Ledelse af kompleksitet
- fra content management
til context management
18. september 2008 af Anne Hodal
I Wemind baserer vi vores tilgang til videnledelse på en antagelse om, at avanceret teknologi, globalisering, kulturelle og markedsrelaterede forandringer mm. gør, at verden i stigende grad bliver kompleks at navigere i. Og det er vel noget, de fleste af os kan nikke genkendende til?
Modsat træffes langt de fleste ledelsesmæssige beslutninger ud fra en forudsætning om, at verden enten er simpel (årsag og virkning er åbenlys) eller kompliceret (med eksperthjælp kan årsag og virkning belyses). Man tror, at det bare handler om at designe et smart nok system, for at kunne omsætte selv komplekse sammenhænge til forståelige enheder vi kan styre og kontrollere. Vi kalder denne form for ledelse for content management.
Virkeligheden er dog, at man ofte vil opleve, at best practice i går, ikke er best practice idag. At alting ændrer sig med så stor hastighed og på baggrund af så mange faktorer, at vi ikke har en chance for at forudsige, hvad der sker. Resultatet er, at der sker fejl, fordi kompleksiteten i en situation undervurderes. For at undgå disse fejl, er det nødvendigt at ændre det mindset, der ligger til grund for den traditionelle ledelse. At acceptere, at tingene – ofte – er irrationelle og uforudsigelige, og derfor kun rigtig kan forstås i retrospekt.
Det handler derfor, i langt højere grad, om, at øge kommunikationen og interaktionen for at få et så fintmasket net af informationer, at de tilsammen kan danne mønstre, som vi kan forsøge at navigere efter. Store forkromede ‘fail-safe’ systemer findes ikke længere. Når de fejler (og det sker) er det til gengæld en katastrofe. De stærkeste systemer er i stedet dem, der er designet ud far en tanke om ‘safe-fail’ – hvor mindre fejl, der ikke vælter læsset accepteres og bruges til at blive klogere af. Beta-tanken er netop et eksempel herpå.
Når vi argumenterer for styrken i fx de sociale medier, er det netop dette tankesæt, der ligger til grund herfor: ved at øge antallet af relationer og interaktioner, vil vi i langt højere grad kunne opnå en føling med det, der sker omkring os, og i tide opdage de svage signaler, der gør os i stand til at ride en bølge af, inden den bliver til en stormflod. Det er det, vi kalder context management.
Anne Hodal er projektleder i Wemind
Når den dybe tallerken er god nok
3. august 2006 af Bent Schou
Hen over sommeren har aviserne skrevet om myndighedernes fejlslagne forsøg på at genoprette miljøet i vore søer ved at udsætte gedde-yngel. Det lyder jo smart, at man på denne måde lader naturen selv sørge for genopretningen.
Desværre viser det sig, at forsøget er slået fejl. De stakkels små gedder går til, og miljøet bliver derfor ikke bedre.
Men selv om et forsøg slår fejl, er der vel ingen grund til at underkende den viden, som er opbygget. Jeg husker historien om, hvordan Edison måtte afprøve 60.000 forskellige materialer, før han fandt det rigtige. Han begik målrettet fejl og opbyggede dermed viden.
Problemet med gedderne og søerne er, at der allerede fandtes viden på området, som dokumenterede, at det ikke virkede. Og alligevel går man i gang, bruger millioner af offentlige kroner på at gennemføre forsøg.
I dag forsvarer embedsmændene/forskerne sig med, at der var forskellige omstændigheder, at der var usikkerheder omkring den eksisterende viden, som retfærdiggjorde nye eksperimenter.
Alligevel sidder man tilbage med en dårlig fornemmelse. Det kan måske undskyldes, at vi almindelige mennesker gerne vil opfinde den dybe tallerken igen og igen – også når det betyder, at vi begår de samme fejl igen og igen. Men hvad er det, der får trænede forskere og analytikere til at begå sådanne elementære fejl i forhold til at undersøge eksisterende viden og lære af andres fejl?
Måske skulle man kigge universitetet og højere læreanstalter efter i sømmene – måske er det her problemet starter. Måske er det her man glemmer den fundamentale ydmyghed, som er nødvendig når vi skal lære af andre og bruge andres viden.
Posts
Nye kommentarer