Arkiv for kategorien: videndanmark

Informationsspecialist i vidensamfundet

26. januar 2012 af Bent Schou

Der var engang, hvor der var lidt mere styr på data, information og viden, end der er i dag. Underligt nok når vi nu netop bryster os af at leve i et informations-/vidensamfund.

Dengang – og det er ikke længe siden – var viden især forbeholdt de højtuddannede og var et højt estimeret arbejdsområde for videninstitutioner (forskning og uddannelse).

Dengang fik vi vores viden og kompetencer i uddannelsessystemet – og så var arbejdslivet og karrieren efterfølgende lagt nogenlunde fast.

Dengang vidste vi, at skulle vi finde information og søge viden, så kunne vi henvende os til et bibliotek, hvor venlige bibliotekarer stod til rådigned, hvis vi ikke selv kunne finde rundt i kartotekerne.

I dag… ja … vi ved det jo alle, er viden for alle, vi deltager alle og forventes at deltage  i anvendelse, deling og udvikling af information/viden.

I dag skal vi lære gennem hele livet – og hænger vi fast i et job for længe, ja så er der noget galt med vores evne til at tilpasse og udvikle os.

I dag er vi rigtig mange, der er blevet til informations- eller videnarbejdere. Vi finder (helst) selv information og viden – først og fremmest på internettet.

Hvad skal en bibliotekar/informationsspecialist så lave ? Er der stadig brug for folk, der er specialister i informationshåndtering (-arkivering, -strukturering, -søgning, -validering mmm.)? Joh…. Er der brug for informationsspecialister til at sikre, at dokumentation og arkivering opfylder de formelle krav – fra myndigheder og kunder? Jah …. Er der er brug for informationsspecialister til at opbygge videnbanker, til at sikre gode intranet, mv.? Helt sikkert!

Vi ser mange både private og offentlige virksomheder tage informationsspecialister (bibliotekarer)  ind, fordi man har brug for at få bedre styr på information og viden. For selv om vi alle i princippet kan, er det nok tvivlsomt hvor godt og effektivt vi gør det. Når vi spilder tid på at lede efter viden eller glemmer at lægge dokumenter de rigtige steder, giver vi ofte systemerne skylden. Men måske skulle vi starte med os selv. Er vi nu også gode nok?

Man kunne mene – og med rette tror jeg – at der bliver stadig mere brug for specialister i informationshåndtering, fordi information og viden bliver en mere og mere kritisk konkurrenceparameter for os alle – både i privaten og i arbejdslivet. Og for virksomheder og organisationer.

Derfor vil vi nu i VidenDanmark sætte fokus på informationsspecialistens rolle. Vi starter en ny videngruppe med titlen 360° Informationsspecialist. Titlen antyder, at vi skal hele vejen rundt om informationsspecialistens arbejdsopgaver og udfordringer: Hvad er de daglige udfordringer? Hvordan ser vi os selv i forhold til den organisation, vi er en del af og bliver i stand til at aflæse de interne kunders ønsker og behov? Hvordan kan vi dokumentere vores værdi og berettigelse? Hvordan sikrer vi kvalitet i vores arbejde? Hvilke værktøjer og systemer er til rådighed? Hvordan sætter vi mål og strategi for vores arbejde? Og meget mere.

Allerede nu kan vi mærke, at der er rigtig stor interesse for en sådan videngruppe, hvor man kan få delt viden og erfaringer, og hvor man kan få ny inspiration og nye idéer til, hvordan man takler dagligdagens udfordringer.

Første møde i gruppen er åbent for alle, og gratis. Det afholdes den 29.2. kl. 13-16 på Østerbro i København.

Kom og vær med, hvis du gerne vil udvikle dig, som informationsspecialist.

De bedste til innovation, videndeling og læring

15. december 2011 af Bent Schou

Hvis Danmark skal rykke fremad i vidensamfundet, skal vi blive gode/bedre til innovation, videndeling og læring. Det gælder os alle, private og offentlige virksomheder/institutioner. Med et citat (efter hukommelsen) fra Poula Helth, som gav oplæg i en af VidenDanmarks videngrupper i dag: ” Hvorfor kun kaste sig over uddannelsessystemet, når vi taler at styrke vidensamfundet. Virksomheder og organisationer bruger mellem 15 og 30 mia. kr. på efteruddannelse, stort set uden at vide, hvad man får ud af pengene.” Der er åbenbart plads til forbedringer!

Vi skal blive bedre til at innovere, videndele og lære – i vores virksomheder og organisationer. Det kan ske på mange måder. En og måske den vigtigste måde er, at vi lærer af hinanden og deler vores viden og erfaringer med hinanden. Det er faktisk VidenDanmarks mission.

Her på falderebet i 2011 har VidenDanmark iværksat et nyt initiativ: Hjælp os med at udpege de bedste offentlige og private virksomheder ift. innovation, videndeling og læring. Det er vores overbevisning, at innovation, videndeling og læring hænger uløseligt sammen. Derfor!

På VidenDanmarks LinkedIn-gruppe beder vi under overskriften Danmarks bedste virksomhed – når det gælder innovation, videndeling og læring? om forslag til hvilke offentlige og private virksomheder, du anser som de bedste til innovation, videndeling og læring. Du kan også indgive dit forslag som en kommentar til dette blog-indlæg.

Hvis vi får mange spændende forslag – kunne vi overveje at holde en konference, måske  i maj måned, hvor de bedste præsenterer, hvad de kan. Det ku’ blive rigtig spændende.

Buoyit: En tænketank der arbejder med udviklingsretninger for information, viden og kommunikationsprofessioner

30. november 2011 af Richard Santos Lalleman

Verden omkring os udvikler sig i rasende fart, muligvis hurtigere end nogensinde før. For at være i stand til at forstå denne verden, og tage hurtige og innovative beslutninger er det centralt, at have den nyeste information og viden.

Udviklingens tempo har blandt andet betydet at udgifter i forbindelse med udveksling af information overflødiggøres. Som følge af de nyeste informations- og kommunikationsteknologier er man nu i stand til at finde information blot ved enkelt klik med musen. Information, der er tilgængelig for så stort et antal mennesker, er imidlertid kun relevant, når det kan anvendes i en specifik kontekst såsom f.eks. i en virksomhed.

Det betyder, at vi er nødt til at have en specificeret viden. I århundreder har lande i vesten haft monopol på viden, men der er sket et skred i dette paradigme. Inden for de sidste ti år har lande såsom Indien og Malaysia investeret kraftigt i uddannelse. Resultatet er, at de vestlige landes eneret på viden er blevet mere udvisket. Dette medfører, at den viden der er nødvendig for at skabe nye jobs, og give lande fornyede indtægtsmuligheder samt viden, der kan skabe professionaliserede domæner indenfor kommunikations-, informations- og vidensområdet, er blevet spredt til forskellige dele af verden. Samarbejde og netværksbaseret arbejde er derfor afgørende, hvis man vil garantere adgang til viden.

Professionerne indenfor viden, information og kommunikation er i særlig grad i hastig udvikling. Internettets udvikling er et eksempel på, at den måde vi samarbejder og deler viden har udviklet sig enormt. I det seneste nummer af Foreign Policy (sept/okt 2011) illustreres dette således:

“it’s has been nearly 10 years since the U.S. war in Afghanistan began back in October 2001. The iPhone had not yet been invented, and there was no cell-phone service in Kabul or anywhere else near the Hindu Kush. A decade later, Osama bin Laden is dead. Cell-phone towers dot the land. The Taliban are toppled from power, but still deadly. And we’re almost five generations into the world’s favourite smartphone.”

Det er derfor nødvendigt med en fælles koordineret tilgang til information, kommunikation og vidensområdet for at være i kontakt med de nyeste trend og udviklinger. Denne koordinerede indsats forsøger den nordvesteuropæiske tænketank Buoyit (www.buoyit.org) at udføre. VidenDanmark har lige startet et samarbejde med Buoyit som mediesponsor. Det vil sige, at medlemmerne af VidenDanmark kan følge med med hvad der bliver offentliggjort.

Hvad kan I forvente af Buoyit?

Buoyit arbejder på at være på forkant med banebrydende, nye tematikker inden for kommunikations-, informations- og vidensområdet ved at opstarte innovative forskningsprogrammer blandt studerende, forskere og fagpersoner indenfor feltet. Buoyit’s målsætning er dobbeltsidet:

  • Buoyit vil løfte området information, kommunikation og viden på virksomhedsplan til et højere niveau ved at forstå indvirkningen og konsekvenser af ny og innovativ udvikling inden for dette felt. Det kan medføre en mere skræddersyet og integreret  strategi inden for information, kommunikation og vidensområdet i en virksomhed.
  • Buoyit vil styrke studerende, forskere og og fagpersoner i at foretage innovativ forskning. Dette vil munde ud i en gruppe nordvesteuropæiske eksperter, der vil arbejde videre inden for deres forskningsområder i deres eget  lokale miljø.

Disse to målsætninger kan assistere og udvikle professionsområdet information, kommunikation og viden, og kan medvirke til at udligne skellet mellem en verden, der hastigt ændrer sig og de professionelles rolle heri. Der er behov for et bedre samarbejde om information og viden – og om kompetencerne til at håndtere dette.

Hvorfor bruge tid på en videngruppe?

19. august 2011 af Rikke Bygballe Mller

Nogle gange synes jeg det kan være ret svært at finde tid til at mødes med mine 2 ERFA-grupper – den ene hos VidenDanmark. Jeg ligger i perioder vandret med opgaver op til en deadline og min kalender er fyldt til randen med opgaver i “haster og er vigtigt”-kategorien.

Men jeg skal nok finde tid – også op til en deadline!
Fordi mødet med gruppen giver energi, ny inspiration og konkret viden. Som specialist sidder man ofte alene med sin ekspertise og det er en hel unik chance at mødes med ‘ligesindede’ fra andre organisationer – nogle er mere erfarne end jeg, andre har opdaget at noget virker – eller ikke virker. Nogle gange tager jeg imod og andre gange er det mig der giver bidrag til gruppen.

Hos Sharepoint videngruppen har vi forsøgt os med en ny model. Vi har været så heldige at ét af medlemmerne havde mod på at tegne en ‘rød tråd’ for året 2011 og endda gå forrest som underviser for os andre. Det tager lidt tid fra de traditionelle ‘deltager-cases’, men giver et nyt og mere dybdegående niveau i samtaler og erkendelse. Og gruppen har haft godt af en lidt mere “styret” dialog – et fælles fokus for hele forløbet – vi er på vej mod en fælles erkendelse, og stadig forankret i hver vores konkrete hverdag.

Jeg forstår godt at videngrupperne er blevet centrale for videndanmarks medlemmer. I en travl hverdag bliver man nærmest bombarderet med  mails med nyhedsbreve, invitationer til inspiration og spændende artikler. Mails som jeg sjældent når at læse eller handle på – desværre.
Men samtalerne med min videngruppe – dem kan jeg huske. Og bruge.
Og jeg har også haft held med at ringe op til mine kontakter mellem møderne og fået værdifuld hjælp lige i det øjeblik jeg skulle bruge det.

Derfor finder jeg tiden.

Og jeg glæder mig – hver gang!

VidenDanmark skal rykke!

5. august 2011 af Bent Schou

I foråret 2011 gennemførte VidenDanmark en medlemsundersøgelse. Resultatet var tilfredsstillende – og der var masser af godt stof i kommentarerne fra medlemmerne.

Kort fortalt er konklusionerne:

  1. Det ser ud til, at folk får, det de gerne vil: – man møder ligesindede, får adgang til ekspertviden, får indblik i trends.
  2. Tre nøgleord for det vigtigste VidenDanmark leverer: inspiration, netværk og nyhedsbrev
  3. Man bør gå efter højere pris og højere kvalitet. Flere professionelle på videngrupper. Et gratis medlemsseminar årligt – med pinger.
  4. Gerne flere, der bidrager til bloggen.
  5. Mange kommentarer omkring rodet, tætpakket og kedelig opsætning af nyhedsbrev. Nyhedsbrevet bør strammes op.
  6. Lidt lunken tilslutning til brugen af videnrum/Podio. God idé at sløjfe det store netværks-videnrum, som ikke bruges – og kun anvende Podio til videngrupperne.
  7. God tilfredshed med videngrupperne – men større anvendelse af faglige ankerpersoner.

Det vil vi selvfølgelig gerne gøre noget ved:

1. Forbedring af videngrupperne
Videngrupperne er gennem de seneste år blevet helt centrale for VidenDanmarks medlemmer. Her får man inspiration og ny viden – og man møder fagfæller. Fremover skal alle videngrupper som princip have en ekstern faglig facilitator, dvs. en faglig ankerperson, som kan sikre at videngruppen får adgang til den bedste og den nyeste viden på området. Endvidere vil videngrupperne som princip fungere ca. 1 år ad gangen, hvorefter det besluttes om og hvordan man skal fortsætte. F.eks. om et nyt tema skal styre arbejdet. Eller om fokus skal ændres. Også videngrupperne skal hele tiden fornys.

2. Forbedring af nyhedsbrevet
Med en del startvanskeligheder er nyhedsbrevet allerede blevet fornyet. Opsætningen er forenklet – og vi anvender en mere morderne distributionsteknik. Vi vil også forsøge os med ugentlig udsendelse – idet vi hver anden uge vil udsende det meget informationsmættede nyhedsbrev som hidtil, og hver anden uge vil udsende et mere koncentreret og målrettet nyhedsbrev.

3. Bedre medlemsarrangementer
Mange medlemmer havde i juni i år en rigtig god oplevelse, da David Gurteen besøgte VidenDanmark. Den type arrangementer vil vi tilstræbe, at der kommer flere af. Spændende udenlandske oplægsholdere, som virkelig kan tilføre den lokale debat noget nyt.

4. Styrkelse af fagligheden
Som et særligt initiativ vil VidenDanmark i løbet af august lancere et panel af faglige specialister inden for VidenDanmarks områder (innovation, videndeling og læring). De faglige specialister kan bl.a. være et tilbud til vores virksomhedsmedlemmer, og bistå arbejdet i videngrupperne og i VidenDanmark generelt.

5. VidenDanmark rykker mod Vest
I gennem det seneste år har vores relativt nystartede videngruppe Vest holdt en række møder. Vi forstærker nu indsatsen, idet vi arbejder på en aftale med en samarbejdspartner, som vil kunne sikre en mere intens VidenDanmark-aktivitet vest for Storebælt. Vi regner med at der kommer spændende nyt herom i løbet af august måned.

Der sker altså rigtig meget de kommende måneder i VidenDanmark. En lille ting er, at vi fremover alene anvender Podio som støtte for vores videngrupper. Det betyder, at vi lukker det fælles VidenDanmark-rum på Podio. Det har vist sig ikke at give mening i en verden, hvor vi hellere vil kommunikere åbent i de universelle sociale medier, såsom især LinkedIn.

Sidst skal det nævnes, at alt har en pris. Pr. 1.8. har vi hævet prisen for medlemskab i VidenDanmark lidt. Vi er sikker på, at VidenDanmark stadig yder et meget konkurrencedygtigt netværks-tilbud.

Vi vil høre din mening!
Vi håber du synes om ændringerne. Og vil selvfølgelig gerne høre din mening. Er det det rigtige vi gør? Er der noget vi har glemt eller overset? Har du forslag og ideer?

Hold dig ikke tilbage. Vi håber på en god debat om VidenDanmarks fremtid.

VidenDanmark april 2011: Kina – viden-supermagt, Væxt-factor, Er viden blevet et plusord?

8. april 2011 af Bent Schou

Det er ikke nemt at være et lille land i den store verden – eller måske netop. For mens debatten om, hvorvidt vi skal leve af vores viden stadig foregår og er vigtig, meldes der om en helt ny videnskabs-supermagt: Kina.  Og det sker allerede i 2013 i følge Videnskabsministeriet, der refererer en undersøgelse fra Royal Society. Måske slår det hovedet på sømmet – det er nok ikke inden for den mere universitære eller forskningsbaserede videnskab, at Danmark skal være førende fremover. Hertil vil konkurrencen nok være for stor.

Herhjemme har vi haft en debat kørende, om vi alene kan leve af vores viden – eller om viden er for tæt knyttet til produktionen. Og der har været et par indlæg, der advarer imod at tro, at vi alene kan leve af viden, se f.eks. Thorkil H. Christensens blogindlæg. Vores egen afstemning, som har stået på den seneste måned taler ikke så tydeligt et sprog. Her er vi delt i to lejre, kun med en lille overvægt til “vi skal leve af viden – fortalerne” (Læs mere indlægget: Udflagning af produktion og viden). Måske ikke så underligt, man må jo dog forvente en vis bias for viden-standpunktet blandt VidenDanmarks læsere.

Men hvordan skal vi leve af viden? Som Kina-nyheden ovenfor illustrerer, bliver det nok svært at leve af viden forstået som videnskab i klassisk grundforskningmæssig forstand. Her er vi nok oppe imod for stærke kræfter. Snarere skal vi nok finde en plads, som de der kan implementere viden, som kan sikre at ny viden hurtigt omsættes til værdi. Hvilket jo oftest bærer navnet innovation. Eller vi går i retning af det som Mandag Morgen kalder Væxt-faktor, hvor man nu har åbnet for audition: “Væxt-Factors audition er åben for ildsjæle og engagerede iværksættere, der har bevist mod og evne til at gå nye veje, eksperimenteret med alternative forretningsideer, udforsket nye ledelses- og organisationsformer eller spottet nye spirende markedsmuligheder”. Det lyder da perspektivrigt.

Og så bliver det jo i sidste ende spørgsmålet om, hvad vi egentlig opfatter som viden. Er det viden som videnskab? eller er det viden som innovation og forandring? Og hvilken slags viden er egentlig vigtig i dag? I en kronik i Børsen skriver professor Majken Schultz bl.a. “Diskussionen om Danmark som videnssamfund har snart stået på i nogle år, uden at det har fået mærkbare konsekvenser i de politiske prioriteringer. Det skaber bristede illusioner, og der er lille interesse for gode intentioner, som ikke følges op med konkret handling. Tværtimod har der i dele af samfundet bredt sig en betydelig skepsis over for alt, hvad der smager af viden og kompetence. Der er i mange sammenhænge blevet etableret en kobling mellem kompetence og elitær arrogance eller sammenspist smagsdommeri. Det indebærer, at viden ikke er et plusord, og at viden om, hvad der skaber vækst, har haft svært ved at slå igennem.” (Børsens kronik 25.3.2011: Viden for vækst). Og her over for står så Kirsten Poulsens blogindlæg: Fra vild med dans til vild med viden, hvor hun netop mener viden er et plusord i dagens og fremtidens samfund.

Er du forvirret? – så følg debatten i VidenDanmark.

Udflagning af produktion og viden

7. april 2011 af Bent Schou

Der er sat og der kan - måske med rette – sættes spørgsmålstegn ved strategien, at Danmark skal leve af sin viden. Det er blevet hævdet fra fortalere med rod i produktion og industri, at når produktionen flytter ud, så flytter viden-arbejdet med. Viden-arbejdet klister til produktionen.

Derfor spurgte vi VidenDanmarks læsere – den forgangne måned – om deres syn på dette. Vi forsøgte endda at nuancere svarkategorierne lidt.

Svarfordelingen ses i figuren.

Ikke overraskende mener hovedparten af VidenDanmark-læserne, at vi skal leve af vores viden. (Havde dog selv regnet med en større majoritet). Men næsten halvdelen af de (kun 32) der har svaret, mener at vi også skal holde på produktionen.

Uanset hvad man mener, står det dog uklart for mig hvordan?

Hvis vi skal leve af viden – så hvordan??? Skal vi være dygtigere, bedre uddannedede og investere mere i forskning end andre? Eller er det viden i en mere moderne forstand: bedre til at dele, sprede og implementere ny viden? Kreativitet og forandringsparathed?

Og hvis vi skal fastholde produktionen, hvordan skal vi så sikre konkurrencedygtighed, hvis vi ikke skal faldt tilbage til tidligere tiders protektionisme? Er det vores evne til at tænke ny viden ind i produktionen, der skal satses på? Er det robotter (de tager jo også vores arbejde!)-  For lønnen er svær at konkurrere på. Det kan vist kun udviklingen i lavtlønslandene klare.

VidenDanmark 2.0

21. december 2009 af Peter Malling

Hjemmesiden videndanmark.dk står foran en tiltrængt opdatering. Det gamle hjemmeside var en typisk web 1.0 side, hvor information blev publiceret centralt og derved gjort tilgængelig for VidenDanmarks medlemmer og – i begrænset omfang – andre interesserede. Det nye website vil blive langt mere interaktivt, og noget af det vigtigste indhold vil være brugergenereret. Hjemmesiden vil således adaptere mange af kendetegnene ved et såkaldt web 2.0 site, altså et website, der ”letter interaktiv udveksling af oplysninger, interoperabilitet, brugercentreret design og samarbejde” (Wikipedia).

VidenDanmark er Danmarks eneste netværk for praktikere og eksperter indenfor Knowledge Management. Centralt i netværkets aktiviteter har været afholdelse af konferencer, seminarer og videngrupper indenfor bestemte områder. Aktiviteterne har i høj grad haft karakter af fysiske arrangementer, som blev tilbudt medlemmer og andre. Hjemmesidens formål har været at understøtte disse primære aktiviteter. Den nye hjemmeside vil have potentialet til at blive en virtuel platform, som kan styrke medlemmernes ukontrollerede interaktion og derved ændre VidenDanmark fra primært at være levering af medlemsservices til at blive et egentligt netværk af folk, som arbejder med Knowledge Management. Hjemmesiden gør det naturligvis ikke alene, men den kan være et vigtigt skub i dén retning. Hvis det er dét, vi vil.

Undladelsessynden

21. december 2009 af Jens Brogaard

Synder er ofte et udtryk for at man fortryder at have handlet på en  bestemt måde. Det eneste positive der  er at sige om det, er at man i det mindste ikke har ladet stå til.

Undladelsessynden derimod er fortrydelsen ved ikke at have handlet.Ved at lade stå til. Før den den digitale tidsalder havde det synlige konsekvenser ikke at handle. Ingen nedlagte dyr, ingen aftensmad; ingen såning, ingen høst; ingen investeringer; ingen produkter osv. I vidensamfundet har det derimod ingen umiddelbare konsekvenser ikke at reagere på informationer. Derimod kan det have enormt potentiale tilfældigt at opdage information man kan omsætte til handling.

Med andre ord, i informationsalderen drejer det sig konstant om at øge chancen for at viden kan opstå – derfor, undlad ikke at handle nu – gør Videndanmarks nye samarbejdsplatform aktivt og værdifuldt.

Med ønsket om et ikke-syndigt netværksår.

Velkommen til det ny VidenDanmark

18. december 2009 af Bent Schou

Hvad er nu det? Skal VidenDanmark skifte navn?

Nej – så galt går det ikke. Det ny VidenDanmark er blot vores overskrift på en række ændringer i VidenDanmark, som vil ske hen over jul og nytår 2009/2010. Ændringerne vil ske gradvis (for nogen er det allerede startet). Og vi regner med at være helt klar i begyndelsen af januar i det nye år.

Dette nyhedsbrev har vi dedikeret til Det ny VidenDanmark. I striben af artikler nedenfor, kan du læse om
hvad det hele handler om, hvorfor vi gør det, og hvordan det gør VidenDanmark endnu mere attraktiv for folk,
der arbejder med innovation, information og videndelings samt læring.

Glæd dig til Det ny VidenDanmark. Det gør jeg.