vil udvikle dig, som informationsspecialist.
Danmark mister sin konkurrencefordel på viden og innovation
18. januar 2012 af Richard Santos Lalleman
I lørdags offentliggjorde Politiken en – i mine øjne – meget interessant artikel om, hvordan Danmark taber sin konkurrenceevne på viden. Artiklen handler om en ny beslutning fra SKAT: Det bliver dyrere – og dermed sværere – at købe magasiner, der kommer fra eller offentliggøres i lande uden for EU (såsom The New Yorker og Foreign Policy).
Artiklens forfattere siger, at magasiner fra lande uden for EU kun vil blive dyrere på grund af en ekstra skat. Mens jeg læste overskriften af artiklen (‘blade bliver ekstremt dyre’) tænkte jeg: “men magasiner uden for EU er allerede dyre i Danmark. Så hvorfor skal de blive ekstremt dyre?”
Yderligere fandt jeg artiklen interessant, fordi jeg seks gange om året køber bladet ‘Foreign Policy’. Når jeg køber en papirudgave af bladet, skal jeg betale omkring €10 i Holland og €15 i Danmark. Den oprindelig pris i USA er €5, så i Danmark er det allerede tre gange så dyrt som i USA. Selvfølgelig er det klart, at det er dyrere end i USA grundet omkostningerne til fragt og administration, men hvorfor er det 1/3 dyrere i Danmark end i Holland? Det er nok fordi Danmark har moms på 25 % mod 6% i Holland – men med de nye skatter bliver det sandsynligvis endnu dyrere at købe ‘udenlandske’ magasiner, og hvorfor er det?
Hvis du for eksempel køber et magasin til €5, så skal du betale €1,25 ekstra til moms. Dette er et forholdsvis lille ekstra beløb, som giver dig mulighed for at modtage ny information og viden fra kilder, som kommer udefra EU. Dog ser det ud som om, at man nu skal betale €20 mere for bladet for at få det tilsendt. Det ekstra beløb på € 20 er grundet det danske postvæsen, som skal debitere dig for importrettigheder.
Hvem kommer til at importere et blad, der normalt koster €5 men i Danmark nu omkring €35? Det er vanvittigt! Ikke kun fordi det er så dyrt, men også fordi denne nye beslutning vil stoppe flowet af viden fra lande uden for EU.
Danmark ser sig selv som en videnssamfund. Vi er et lille land med kun 5.5 millioner mennesker, og uden en meget stor mængde af naturlige ressourcer. Danmark tjener penge ved at sælge viden. Men når man kigger på fremtiden for hvert enkelt europæisk land, virker det som om, at der kun vil blive færre, der bærer viden – mennesker – på grund af eksempelvis en aldrende arbejdsstyrke. Det betyder, at Danmark har behov for den nyeste viden, der ikke nødvendigvis er produceret i Danmark selv. Det bliver derfor afgørende for lande som Danmark at skabe et system, hvorigennem man nemt kan absorbere ny viden.
Jeg er sikker på, at de stigende priser på udenlandske magasiner ikke er med til at forbedre processerne til at absorbere ny ‘udenlandsk’ viden. Det er en beslutning om at tjene penge på kort sigt (hvilket jeg ikke tror vil virke, men måske det danske skattevæsen tror på det). På den anden side – vil stigende priser på udenlandske magasiner resultere i, at Danmark mister en konkurrencemæssig fordel i det lange løb!
Heldigvis har jeg en iPad, hvorigennem jeg kan abonnere på den digitale udgave af Foreign Policy for kun €4 per udgave – måske der også snart vil blive pålagt skat på denne del?
“Danmark skal leve af løsninger”
22. november 2011 af Charlotte Winther
Den 17. november var jeg til Djøf Forum 2011 især for at høre Jørgen Ørstrøm Møller tale om den økonomiske krise. Er der noget bedre end kloge gamle mænd, som har humor, er veltalende og kan lave en knivskarp analyse? Det var fantastisk. Samtidig med at han pillede vores verdensopfattelse fra hinanden, så gav han nogle bud på, hvad Danmark kan leve af i fremtiden: styrkepositioner, uddannelse samt udnyttelse af de muligheder, som de nye vækstmarkeder giver.
Den 24. oktober skrev Jørgen Ørstrøm en artikel i Mandag Morgen ved navn “Danmark skal leve af løsninger“. De nye vækstøkonomier – herunder de såkaldte BRIK-lande – kan konkurrere på pris; men de udgør også et potentiale i ft de mere stagnerende økonomier. Vækstøkonomierne skal nemlig bruge en del af deres vækst på at rette op på nogle af de skadelige virkninger ved hastig vækst, fx store forureningsproblemer. Samtidig stiger det interne pres på sundhedssystemer og andre velfærdsydelser netop pga den øgede velstand.
Noget af det vi er gode til i de vestlige økonomier er “pakketerede” ydelser: integrerede produktkoncepter, der leverer en løsning på et problem eller en opgave. Her har vi – og måske i særdeleshed de nordiske lande - en konkurrencefordel, idet det er selve vores samfundsmodel, der udgør fundamentet: veluddannet og fleksibel arbejdskraft, organiseret på en ikke-autoritær måde, med kreativitet og ansvarlighed i højsædet.
Dette genlyder nok lidt af systemeksport og er vel heller ikke nyt. Så nyheden er måske, at det er nu vi skal slå til. Med eksport af velfærdskoncepter, uddannelseskoncepter og underholdningskoncepter, for lige at nævne nogle af de vigtigste områder. Det skal ikke bare gøres drypvist, men som en klar markering af vores styrkeområder, som vi skal være meget bedre til at holde fast i. Tag fx uddannelsesområdet; det er ikke det faglige niveau, vi kan eller skal konkurrere på, men vores særlige pædagogiske traditioner med ligeværdigt samspil mellem elev og lærer og vores grundtvigianske grundsyn.
Vi bør med rette være bekymrede for verdenssituationen, men der er også en vej ud af elendigheden.
Folketinget nedlægger unik videninstitution
17. november 2011 af Anders Jacobi
Som en del af en bred aftale om fordeling af forskningsmidlerne i 2012 er det blevet besluttet at nedlægge Teknologirådet. Den beslutning er en katastrofe for det danske vidensamfund, som dermed med mister en unik institution der bidrager med tværfaglig viden om ny teknologi, er internationalt forbillede indenfor teknologivurdering og som de eneste i verden gennemfører globale borgerinddragelsesprocesser. Men hvad er det så mere præcist man siger nej til ved at nedlægge Teknologirådet.
Tværfaglig viden om ny teknologi- nej tak!
Teknologirådet bidrager med viden om den nyeste teknologiske udvikling, viden om fordele og udfordringer ved at implementere ny teknologi og input til videnbaseret politik indenfor teknologi og samfund. Teknologirådet fungerer endvidere som et samlingspunkt for modsatrettede interesser (fx erhvervsliv og NGOer), hvor fælles forståelse og input til politikudvikling udarbejdes.
Internationalt forbillede – nej tak!
Teknologirådet er forbillede indenfor parlamentarisk teknologivurdering i Europa. En rollemodel, der af EU er blevet bedt om at lede et stort projekt med det formål at udbrede teknologivurdering til de mange lande i Europa hvor det ikke er etableret i dag. Danmark vil tabe voldsomt i omdømme på EU niveau ved at nedlægge rådet.
Teknologirådet har som de eneste i verden gennemført global borgerinddragelse. En time før beskeden om nedlæggelsen havde rådet modtaget en bekræftelse fra Villum Fonden om økonomisk støtte til at gennemføre endnu en global borgerinddragelses proces. Det er altså fuldstændig unikt på verdensplan!! Rådet har endvidere fået en international pris sidste år for at være førende indenfor borgerinddragelse.
Flere forskningsmidler – nej tak!
Teknologirådet har en bevilling på finansloven på 10 mil. Kr. Alene i år har rådet hentet over 13 mil kr. hjem i forskningsmidler fra EU. Det er med andre ord en direkte underskudsforretning at nedlægge Teknologirådet! Med en succesrate på 75% i EU ansøgninger har rådet en helt utrolig evne til at hente disse midler hjem, og alene næste år vil 8-10 ansøgninger fra Teknologirådet blive behandlet i EU systemet. En nedlæggelse er med andre ord direkte synonym med en nedskæring i forskningsmidlerne.
Videnbaseret og demokratisk politikudvikling – nej tak!
Teknologirådet besidder helt unikke metodiske kompetencer indenfor nye politiske arbejdsformer, der fører til videnbaseret og demokratisk politikudvikling. Udover at være verdensførende indenfor borgerinddragelse står Teknologirådet bag en lang, lang række demokratiske og videnbaserede politiske arbejdsformer herhjemme, fx Regionernes borgertopmøder, Teknologirådets folketingshøringer, fremtidspaneler med politikere og eksperter etc. Som omtalt i Mandag Morgen for nylig har rådet en unik viden indenfor nye politiske arbejdsformer. Den går tabt med en nedlæggelse.
Kan det unikke bevares?
Teknologirådet kæmper stadig for sin overlevelse. Du kan støtte kampen på Facebook.
Innovation gennem handling uden omtanke
13. oktober 2011 af Morten Hejlesen
Da Charles Duell fra det amerikanske patentkontor i 1899 erklærende, at alt som kan opfindes, allerede var opfundet, tog han fejl. Konklusionen fremstår lettere komisk betragtet i godt hundrede års bakspejl. Alligevel tør jeg godt hævde, at alt som er grundlæggende nødvendigt for at sikre succesfuld innovation er opfundet. Vi fører bare ikke tankerne ud i praksis – og der ligger kilden til megen fejlslagen innovation.
Når man har beskæftiget sig med innovationsområdet i flere år, sker det, at man gentager sig selv. Gentagelse er ikke nødvendigvis dårlig. Man møder nye mennesker og gentager stærke budskaber, der er centrale for at forstå innovation. Man gentager for at befæste uomgængelige principper, som skaber de rette rammer for innovation.
Samme tendens til gentagelse findes i artikler, bøger og rapporter. Der er langt mellem de radikale nybrud. Der er snarere tale om, at der lånes på kryds og tværs af et fælles reservoir af viden, som kun udvikler sig ganske langsomt. Selvfølgelig findes der forskellige positioner og faglig kæpheste, men grundlæggende er fællesmængden af alment accepteret viden relativ stor. Forskellene er til at overskue.
At det er en god ide at arbejde læringsbaseret og eksperimentelt i udviklingsprocesser er næppe en ny opfindelse, selvom det er et af tidens hotte emner. At vi skal skabe teams, der besidder en vis portion fandenivoldsk ’back-to-the-garage-spirit’ og iværksættermentalitet for at få innovation til at ske, er nærmest åbenlyst og ingen nyhed. At vi skal komme ud i virkeligheden for at møde brugerne og smide computeren væk for at blive bedre til at arbejde sammen, kan højest påkræve sig et anerkende nik. Vi ved det jo allerede! Eller gør vi?
Som passioneret fagperson drømmer man selvfølgelig om at spotte det afgørende nybrud, som revolutionerer måden, man gør tingene på. Men som regel er der tale om gentagelse af eksisterende viden og smart syntese af andres påfund med små modifikationer. I grunden er det jo meget godt, så alt ikke er relativt og grundlæggende principper ikke destabiliseres i tusind mulige retninger. Hvis det forholder sig så enkelt, er det store spørgsmål, hvorfor vi så ikke bare er meget bedre? Hvis innovation ikke er raketvidenskab, hvorfor fejler vi så ofte? Hvorfor bliver vi ved med at læse kedelige undersøgelser, der blot repeterer de samme succesfaktorer og faldgruber?
I takt med jeg over tid er kommet langt dybere ind i maskinrummet hos de organisationer, jeg arbejder for, står det klart, at kerneudfordringen ligger i den kløft, der er mellem tale og handling. Kløften er i grunden kunstig, for de to ting burde hænge sammen som ærtehalm. Snak uden handling er tankespind. I hvert fald sat på spidsen.
Spørgsmålet er, om tænkningens grænseløse univers – iscenesat i form af idéen om vidensamfundet som den ny tids modus operadi – har indføjet uhensigtsmæssige skel mellem det at tænke og det at gøre. Er hjernearbejde blevet adskilt fra håndarbejde? Vi producerer slides med store tanker og giver dem videre til de hænder, der skal konvertere idéerne til praksis. Vi definerer innovationsstrategier og forventer, at de eksekveres præcist efter forskrifterne. Vi laver best practices, smarte værktøjer og detaljerede tjeklister, som videregives til teams, som efterfølgende skal høste frugterne. Med andre ord forudsætter vi en lige og ubrudt linje mellem hjerne og hænder. Mellem tanke og handling. Vi ved – I gør.
Problemet er bare, at linjen er alt andet end lige og ubrudt. Det er i hvert fald min oplevelse. Vi ved måske det meste, men har taget det for givet, at det blot er et spørgsmål om kommunikation for at skabe handling – at ”sælge” idéerne og de rigtige løsninger. I praksis går det galt. Vi rammes af en boomerang af kritiske perspektiver, manglende forståelse, forskellige erfaringshorisonter og alskens organisatorisk kompleksitet. I hvert fald, hvis vi følger den traditionelle model, der sætter tanke før handling. Med andre ord scorer vi det ene selvmål efter det andet, hvis ikke vi formår at integrere tanke bedre med handling. Vi, der troede vi vidste bedre, fremstår som naive og i værste fald som uproduktivt bedrevidende.
Når vi nu ved så meget, hvorfor så ikke slå en streg i sandet og koncentrere os om at gøre det i praksis? Få innovation til at ske? Handle med det samme, indsamle erfaringer og korrigere i takt med vi bliver klogere på, hvordan teori og praksis arbejder sammen. Hvis jeg skulle pege på én udfordring for innovationsfeltet, er det dén største. De ”oplyste” taler, gentager sig selv og teoretiserer – og distancerer sig mere og mere fra handling. Så for nu at citere den nyslåede regeringsleders let slidte slogan, så skal vi arbejde os ud af krisen.
Vi har tænkt – nu skal vi handle.
Demokratiets efterår
13. oktober 2011 af Peter Malling
Intet er som før. Vi handler globalt. Store dele af værdikæden gøres overflødig af ny teknologi. Arbejdskraft langt fra Danmark indgår som en naturlig del i danske firmaer takket være virtuelle samarbejdsformer. Vi indgår i utallige netværk takket være sociale medier og nye organiseringsformer.
Derfor er der ikke ret mange af os, der lever vores liv, som vi gjorde for bare en halv snes år siden. Og der er ikke ret mange virksomhedsledere, som leder deres virksomheder på samme måde, som de gjorde for få år siden. Og hvis de gør, er de ikke virksomhedsledere ret meget længere.
Det danske samfund har også ændret sig. Det består ikke længere af arbejdere og kapitalister med modstridende interesser, men af 5 mio enkeltindivider, som har forskellige holdninger på mange forskellige akser. To personer kan være rørende enige om prioriteringer indenfor sundhedssektoren, mens de kan være rygende uenige om f.eks. vores involvering i krigshandlinger i andre lande.
Derfor giver det heller ikke nogen mening længere at tale om et politisk ståsted som et punkt på en horisontal linje eller et bogstav i alfabetet. Det har det måske aldrig gjort, men for 20 år siden var der en større tendens til, at folk købte hele pakken. “Han er en rigtig socialdemokrat”. “Hun er konservativ”. “De stemmer SF”. Så vidste man ligesom, hvor man havde folk. Og man vidste, hvor man havde sig selv.
Anderledes i dag. Vi har hver vores holdninger til dette og hint. Og vi har fået langt større muligheder for at formidle dem til andre. Det er historien om long tail om igen. På de sociale medier kan vi alle komme til orde med selv de smalleste synspunkter om et eller andet perifert område. Der er intet filter. Og der skal nok være nogen, der lytter. Et eller andet sted. Det er således blevet langt lettere at finde meningsfæller indenfor specifikke områder, uden at man i øvrigt behøver at være enig i noget som helst andet.
Hvis vi forestillede os, at vi kunne kortlægge alle de meninger, der blev givet udtryk for rundt omkring på medierne, og måske også, hvad folk bare talte om gennem fysisk samvær, ville der emergere et kort over det reelle politiske landskab i Danmark. Det ville ikke være rødt eller blåt. Det ville ikke være et bogstav. Det ville heller ikke være et partiprogram. Det ville derimod være en multidimensional matrix over en masse menneskers holdninger til en masse ting.
Det eneste, der ikke har ændret sig i takt med at vi er skiftet fra industrisamfundet til vidensamfundet er måden hvorpå vi styrer vores samfund. Politikerne er vor tids præster. De vedligeholder en styreform, som i virkeligheden er dybt udemokratisk. Man bilder befolkningen ind, at fordi man en gang hvert fjerde år prøver at presse alle sine holdninger ned i et blyantskryds sat bag et lukket forhæng, er man med til at bestemme Danmarks fremtid.
Men det værste er ikke, at det er udemokratisk. Det værste er, at denne styreform er dum. Uintelligent. Baseret på nogle håbløse idealer om retfærdighed og at det vigtigste er, at alle voksne over 18 år er med til at bestemme, hvem der skal bestemme. Og hvem kan man stemme på? Ikke de skarpeste knive i skuffen, for de er i fuld gang med at gøre karriere i erhvervslivet her eller i udlandet. Nej, dem, der styrer vort land, er dem, der har været gode til at slås. Slås for egne synspunkter, eller for retten til at kalde de rigtige synspunkter for sine egne.
For at fuldende billedet tvinger selve dynamikken i demokratiet politikerne til at føre dum og irrationel politik. Politik er en kamp om magten og dermed om vælgernes gunst. Derfor forhindres politikerne i at træffe beslutninger, som åbenlyst vil være fordelagtige for det danske samfund som helhed, men som rammer vigtige vælgergrupper f.eks. på pengepungen. For folk stemmer primært efter deres egen pengepung, og ikke efter, hvad man mener er vigtigt for Danmark. Så politikerne tvinges til at arbejde for den politik, som ikke er den bedste, men den, som skaffer stemmer. Eller ligefrem sige det populære før valget og gøre det rigtige efter. Hvorefter straffen kommer prompte fra vælgerne.
Malou Aamund, nu direktør hos Microsoft, prøvede for et par år siden at tage springet fra erhvervslivet til politik. Hun skriver i august/september-nummeret af magasinet Lederne: “I erhvervslivet handler ledelse meget om at kunne sætte sit eget hold og bygge organisationer. I politik kan du nemt sidde med nogle “medarbejdere”, som er inkompetente eller illoyale, og alligevel er de med på holdet. Samtidig kan du se, at der er brug for store omvæltninger i samfundet, og selvom du ved, hvad der er det rigtige at gøre, så kan du ikke bare gøre det, fordi du skal have befolkningen med dig. I erhvervslivet er det vigtigt at tænke ud af boksen og få nye idéer. Det kan hurtigt slå dig ihjel som politiker, hvis du tænker alt for nyt og visionært. Så risikerer du at blive kaldt politisk tonedøv og få hele parnasset af kommentatorer på nakken, fordi du ikke følger befolkningens ønsker.” Jamen, er det da ikke forfærdeligt? Det er sådan vi styrer vores samfund! Hun siger videre: “Politik handler om at forsvare eksisterende, fastindgroede synspunkter og være fuldstændig døv over for selv fornuftige argumenter fra politiske modstandere. Der er mere fokus på at skabe konflikter frem for resultater, fordi det giver mere eksponering i pressen, og det er det, som sikrer genvalg. Du oplever aldrig en politisk debat, hvor det faktisk lykkes den ene part at overbevise den anden om et synspunkt”. Malou fortæller, at dét, hun elsker ved sit arbejde, er at få det bedste frem i andre. “Men i politik skal du gøre det modsatte. Her skal du forsøge at finde fejl ved dine modstandere, gøre fejlene større og eksponere dem.” Jeg græmmes.
For 20 år siden var det noget nær blasfemi at kritisere det repræsentative demokrati. Det var tabu. Værre end at kritisere Gud. Demokratiet blev betragtet som ufejlbarligt, som samfundsevolutionens øverste trin. At være imod demokratiet var at være for diktaturet og imod samfundet. Det er idag blevet langt mere legalt at sætte spørgsmålstegn ved demokratiets lyksaligheder. Selv politikere og andre meningsdannere ytrer sig offentligt om problemerne ved vores styreform. Men løsningen er altid at få folk banket på plads. Få folk til at interessere sig for politik. Få folk til at melde sig ind i vælgerforeninger. Få folk til at gøre deres “borgerpligt” og afgive sin stemme ved såkaldt demokratiske valg.
Men jeg tror, at der er en god grund til, at folk – og især de unge – interesserer sig mindre og mindre for politik. Grunden er, at det repræsentative demokrati tilhørte industrisamfundet. Kompleksiteten i vidensamfundet kræver en ny styreform. En styreform, som er langt mere demokratisk end demokratiet. Og ikke mindst langt mere intelligent. Hvad der følger efter demokratiet kan vi endnu kun gisme om. Jeg tror, det kommer til at handle om emergens. Jeg tror, det kommer til at handle om kollektiv intelligens. Jeg tror, det kommer til at handle om sociale medier. Jeg tror, det kommer til at handle om at adskille den lille mands holdninger fra det metaniveau, politik bør ligge på. Hvad tror du?
Inspirerende uger i vidensamfundet
6. oktober 2011 af Bent Schou
Som repræsentant for VidenDanmark har jeg haft fornøjelsen af at deltage i tre arrangementer den sidste uge: DEFF’s seminar om Uddannelse til fremtiden, Social Business Learning konferencen om HR og sociale medier samt Force Technologys seminar om involvering af brugerne. Alle tre arrangementer, der på forskellig måde sætter vidensamfundets spændende muligheder og udfordringer på dagsordenen.
Ved DEFF’s konference om Uddannelse til fremtiden var fokus på videnproduktionens ændrede vilkår – nye kompetencebehov – og selvfølgelig på samarbejde mellem biblioteksfunktion og undervisere. Spændende oplæg fra Henrik Dahl og tre spændende gæster fra USA. Diskussionen vendte igen og igen tilbage til vores udfordringer i forhold til at håndtere de store mængder af information og viden. I USA er man holdt op med at tale om information literacy – og bruger i stedet begreberne information management – eller personal knowledge management. Underviserens rolle ændrer sig også markant, når al information (viden) er til rådighed for eleverne. Skal underviseren blive en slags mentor?. Og hvad sker lige nu, hvor de sociale medier ser ud til at få stigende betydning for vores stadige søgning efter information og viden. Er det godt nok, når mange har åbnet eller “synes om” et dokument eller en video ?? Konklusionen er vel, at vi altid vil have behov for at være informations-kritiske – og her vil bibliotekarer (deres kompetence) kunne have en vigtig rolle at spille.
Ved Social Business Learning’s konference om HR og sociale medier var hovedattraktionen Jane Hart fra England (C4LPT), men jeg vil først lige nævne, hvordan Ole Bach Andersen (Newsperience) overrumplede de fleste (tror jeg). Da Ole første gang – for nogle år siden – stiftede bekendtskab med Twitter, synes han det var det mest tåbelige koncept nogensinde. I dag er han overbevist om, at det er det mest magtfulde læringsredskab til dato!! Personligt fik jeg her en såkaldt aha-oplevelse. Det samme var også Jane Harts mening, idet hun understregede, at adgang til viden og læring i fremtiden i høj grad vil bygge på netværksrelationer baseret på tillid. Det kommer til at handle om “how to work smarter” – og her bliver f.eks. “Learning on demand” – her og nu – helt centralt. I parantes skal det nævnes for de af jer, der ikke kender Jane Hart, at hun er en internationalt anerkendt læringsekspert.
Jane Hart citerede en professor (jeg har glemt navnet) for at sige, “There is no such thing as information overload – just filter failure”. Interessant point – som understreger behovet for at vi bliver bedre til personal information/knowledge management. I øvrigt googlede jeg lige citatet, for evt. at finde professoren. Men fandt i stedet et tweet. Men det er vel ikke en acceptabel kilde 
Den 5. oktober afholdt Force Technology så seminar om “Brug bare brugerne – og skab brugbare produkter“. Et af seminarets hovedbudskaber var, hvor meget potentiale, der ligger i at involvere brugerne i udvikling og udformning af produkter. Og med de muligheder, som de sociale medier giver virksomheder for at få kontakt til kunder og brugere – er vejen banet for egentlig Co-creation. Men en anden vigtig pointe peger lidt en anden vej: Det handler ikke om, hvad brugerne mener – men om deres adfærd. Ofte siger brugerne eet – mens de gør noget ganske andet. Eksemplerne var mange. Hvilket så bliver en vigtig grund til, at der er behov for professionel bistand og observation, når man vil involvere brugerne – f.eks. i design af produkter og services.
Jeg er stærkt i tvivl om dette? Er det virkelig nødvendigt at hyre en flok etnologer, antropologer og psykologer for at sikre et velfungerende samarbejde med kunder og brugere om f.eks. produktudvikling. Er det kun nødvendigt i forhold til “svage” brugergrupper? Eller findes der gode eksempler på åbent samarbejde, hvor dialogen mellem virksomhed og brugere uden mellemkomst af fagfolk skaber markante resultater?
Kom gerne med dine synspunkter og eksempler.
Ny renæssance eller formørket blokpolitik
31. august 2011 af Calle Gade Lauritzen
Danmark står ved en skillevej. Vi må konstatere, at vi har brug for nye impulser.
Længe nok har vi vendt ryggen til forandring ude fra. Vi har ladet angsten og tvivlen bestemme i vores formørkede sind, og den nationalistiske selvgodhed har domineret store beslutninger, og skamferet vort ry som en åben befolkning, der nysgerrigt er rejst ud, og har hjemtaget ideer fra mennesker og samfund, som har gjort erfaringer og opdagelser bedre end vi har formået.
Vi er et lille folk, som på et lille areal, skal formå at skabe rigdom og vækst uden væsentlige naturressourcer. Impulserne skal derfor komme ude fra.
Lad os skabe en ‘Ny renæssance’, hvor idealet er at skabe viden, innovation og klog vækst. Vi må væk fra forsimplende og begrænsende værdier som danskhed og grænsebomme. Vi må stræbe højere og gerne uden grænser. Det tjener mennesker der bor i Danmark bedst, hvis vi kan tiltrække ambitiøse, engagerede, iderige og arbejdsomme mennesker fra hele verden.
Vi har et godt udgangspunkt, fordi vi stadig har en stor uddannelses- og forskningssektor, som også fortsat virker stimulerende og motiverende på mange udenlandske studerende og forskere. Vi har stadig konkurrencedygtige og innovative virksomheder, som kan skabe nye produkter og sælge dem på lukrative markeder, som gør os alle rigere.
Når Danmark og danskerne åbner sig mod verden, og inviterer kreative mennesker indenfor, vil vi alle blive påvirket i en positiv retning, hvor vi går i sund dialog og konkurrence med resten af verden. Vi skal ikke være bange. Vi kan godt måle os med de andre. Den der ikke er bange, og har nok i sig selv, er betydeligt stærkere.
Styrken skal findes i valget mellem ‘ny renæssance’ og ‘formørket blokpolitik’.
Valget er dit!
“Videndeling er kodeordet”
9. juni 2011 af Charlotte Winther
Nogle løsrevne udsagn fra en artikel i Børsen den 7. juni 2011: “Det bliver sværere at at holde fokus i fremtiden”, “Fremtiden bliver mere ustyrlig”, “Videndeling er kodeordet”, “Det går ikke længere at outsource teknologiforståelsen til de fremmeligste medarbejdere, for det giver en stærkere sammenhængskraft, når lederen har engageret sig”.
Artiklen beskriver konklusioner og anbefalinger fra en særlig tænketank nedsat af teleselskabet 3 og ledet af erhvervssociolog Eva Steensig. Analysen peger på tre vigtige hovedtendenser for arbejdsliv og ledelse de næste tre til fem år: ustyrlighed, realtid og netværk. Tid, fysisk placering og sted vil spille en mindre rolle for fremtidens arbejdspladser. Lederens rolle bliver at skabe sammenhængskraft.
Nogle af anbefalingerne lyder: tænk utraditionelt, efterlys en ide på facebook, gør virksomheden tilgængelig 24/7på de teknologiske platforme, skab en kommunikationsvej udefra og ind via hjemmesiden eller facebook, lav et interessefællesskab omkring din virksomheds specifikke fagkundskab.
Et forslag til nyskabelse er at etablere et Employee Network Management system som en pendant til virksomhedens Customer Relationship Management (CRM) system. Det kunne da være spændende at byde ind på sådan et system, måske endda udvikle det i fællesskab via de sociale medier?
I det hele taget mangedobles virksomhedens videnkapital gennem medarbejdernes netværk. Derfor skal fremtidens leder ikke længere bekymre sig om det er en del af arbejdet når medarbejderne er på de sociale medier, han/hun fokuserer på medarbejdernes resultater. Hvor langt ude i fremtiden er vi egentlig før dette er en realitet?
VidenDanmark april 2011: Kina – viden-supermagt, Væxt-factor, Er viden blevet et plusord?
8. april 2011 af Bent Schou
Det er ikke nemt at være et lille land i den store verden – eller måske netop. For mens debatten om, hvorvidt vi skal leve af vores viden stadig foregår og er vigtig, meldes der om en helt ny videnskabs-supermagt: Kina. Og det sker allerede i 2013 i følge Videnskabsministeriet, der refererer en undersøgelse fra Royal Society. Måske slår det hovedet på sømmet – det er nok ikke inden for den mere universitære eller forskningsbaserede videnskab, at Danmark skal være førende fremover. Hertil vil konkurrencen nok være for stor.
Herhjemme har vi haft en debat kørende, om vi alene kan leve af vores viden – eller om viden er for tæt knyttet til produktionen. Og der har været et par indlæg, der advarer imod at tro, at vi alene kan leve af viden, se f.eks. Thorkil H. Christensens blogindlæg. Vores egen afstemning, som har stået på den seneste måned taler ikke så tydeligt et sprog. Her er vi delt i to lejre, kun med en lille overvægt til “vi skal leve af viden – fortalerne” (Læs mere indlægget: Udflagning af produktion og viden). Måske ikke så underligt, man må jo dog forvente en vis bias for viden-standpunktet blandt VidenDanmarks læsere.
Men hvordan skal vi leve af viden? Som Kina-nyheden ovenfor illustrerer, bliver det nok svært at leve af viden forstået som videnskab i klassisk grundforskningmæssig forstand. Her er vi nok oppe imod for stærke kræfter. Snarere skal vi nok finde en plads, som de der kan implementere viden, som kan sikre at ny viden hurtigt omsættes til værdi. Hvilket jo oftest bærer navnet innovation. Eller vi går i retning af det som Mandag Morgen kalder Væxt-faktor, hvor man nu har åbnet for audition: “Væxt-Factors audition er åben for ildsjæle og engagerede iværksættere, der har bevist mod og evne til at gå nye veje, eksperimenteret med alternative forretningsideer, udforsket nye ledelses- og organisationsformer eller spottet nye spirende markedsmuligheder”. Det lyder da perspektivrigt.
Og så bliver det jo i sidste ende spørgsmålet om, hvad vi egentlig opfatter som viden. Er det viden som videnskab? eller er det viden som innovation og forandring? Og hvilken slags viden er egentlig vigtig i dag? I en kronik i Børsen skriver professor Majken Schultz bl.a. “Diskussionen om Danmark som videnssamfund har snart stået på i nogle år, uden at det har fået mærkbare konsekvenser i de politiske prioriteringer. Det skaber bristede illusioner, og der er lille interesse for gode intentioner, som ikke følges op med konkret handling. Tværtimod har der i dele af samfundet bredt sig en betydelig skepsis over for alt, hvad der smager af viden og kompetence. Der er i mange sammenhænge blevet etableret en kobling mellem kompetence og elitær arrogance eller sammenspist smagsdommeri. Det indebærer, at viden ikke er et plusord, og at viden om, hvad der skaber vækst, har haft svært ved at slå igennem.” (Børsens kronik 25.3.2011: Viden for vækst). Og her over for står så Kirsten Poulsens blogindlæg: Fra vild med dans til vild med viden, hvor hun netop mener viden er et plusord i dagens og fremtidens samfund.
Er du forvirret? – så følg debatten i VidenDanmark.
Posts
Nye kommentarer