Videndeling via brugerdesign
28. april 2011 af Jens Brogaard
Fornylig var jeg på en konference med en meget entusiastisk amerikansk knowledge manager fra et globalt spilfirma. Han nævnte 3 grundforudsætninger, når han skulle søsætte interne vidensprogrammer:
brugervenlighed, æstetik og funktionalitet. Selvom æstetik ikke plejer at have en fremtrædende rolle internt, vil mange nok ikke blive overrasket over de nævnte parametre. Men forsøger man at perspektivere dette ift. tidens tendenser ser man tydeligt alvoren og konsekvensen af det, hvilket jeg vil vende tilbage til.
Et par dage efter konferencen undergik vi et teknologisk spring på mit arbejde. Vi opgraderede til Windows/Office 2010. Jeg må bøje mig i støvet og rose Microsoft for at gøre opstartstiden ’snabb’ som svenskerne ville sige. Desuden er der et par funktionaliteter, kopieret eller ej fra gamle Lotus Notes, som nu gør arbejdet noget smartere.
Men den store og vigtige synlige forskel for brugeren er den meget omtalte ribbon/menu bjælken foroven, der skifter kontekst, afhængig af hvad man er i gang med at lave i eksempelvis Word. Hvorfor har Microsoft gjort det (eller været nødsaget til at gøre det)? Min tese er, at Microsoft er fanget i et design og funktionsparadigme, der simpelthen nægter at give afkald på de 99% funktionaliter som 99% af brugerne ikke bruger. Med andre ord er al design møntet på den ca. ene procent af brugerne som bruger mere end ca. 1% af funktionerne.
I diamentral modsætning til dette ses web applikationer hvor netop æstetik og laserstyret fokus på brugeranvendelsen er det styrende designparadigme. Dette har medført Apps, som på samme tid er simple men uhyre brugbare (og i øvrigt ikke kræver dyr brugerundervisning).
Firmaer der lægger deres mail og andre basale kontorapplikationer op i “skyen” kender til dogme-design. Som Steve Jobs siger, “Design is not just what it looks like and feels like. Design is how it works.”
Denne næsten naivistiske tilgang til moderne computer programmering, født i Open Source miljøet, er nu ved at gøre sit indtog i næste generation af CIOs og CKOs, som indledningsvist fortalt. Man kan så med en vis ængstelse og ærgrelse måske tænke sig til hvad Microsoft Sharepoint vil forårsage…
Enterprise 2.0 bygger bro mellem smådrift og stordrift
15. marts 2011 af Finn Breddam
Traditionelt har små (nystartede, innovative, kreative) virksomheder haft en stor fordel mht videndeling: ofte sidder alle i det samme rum, alle har en tilknytning til den egentlige produktudvikling, og der er en høj grad af fælles forståelse for virksomheden, produktet, målgruppen etc. Det er nemt at spørge ud i rummet: “Hvordan er det lige man …” Eller “Hvem ved .. ” Eller “Hvor kan jeg finde noget om …”
Uformel, bredspektret videndeling med kort afstand fra problem til løsning: det giver hurtig udvikling med høj kvalitet.
Den slags virksomheder går ofte fallit, eller i stå, efter det første trin på vækststigen mod specialisering og “effektivisering”: når igangsætteren drukner i bogholderi, ansættelsessamtaler, mødereferater og annoncedesign. Og begynder at ansætte specialister til opgaverne – som til gengæld ikke forstår produktet og markedet – uden at opruste mht. systematisk videndeling og koordination.
“Smådriftsfordelene” fortoner sig – men stordriftsfordelene er svære at nå, de kræver tid: specialisering og integration/koordination mellem specialisterne. Et helt andet niveau af både kompetencer og kapital.
I den anden ende af spektret har den store, gamle virksomhed alle stordriftsfordelene. Til gengæld er en hyppig dødsårsag “kompleksitetsdøden”: det er her vi taler om videnssiloer og suboptimering, om de alt for mange adskilte IT-systemer, om den organisatoriske afdeling som en videns- og kommunikationsmæssig opdeling (barriere). I karikaturform: halvdelen af tiden går med at koordinere og planlægge de møder, der tager den anden halvdel af tiden. Og ingen ved, hvad de andre ved.
Her kommer “enterprise 2.0″ ind som en faktor, der potentielt omformer hele billedet: den lille virksomhed får hjælp til at eksplicitere (nedskrive) og organisere sin viden, og dermed gøre den “findable” og åben for fx den nyansatte specialist. Her spares ikke bare tid og undgås forkerte beslutninger – der opnås en række af de fordele mht systematik og konsekvens, som ellers har været forbeholdt de store/gamle virksomheder med indarbejdede rutiner. Fx kvalitetsstyring og dokumentation.
Den store virksomhed får modsat en række af de typiske smådriftsfordele: det bliver fx nemt at “råbe sit spørgsmål ud i lokalet” gennem en mikrobloggingsfacilitet a la Jammer/Twitter til et relevant forum, på tværs af geografi og organisation – det giver en hurtighed og fleksibilitet i problemløsningen, en “agilitet” som ellers har været forbeholdt de små/nye virksomheder hvor alle ved hvem der ved hvad.
Til gengæld får begge typer af virksomheder naturligvis nye problemer: man kan bruge meget tid på at mene noget om mange ting på et diskusionsforum, og den der helt opgiver informationssøgning fordi det er nemmere at stille spørgsmål på nettet og sætte alle kollegaerne i gang med at svare, kan blive en dyr medarbejder. Tilsvarende er brugernes mere eller mindre gennemtænkte “tagging” ikke nogen erstatning for et velstruktureret videnssystem.
Men springet fra “smådrift” til “stordrift”, eller minefeltet mellem dem, får en helt anden karakter i kraft af “enterprise 2.0″ – hvis man kan styre det.
Alt dette, eller kernen af det, hørte jeg pludselig mig selv sige i mandag formiddag ved det første af seks møder i en ny serie om “enterprise 2.0″ i VidenDanmarks erfa-gruppe om SharePoint. Og Bent Schou bad mig viderebringe pointen; det er hermed gjort. Så har jeg da sagt tak for en god dag. SharePoint-gruppen (videngruppe i VidenDanmark) fik en god start på en ny fase med nye spændende deltagere, og med Peter Malling som oplægsholder og leder for en ny form, en struktureret blanding af præsentation, workshop og diskussion i en ramme af 6 arrangementer. Det kan anbefales. Læs mere på videndanmark.dk.
Mobile probing: En Guds gave til innovationsprocessen
20. januar 2011 af Camilla Bartholdy
Har du tænkt over, hvor mange gange om dagen, du har din mobiltelefon i hånden? Jo flere muligheder mobiltelefonen giver os for at dække vores behov for at tjekke e-mails, opdatere hvad vi foretager os og mener via sociale medier osv., jo mere oplagt er det at få brugerne til at bruge den fx til at give løbende feedback på dine produkter og services direkte til din virksomhed. Feedbacken giver de vel at mærke mens de enten bruger dit produkt eller eksempelvis er i den situation, hvor de vil kunne få gavn af dit produkt. Dette er i modsætning til traditionelle innovationsmetoder, som ofte er workshops, hvor deltagerne skal tænke sig til brugssituationen, mens de sidder omkring et rundt bord og i fællesskab brainstormer på idéer.
Formålet med mobile probing er at inddrage brugerne tidligt i innovationsprocessen, så du skaber relevante og meningsfulde produkter, serviceydelser og tjenester eller andet. En tidlig involvering af og videndeling fra dine brugere sikrer, at dine nye tiltag skaber langt større værdi for dine brugere og i sidste ende ikke mindst for din virksomhed.
Mobile probing er situationsbestemt dataindsamling. I et produktudviklingsforløb, etablerer du en brugergruppe på 10+ personer og får dem til at rapportere og dokumentere, hvordan de bruger og oplever dit produktet i brugssituation i deres hver dag. Ved hjælp af mobile web-applikationer, beder du din brugergruppe dokumentere via videooptagelser, lydoptagelser, billeder og notater, hvordan de bruger produktet, hvad de mangler og hvilke forventninger de har til produktet. Dernæst skal de rapportere om, hvilke idéer de har til forbedringer af produktet og endelig kan du få dem til at løse allerede definerede opgaver, der er produktrelateret. Den indsamlede data fra mobile probing-metoden indsamles centralt og lægges op i et internt online brugergruppemiljø. Her kan du løbende læse og se brugergruppens samlede erfaringer via resultaterne fra opgaverne, billeddokumentationen og notaterne. Den indsamlede viden kan produktudviklingsafdelingen straks omsætte til konkrete tiltag. Næste fase er at teste de nye tiltag. Igen etablerer den innovationsansvarlige en ny brugergruppe til at gå gennem samme mobile probing metode, så projektteamet under hele forløbet for inddrages og tester om de nye tiltag holder.
Den kontinuerlige indsamling af viden fra brugerne ligger som nævnt før online og kan deles med hele virksomheden på tværs af afdelingerne, så kommunikationsafdelingen, salg- og markedsføringsafdelingen, HR, ja selv ledelsen ved, hvad kunderne mener om virksomhedens produkter samt serviceydelser og tjenester. Det er da Guds gave til innovationsprocessen og moderne videndeling.
Your knowledge is watched
7. januar 2011 af Jens Brogaard
Jeg undres over en ting, og den bliver sådan set forstærket hver eneste gang jeg bliver påmindet om en ny App til min smarte mobiltelefon eller nu her hvor jeg desværre ikke er i Las Vegas for bl.a. at kigge på nye gadgets, dvs. tablets…
Jeg undres over den videndeling, der hersker i det offentlige digitale rum. Se bort fra at ordet ‘videndeling’ ordet er skiftet ud med ordet ’social’ men næsten alle apps, der udgives har en social dimension. Via det seneste tiltag fra Facebook kan du f.eks. automatisk fortælle, hvor du opholder dig fysisk via den indbyggede mobiltlf. GPS. That’s not big brother watching you, but all your connections watching you!
Egentlig helt fantastisk hvad man er villig til at dele af informationer, når det drejer sig om ens privatliv. Kommer det til arbejdspladsen, må man vel konkludere, at videndeling trods alt efterhånden klart er et indarbejdet og acceptabelt middel til at fremme virksomhedens forretningsstrategi. Så langt så godt. Kigger man dog nærmere, er årets store udfordring hvordan virksomheder får de sociale dimensioner ind på arbejdspladsen.
Her tænker jeg ikke på flere julefrokoster, heller ikke på hvordan vi overfører erfaringer fra den pensionerede medarbejder til den nye, heller ikke på hvordan produktionsprocesser kan optimeres via innovation – men netop på hvordan vi får indtænkt den automatiske og umiddelbare sociale videndeling.
Hmm, den automatiske og umiddelbare sociale videndeling? Kendetegnet ved alle Apps er den utrolige simple brugergrænseflade/-venlighed – her vil jeg påstå, at man vil se et paradigmeskift væk fra Windows platformen. Et andet kendetegn ved Apps er den automatiske informationscyklus; ved maksimalt et klik kan du dele hvad du skriver, tænker eller laver. Og det sker umiddelbart, dvs. ikke i en Lessons Learned workshop, ej heller i en sagsevalueringsproces men i det øjeblik hvor du foretager dig den konkrete aktivitet.
Det bliver igen et spændende nyt år for arbejdet inden for Knowledge Management, hvor hovedudfordringen bliver at un-/learn fra the silicon kids, surprise surprise, your knowledge is watched/shared by your co-worker.
I fremtiden deler vi viden på … smartphones!
7. januar 2011 af Bent Schou
VidenDanmark stillede i december 2010 (frem til 6.1.2011) spørgsmål om videndeling og de nye mobile enheder. Spørgsmålet i nyhedsbrevet og på hjemmesiden lød:
Hvad bliver vores primære videndelingsværktøj i fremtiden (om 3-5 år)?
51 har svaret på spørgsmålet, og svarfordelingen ser sådan ud:
- Vi kommer til at bruge smart-phones til alt : 39.2%
- Jeg tror mere på tablet-pc’er såsom Ipad’en: 21.6%
- Vores bærbare computer (labtop) vil stadig være det centrale redskab: 11.8%
- Det vigtigste vil altid være den personlige kontakt til kolleger og netværk: 27.5%
Som det ses, var det den lille, handy og yderst mobile smartphone (vi har den altid på os) som vandt med hele 40 pct. af stemmerne. Skarp fulgt at den personlige kontakt – med det er jo heller ikke gensidigt udelukkende.
Det ser lidt sort ud for den bærbare pc!!
Og selv de nyere tablet-pc’er, som der er voldsom hype omkring netop nu (bl.a. på CES-konferencen, som pågår netop i disse dage – 6.-9.1.2011) får heller ikke den helt store tilslutning.
Det bliver spændende at se, hvordan vores mobile videndelings-fremtid mere konkret vil forme sig. Har du et bud?
Ingen har alle de klogeste hoveder ansat
5. januar 2011 af Trine Petersen
De fleste udfordringer, vi står i eller kommer til at stå overfor i fremtiden, har andre stået i eller tænkt over tidligere. Mange af de løsninger, der er dukket op på den baggrund, kan anvendes andre steder i en eller anden form. Det er en af grundene til, at de fem regioner har etableret Videnspredning i Sundhedsvæsenet (ViS).
Hvis jeg offentliggør viden i en artikel, og alle relevante aktører herefter tager den viden i anvendelse, er der sket videnspredning. Processen kunne beskrives med følgende tre trin. Første skridt går fra viden til videndeling, andet skridt fra videndeling til beslutning om handling og tredje skridt fra beslutning om handling til fuldførelse af den pågældende handling. Først i sidste skridt er der tale om videnspredning.
Et andet eksempel på en proces, der kan føre til videnspredning kunne starte med, at jeg spotter en udfordring og dermed et potentiale for forbedring. Herefter videndeler jeg ved at søge eller spørge efter løsninger på udfordringen. På baggrund af videndelingen beslutter jeg mig til at handle og effektuerer handlingen, altså videnspreder.
Det første eksempel har en udbyder vinkel og promoverer samtidig mig og min viden. Det andet eksempel har en efterspørger vinkel og synliggør samtidig min manglende viden. Sidste eksempel har dog langt større sandsynlighed for at lykkes med videnspredning i forhold til første eksempel. Det skyldes blandt andet, at der hos efterspørgeren/modtageren allerede fra starten af processen er motivation og meningsfuldhed for implementering af viden.
Åbenhed om manglende viden og efterspørgsel efter viden er derfor overordentlig væsentlig for videnspredning, også i sundhedsvæsenet.
For ingen person eller organisation besidder/har ansat al viden, al erfaring, alle kompetencer, al overblik og alle idéer. Derfor er der ingen grund til at begynde at lave en løsning, før man har hørt, hvad andre har af input til udfordringen.
ViS lancerer i marts en portal for videnspredning, hvor man blandt andet kan efterspørge løsninger til konkrete udfordringer. Så man på en tilgængelig og uformel måde kan hente inspiration fra hele sundhedsvæsenet, når mål skal nås.
For at imødekomme nogle af de kulturelle vanskeligheder, der kan være ved at være åben omkring udfordringer, vil det være muligt at efterspørge viden anonymt. Men det kan stadig være ekstremt sårbart at udstille manglende viden. Derfor kan det blive en udfordring at få den del af portalen i anvendelse. Forestil jer situationen, hvor nogle efterspørger idéer til, hvordan man forbedrer håndhygiejnen.
Vi håber, at mange vil bruge muligheden. Og at ingen vil misbruge den åbenhed. Så vi i højere grad kan lære af hinanden og udnytte de tiltag, der er taget og de tanker, der er tænkt. Så vi kan styrke videnspredningen i vores sundhedsvæsen til gavn for alle.
Det kunne være interessant at høre, hvordan andre stimulerer anvendelse af den viden, der er akkumuleret udenfor egne rammer.
Wait And Pay – mange tak!
15. december 2010 af Thomas Peter Berntsen
Sociale medier er blevet udråbt til at være det rene “videndelings-nirvana” for såvel virksomheder, medarbejdere og IT-leverandører, og selvom sociale medier generelt byder på en række spændende muligheder for en nemmere og mere ukompliceret, IT-medieret videndeling, så er mange organisationer stadig ved at gøre sig de første erfaringer ift., hvordan sociale medier rent faktisk udnyttes kontruktivt og skaber resultat på bundlinien.
En del af udfordringerne er til dels kulturelle (og det er temaet for et fremtidigt indlæg), men til dels også knyttet til den praktiske brugbarhed af de sociale medier, herunder, hvor nemme, relevante og mobile, de er.
De brugbarhedsmæssige udfordringer bl.a., at de sociale medier i så udstrakt grad stadig er knyttet til brugsscenarier, som involverer en tændt og netforbundet PC.
Uanset, hvor godt et redskab en stationær eller bærbar PC generelt måtte være, så er PC’en sjældent nem lige at hive op af lommen, når man er på farten og ønsker lige at nedfælde en tanke, tweete et kort resumé af et veloverstået salgsmøde eller slå nogle få nøgletal op.
Til gengæld er mobiltelefonen for de flestes vedkommende altid tændt og lige ved hånden, og så er den efterhånden blevet noget af en Star Trek “Tricorder” af en fantastisk lommecomputer, som potentielt har nærmest uendelige muligheder for at kommunikere med alskens IT-systemer samt med andre brugere.
Men det har ikke tidligere været nemt at bruge mobilen til sådanne formål, og for 10 år siden talte man da også meget om en nært forestående revolution med “det mobile internet” (dengang kendt som “WAP”), men WAP var i praksis håbløst besværligt, teknisk forkrøblet, langsomt og tilmed relativt dyrt. Derfor blev WAP bl.a. også kendt under pseudonymet “Wait And Pay” og teknologien var reelt en fiasko.
Til forskel fra WAP-tidens teknologilandskab er smartphones nu udstyrede med nærmest helt almindelige webbrowsere, store skærme og trådløse og billige bredbåndsforbindelser, og derfor er det nu fordelagtigt at begynde at tænke mobilplatforme helt ind i kernen af den IT-medierede kommunikation i organisationen.
Smartphones og tablets kan netop udvikles til at være de mobil schweizerknive, som kan hjælpe med at løse medarbejdernes behov for ad hoc-baseret adgang til indhentning og deling af informationer, men de færreste organisationer har endnu taget hul på at lave mobile versioner af data og informationer på intranet, BI-, SCM-, CRM-systemer m.fl. til deres medarbejdere – og det er synd.
Jeg tror, at dette til dels kan skyldes, at mange fortsat betragter mobiludvikling som noget nær sort magi, som kun kan udføres af særligt indviede. Dette var engang rigtigt, men igennem de senere år har mobilstyresystemer som iOS (fra Apple) og Android (fra bl.a. Google) i høj grad ændret på, hvilke kompetencer og forudsætninger, der er nødvendige for at kunne udvikle software til mobilplatformene.
Massen af udviklere er således blevet radikalt større og hele udviklingsprocessen generelt blevet nemmere at håndtere for alle involverede parter.
“Wait and pay” skulle jo nødigt blive betegnelsen for situationen, hvis I vælger ikke at rykke på understøttelsen af de mobile enheder og dermed tabe konkurrenceevne… 
Så mit spørgsmål er: Hvad afholder evt. jer fra at tage hul på at understøtte den IT-medierede kommunikation med mobile enheder? Er det for dyrt og besværligt, eller mangler I vejledning?
Stop ligegyldig videndeling
25. november 2010 af Charlotte Winther
Start fx med færre ligegyldige, ufokuserede og uproduktive møder!
“Møder er blevet helt centrale for den måde, arbejdspladser i dag håndterer og deler viden på” siger erhvervsforsker Brian Due i det seneste nummer af djøfbladet (nr. 19) i en artikel med titlen “Ideudviklingsmøder er spild af tid“. Hans pointe - som uddybes i et igangværende ph.d.-projekt – er, at behov for selvpromovering, mangel på mødeledelse og angst for at tabe ansigt blot er nogle af grundene til, at alt for mange ideudviklingsmøder går op i hat og briller på danske arbejdspladser. Han har bl.a. udviklet et værktøj til at få ideerne til at flyde mere frit. Under mødet nedfældes ideerne, som der tegnes forgreninger og forskydninger på, efterhånden som ideerne udvikler sig. Herved fastholdes fokus samtidig med, at ideerne får lov at udvikle sig.
En anden undersøgelse – refereret i artiklen “Færre ligegyldige møder“ i JP HumanResource (03 2010) – er baseret på en netværksanalyse med fokus på samarbejdskulturen på Kragsbjergskolen i Odense. Her fandt man ud af, at alt for mange møder ikke havde nogen relation til de ansattes primære opgave, nemlig undervisningen. Mødekulturen var sådan, at alle lærere var med i et stort mødeforum – hvor mange emner ikke var relevante for den enkelte. Resultatet af netværksanalysen blev flere møder med færre deltagere. Konkret er tirsdag fast mødedag, men det ligger som udgangspunkt ikke fast, hvem der deltager i hvilke møder. Overbygningslærere skal fx ikke sidde og høre om indlæring i de mindre klasser. Så er det måske mere relevant at matematiklærerne mødes i et mindre forum.
Det er meget svært at afholde fokuserede møder for mere end 7-8 personer. Når et emne ikke er nærværende og relevant for den enkelte, står vedkommende typisk af og deltager ikke i diskussionen eller løsningen på et problem. Det kræver derfor omhyggelig planlægning og stram styring at afholde et engageret møde i et større forum. Egentlige arbejdsmøder bør foregå i mindre fora. Der er derfor al mulig god grund til at have et godt overblik og en fokuseret tilgang til sin mødestruktur og -kultur. Præcis som med emails bør man altid nøje overveje modtagerkredsen og være skarp på at tilpasse sin kommunikation i forhold hertil. Tænk på, hvor meget tid vi bruger på ligegyldige og uproduktive møder – det kan vi helt sikkert gøre meget bedre.
Put lidt Facebook i dit ESDH
24. november 2010 af Mikkel Lund Jensen
En af de væsentligste generationsforskelle, der eksisterer mellem mine forældre og jeg, handler om internettet og mobiltelefoner. I mange af mine barndomserindringer sidder mine forældre i stuen og ser tv eller læser avis, mens jeg sad på mit værelse. SMS’ende, chattende over messenger eller IRC. Ihærdigt i færd med at dele musik med vennerne. Jeg skulle have flere MP3-filer, smadre mine venner i Counterstrike og blære mig over at downloade film, før de blev vist i biografen. Mit skrivebord med min computer opfattede jeg aldrig som et arbejdssted. Det var et hyggested, hvor jeg koblede af – og koblede på.
Denne iagttagelse er relevant, når det kommer til at diskutere mikroblogging (også kendt som statusopdateringer eller intranet-tweets) i ESDH-sammenhænge. Målet med at introducere mikroblogging i virksomheder er, at det er et stort skridt på vejen til at blive den hyperforbundne, agilt samarbejdende og videndelende virksomhed, hvor der er fokus på at facilitere de nærende omstændigheder for vidensarbejde. Og vidensarbejdere vil fylde mere i fremtidens arbejde, og sagsbehandling – i ordets traditionelle betydning - vil fylde mindre. Iflg. konsulenterne hos Gartner vil arbejde om 10 år blive mindre rutinepræget, yderligere flygtigt og mere “sværme”-agtigt. Medarbejdersværme vil etableres hurtigt (a la flashmobs), angribe et problem/udnytte en lejlighed og fordufte lige så hurtigt.
Swarming is an agile response to an observed increase in ad hoc action requirements, as ad hoc activities continue to displace structured, bureaucratic situations.
Vidensintensive ad hoc-processer fylder altså mere og mere, og det bliver kritisk for flere organisationer at kodificere kostbar, ”skjult” viden. Særligt fordi den ofte mestres af ældre mennesker, som snart går på pension… Hvis vi antager, at Gartner har fat i noget her, må vi spørge os selv, hvad der skal til for at komme derhen.
Martin Böhringer udarbejder i øjeblikket en ph.d.-afhandling, der handler om den succesfulde syntese mellem mikroblogging, aktivitetsstrømme og sagsstyring (eng: Emergent Case Management). For ham er det tydeligt, at de traditionelle ESDH-systemer burde erstattes af totalt adaptive sagsstyringssystemer, hvor ledelseselementet er barberet ned til at skabe en organisationelt grundlag, hvorefter hjemmelavede emneord (tænk hashtags på twitter frem for ESDH-verdenens topstyrede facetplaner) skal næres, og adaptive processer tilpasses unikke projektløb. Det er nogle gode ideer, men de er også lidt svære at leve op til. Hvad med f.eks. organisationer, hvor der stilles lovmæssige krav fra offentligheden omkring sagsbehandling?
Men hvad kan vi lære af hans pointer? En del! For hvis vi tænker over det, så er der god grund til at revurdere måden, vi tænker sagsstyring på. Hvad er målet med sagsstyring i det hele taget? Strukturering af et forretningskritisk arbejde. Hvem udfører det? (I stigende omfang) vidensmedarbejdere, der anvender deres tavse viden og analytiske sans. Hvad består deres arbejde af? De samarbejder om bestemte artefakter (dokumenter el. lign.). De opretter sager i ESDH-systemet og tilknytter de rigtige emneord og kategorier.
Social software understøtter i et vist omfang allerede nu denne funktionalitet. Social software er naturligvis bedst til at håndtere de omtalte ad hoc- processer og elendigt til veldefinerede, ofte udførte rutineopgaver. Martin Böhringer peger på Twitter som et eksempel. Folk hyperlinker løs til begivenheder, videoer, hjemmesider, som er artefakter, på samme måde, som folk samarbejder om dokumenter eller mødeplanlægning i en organisation. Her er et tweet, jeg kopierede:
Call for Participation: #SocialGames Studies at CHI 2011 in Vancouver: http://bit.ly/eEv411 Really interesting range of #research topics!
Via 140 tegn har en gut ved twitterID, Smartens83, lige indkaldt til møde (godt nok i Vancouver…), og jeg kan læse, at det handler om forskning i “sociale spil” (handler vist nok om game layers: hvordan man forvandler ellers kedelige ting til noget sjovt og spændende).
Men det centrale værktøj i de sociale systemer som ESDH-udviklere burde efterligne er aktivitetsstrømmen.
Aktivitetsstrømmen samler nye beskeder og præsenterer dem for dig i en lind strøm. Facebook og Twitter er de helt store på den front. I ESDH-verdenen hedder det “sagslog”, “sagsadvisering” eller “sagsnotificering”. Det handler i bund og grund om at holde sig ajourført. Meget ofte vil sagsændringer blive sendt ud pr. mail – hvilket er fint, fordi visse ændringer faktisk er meget vigtige – men alt for ofte sendes der idiotiske, ligegyldige sagsadviseringer ud, som bare spammer allerede travle menneskers indbakke. Mht. en succesfuld aktivitetsstrøm, så er ESDH-verdenen håbløst forældet!
Men hvordan indretter man lige en succesfuld aktivitetsstrøm? Martin Böhringer skitserer tre niveauer:
1. Fuldautomatisk ændringslog: Når handlinger er udført, skrives det i loggen. Eksempel: “Poul Svendsen ændrede dokument Produktion001 på sag: 10-8627 Forretningstrategi til BMW”. Mange fuldautomatiske ændringsoversigter er dumme i den forstand, at de ikke beskriver, hvad der er blevet ændret.
2. Semiautomatisk aktivitetsstrøm. Når en handling er udført af en bruger, kan han underrette alle eller bestemte brugere ved at klikke på “Tweet this”-knappen (eller tilsvarende). Enten ved en systemgenereret, præ-defineret statusopdatering eller ved en manuel besked. Han underretter altså brugere ved at tiltale dem i deres aktivitetsstrøm. Eksempel: Poul: “@ml Jeg har skabt dokumentet Produktionsstrategi http://bit.ly/dmDh3 #færdig #strategi”
3. Manuel aktivitetsstrøm: Kun manuelle opdateringer. Brugere underretter brugere, når det er nødvendigt. Eksempel: Poul: “@ml jeg er endelig #færdig med PS’eren http://bit.ly/dmDh3 fyi så valgte jeg den langsomme #strategi, som vi snakkede om.”
Den rigtige aktivitetsstrøm kræver, at brugere og systemansvarlige fokuserer på, hvilke detaljer, de vil underrettes om. Hvilke filtre skal anvendes og hvor? Systemmæssigt er det ikke en stor udfordring at implementere disse aktivitetsstrømme og både Facebook, Myspace og Opera samarbejder for tiden med henblik på at lave et rammeværk for aktivitetsudveksling. Men den store udfordring hænger sammen med vaner og måden, vi tænker omkring sager på. Er medarbejderne vant til at lave statusopdateringer? Stemmer det overhovedet overens med organisationskulturen? Hvis det er fremmed for dem, så kræver det en del arbejde, før de er tilpas med at generere gode statusopdateringer.
Jeg vil vove den påstand, at de yngre generationer er mere bekvemme med aktivitetsstrømme, kommentering og social software end de ældre. Og det er jo for så vidt fint. Men problemet er – som nævnt – at det er de ældre, der burde bruge de sociale elementer, så de yngre kan lære.
Parat til at dele viden…………
11. november 2010 af Christian Dinesen
”Hvornår delte du sidste gang viden med en person eller en gruppe, som var vigtig for dig?” Og ”Hvad gjorde at du turde, med visheden om at du kunne blive afvist, grinet eller fnyset af?”
Jeg tænker…… Udgangspunktet for at ville dele viden handler om egen indsigt, egen oplevelse af værd og egen forståelse af hvad effekten er at dele frem for at holde noget for sig selv.
Så drivkraften, det enkelte menneskes udgangspunkt er en oplevelse af at have noget at bidrage med at det der bidrages med er godt nok og at de der modtager bidraget også påskønner og værdsætter det.
Så når vi tager alle teorierne bort og går helt ind til essensen så mener jeg at det der først skal kultiveres er kulturen der danner ramme og grobund for at være “interesseret frem for interessant”, være åben og modtagelig for nyt og for andre perspektiver end ens eget, være klar til at andres viden nogle gange er mere relevant på det pågældende tidspunkt end andre. end min egen??
“Er jeg tryg, har jeg tillid og har en opfattelse af at være god nok?”, så har jeg også et påbegyndende overskud til at bidrage… bidrage med viden, bidrage med erfaring, bidrage med ideer og forslag til forbedringer og optimering.
Drivkraften er i kernen mit eget “selvværd” der når det er på sit højeste har overskud, passion, engagement og vil blive kendetegnet som en “Ildsjæl” Jeg tænker….. mennesket før systemet, kultur der fremmer selvværd og adfærd der rummer, omfavner og udfordrer.
Vores største modstander for at dele viden, ideer og overbringe eksempler på nye innovative tanker og løsninger er frygten for at blive afvist. For at jeg vil dele vil jeg hen imod accept.
Organisationers og virksomheders største modstander i disse år er dysfunktionelle kulturer der tillader mobning, nedgørelse, forskels-behandling og ignorance. Vi behøver noget mere “Yes we Can”
Innovation kommer fra at turde…. Turde at give slip, turde at tro og turde at følge sit hjerte og sin passion. De der tør, fordi de er trygge og I trygge rammer deler viden, begejstrer og begejstres og frem for alt, de motiverer medarbejdere, kolleger, partnere og kunder til at gore det samme. Ligeværdig ledelse og nysgerrighed åbner for dialog og åbner for deling af viden. Succes for een kan meget let betyde succes for alle!
Posts
Nye kommentarer