Learn to Innovate in 21st Century
3. februar 2010 af Richard Santos Lalleman
Success of business lies in flow of information and knowledge through learning
The world is changing around us. Faster than ever before. On one side, Internet and mobile communications are connecting the world as a whole. As a result, most people can easily get knowledge for 0,00 Dkk, where it used to take a lot of efforts to get this. On the other side, businesses are encountering the effects of our current demographic situation. China and India both have many people who will soon retire, but they also have many young people who can take over vacant jobs. Europe and North America also have many people who will soon retire, but they do not have a new workforce to fill in the empty spaces.
This means that businesses should focus on the thing that cannot be captured through algorithm as the transaction costs on knowledge are nearly anything. It also means that businesses should find ways to work with a limited workforce; a workforce that is no longer constrained to the location of the business. The workforce is now spread all over the world.
As a result, businesses as well as professionals are increasingly dealing with more and more complex situations rather than simple situations. To make sense of and decide over these new situations, it is no longer a case of ‘business-as-usual’. In these complex situations, predictability is absent and only a limited recollection of cause and effect is clear. Through human interaction, culture, innovation and trust, businesses can make sense of and decide over these messy situations.
Organisations can become more innovative – and thus more competitive – when staff members can make sense and decide over new problems or opportunities in a fast and creative way. In this respect, staff members should have the newest information and knowledge to adapt to changes and move forward in fast-changing and highly competitive environments. That’s why the future growth and success of businesses lie in processes and initiatives that improve the flow of information and knowledge through learning.
Social media as an organisational learning tool
One way to establish this organisational learning is through social media. Social media stands for the tools and techniques designed to disseminate information and knowledge through social interaction. Businesses should embrace the opportunities of social media, because through these tools and techniques businesses can form or join online communities of interest around issues of relevance. As a result, the business and its staff members become more informed, responsive, innovative and client-focused.
However, to seize the opportunities of social media, the existing business culture of hierarchical control and direction must change sufficiently to encourage and reward engagement; engagement that should be impartial, proper and professional. As a result, I believe that we should aim at rolling out internal and external initiatives. Internal initiatives are – for example – required to teach staff members how to use social media as a tool and technique to share information and collaborate, but also required to assist top management in change management practices. External initiatives could aim on engaging and collaborating with stakeholders surrounding the brand by co-creating given tasks with the ambition of creating a desirable and valuable output. To realize this, businesses should become open and transparent – and thus trustworthy – to encourage external stakeholders sharing their knowledge.
Artiklen er skrevet af Richard Lalleman, medlem i VidenDanmark, til Mindjumpers.
Vidensamfundets store udfordringer.
Invitation
6. august 2009 af Bent Schou
I efteråret 2009 lægger vi i VidenDanmark op til netop en debat om de største udfordringer i vidensamfundet. Er det mere uddannelse? Er det bedre styring af forskningen? Er det bedre videnledelse i vores virksomheder? Er det bedre samarbejde mellem forskningsinstitutioner og virksomheder? Er det større brugerinvolvering og åben innovation? Der kan være mange bud.
Har du et bud på de vigtigste udfordringer i Vidensamfundet – tøv da ikke med at kontakte VidenDanmark (videndanmark@videndanmark.dk) – og få adgang til vores nyhedsbrev og blog.
Her vil jeg give en hurtigt bud på tre vigtige udfordringer, som jeg ser:
Nye forretningsmodeller
Alle brancher, der gennem mange år har vokset sig store ved at tage betaling for produktion og formidling af information skal finde nye forretningsmodeller. Alle nyhedsmedier, film- og musikindustrien, bøger og tidsskrifter. Når informationen bliver digital er det sværere at beskytte rettighederne, samtidig med at produktionsomkostningerne – også ved teknologiens hjælp, bliver mindre og mindre. Alle kan i dag bidrage med information. Og gør det!
Jeg kender ikke svaret på, hvordan de nye forretningsmodeller kommer til at se ud. Måske vil information fremover blive leveret gratis, bundet op på køb af hardware, abonnementer (f.eks. TDC’s play) og reklamer. Mange taler om mikrobetaling. Pointen er måske, at information har meget lidt værdi i sig selv – når den står helt alene. Det der betyder noget, er viden (jf. også Larry Prusak) – i menneskers hoveder, i processer og i produkter. Sammen med viden bliver informationen igen værdifuld.
Nye ledelses- og organisationsmodeller
For nogen tid siden var jeg til møde i en stor dansk videnvirksomhed, kendt og velrenommeret. Succes både herhjemme og i udlandet. For at gøre en lang historie kort – havde de et stort – ikke ukendt -problem: Langt det meste af virksomhedens viden findes i medarbejdernes hoveder – og i deres egne videnbaser på deres egne harddiske. I sandhed lidt nedslående – og alligevel – virksomheden har jo succes. Lidt tænksom sidder man så tilbage: Hvordan kan en videnvirksomhed, der har så lidt fokus på sin viden, have succes – i dagens vidensamfund?
Måske bekræfter dette, at modsatte af god videnledelse er ikke uvidenhed! Men potentialet i store virksomheder er så utrolig stort, når/hvis de er i stand til at dele og udvikle viden sammen. Der er masser af erfaringer og gennemprøvede løsninger. Der er snart ikke nogen undskyldning for, at ”topledelsen” ikke vil prioritere et større fokus på viden. Mon ikke den aktuelle krise kunne sætte viden på dagsordenen igen. Forhåbentlig.
Nye kompetencer
Mens information bliver stadig mere fri og tilgængelig, bliver informationsarbejdet en stadig mere påtrængende realitet for de fleste af os. Selv i de traditionelle sektorer – i landbrug, industri og i servicesektoren – stilles der krav om planlægning, bearbejdning af information, afrapportering. Mange produktionsprocesser overvåges og styres af computere.
De fleste af os håndterer i dag information ”The Google Way”: Er der noget du ikke ved – Ask Google. Og at det ikke er godt nok, kan de fleste nok blive enige om.
Jeg tror vi må tage spørgsmålet om informations- eller videnkompetence seriøst fremover. Både i vores virksomheder, hvor bedre informationskompetencer kunne medvirke til en større produktivitet i informations-/videnarbejdet. Og i vores uddannelsesinstitutioner – specielt i grundskolen, hvor der også er mulighed for at udfordre de digitalt indfødte til en mere kritisk og ansvarlig omgang med information.
Er vidensamfundet akademisk?
7. juni 2009 af Bent Schou
“Hvorfor er det akademiske altid den eneste måde at gøre tingene på? Hvorfor er teori den eneste måde at lære på?” spørger Lars Olsen provokerende ved et debatmøde arrangeret af Politiken for nylig. Lars Olsen er journalist og forfatter og har i flere bøger advaret mod aktuelle tendenser i vidensamfundet, der favoriserer akademiske færdigheder og øger uligheden.
Udgangspunktet for debatmødet hos Politiken var to eksempler. At sygeplejersker under uddannelsen lærer om teorier af Jürgen Habermas og Immanuel Kant. Og at gymnasieelever stilles overfor krav om anvendelse af videnskabsteori og -metode i deres projekter.
Nogen mener det er nødvendigt, f.eks. gymnasierektor Mogens Hansen. “Vi bliver nødt til at forberede de studerende på, at de i fremtidens vidensamfund hele tiden skal tilegne sig ny viden”. Og han bakkes op af Lars Qvortrup, dekan ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole: “På alle niveauer bliver medarbejdere nødt til at tænke abstrakt og forholde sig til teoretiske overvejelser”.
Torben Pilegaard Jensen, forskningsleder ved AKF, fremhæver i stedet den praktiske viden. “Megen viden ligger gemt i håndværket og kan derfor bedst læres gennem praktisk erfaring”. Og han siger klart, at ” Immanuel Kants syn på livet. Det er ikke relevant for sygeplejerskestuderende”. Og en repræsentant for gymnasieleverne siger, at “kun de elever, hvis forældre har en akademisk uddannelse, formår at opfylde disse krav”.
Debatten rækker dybt ind i vores forståelse af viden og af vidensamfundet. Hvilken viden er vigtigst – den tavse viden, som er dybt forankret i erfaring, krop og praktisk arbejde, eller den eksplicitte viden, som er formaliseret og struktureret, oftest fremkommet vha. metoder og teori? Og betyder vidensamfundet en fortsat vækst i de gamle videninstitutioners (forskning og uddannelse) monopol på at definere, hvad der er viden?
Jeg tror vi har brug for at se på problemstillingen med nye øjne. Industrisamfundet var jo netop karakteriseret ved en skarp opdeling mellem den teorisk funderede (boglige) viden og den praktiske viden Skellet gennemsyrer samfundet, hvor videninstitutionerne næsten har monopol på viden, og virksomhederne, hvor viden især håndteres i forsknings- og udviklingsafdelinger samt i særlige støtte- og stabsfunktioner. I vidensamfundet sker der gradvis en opløsning af grænserne, således at det bliver sammenhængen mellem teoretisk og praktisk viden, der bliver interessant. Innovation betyder i dag f.eks. samspil mellem teoretisk viden – og praktiske eksperimenter. Og der stilles hele tiden krav om samarbejde mellem forskning og virksomheder. Videndeling er ikke noget, der er forbeholdt de teoretisk skolede. Og vi skal alle sammen lære – i det daglige arbejde – hele livet, læring sker når viden anvendes.
Alle grupper af medarbejdere vil opleve et større fokus på viden – i deres arbejde (og i fritiden). Eksempelvis sygeplejersker og hjemmehjælpere. Det kan virke fremmed i en verden af “varme hænder” – men ikke desto mindre er kravet, at vi ikke kun skal lære af vores egne fejl – men også af andres. Og det kræver arbejde med viden. Det kræver evidensbaseret sygepleje og det kræver mere planlægning og opsamling af resultater/erfaringer i hjemmeplejen.
Tilsvarende vil uddannelse og forskning forhåbentlig i stigende grad blive befrugtet med praktiske erfaringer og lidt større fokus på anvendelse og værdiskabelse. Også her virker kravene fremmede – som utidig indblanding.
I vidensamfundet vil mange medarbejdergrupper opleve større krav til systematisk videnarbejde (akademisering) mens andre vil opleve at blive trukket ned fra videnskabens hellige tinder. Ingen skal vide sig sikker. Vidensamfundet vil få betydning for os alle.
Den tabte viden
23. april 2009 af Calle Gade Lauritzen
I disse år forsvinder tusinder af arbejdspladser fra Danmark. Globaliseringen nedlægger dem i Danmark, og mange af dem oprettes i Kina og Indien. Finanskrisen skubber yderligere til udviklingen, som er uafvendelig. Udviklingen er positiv for Danmark, fordi den tilskynder en skærpet teknologisk udvikling og innovation, som fremmer produktiviteten og udvikler produktionsforholdene.
To konkrete eksempler fra “bevarelsen af det gamle Danmark” fremhæver behovet for, at vi i jublen over udviklingen husker på, at nedlæggelsen af tusinder af arbejdspladser, også er nedlæggelsen af faglig viden. I hovedsagen en håndværksmæssig viden, men i stadig højere grad også viden fra produktionsorienterede akademiske niveauer. En viden der forsvinder fra Danmark, og finder anvendelse i landene der tager over. De vil udvikle videnprocesserne, hvilket er godt, så hele videnstrukturer af arbejdsprocesser efterhånden ikke mere findes i Danmark.
I nedenstående to eksempler skal vi genopfinde gamle håndværk, eller hente viden fra andre dele af Europa eller verden, for at erstatte den mangel på viden der er gået tabt i Danmark.
Roskilde Domkirke. I eksemplet med nyt tag til Roskilde Domkirke, måtte projektet håbe på interesse fra navere fra Tyskland og Schweiz i arbejdet med en ny korsskæring til tagkonstruktionen. Naverne har en viden, som er tabt for danske håndværkere og konstruktører. Naverne har bidraget med relevant erfaring fra Central- og Sydeuropa, hvor gamle traditioner stadig hænger fast i blandt andet landbrugsbyggeriet. Naverne udfører franske låse, tapsamlinger og nagler. Dertil et væld af komplicerede tømmersamlinger.
Møntmestergården fra Borgergade i København er nyopført i Den Gamle By i Århus. I bestræbelserne på at genopføre Møntmestergården, har det været nødvendigt at genopfinde håndværk. Den Gamle Bys håndværkere har undervejs søgt ekspertise i hele Skandinavien, men ofte forgæves. De har derfor selv sat et udviklingsprojekt i gang baseret først og fremmest på studier af de originale bygningsdele og dekorationer. Det har betydet, at mange glemte teknikker nu er blevet opfundet på ny, så alt fremtræder så autentisk som overhovedet muligt. Hvis det originale materiale ikke eksisterede eller er umuligt at afkode, har det været håndværkernes fornemmelse for materialer og restaureringsarkitektens kendskab til stilhistorie, der har været afgørende for de valg, der blev truffet.
Når outsourcing-toget med ekspresfart rykker op i gamle strukturer, og Danmark forandrer sig med en hidtil uset hastighed, er det væsentligt at bygge fremtidens videnopbygning på fortidens videnserfaring. Vi mangler i den overgang etablerede systemer for, hvordan den glidende modernisering af teknologiudviklingen styres bedst muligt. Hvordan etablerer vi i Danmark metoder og modeller for bevarelsen af faglig kunnen? Hvem har ansvaret for, at den gamle viden ikke bliver til tabt viden? Hvordan kan opgaven finansieres? Hvordan skaber vi sikkerhed for, at det giver mening at bevare den viden, så den kan bruges aktivt i etableringen af nye innovationsprocesser, hvor den “gamle” viden bidrager til mere værdiskabende ny viden.
Spørgsmålet er ikke enkelt, for hvad er værdifuld gammel viden, som vi allerede nu kan se, bliver katalysator for skabelsen af ny fremtidig viden. Når spørgsmålet ikke er enkelt, er svaret heller ikke enkelt. Men svaret gemmer sig i forbedrede metoder for videndeling og læringsprocesser, for det er hemmeligheden bag at bygge fremtiden på fortidens viden og klogskab.
Har bibliotekarer X-faktor?
3. april 2009 af Jens Brogaard
Fra første hånds viden ved jeg at nogen har!
Grunden til mit spørgsmål er bibliotekarernes øjensynlige fravær i den digitale debat. Til gengæld får jeg via mit tidligere og nuværende job input fra såkaldte eksterne små-demagoger, der via de sociale medier udgyder deres, som oftest interessante, betragtninger om videndeling, menneskelige interaktioner over Intranettet og nødvendige påstande om udkrængning af privatlivet via Facebook grænsende til det narcissistiske.
Tør bibliotekarerne ikke vise flag eller optræder de pseudonymt i debatten? Unægtelig en skam idet de er uddannet til at “indsamle, registrere, systematisere og formidle viden”. Måske mangler, det som den Østrigske økonom Joseph Schumpeter beskrev som, kreativ destruktion. Ud fra den tanke kræver innovation en ødelæggelse af det eksisterende for at kunne opbygge noget nyt. Er stilheden i bibliotekerne blevet en erhvervsskade? Er bibliotekaruddannelsen bundet af for mange Alexandriske traditioner?
Biblioteket af Alexandria havde til opgave at indsamle alverdens viden. Hvem gør dét i dag? Wikipedia. Hvem var iværksætteren? Jimmey Wales, og nej, han er ikke bibliotekar. Sådan er det for alle nye halvgeniale opfindelser der opstår hver dag på Internettet; der står en ung-kreativ-it-silicon-valley-iværksætter-med-MIT-uddannelse bag. Med andre ord, knold i nakken er afløst af tot i panden.
Min beskedne ambition med dette indlæg er at slå et slag for bibliotekarernes håndværk. Samtidig opfordrer jeg dem til at udfordre det eksisterende. Det er ikke nok, at de “kan flere stillinger” (reklameslogan fra 1999) men de skal også tage stilling til det moderne digitale landskab, tage det til sig, udfordre og deltage. Ærgerligt hvis potentialet ikke udnyttes og de ikke indtager dén mest oplagte stilling som informationsapostel.
Hvad er viden?
20. februar 2009 af Charlotte Winther
Kan jeg blive kvantefysiker ved at læse det fulde pensum i kvantefysik – eller blive verdensmester i golf ved at læse bøger skrevet af Tiger Woods? Svaret på disse lettere tåbelige spørgsmål er selvfølgelig nej. Jeg ville helt sikkert have store vanskeligheder ved at transformere det skrevne til noget praktisk anvendeligt – hvis jeg ellers overhovedet kunne forstå bøgerne. Jeg ville mangle hele den eksperimentelle tilgang – afprøvningen af teorien i praksis. Med mindre jeg var et naturtalent ville jeg få brug for nogen, der kunne sætte informationerne ind i en sammenhæng og give dem mening – en læremester.
Selvom jeg dagligt bliver bombarderet med information kan jeg ikke nødvendigvis bruge det til noget. Uden evnen til at filtrere, sortere og strukturere kommer jeg ikke ret langt. Kun når information sættes ind i den rette sammenhæng kan vi bruge den – og dermed blive klogere. Når information giver mening bliver det til viden, som vi kan agere på.
Nogle prøver at ignorere de moderne medier – andre prøver på at følge med på alle mulige fronter. Begge parter er formodentlig frustrerede. Den vigtigste kompetence i forhold til moderne medier er at bruge dem på måder, der er velegnede i konkrete situationer. Man skal lære at bruge de kanaler, der bedst imødekommer de behov man har.
På arbejdet bruger jeg SharePoint og dets mange kanaler til at holde styr på mine projekter og være opdateret om, hvad der foregår i virksomheden. Jeg læser avis – gerne på nettet – hører radio og ser tv, så jeg kan følge med i stort og småt i verden omkring mig. Jeg går på nettet for at finde supplerende oplysninger. Jeg bruger min mobil til at være i kontakt med min familie, mine venner og mine kolleger. Jeg bruger facebook til at være i virtuel kontakt med venner og bekendte (mine skole- og studiekammerater er fx blevet spredt ud over hele verden). Jeg mødes og er sammen med familie, venner og kolleger for at tale om store og små problemer, vende verdenssituationen og drikke en kop kaffe. Alt i alt bruger jeg forskellige medier til at holde mig opdateret, søge råd og vejledning, få overblik, og – i heldigste fald – opnå indsigt. Og det er vel det, viden handler om?
Man kan se på alle disse måder at kommunikere og tilegne sig information og viden som en konstant udfordring der ødelægger ens hverdag, eller som nye muligheder der kan gøre hverdagen sjovere og rigere på indhold. Det er i bund og grund op til dig selv.
Viden og dokumentation i en krisetid
5. februar 2009 af Tine Weirsøe
Virksomheder og organisationer er i gang med at tilpasse deres omkostninger til en periode med lavkonjunktur og recession og mange skærer ned i medarbejderstaben, lukker og udskyder projekter. Projekter for viden og dokumentation er i skudlinien og det gælder også de tilhørende kompetencer og videnmedarbejdere.
Krisens budskab til alle der arbejder med viden må derfor være, at det er nu, de skal dokumentere deres værdi. Og hvis det ikke er for sent er det sidste udkald for at få nytteværdien synliggjort og dokumenteret i strategierne og på bundlinien.
I Scandinavian Information Audit har vi erfaret, at vores kunder ikke mere taler om Corporate Governance, SOx og EuroSox for det skal der være styr på nu er mange års fokusering på compliance. Derimod hører vi meget om strømligning af videns- og dokumentationsprocesserne og ikke mindst af ESDH-systemerne. Compliance er selvfølgelig en del af det. De bredt definerede ESDH-systemer eller knopskudte portaler, hvor alt ukritisk opsamles og bevares løser hverken dokumentationskravene eller behovet for videndeling. Vores kunder forlanger operationelle og økonomiske løsninger på konkrete problemer.
Vores primære ramme er stadig de internationale standarder for records management i ISO 15489-familien. Vi har for år tilbage introduceret begrebet forretningskritisk dokumentation og viden og vi oplever nu, at mange har taget det til sig. Records management har flyttet sig fra at være forbundet med passiv arkivering til at være holistisk og omfatte hele livscyklus af dokumentation og viden. Og mange virksomheder arbejder i dag efter principperne i ISO 15489. Hvilke virksomheder der klarer sig bedst på lang sigt må tiden vise.
Krisen medfører også noget positivt. Og den positive nyhed er, at omorganiseringer, ændringer af arbejdsgange og systemer møder mindre modstand end normalt. Change management er simpelthen blevet lettere. ”Management by fear” er ikke godt, men hvorfor ikke udnytte situationen til at få strømlinet systemerne og implementeret de politikker og procedurer for records management, der mange steder ligger og venter i skuffen?
Viden skal skabe den nye vækst som på et tidspunkt vil gøre en ende på krisen. Der er derfor behov for at nytænke strategierne og fokusere de langsigtede mål på innovation og de kortsigtede mål på det operationelle. Et budskab til ledelsen er derfor at videnmedarbejdere dårligt kan undværes.
Og til sidst en opfordring til alle videnmedarbejdere om at komme i arbejdstøjet, fokusere på besparelser, nytteværdi, quick-wins og det operationelle. Og til jer, der er blevet ofre for sparekniven, vil jeg sige, at I skal fatte mod for der bliver brug for jer igen.
Fra service til kompetence
21. januar 2009 af Bent Schou
Der er mange grundlæggende fænomener, som møbleres om i disse tider. I hvert fald i mit hovede – men tror jeg også i den faktiske verden. Det er igen vidensamfundet, der spøger. Jeg tror ikke vi har forstået og set alle konsekvenserne endnu.
Vidensamfundet ændrer på forholdet mellem information og viden: Information bliver mere og mere tilgængelig og efterhånden gratis siger bl.a. Larry Prusak på et møde hos VidenDanmark den 23.5. Det vi skal leve af fremover er ikke information – men viden. Viden bliver tilsvarende dyrere. Virksomheders evne til at udvikle og rafinere viden bliver en nøglekompetence.
Andre har suppleret med historier om, hvordan man for få år siden kunne tjene penge på at sælge information til virksomheder (f.eks. juridisk information) – i dag er denne information efterhånden alment tilgængelig, og der må satses på en værdiforøgelse af informationen: Noget i retning af viden – eller kompetence.
Tilsvarende er det interessant at se, hvordan bibliotekerne og bibliotekarerne kæmper for at finde deres plads i vidensamfundet. Vi er vel enige om, at bibliotekets dage er talte – som central for informationslagring og -søgning (måske ikke som kulturelt samlingspunkt). Selv om servicen på biblioteket oftest er gratis – vælger de fleste af os selv at finde den information, vi har brug for.
I denne proces ændrer bibliotekernes og bibliotekarernes rolle sig. Bibliotekarer kan jo noget af det, som vi alle skal blive meget bedre til i vidensamfundet – nemlig at omdanne information til viden. Når vi søger i den alt for rigelige information på internettet, er det en udfordring i sig selv at prioritere, vælge og vælge fra, at skelne skidt fra kanel, at kombinere måske uforenelige begreber eller synsvinkler mm. Denne informationskompetence bliver en nøglekompetence i fremtidens vidensamfund. Den skal vi alle beherske for at kunne være med.
Den vigtige forskel på såkaldte akademikere og alle andre er, at akademikere med en længere eller lang videregående uddannelse har fået tilført en slags informationskompetence. Og det sker når man lærer om videnskabsteori, metode, kildekritik med meget mere. Nok lyder det lidt højpandet – men grundlæggende handler det om at omdanne information til viden, og det bliver i stigende grad relevant i de fleste jobfunktioner.
Og det starter jo – som alt andet – i vores grundskole. Informationskompetencerne skal ind i skolerne – ind i undervisningen. De klassiske undervisningskompetencer, som skolelærerne har haft en slags monopol på, må udvides og suppleres med informationskompetencer. En stor del af den moderne undervisning vil (udover basal færdighedstræning) jo foregå ved, at eleverne får stillet en opgave, at de herefter med vejledning søger information og efterfølgende vurderes på, om informationen er omdannet til viden (med den rette relevans, kvalitet osv.).
I denne proces forekommer bibliotekarernes kompetencer både anvendelige og nødvendige. Og for os alle betyder det et skift fra informationsservice til informationskompetence.
Ikke-viden og innovation
20. juni 2008 af Bent Schou
VidenDanmark har de sidste 4 uger (23.5. - 19.6.) stillet spørgsmålet om, hvordan vi ser sammenhængen mellem innovation og viden i jeres virksomhed? Spørgsmålet gik på, om viden er udgangspunktet for innovation og ny viden. Eller om det kan være bedre at gå til såkaldt ikke-viden.
20 læsere har svaret med følgende svarfordeling:
-
Hos os trives innovationen bedst, når vi ser bort fra eksisterende viden (10%)
-
Vores viden er udgangspunkt for alle innovationsaktiviteterne (40%)
-
Innovation og vores viden er to sider af samme sag. (50%)
Stort set alle mener altså, som forventet, at den eksisterende viden er grundlaget for innovationen.
Spørgsmålet var inspireret af et oplæg af Anne Skare Nielsen (Future Navigator), hvor hun pointerede betydningen af ikke-viden, og selv om de fleste kan blive enige om, at vi bygger videre på eksisterende viden, når vi udvikler nye ideer, produkter mv. er det alligevel vigtigt at give fænomenet ikke-viden en chance.
Pointen er jo, at vi ikke kender det nye, at vi netop ikke kan se mulighederne, fordi vi er blokeret af vores aktuelle viden, om hvordan man gør og hvad der kan lade sig gøre.
Spørgsmålet kan vel også reformuleres til, hvor vi får de spændende ideer fra?
Leder vi altid i eksisterende kilder, hos de samme kolleger eller samarbejdspartnere, så er sandsynligheden for at få nye ideer vel tilsvarende begrænsede.
Går vi derimod på opdagelse hos kolleger, vi ikke plejer at tale med, i litteratur som vi ikke umiddelbart finder relevant og til seminarer/konferencer, som ikke passer ind i vores daglige arbejdsopgaver, så er chancen for at få nye indfaldsvinkler nok også større.
Med andre ord, opsøger vi det vi ikke lige ved noget om – udfordrer vi vores ikke-viden, er der en god chance for, at vores viden bliver større. Det lyder jo banalt – men sammenlignet med vores egen daglige praksis – kan det for de fleste af os nok være yderst provokerende.
Videndeling og kunsten at koge majskolber
30. maj 2008 af Lars Pedersen
Som opfølgning på sidste uges møde i videndanmark, hvor Larry Prusak’s udsagn om at “The Value of information goes down while the value of non-information goes up” ville jeg lige dele min oplevelser i forbindelse med at finde information / viden på Internet.
Jeg skulle koge majskolber til en flok af mine bekendte, og det er selvfølgelig vigtigt at majskolbernes får præcis den tid, som de skal have for at være både bløde og gennemkogte. Ringe til de madkyndige efter hjælp? Det er for langsomt. Måske synes de også, at det er lidt hjælpeløst, at man ikke kan koge en majskolbe
På Google med søgestrengen”majskolber minutter” hvor jeg på www.kandu.dk (som er et brugerdrevet community) finder følgende indlæg på spørgsmålet “hvor lang tid skal majskolber koge..??” med følgende svar (uddrag):
“5 min på hver side”
“Nå så i alt da”
“kun et par minutter til de skifter farve – uhm men koldt smør og salt”
“nej nej 20 minutter”
“Prøv dig evt frem men 20 er sku 15 for meget
“jeg har hørt at de skal min. havde 1 time jeg giver dem ca. en ½time eller til de er mørke gule ps. er den godt vejr kommer de på grillen bagefter”
“Majs skal dampes til de er møre, hvad ellers!”
“Næh, nej. Majs skal dumpes ned i kogende vand og når vandet igen koger skal de have præcis 7 min!
Hvis du ikke kan klare det præcist, skal de koge videre – omkring 20 min. i alt. Men de bliver allerbedst ved de 7 min!!”
“Man kan også grille dem uden at forkoge.
De er færdige, når de har fået en god gylden farve – skal have lige så længe som en oksebøf.
Vedr. kogning, holder jeg med wibbi – dumpes i kogende vand, derefter 7 min.”
“Du kommer majsen i kogende vand ,man kan enten servere dem sprøde:så skal man koge dem 7-8 min. Hvis man vil have dem møre skal man koge dem 12-15 min. begge metoder er gode, alt efter temperament. “
… og mange flere
Så undrede det mig at der var så mange der havde en mening og holdning til dette emne indtil at jeg kom til at læse omkring pointsystemet på Kandu.dk.
Nu tog jeg så bare et gennemsnit af alle fundne resulater. De fik 7 minutter i kogende vand og blev helt fine!
Dette eksempel viser mange problemer i forhold til informations/videndeling ikke bare på internet/i sociale netværk og internt i virksomhederne (i dette tilfælde om “kogetid på majskolber”):
- Hvis man spørger om een ting, kan man få svar på noget andet
- Det er ikke til at vide, hvem der har den reelle erfaring
- Ud fra de forskellige svar er der helt klart nogle af personerne som svarer, som er katastrofalt uvidende
- Incitamentstrukturen i dette sociale netværk gør at alle vil svare uanset hvor uvidende de er og et “forkert” svar kan først konstateres når majskolberne er serveret – eller med andre ord efter at katastrofen er indtruffet
- Måske er konteksten til spørgsmålet (“hvor lang tid skal majskolber koge..??”) ikke klart nok. Skal de på grillen bagefter eller …?
- Måske er mit oprindelige spørgsmål (oversat til søgestrengen) ikke præcis nok?
- Gider jeg belønne et evt. rigtigt svar med en kvittering, der sikrer at det rigtige svar bliver synligt for andre brugere? Næppe!
- Har jeg fat i de rigtige “eksperter”, er jeg på det rigtige site eller skulle jeg hellere søge videre – hvor lang tid skal jeg bruge på svar på dette enkle spørgsmål omkring kogetid på majskolber?
Lessons learned:
Det er vigtigt at vide,
- hvem der er eksperter og hvem som blot er tågehorn uden erfaring
- Hvad er baggrunden for svaret
- Hvad er baggrunden for spørgsmålet
- Hvad er incitamentet?
Overvej at droppe forfængeligheden og “ring til en ven” (du har forhåbentlig mange livliner)
Posts
Nye kommentarer