Danmark rykker!
26. august 2010 af Charlotte Winther
Nu rykker vi, ikke bare ind i 2.0-samfundet, men helt ind i 3.0-samfundet, hvad det så end er, men vi rykker! Inden 1. november får vi i hvert fald en køreplan for digitaliseringen af Danmark. Og alle kan være med. Dét er måske et fremskridt i sig selv, men ellers synes jeg, at jeg har hørt det før. Lad os nu se – et bredt sammensat panel af 21 it-tænkere fra både den offentlige og private sektor er blevet bedt om en køreplan, som kan give beslutningstagere på alle niveauer i samfundet de bedste muligheder for at anvende informationsteknologien bedst muligt. Det lyder jo meget godt.
De 21 tænkere skal ikke blot tænke selv men tænke med i debatten og i en række tema-seminarer. Der er udpeget fem centrale politikområder, som både nu og i fremtiden indebærer væsentlige udfordringer, og der er planlagt fem tema-seminarer i Danmark 3.0-processen:
Onsdag 1. september: Sundhed.
Torsdag 16. september: Miljø, energi og klima.
Torsdag 23. september: Iværksætteri, innovation og beskæftigelse.
Torsdag 30. september: Uddannelse og forskning.
Onsdag 13. oktober: Tryghed og sikkerhed i samfundet.
Debatten er allerede i gang, men den kan blive endnu mere livlig. Tænk bare på den mængde af muligheder der findes inden for fx sundhedsområdet: online læge-konsultationer med mulighed for at koble et kamera på, adgang til egen journal samt patient-data, hjælp til selvhjælp, forebyggende arbejde osv osv.
Du kan også deltage i den åbne diskussion på projektets hjemmeside: http://danmark3nul.dk/forum/6. Grib chancen og vær med – så kan det være, at Danmark rykker!
Kom ud af busken
26. marts 2010 af Bent Schou
I kender sikkert historien om strudsen, der stikker hovedet i busken, når det bliver farligt. Man kunne formulere pointen således: Strudsen tror, at når den ikke kan se verden – er den der heller ikke!
Jeg kom til at tænke på strudsehistorien, da jeg læste om de indadvente og effektive danskere. Kort fortalt viser en række undersøgelser, at danske virksomheders reaktion på en krise er at effektivisere – det er vi faktisk bedre til end virksomheder i de andre nordiske lande. Undersøgelserne peger på, at den måde vi i Danmark håndterer kriser er, at vi kigger indad og optimerer. Læs mere i Computerworld.dk.
Det lyder jo meget godt: Når krisen kradser, vender vi ryggen til og sørger for at holde orden i eget hus. Det gælder tilsyneladende for vores virksomheder. Det ser ud til, at det også gælder for vores regering og folketing, som ikke tør diskutere de helt afgørende problemer det danske velfærdssamfund står over for i disse år. Og det gælder sikkert også os selv, hver i sær. Arbejdt lidt hårdere – så går det nok. Så forsvinder krisen og problemerne af sig selv.
Hvem sagde, at det kun er strudsen, der stikker hovedet i busken.Det ser ud til, at vi danskere er i familie med strudsene?
For realiteten er jo – og jeg ved mange vil være enige med mig, bl.a. alle de der konstant råber på innovation - at det er helt utilstrækkeligt at se indad og effektivisere, når der er krise. Selvfølgelig skal vi altid optimere og effektivisere, og sørge for at anvende vores ressourcer bedst muligt. Men netop i en krise er der et stort behov for at se udad og fremad.
På det personlige niveau skal vi ikke være bange for at prøve nye veje, f.eks. når vores fag eller arbejdsplads er truet.
I vores virksomheder skal vi turde se ud i verden, se, hvad de bedste gør, se hvor markedet og teknologien er på vej hen.
Også for samfundet som helhed skal vi turde tænke nyt, f.eks. på velfærdsområdet, der er under voldsomt pres i disse år.
For selv om vi kigger indad og lukker øjnene, så forsvinder verden jo ikke. Tværtimod. Jo længere der går før vi finder de nye og holdbare løsninger, jo større er chancen for at vi slet ikke kommer igennem krisen. Eller i hvert fald, at vi mister de fordele vi hidtil har haft – at vi rykker et niveau ned.
Som strudsen, der bliver jaget af et stort rovdyr, også hurtigt må erkende. Det nytter ikke at stikke hovedet i busken. Det kan faktisk vise sig at blive fatalt.
Global viden-drevet proces til kommercialisering af beskyttet viden
26. februar 2010 af Sam Kondo Steffensen
Ganske få procent af verdens patenter kommercialiseres. I følge Intellectual Ventures ejes omkring 40% af verdens patenter af større virksomheder, og de resterende 60& af forskningsinstitutioner, SMEs, og individer. De store virksomheder står imidlertid for 99.1% af de kommercialiserede patenter !
På denne baggrund har MillionBrains nu lanceret sin ”Patent Commercialisor” service, hvor alverdens hjerner nu kan medvirke til at forøge kommercialiserings mulighederne for inaktive og omkostnings- bærende patenter: altså en global viden-drevet kommercialiseringsproces for beskyttet viden. Første patent blev uploadet i denne her uge.
Og hvorfor er dette så betydningsfuldt?
Primært fordi ikke-kommercialiseret patenteret viden kun repræsenterer passive omkostninger, og ingen samfundsmæssig værdi. Især for individer, små virksomheder og offentlige forsknings- institutioner repræsenterer patenter idag kun tyngende røde tal i budgetterne. For disse organisationer kunne licenseret vidensalg måske blive en bedre forretning end deres kerneaktiviteter i visse perioder. Rent samfundsøkonomisk taler logikken for sig selv.
Patenteret viden er, eller burde være, en latent værdi option, som der burde være klare samfundsmæssige krav til reelt at optimere. Et viden-samfund bør således måle sig på, hvor effektivt det forvandler viden til målbar værdi. I det perspektiv er det ligegyldigt om en forskningsinstitution ejer 3 eller 3000 patenter, men udelukkende væsentligt, hvor meget faktuel samfundsmæssig værdi denne aktivitet skaber. Da forsvindende lidt af den beskyttede viden lige nu omsættes til reel værdi, er denne aktivitet overvejende meningsløs, og man kan derfor heller ikke snakke om eksistensen af et viden-samfund.
Fokus på social værdiskabelse, driftøkonomisk optimering, mening, og mobilisering af global intelligens er, hvad MillionBrains platformen tilbyder organisationer og individer med inaktivt beskyttet viden på hylderne. Som er konkret skridt på vej mod et viden-samfund.
Danmark som højhastighedssamfund
21. januar 2010 af Calle Gade Lauritzen
Højhastighedskomiteen sendte rapporten “Danmark som højhastighedssamfund” på gaden den første uge i januar. Rapporten skal komme med anbefalinger til, hvordan bredbånd kan øge udbredelsen og anvendelsen af it i Danmark. Regeringen har en vision om Danmark som højhastighedssamfund, hvilket en moderne infrastruktur skal gøre os i stand til at realisere. Komiteen har dygtigt peget på, hvordan det offentlige Danmark skal efterspørge alle mulige raffinerede it-løsninger, men kun med skræmmende få eksempler peget på, hvordan markedet skal være i stand til at levere disse løsninger.
Komiteens medlemmer er udpeget af videnskabsministeren, og han har ikke skuffet de, som tvivlede på et spændende hold. Det er Tordenskjolds sikre soldater, fra hvem man skal lede med lys og lygte for at finde et overraskende udspil. Vanetænkningen er gabende kedsommelig. Lad dog unge sprudlende ildsjæle komme til fadet.
Erhvervsdanmark er helt usynligt i medlemskredsen, og det er en katastrofe, når en af de vigtigste mål med komiteens arbejde er, at bidrage til sikring af Danmarks konkurrenceevne og skabelse af økonomisk vækst. Hvorfor er der ingen reformivrige og rabiate virksomhedsledere i det gode selskab?
Et mål er, at komiteen skal pege på, hvordan vi kan forbedre produktiviteten, effektiviteten og innovationsevnen i erhvervslivet, fordi vi på de områder har faldende kurver sammenlignet med andre lande. Hvad er det andre lande gør så meget bedre end Danmark, når de overhaler os på produktivitet, effektivitet og innovationsevne? Det har komiteen end ikke overvejet at forholde sig til. Hvorfor?
Rapporten har fornærmende kort nævnt Danmarks uddannelses- og forskningsudfordringer i forhold til øget udbredelse og brug af it. Danmarks uddannelsesniveau falder som bekendt i disse år sammenlignet med andre lande. Det er foruroligende i et land, hvor det eneste vi virkelig kan differentiere os på i forhold til andre lande er, at vi har en højt uddannet arbejdskraft, som evner at udnytte alle tænkelige effektiviseringsgevinster ved smartere brug af it. Hvis vi ikke får uddannet de nye generationer bedre end nu, kan uddannelsessystemet ikke levere kandidater til erhvervslivet, som skal levere alle de spændende produkter og løsninger til det offentlige Danmark. Det offentlige Danmark kan naturligvis heller ikke undvære højtuddannede specialister, som kan udtænke og specificere kravene til markedet.
Det er om noget en tam og tonedøv komite, som givetvis har fået et uambitiøst opdrag af en minister, der blot venter på en udskiftning ved en kommende ministerrokade.
Undladelsessynden
21. december 2009 af Jens Brogaard
Synder er ofte et udtryk for at man fortryder at have handlet på en bestemt måde. Det eneste positive der er at sige om det, er at man i det mindste ikke har ladet stå til.
Undladelsessynden derimod er fortrydelsen ved ikke at have handlet.Ved at lade stå til. Før den den digitale tidsalder havde det synlige konsekvenser ikke at handle. Ingen nedlagte dyr, ingen aftensmad; ingen såning, ingen høst; ingen investeringer; ingen produkter osv. I vidensamfundet har det derimod ingen umiddelbare konsekvenser ikke at reagere på informationer. Derimod kan det have enormt potentiale tilfældigt at opdage information man kan omsætte til handling.
Med andre ord, i informationsalderen drejer det sig konstant om at øge chancen for at viden kan opstå – derfor, undlad ikke at handle nu – gør Videndanmarks nye samarbejdsplatform aktivt og værdifuldt.
Med ønsket om et ikke-syndigt netværksår.
X
18. november 2009 af Peter Malling
Stemmerne fra årets kommunal- og regionsvalg gøres i skrivende stund op. Tidligere på dagen var vi ovre og afgive vores stemme i skolens sportshal. Far, mor, Monica på 7 og Victor på 5. Vigtigt at børnene er med, så de kan opdrages til at blive gode demokrater. Sådan en valgdag minder en hel del om juleaftensdag, hvor folk går til kirke for at høre det glade juleevangelium. Fra nær og fjern kommer de, ægtepar går arm i arm, børnenes øjne stråler forventningsfuldt, og inde i valglokalet hviler en ærbødig andægtighed, man møder folk, man kender og føler, at man har noget til fælles. Man konverserer med sagte stemme. Man priser vores demokrati, vi er de frelste, de udvalgte, som lever i et civiliseret samfund, og dette er jo selve kernen i demokratiet. At vi frit kan gå hen og sætte vores kryds. Men hvem skal man dog stemme på, man kan ikke kende forskel på kandidaternes synspunkter, og den ene kan vel være lige så god som den anden.
Demokratiets kirketjenere udleverer stemmesedler. De er lange. Stemmesedlerne altså. Traditionelle partinavne og navne på partier, der lyder som en joke, såsom ”Hampepartiet” eller ”Nihilistisk parti”. Og alenlange lister med personnavne. Man kender et fåtal, spidskandidaterne og de, som har været bedst til at markere sig i den til tider forbitrede debat i lokalsprøjten. Vi har også set nogle af deres ansigter på de utallige valgplakater som gennem den sidste måneds tid visuelt har forurenet gader og stræder. ”Dette er demokratiets legeme”, synes man at høre, idet man modtager stemmesedlerne. Der er også valg-bolsjer, som må udgøre det for nadvervinen: ”Dette er demokratiets blod”. Børnene får to bolsjer hver – jo, demokratiet er en gavmild gud. De er sorte. Bolsjerne, altså.
Efter at have modtaget den hellige nadver, ledes vi af en anden kirketjener ind i det allerhelligste – stemmeboksen – for at foretage den hellige handling. At sætte vores kryds og dermed gøre brug af vores grundlovssikrede stemmeret. Klædet trækkes til side og jeg træder sammen med min søn ind i det lille aflukke. Jeg har lovet min søn, at han må få lov til at sætte krydserne på de to sedler. Han får også lov til at bestemme, hvor de skal sættes. Han beder mig læse navnene op, og han beslutter sig for at sætte kryds ved en Jens på den ene seddel. Fordi vi kender en flink mand, som også hedder Jens. På den anden seddel stemmer han på en Emil, fordi der er én i hans børnehave, som også hedder Emil.
Vi folder andægtigt sedlerne sammen, de puttes i stemmeurnerne, vi føler den berusende følelse af at have gjort vores demokratiske pligt som ansvarlige samfundsborgere, vi går rensede derfra. Som genfødte møder vi hustruen og datteren, som også har været inde og sætte krydser. Som den gode, demokratiske familie, vi er, forlader vi valgstedet. Ved udgangen står en indsamler fra en eller anden organisation. Hun lader til at have godt gang i omsætningen. Den højtidelige stemning, og følelsen af at være en del af noget større, gør folk gavmilde. Det skæpper godt i kirkebøssen.
Det repræsentative demokrati er et fortidslevn fra industrisamfundet. Det repræsentative demokrati var et fremskridt fra styreformer, hvor enevældige konger og Kirken havde magten. Men det er utidssvarende i dagens komplekse og dynamiske vidensamfund, hvor realpolitik langt hen ad vejen handler om mere eller mindre videnskabelig optimering af en række samfundsparametre, med henblik på at skabe det bedst mulige liv for flest mulige mennesker. Det helt grundlæggende problem i det repræsentative demokrati, er, at det bygger på en naiv forestilling om, at hvis alle i et samfund er med til at vælge dets ledere, bliver alle borgere i samfundet i princippet hørt. I virkeligheden er det tilfældigheder og enkeltsager, som afgør, hvilke politikere, der skal træffe en lang række vigtige beslutninger i løbet af den kommende periode. Det er i virkeligheden dybt udemokratisk. Fremtidens politiske styreform må basere sig på ”Wisdom of the Crowd”. Den styreform, vi har nu, er snarere ”Ignorance of the Crowd”.
Videnarbejde og stress
- mellem begejstring og belastning
17. november 2009 af Bent Schou
Bogen Videnarbejde og stress er en spændende og velskrevet bog om yderst relevant og aktuelt emne.
Bogen kan læses på flere måder. Både som et konkret studie af, hvordan videnarbejdere forholder sig til stressproblemer i forbindelse med deres arbejde. Og som et mere teoretisk studie i sammenhængen mellem det nye videnarbejde og stress. Bogen er et resultat af et 3-årigt forskningsprojekt ved DTU(www.videnogstress.dk) , og må derfor nok især anbefales til dig, der er lidt mere generelt interesseret i problemstillingen. Til gengæld loves vi en mere praktisk opfølgning med en bog til foråret (2010): ”Vi kan – i fællesskab”, med idéer og metoder til forebyggelse af stress i videnarbejdet.
Den foreliggende bog om videnarbejde og stress giver en længere og interessant introduktion til stress-begrebet og må – måske lidt overraskende – konkludere, at enten bliver videnarbejdere slet ikke stressede, eller også må stressbegrebet udvides og udvikles, så det kan indfange det nye i videnarbejdet. Forfatterne vælger den sidste udvej, og de vælger at fokusere på dobbeltheden i videnarbejdet – som anledning til både begejstring og belastning.
Helt naturligt bruges en del krudt på at diskutere, hvad videnarbejde egentlig er. Man kommer rundt om vigtige aspekter af videnarbejdet, dets identitetsskabelse, grænseløshed og mangetydighed. Alle forhold, der er med til at gøre videnarbejdet komplekst og problemfyldt, samtidig med at det skaber glæde og begejstring hos de involverede.
Bogens tyngdepunkt (og forskningsprojektets) bliver en undersøgelse af udvalgte grupper af videnarbejderes forhold til henholdsvis en række begejstrings- og belastningstemaer. I projektet indgår en række virksomheder, der alle må karakteriseres som videntunge: Rådgivende ingeniørvirksomheder, politiske organisationer og jobs med korte deadlines (et dagblad og en kreativ afdeling i en større virksomhed). Man har således valgt medarbejdere – hvor der ikke vil herske tvivl eller uenighed om, at de udfører videnarbejde.
Mange vil nok finde interesse i bogens grundige behandling af de videnarbejdernes forholden sig til sammenhængen mellem begejstring og belastning. Der er afholdt workshops med de involverede virksomheders medarbejdere, og meget at det man læser er nemt genkendeligt fra ens egen hverdag. Min egen nysgerrighed blev dog især vakt, da bogen tog fat på de mere generelle forståelsesrammer for videnarbejdet (side 105). Der identificeres tre forståelsesrammer i videnarbdejdet (hvordan videnarbejderne forstår deres arbejde): Professionen, bureaukratiet og en bredere, normativ forståelsesramme. Uden at komme for langt ind på disse – er problemet måske netop, at ingen af disse forståelsesrammer i sig selv er tilstrækkelige i forhold til at indfange det nye videnarbejdes udfordringer.
Bogen er spændende, ærlig – der trækkes ingen forhastede og skråsikre konklusioner. Det anerkendes, at vi er ude i et nyt felt, som trænger til nye begreber og forståelsesrammer.
For i al ydmyghed at forsøge at bringe denne diskussion et lille skridt videre, vil jeg pege på et par områder, hvor jeg synes bogen kunne være kommet lidt længere.
Først og fremmest synes jeg videnarbejdet står svagt – både som begreb – og i den praktiske udfoldelse (højt uddannede professionelle). Forudsætningen for at forstå videnarbejdet er vel at forstå, hvad viden er. Det er der mange meninger om – men uklarhed på dette vigtige område vil gennemsyre hele analysen af videnarbejdets problemer og udfordringer.
Jeg synes også det er ærgerligt, at det empiriske perspektiv indsnævres til alene at fokusere på netop de højt uddannede professioner. Som jeg ser vidensamfundet, er det interessante netop, at vi alle skal arbejde med viden, også sygeplejersken og hjemmehjælperen. Nogen mere – andre mindre. Men kravet vil vi alle møde efterhånden som vidensamfundet trænger igennem alle steder. Det giver udfordringer – på mange flere planer, end bogen opfanger. F.eks. kan det for mange være stressfremkaldende overhovedet at skulle forholde sig til viden i det, der tidligere var enkelt rutinearbejde.
Endelig synes jeg bogens fokus på de tre nævnte forståelsesrammer, professionen, bureaukratiet og den normative snarere fastholder videnarbejdet i fortiden – i stedet for at bringe videnarbejdet ind i nutiden og fremtiden. Problemet er måske netop, at vidensamfundet/videnarbejdet render ind i problemer, når vores forståelsesrammer alle har rod i oplysningstid og industrialisering. Mit umiddelbare bud vil være, at videnarbejdet fortjener eller kræver en helt ny forståelsesramme, som sikkert kan findes som kim i de mange situationer, hvor virksomheder med succes forsøger at fremme videnarbejdet.
Forstå mig nu ret. Bogen er god og relevant – og er et godt udgangspunkt for netop at få sat videnarbejdet – og vores forståelse af det på dagsordenen. Det er på tide og tiltrængt. Tak for det!
Anders Buch, Vibeke Andersen og Ole H. Sørensen:
Videnarbejde og stress – mellem begejstring og belastning.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 2009.
Kludder i Danmarks “videnregnskab”
23. oktober 2009 af Bent Schou
Viden fylder meget i medierne for tiden. Der laves undersøgelser og serveres spændende overskrifter, som f.eks. ”Forskning er tabt på gulvet” ”Salg af viden og service eksploderer” og ”Danske virksomheder mangler IKT-kompetencer”. Og mange andre overskrifter kunne nævnes – alle interessante og nyttige bidrag til Danmarks uudtalte ”videnregnskab”.
Den første overskrift om forskning handler om, at vi er rigtig dårlige til at overføre ny viden fra uddannelses- og forskningsinstitutioner til virksomhederne. Faktisk er vi elendige ifølge en rapport fra Danmarks Erhvervsforsknings Akademi (DEA). Så selv om vores forskningsinstitutioner internationalt rangeres højt – smitter det kun i begrænset omfang af på offentlige og private virksomheder i Danmark. Samarbejdet – eller viden-overførslen – fungerer bare ikke godt nok.
Den anden overskrift uddrager også essensen af en rapport – her fra Dansk Industri (DI). Man konstaterer, at videnerhvervene har størst fremgang mht til eksport. Da viden, så vidt jeg ved, ikke kan leveres uden samarbejde og formidling – er konklusionen altså, at her fungerer vidensamarbejdet fint.
Endelig siger den tredje overskrift om de manglende IKT-kompetencer (undersøgelse fra Rambøll Management), at specielt mindre virksomheder har brug for et løft på disse i dag så vigtige kompetencer. Og det er vel basalt set bl.a. disse kompetencer, der skal sikre, at vi på alle områder kan arbejde sammen om viden – også som forudsætning for innovation.
Mange der som jeg følger tæt med i Danmarks præstationer på videnområdet er nok lidt forvirrede. Går det godt? – eller går det skidt? Hvad skal vi egentlig være gode til? Og hvad skal vi sammenligne os med?
Vi har jo hørt det før, at det er svært at få nyttiggjort viden fra bl.a. universiteter. Jeg husker en amerikansk undersøgelse, der fortalte, at det i gennemsnit tager 17 år fra ny viden opstår inden for sundhedsområdet til denne viden anvendes i den daglige behandling på sygehusene.
I det hele taget er jeg ikke i tvivl om, at udfordringen i dag handler om at fjerne barrierer for at ny viden omsættes til praktisk handling. Ofte findes masser af ny og god viden, blot ikke lige dér, hvor den kan omsættes til værdi og udvikling. Mange virksomheder er gode til det i dagligdagen – i det små – men hvorfor ikke arbejde med at vi bliver bedre til dette i hele samfundet – på tværs af sektorer og institutioner.
Kludder i videnregnskabet betyder ikke så meget, hvis ikke netop det er et udtryk for, at vi grundlæggende ikke ved, hvad der er vigtigt – og hvad vi især skal satse på.
Lad os hjælpes ad med at få rede på Danmarks Videnregnskab – ved at diskutere hvor vi skal hen med viden og videndeling. Hørte jeg nogen sige: en videnstrategi for Danmark? Joh .. mindre må kunne gøre det – men det ligner.
Vi gør grin med de
internationale studerende
3. september 2009 af Stina Vrang Elias
Danmark får flere og flere internationale studerende – og de fleste af dem vil gerne blive i Danmark. Desværre er der færre og færre, der bliver. Det har vi i FBE – Forum for Business Education netop dokumenteret i en ny rapport.
Der er flere grunde til, at de internationale studerende rejser hjem. Nogle kan vi ikke umiddelbart gøre så meget ved, andre kan vi rimeligt let ændre. Nedenfor vil jeg se på to af de væsentligste grunde.
For det første har de fleste virksomheder desværre ikke endnu fået øjnene op for den ressource, som de internationale studerende udgør. Derfor skal vi fortsat gøre opmærksom på de særlige kompetencer, som internationale studerende kan tilbyde.
Uddannelsesinstitutionerne er en central medspiller i den sammenhæng. De kender de studerende, deres uddannelser og særlige kompetencer. Uddannelsesinstitutionerne bør derfor være endnu mere opsøgende og banke på hos virksomhederne med budskabet om gevinsterne ved at ansætte internationale studerende.
For det andet – når virksomhederne så får øjnene op for de internationale studerendes kompetencer, lægger systemet hindringer i vejen. Jeg fristes til at sige, at systemet gør grin med de internationale studerende, der gerne vil blive i Danmark.
Regeringen har sørget for, at de internationale studerende kan få lov til at blive seks måneder i Danmark efter endt studie for at søge job. Men når de så finder et job og vil søge arbejdstilladelse, får mange af dem at vide, at det kan de ikke få.
For at få arbejdstilladelse i Danmark skal et af flere kriterier nemlig være opfyldt: Enten skal dit nye job være på den såkaldte positivliste – dvs. en liste over jobområder, hvor vi har mangel på arbejdskraft i Danmark – eller også skal du have en løn på over 375.000 kr. om året.
Der er ikke mange nyuddannede, der kan få et job til 375.000 kr. om året. Så efter at have fået lov til at blive i Danmark og søge job, får de unge – når de så finder et job – ofte at vide, at de ikke kan få en arbejdstilladelse.
Der kan være gode grunde til at have en beløbsgrænse for, hvornår studerende fra lande uden for EU/EØS kan få job i Danmark, så de ikke udkonkurrerer danskere. Men grænsen er ret høj. Arbejdsmarkedskommissionen har da også foreslået, at den sættes ned til 300.000 kr.
Jeg synes, at vi for udlændinge, der har taget en uddannelse i Danmark, bør sænke beløbsgrænsen yderligere, så den svarer til den gennemsnitlige begyndelsesløn på det område, de skal ansættes på.
Vi har brug for de internationale studerendes kompetencer. De udgør et velkomment tilskud til vores arbejdsstyrke af veluddannede, der bare om få år vil være for lille. Hvis Danmark vil være et vidensamfund, er der på bare lidt længere sigt brug for alle de veluddannede unge, vi kan få fat på.
Stina Vrang Elias er adm. direktør for FUHU/DEA/FBE.
Vidensamfundets store udfordringer.
Invitation
6. august 2009 af Bent Schou
I efteråret 2009 lægger vi i VidenDanmark op til netop en debat om de største udfordringer i vidensamfundet. Er det mere uddannelse? Er det bedre styring af forskningen? Er det bedre videnledelse i vores virksomheder? Er det bedre samarbejde mellem forskningsinstitutioner og virksomheder? Er det større brugerinvolvering og åben innovation? Der kan være mange bud.
Har du et bud på de vigtigste udfordringer i Vidensamfundet – tøv da ikke med at kontakte VidenDanmark (videndanmark@videndanmark.dk) – og få adgang til vores nyhedsbrev og blog.
Her vil jeg give en hurtigt bud på tre vigtige udfordringer, som jeg ser:
Nye forretningsmodeller
Alle brancher, der gennem mange år har vokset sig store ved at tage betaling for produktion og formidling af information skal finde nye forretningsmodeller. Alle nyhedsmedier, film- og musikindustrien, bøger og tidsskrifter. Når informationen bliver digital er det sværere at beskytte rettighederne, samtidig med at produktionsomkostningerne – også ved teknologiens hjælp, bliver mindre og mindre. Alle kan i dag bidrage med information. Og gør det!
Jeg kender ikke svaret på, hvordan de nye forretningsmodeller kommer til at se ud. Måske vil information fremover blive leveret gratis, bundet op på køb af hardware, abonnementer (f.eks. TDC’s play) og reklamer. Mange taler om mikrobetaling. Pointen er måske, at information har meget lidt værdi i sig selv – når den står helt alene. Det der betyder noget, er viden (jf. også Larry Prusak) – i menneskers hoveder, i processer og i produkter. Sammen med viden bliver informationen igen værdifuld.
Nye ledelses- og organisationsmodeller
For nogen tid siden var jeg til møde i en stor dansk videnvirksomhed, kendt og velrenommeret. Succes både herhjemme og i udlandet. For at gøre en lang historie kort – havde de et stort – ikke ukendt -problem: Langt det meste af virksomhedens viden findes i medarbejdernes hoveder – og i deres egne videnbaser på deres egne harddiske. I sandhed lidt nedslående – og alligevel – virksomheden har jo succes. Lidt tænksom sidder man så tilbage: Hvordan kan en videnvirksomhed, der har så lidt fokus på sin viden, have succes – i dagens vidensamfund?
Måske bekræfter dette, at modsatte af god videnledelse er ikke uvidenhed! Men potentialet i store virksomheder er så utrolig stort, når/hvis de er i stand til at dele og udvikle viden sammen. Der er masser af erfaringer og gennemprøvede løsninger. Der er snart ikke nogen undskyldning for, at ”topledelsen” ikke vil prioritere et større fokus på viden. Mon ikke den aktuelle krise kunne sætte viden på dagsordenen igen. Forhåbentlig.
Nye kompetencer
Mens information bliver stadig mere fri og tilgængelig, bliver informationsarbejdet en stadig mere påtrængende realitet for de fleste af os. Selv i de traditionelle sektorer – i landbrug, industri og i servicesektoren – stilles der krav om planlægning, bearbejdning af information, afrapportering. Mange produktionsprocesser overvåges og styres af computere.
De fleste af os håndterer i dag information ”The Google Way”: Er der noget du ikke ved – Ask Google. Og at det ikke er godt nok, kan de fleste nok blive enige om.
Jeg tror vi må tage spørgsmålet om informations- eller videnkompetence seriøst fremover. Både i vores virksomheder, hvor bedre informationskompetencer kunne medvirke til en større produktivitet i informations-/videnarbejdet. Og i vores uddannelsesinstitutioner – specielt i grundskolen, hvor der også er mulighed for at udfordre de digitalt indfødte til en mere kritisk og ansvarlig omgang med information.
Posts
Nye kommentarer