Tavs viden i internationale netværk
12. august 2010 af Martin Gilsby
Globalisering og den teknologiske udvikling har medført, at vi nu hastigt er på vej imod en globalt integreret netværk-struktur, hvor virksomhedernes produkter og services er resultater af internationalt samarbejde mellem mange forskellige organisationer – og på tværs af kulturelle grænser. Den økonomiske krise har sat yderligere fart på processen, hvor ikke blot virksomhedernes produktion, men nu også andre nøglefunktioner flyttes til udlandet.
Samarbejde på tværs af kulturer intensiveres således på alle områder, og evnen til at kunne skabe og dele viden på tværs af kulturelle grænser bliver således nøglen til konkurrenceevne for virksomhederne i fremtiden. I en stigende dynamisk og globaliseret verden handler det ikke længere blot om at kunne forstå modpartens kultur, værdier og handlingsmønstre; det handler derimod om at kunne skabe viden, og i særdeleshed tavs viden, på tværs af kulturer og netværk.
I vores bog Creating Knowledge Advantage: The Tacit Dimensions of International Competition and Cooperation diskuterer vi (Den britiske professor Nigel Holden og undertegnede, Martin Glisby, som er dansk erhvervsleder) begrebet ”tavs viden” som en strategisk ressource for virksomheden i dens internationale netværk.
Vi har de seneste fire år forsket i, hvordan tavs viden, dvs. den bløde og svært tilgængelige implicitte viden, påvirker virksomheders internationale samarbejde og konkurrenceevne. I vores bog, der netop er udkommet, diskuteres vi, hvordan virksomheder strategisk kan arbejde med tavs viden og gøre den til en unik konkurrencefordel i en stigende kompleks og globaliseret verden. For mere information se: www.creatingknowledgeadvantage.com
Into the box?
11. august 2010 af Rikke Bygballe Mller
Jeg tilhører den gruppe medarbejdere som bl.a. har til opgave at få organisationen til at arbejde lidt smartere. Formålet er selvfølgelig at spare tid og penge, men også at sikre en mere smidig organisation, hvor samarbejde & videndeling mellem kolleger og afdelinger også gør arbejdet mere meningsfuldt, innovativt – og ja, også sjovere.
Som videnarbejder og cand.it er min passion at udforske og opbygge IT-baserede samarbejdssystemer, som kan bruges til, at vi kan arbejde smartere – som f.eks. Microsoft jo lover. Jeg har ingen ambition om selv at kode redskaberne og er godt tilfreds med ”out of the box” redskaber, fx. Microsofts Officepakke. Jeg oplever ofte, at den største udfordring for reelt samarbejde via IT ikke ligger så meget i den givne platform, som i organisationskulturen og dens evne til at mestre de digitale redskaber.
Jeg deler viden og erfaringer med andre som har samme mission – og passion. Og oplever at vores egne ambitioner nogle gange kan være den største hæmsko for succes. Vi vil så gerne servere den perfekte og lettilgængelige løsning for vores brugere, men falder nogle gange over vores egne forventninger om at lave state-of–the-art forretningsløsninger fordi ambitionen er for høj – og for kompleks.
De fleste IT-baserede ”vidensarbejdsredskaber” er faktisk forholdsvist komplekse allerede i standardudgaven. Hvad skal man vælge at bruge af funktionalitet? Hvad har man behov for? Og hvor meget kan slutbrugeren reelt rumme? Det er slet ikke så enkelt at implementere ud af boksen. Og os som sidder med i de første projektfaser og skal definere hvordan, hvor meget og hvorfor, ender reelt ofte med at sidde fast i projektdefinitionen. Vi kommer ikke rigtigt ud på banen, får involveret brugerne og får høstet gevinsterne.
Måske er det ikke altid så meget et spørgsmål om at opsætte den indkøbte løsning helt perfekt fra starten, som at få taget hul på redskabskassen og få etableret en kultur, hvor man naturligt samarbejder. Hvor IT-støtteværktøjet får lov til at være netop dét og kan spille en mere perifer rolle.
Ikke for at fornedre vigtigheden af at skabe god data-disciplin, brugergrænseflader som man kan leve med, sikkerhed og backup osv. Ingen tvivl om at det er afgørende for succes. Men det er faktisk værd at afprøve hvor langt man kan komme med den ”simple” ”ud af boksen-opsætning”. Bruge den banale standardopsætning og funktionalitet som løftestang til at styrke, og måske endda vække det kreative og innovative potentiale i virksomhedens vigtigst aktiv, nemlig medarbejderne.
Microsoft skriver at ”Langt over halvdelen af den information, du anvender i dit daglige arbejde, får du fra dine kolleger og samarbejdspartnere. Derfor er informationsdeling en vigtig disciplin i den moderne virksomhed.” Og de udvikler IT som kan hjælpe, men det er slet ikke nok at investere i redskaberne. Faktisk er IT kun en lille del af den investering, som skal til. Videndeling er en disciplin, en kompetence som skal opøves hos medarbejderne.
Jeg foreslår, at man husker, at IT-redskaberne ikke bare skal bruges til at støtte den eksisterende videndeling, men også kan bruges i træningen af denne disciplin. Når man samarbejder via IT bliver videndelingen pludselig eksplicit, og man er nødt til at aftale spilleregler. Ikke alt kan rummes, men man kan komme langt – og faktisk giver IT mulighed for at man kan samarbejde på tværs af de begrænsninger i tid og rum, vi har som grundvilkår.
Så når man skal styrke videndelingen og samarbejdet i en organisation, så er det værd at overveje om læringen og opbygningen af samarbejdskulturen kan ske i samspil med redskaberne. Man behøver ikke nødvendigvis bruge uanede ressourcer på at skræddersy en ’perfekt’ løsning. Man kan i stedet skabe den ’perfekte’ løsning i fællesskab med brugerne, og som en kollektiv proces medarbejdere imellem.
Måske skal vi ikke altid tænke ud af boksen for at lave de radikale innovative forbedringstiltag? Måske kan man starte med at undersøge, hvor langt organisationen kan komme ved simpelthen at eksperimentere med de muligheder man allerede har købt. Afprøve hvor langt man kan komme ’’inde i boksen’.
Det store videndilemma…
23. juni 2010 af Bent Schou
Er videndeling blot tom snak – eller dødelig alvor?
Er videndeling kun godt – eller kan det også være skidt?
Forleden overværede jeg en samtale, hvor en medarbejder i en biotek-virksomhed fortalte, hvordan man internt blev rådet til at skille sig af med alle dokumenter, emails mv. med indhold, som ikke var nødvendigt og verificeret/godkendt. Årsagen er, at det kan få retlige følger, hvis der senere skulle opstå sager eller problemer.
På den ene side er det jo forståeligt nok, at hensyn til compliance med diverse offentlige krav betyder, at man holder kortene tæt til kroppen. Al viden / alle dokumenter, der ikke indgår i grundlaget for et patent eller for en godkendelse af et produkt, bør man skille sig af med. Ellers kan det blive dyrt, når advokaterne kommer.
På den anden side handler de sidste 10-15 års videndelings-snak om større åbenhed, om tillid og at man tør dele sin viden – og sin usikkerhed – med hinanden, netop for i en proces at arbejde sig frem imod bedre og mere værdifuld viden. Det store fokus på innovation – og nu – åben innovation har samme retning.
Måske handler dilemmaet om modsætningen mellem det stigende retlige fokus, som vinder frem og spreder sig fra USA, og en mere åben videndelings- og innovationskultur, som vi ser antydninger af mange andre steder.
Eller måske kan det kombineres.
Det er dette dilemma, som VidenDanmark i samarbejde med Scandinavian Information Audit sætter fokus på den 2.11. ved seminaret: Beskyt eller del jeres viden – dilemmaer og muligheder. Her skal vi bl.a. høre fra nogle virksomheder, som håndterer dilemmaet i dagligdagen, bl.a. Novozymes og DONG.
Måske er dilemmaet ikke så svært at håndtere? Måske findes der enkle metoder til det? Hvad mener du?
Viden uden deling
28. maj 2010 af Jens Brogaard
Er viden uden deling fornuftig? Muligvis, men i grunden nok ikke så smart. Forestiller man sig Tycho Brahe holde sine opdagelser for sig selv på øen Ven ville hans tid og arbejde have været forspildt. Rent hypotetisk kunne man vel sagtens forestille at store opdagelser er blevet udklækket i det skjulte og desværre forblevet skjult blot fordi den pågældende person var en kende for introvert. Sat på spidsen, på hvilket udviklingstrin ville Homo Sapiens være hvis ingen gad at videndele?
Virksomheders raison d’étre er netop at skabe rammerne for at en gruppe af mennesker ikke skal råbe til hinanden på en markedsplads men kender hinandens styrker og svagheder for på den måde at skabe noget sammen. Selve iværksættelsen af viden er afgørende for virksomheders virke.
Derfor er netop web 2.0 funktionaliteterne så interessante – også i virksomheders intranet – idet det giver helt nye muligheder for at give den enkelte medarbejder et redskab til at samarbejde og synliggøre dagligdagens “opdagelser”.
Mange definitioner er blevet tilføjet til web 2.0 men rent funtionelt drejer det sig basalt set om tre ting:
- muligheden for at abonnere på informaton (f.eks. nyhedsbreve og RSS)
- muligheden for at informere hinanden om information (f.eks. ‘Share on Facebook’ eller twitter)
- muligheden for at beskrive information (f.eks. ‘I like’ eller tags)
Det ses hurtigt, at det essentielt drejer sig om at netværke informationer.
Heldigvis fortalte Tycho om sine opdagelser og heldigvis har man som Homo Sapiens i sidste ende en indbygget vilje til at videndele. Men i en tidsalder hvor arbejdets værdi ikke er fysisk synlig som f.eks. brobygning, så skal virksomheder i fremtiden tage ansvar til at medarbejders aktiviteter bliver transparente for hinanden og dermed “bygger bro” til hinanden.
Saml viden og bliv samlingspunkt
16. maj 2010 af Christian Bogh
“Viden er magt”
Et citat der er brugt af mange gennem tiderne. Og det er jo langt hen ad vejen også korrekt. Derfor handler det tit om at indsamle så meget viden som muligt. Men hvis man samtidig kan videregive denne viden let og enkelt til alle – vil man kunne opleve at man selv bliver et samlingspunkt for viden, som mange gerne vil henvende sig til. Og det giver en vis form for loyalitet, som er så afgørende i en verden med et utal af muligheder. Ikke mindst for virksomheder.
Og et sådant værktøj findes jo allerede – rent faktisk er der mange af dem derude. De sociale medier har givet gratis adgang til en lang række muligheder, som kan udnyttes til at indsamle og videregive viden. Man kan for eksempel opbygge en wiki hvor man selv kan indsamle viden og endda tillade andre at tilføje, rette og kommenterer. Men det kræver en del tid at opbygge og vedligeholde.Og så skal man jo selv tilføje tekster osv. Og hvad gør man når man ganske enkelt “bare” vil samle viden fra nettet og videregive det i en overskuelig form til sine interessenter.
Her kommer social bookmarking ind i billedet. Vi kender vel efterhånden alle til hvordan man kan indsamle bogmærker i sin browser. Men det bliver hurtigt uoverskueligt hvis man samler mange links ind og så er det jo også kun en selv der har glæde af dem. Med social bookmarking kan man give alle adgang til den viden man har indsamlet. Et af de bedste social bookmarking værktøjer på markedet er et der hedder Delicious. Her kan med hurtigt og enkelt samle links ind, tagge dem og give alle adgang til dem.
Og hvis man vil gøre det endnu lettere så giver Delicious mulighed for at man kan downloade en lille Delicious applikation til sin browser. Så behøver man kun at klikke på en enkelt knap – så er det valgte link gemt så alle kan få glæde af det.
Men hvorfor dog gøre alt dette? Jo, ved at samle viden sammen om emner som berører ens virksomhed kerneforretning, kan man gøre ens corporate site til et samlingspunkt for denne viden. Vi har i NRGi med Delicious igangsat en vidensamling af nyheder omkring energi og de dertilhørende udfordringer. Antallet af links udvides dagligt, og det gør det let for både medarbejdere, kunder og andre interesserede at følge med i de mange informationer, der er om energibranchen.
For interesserede kan man se og evt. følge vores Delicious site her
Emma Gad – men når det gælder videndeling – hvorfor er det så et spørgsmål om at gide?
29. april 2010 af Bent Schou
Fra den 26. marts til den 28. april 2010 har VidenDanmark spurgt læsere af nyhedsbrev og besøgende på hjemmesiden, hvad de mente om videndeling: Videndeling – gider vi det?
Spørgsmålet var motiveret af en diskussion i en af vores videngrupper, som førte til to artikler i nyhedsbrevet og på bloggen med de lidt provokerende overskrifter:
Emma Gad – vi gider ikke (Ditte Kolbæk)
Emma Gad – vi gider også (Morten Marquard)
44 har svaret på spørgsmålet – og svarfordelingen ser sådan ud:
- Ja – hvis vi kan få lov at gøre det i samtale med kollegerne (7 %)
- Ja – vi giver gerne vores viden videre – også skriftligt – hvis det sker på vores egne præmisser (27%)
- Ja – hvis det bliver anerkendt, der tid til det og det virker (57%)
- Nej – det er besværligt og effekten er tvivlsom (7%)
- Nej – vi vil helst holde vores viden for os selv (2%)
Et klart flertal siger, at vi godt gider videndele, hvis det giver anerkendelse og resultater – og der er tid til det. Tæt fulgt af ca en fjerdedel, som gerne vil, hvis de selv bestemmer præmisserne.
Kun ganske få mener slet ikke videndeling er relevant.
Og det er jo positivt – eller er det?
- En tolkning kunne være, at vi faktisk godt gider videndele, at vi er kritiske og selvstændige individer, som selv prioriterer tid og arbejdsopgaver og kun gør det vi finder relevant. Her ligger sikkert også forklaringen på, at mange ambitiøse it-projekter, der har til formål at øge videndelingen kuldsejler. Man glemmer at sikre sig, at medarbejderne faktisk får anerkendelse for det, at de kan se meningen med det og at de har tid til det.
- En anden tolkning er måske lidt mere nedslående. Vi er vandt til at passe vores arbejde – vi arbejder jo ikke kun, hvis vi får anerkendelse og der er tid til det. Vi gør det fordi vi skal og får løn for det. Men videndeling – det kræver åbenbart lidt ekstra.
Problemet med videndeling i virksomheder og organisationer er vel, at det ikke står klart, hvorfor vi skal gøre det? i hvilken sammenhæng vi skal gøre det? hvordan vi skal gøre det? Hvad det betyder for arbejdet og virksomheden? Videndeling er snarere noget vi alle er enige om er godt – uden at vi for alvor har besluttet os for at gøre det rigtigt. Og uden at ledelsen bakker op.
Og så længe effekten af videndeling er så uklar for ledelse og medarbejdere, er det ikke underligt, at vi tøver, og at vi lige selv vil vurdere, om det er smart og relevant..
Videndeling – kun om uskadelig almenviden?
28. april 2010 af Charlotte Winther
At viden er magt er en offentlig hemmelighed – og 20-25 år med knowledge management har kun rykket lidt ved tingenes tilstand. Godt nok deler vi viden som aldrig før – men er det ikke først og fremmest den mere eller mindre uskadelige “almenviden”, den vi kan tåle at dele med andre uden for alvor at sætte vores magtposition på spil? Når det kommer til den forretningskritiske viden, eller den viden som er beskyttet af forretningsklausuler, så ser det jo unægtelig ganske anderledes ud. Nogle få virksomheder vover pelsen, men er det ikke først når de har opgivet at finde nye løsninger på egen hånd? Større virksomheder vover sig i ud i strategiske samarbejder med mindre mere innovative virksomheder, men det er jo netop fordi innovationskraften i større virksomheder kan være begrænset af møjsommeligt opbyggede forretningssystemer.
Min påstand er, at videndeling omkring kerneydelser og -produkter kan ligge på et meget lille sted, netop fordi denne viden er så forretningskritisk. Man vover nemmere pelsen, hvis der er tale om et nye, mere uprøvede forretningsområder, eller hvis der er tale om en sekundær ydelse eller produkt. Sådanne områder kunne fx være indpakning, fragt og opbevaring. Det er meget nemmere at samarbejde på tværs af virksomheder, når der er tale om ydelser, der ikke kommer alt for tæt på de patenterede forretningshemmeligheder.
Interne systemer kan også i sig selv virke hæmmende for videndeling. Særligt når kravene til at beskytte og dokumentere sin forretningskritiske viden er meget høje. Dette fordrer stramt styrede systemer med en meget høj grad af sikkerhed og temmelig ringe fleksibilitet. Som supplement til dette har man muligvis et meget løst styret og fleksibelt intranet, og så bliver spørgsmålet, om det kan bruges til meget andet end “uskadelig almenviden”. Det bliver i hvert fald meget vigtigt at kunne skelne mellem forskellige grader af kritisk information, følsomme oplysninger og “ufarlig” viden, også selvom det er inden for firewall’en. Jeg ser meget frem til at høre om Records Management systemer som også kan håndtere videndeling på VidenDanmark seminaret den 8.6. (Beskyt eller del jeres viden – dilemmaer og muligheder), for det er da virkelig en udfordring.
Emma Gad – Vi gider også
25. marts 2010 af Morten Marquard
Fr. Gad delte ud af sin viden – i bøgernes tidsalder. Dansk Erhverv mener, at det koster samfundet penge, når ansatte bruger Facebook i arbejdstiden. Det er ikke vores erfaring. Det er videndeling anno 2010, når René skriver på Facebook, at han nu har indkøbt en ny printer til kontoret, og det samme, når Line tweeter fra et kursus i usability.
Vi gider faktisk godt videndele. Det skal blot foregå på vores præmisser. Homo Conexus videndeler i web 2.0-tidsalderen for fuld udblæsning. Det skal bare gå stærkt, og vi skal have omgående værdi for vores handlinger.
Det giver sociale medier, hvor vi lærer og linker fra morgen til aften. Vi møder personer med samme interesser som vores og videndeler på moderne vis.
Det er dette, som løsninger for videnstyring skal lære af. Det stiller store krav til brugerfladen, til hastigheden og til strukturen i informationerne. Den fælles viden skal kunne struktureres, så den spiller sammen med vores konkrete arbejdsprocesser. Er disse betingelser ikke opfyldt, så har videndelingen spillet fallit. Kombinationen af moderne web 2.0 modeller som apellerer til brugerne og velstrukturerede informationsmodeller kan sikre at viden kan deles uhyre effektivt.
Videndeling er i dén grad et spørgsmål om at komme først. Det kan give større effektivitet i organisationerne og dermed også klare konkurrencefordele.
Så skynd jer at dele ud af jeres viden – I har tre sekunder til at linke til denne artikel fra Facebook!
Emma Gad – Vi gider ikke
24. marts 2010 af Ditte Kolbk
Emma delte viden – big time. Hun lod os vide, om man kan gå med rullekrave på strøget, om man skal have en buket med til værtinden, og om kniven ligger til højre eller venstre for tallerknen.
Hun skrev en hel bog.
Det var i bøgernes tidsalder.
Nu bliver alle og enhver bedt om at dele deres viden. På arbejde eller i netværk.
De fleste deler gladeligt som en del af en samtale.
Men når det kommer til at skrive vores viden ned, så gider vi ikke.
Eller måske kan vi ikke.
For vi ved jo faktisk ikke, hvad vi ved. Og vi ved slet ikke, hvad det er vigtigt for andre at vide.
Derfor er det lettere, når vidensdeling er en del af samtalen. “Den anden” spørger, argumenterer eller nikker – vi deler viden som en del af en kontekst, vi bliver ledt på vej.
Når vi skriver er vi overladt til os selv. Det er for de fleste vanskeligere at formulere sig skriftligt end mundtligt, og flowet kommer ikke naturligt, som i samtalen, det må skriveren opfinde undervejs.
Alligevel er der udviklet masser af IT-værktøjer, som har til hensigt at lagre menneskers viden – helst på en måde, så den er let at genfinde. Knowledge Managers kæmper en hård kamp for at få kollegerne på arbejdspladsen til at bidrage til videnslageret – en kamp med mange nederlag og få sejre.
Min anbefaling er: GIV OP. Nedlæg våbnene. Luk lagret. Opret et simpelt bibliotek og få mennesker til at dele viden som en del af en samtale. Der findes gennemprøvede processer til det, så vidensdelingen kan foregå struktureret og målrettet.
Emma Gad – vi gider også. Bare vi ikke behøver at skrive det ned.
The missing link
11. marts 2010 af Jens Brogaard
I de sidste par uger har man kunnet læse diverse executive fredagsartikler i Børsen om effektiv ledelse i krisetider; hvordan man via lean drift koblet med tilpasset salg formår at sikre og udbygge forretningen. Samtidig kan man læse om at virksomheder med en formuleret videnstrategi klarer sig statistisk bedre end andre virksomheder.
Jeg spørger derfor, hvor bliver de udmeldinger af hvor ledelsen klart melder ud, at man vil investere massivt i videnledelse, videnprocesser og videnværktøjer? Alt for tit proklameres, i øvrigt ganske omkostningsfrit, at man er en videnorganisation med videnarbejdere og videnprodukter.
En videnorganisation er ikke noget der kommer af sig selv endsige vedbliver automatisk med at være tilstede uden nogen form for investering, vedligeholdelse eller læring. Dvs. man har en situation hvor alle er enige om at viden er en vigtig, hvis ikke den væsentligste produktionsfaktor, men man lader viden stå til i mange danske virksomheder.
Hvis man er så heldig stillet, at virksomheden tilfældigt er havnet i en gunstig vidensituation – ikke al succes bygger på rationel planlægning – så skal man forestille sig det potentiale der ville være hvis man bevidst arbejdede videre med en strategi, der sætter viden i værk.
Med et efterhånden stort personligt netværk af forandringsvillige mennesker har jeg bemærket, at årsagen aldrig skyldes ond vilje, højst vanetænkning blandet med lidt uvidenhed. Vanetænkning og uvidenhed er en farlig cocktail, især hvis modet til at sprænge de vante rammer ikke udfordres. Indrømmet, disse organisatoriske rigide rammer har lette vilkår når diskussionen falder på abstrakt viden. Viden og dens organisatoriske forankring er nemlig kendegnet ved to ting: usynlighed og asynkronitet.
Usynligheden går ikke så meget på, at viden i sig selv kan være svær at identificere og sprede, men mest på at gevinsterne ikke er målbare. Viden kan være værdiløs mens samme viden et andet sted på et andet tidspunkt kan være formuer værd. At værdisætte viden ift. konteksten er umulig. Man kan/skal ikke andet end blot tro på at det har en værdi.
Asynkroniteten går på, at man ikke alene først skal så for at kunne høste, og derefter at man skal vente på at kunne høste frugterne til efter en given periode. Faktisk ved man nogen gange heller ikke engang, hvornår man kan høste og hvad man har plantet.
Med de kendetegn er det naturligvis svært at sætte en videndagsorden, men det undskylder ikke for at man giver viden bedre organisatoriske vilkår. Viden jo heldigvis er den eneste produktionsfaktor der bliver mere værd desto mere den bliver delt og brugt, med andre ord en uudtømmelig kilde til inspiration, idéer og innovation.
Posts
Nye kommentarer