Læring flytter ud!
1. december 2011 af Bent Schou
Sjov overskrift – på et seminar. I øvrigt inspireret af at min datter flyttede hjemmefra efter sommerferien.
For hvordan kan læring flytte ud? – kunne man lidt krakilsk spørge. Læring har altid foregået og vil jo altid finde sted i vores hoveder og krop. Selvfølgelig.
Pointen med VidenDanmarks seminar den 24.11. med titlen Læring flytter ud er jo også en anden, nemlig at læring flytter ud af klasse-/kursuslokalet. Det er ikke mere nødvendigt at være samlet fysisk i et lokale, for at der kan foregå læring. Nogen vil nok påstå (med rette) at læring altid har været social og praksisorienteret, at de teoretiske øvelser i klasseværelset er en fattig form for læringsmiljø. Ja! Men vi har nok ikke rigtig taget det alvorligt, som det i stigende grad bliver nødvendigt og muligt nu – med de nye digitale teknologier.
Seminaret præsenterede en række både spændende og overbevisende eksempler på, hvordan “læring flytter ud”. Lisbet Pals Svendsen fortalte om, hvordan man anvender et samarbejds- og videndelingsværktøj (Podio) i undervisningen på CBS. Lisbet talte om “et skift fra læring i fysiske miljøer til læring i personaliserede, virtuelle, globale netværk”. Og lagde vægt på, hvordan rollerne både som underviser og studerende ændres markant. Det bedste er vel, at man på CBS oplever (og kan dokumentere), at de studerende både lærer mere af det de skal – og at de lærer helt nye kompetencer ift. samarbejde og videndeling.
Hjerteforeningen fortalte om, hvordan man håber på at brug af læringsspil kan øge målopfyldelsen i deres kampagne for mindskelse af dødsfald ved hjertestop. Det er svært at nå målgruppen, der kan hjælpe, når mennesker oplever hjertestop. Derfor har man valgt at supplere de traditionelle kurser – dels med en applikation på Facebook: Hjertestop – dels med et egentligt Hjertespil (udviklet af Serious Games Interactive), som desværre så nyt, at vi ikke kan prøve det. Derfor kan effekten heller ikke måles endnu.
Peter Svarre (petersvarre.dk) og Kristian Rude (Effective Learning) satte fokus på, hvad de sociale medier kan – og ikke kan – i en læringssammenhæng. Det store spørgsmål er, om involvering gør læringen mere effektiv. De fleste af os ville nok intuitivt svare ja til dette spørgsmål: Selvfølgelig lærer vi bedst, når vi bliver involveret. Men pointen er, at der findes masser af viden om produkter, metoder mm. hvor involvering er helt unødvendig og ikke tilfører øget læringseffektivitet. Godt med lidt modvægt til al den hype, der opstår, når engagerede mennesker er samlet.
Når vi alle (eller ca. 3 mill af os) er på Facebook, hvorfor så ikke også gøre dette til en læringsplatform. Det har Bøvlbefrierne gjort med deres koncept for bl.a. undervisning via Facebook. Fordelene er mange, bl.a. at der kan stilles spørgsmål, etableres netværk og dialog mellem deltagerne. Jannie Ilum Gade gav mange eksempler på, hvordan Facebook med fordel kan bruges til undervisning og kommunikation. Deltagerne ved seminaret prøvede selv en coaching-session – via Facebook – med Katrine Schumann i Aalborg.
Det ser ud til, at en af Danmarks førende virtuelle undervisningsinstitutioner er International Business College i Kolding. Her er også den almindelige klasseundervisning stærkt understøttet af virtuel læringsteknologi – bl.a. webinarer og brug af Ipads. IBC har ændret grundfilosofien, idet man i dag forærer masser af kurser væk på nettet – f.eks. det kommende webinar (gratis) om virtuel læring, som gennemføres den 23. januar 2012. At strategien er succesfuld vidner IBC’s generelle fremgang om.
Der er altså mange spændende og konkrete eksempler på, at læring flytter ud. Og perspektivet rækker endnu videre. Når læring flytter ud – sker der vel også et skift i “kontrollen” over læring:
- Læring bliver efterhånden noget, som vi selv bliver i stand til at styre, i modsætning til tidligere, hvor eksperter, undervisere, HR-afdelingen eller kompetenceudviklingsstrategien.
- Læring bliver til via vores netværk, som vi bruger til at afsøge og finde relevante læringsressourcer.
- Læring bliver mere situationsbetinget – “on demand”. Vi kommer til at sætte fokus på performance og resultater. Læring bliver blot et vigtigt redskab som altid er tilgængeligt.
Som det kendte slogan: “Information wants to be free”, kunne man tilføje: Learning wants to be free.
Men der er nok lang vej igen. Seminaret om Læring flytter ud tiltrak i hvert fald først og fremmest lærings-leverandørerne (uddannelsesinstitutioner og -firmaer), hvorimod de mange HR-folk, som vil opleve konsekvenserne og skal leve med de nye vilkår og muligheder, stadig ikke har synderligt fokus på dette.
It for læringens eller synets skyld?
17. november 2011 af Niels Jakob Pasgaard
Indenfor de seneste år er der postet anseelige beløb i indkøb af it-udstyr og udvikling af elektronisk læringsmateriale til de danske folkeskoler. Forlagene står på nakken af hinanden for at udvikle i-bøger og e-bøger, der er blevet indkøbt mange hundrede Interaktive Whiteboards, og senest har man hørt om kommuner, hvor hver eneste elev og lærer er blevet tildelt en iPad på skatteborgernes regning. Det er dejligt, at skolens it-udstyr er blevet et økonomisk indsatsområde, men hvis vi tror, at indkøb af udstyr og materialer alene kan løfte undervisningen op på et andet niveau, tager vi meget fejl.
Kigger man ind i et undervisningslokale, vil det første man får øje på mange steder være det interaktive whiteboard. Flot ser det ud, når det hænger dér på endevæggen ved siden af den gamle grønne tavle. Og eleverne er mange steder ualmindeligt rolige, når de de første par gange imponerede følger med i lærerens brug af tavlen. Der er bare det problem, at en stor del af eleverne langsomt lulles i søvn, når de tilbagelænede opgiver at følge med i lærerens evne til at tegne og fortælle. De kan så trøste sig med, at de får lærerens noter serveret, når undervisningen er overstået – men fører det til læring?
På samme måde som det mange steder er gået med de interaktive whiteboards, vil det højst sandsynligt gå med iPads i undervisningen; de vil se flotte ud, når hver eneste elev sidder med én, og lærerne vil opleve en ro, som de ikke har oplevet siden de første gang anvendte det interaktive whiteboard. Til gengæld vil eleverne primært bruge undervisningstiden på spil og på at kommunikere med kammeraterne over nettet – og fører det til læring?
Nu er der jo ikke noget galt i at købe nyt udstyr til skolerne. I mange tilfælde er det en nødvendighed at udskifte det gamle, og der ligger masser af pædagogiske muligheder i både interaktive whiteboards, iPads og mange andre teknologier. Problemet er, at indkøbet af teknologi mange steder ikke bliver fulgt op af en tilstrækkelig efteruddannelse. Det er ikke nok, at lærerne får et hurtigt kursus i de mest basale funktioner ved det interaktive whiteboard, eller at de får mulighed for at øve sig på iPad’en et par uger før eleverne får udleveret én. Lærerne skal, for at de kan udnytte teknologien på bedst mulig vis, vide hvad det gør ved didaktikken, når man inddrager it-værktøjer i undervisningen. Hvad betyder det fx for lærer-elev forholdet når tavlen pludselig, i form af en iPad, er rykket ud til hver enkelt elev? Og hvad betyder det, at det er eleven der styrer indholdet på den? Hvordan udnytter man muligheden for interaktion på den interaktive tavle, så også eleverne aktiveres? Og hvilke materialer er det oplagt at anvende på et interaktivt whiteboard?
EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) har i deres 9 fakta om it i undervisningen påpeget, at it mange steder kun anvendes som et supplement i undervisningen, og at it-pædagogikken halter, på trods af at lærerne er eksperter i pædagogik og didaktik. Lærerne er eksperter i at udvælge materialer som bøger og artikler forud for undervisningen, de er eksperter i at vælge metoder og gennemføre undervisningen, og de er eksperter i at evaluere deres valg løbende i undervisningen. Det underviserne til gengæld ikke nødvendigvis er eksperter i, er at nytænke didaktikken fra bunden i forbindelse med inddragelsen af it. Og det kan være nødvendigt, når it gøres til selve grundlaget for undervisningen, som det fx er tilfældet med iPads og interaktive whiteboards. Både organiseringen af undervisningen, lærer- og elevrollerne, materialeformen, kommunikationsformen og samarbejdsformen kan ændre sig markant, når it inddrages på denne måde.
I mange tilfælde vender it-værktøjerne op og ned på klasseværelset, og lærerne har brug for værktøjer og efteruddannelse, som kan hjælpe dem med at strukturere deres e-didaktiske overvejelser, ligesom de har brug for et sprog for, hvad inddragelsen af it som grundlag for undervisningen betyder for samværet og aktiviteterne i klasselokalet.
Hvis lærerne gennem efteruddannelse lærer at anvende værktøjer som f.eks. Den e-Didaktiske Overvejelsesmodel, som kan støtte dem i deres didaktiske overvejelser, vil it kunne give undervisningen et reelt pædagogisk løft, og bidrage til en differentieret aktivering af eleverne – hvilket er en forudsætning for deres individuelle og fælles læring. Gøres it til grundlaget for undervisningen uden lærernes forudgående pædagogiske og didaktisk refleksion, kan man være ret sikker på, at det ikke fører til bedre læring – det ser højst flot ud.
Innovation i gymnasiet
9. november 2011 af Calle Gade Lauritzen
Gymnasierne i Region Hovedstaden igangsatte i efterårssemestret 2009 projekt Innovationskraft og entreprenørskab. Projektet slutter marts 2012. I en evalueringsrapport nr. 1 – august 2010, udgivet januar 2011 i Gymnasiepædagogik af Torben Spanget Christensen, Peter Hobel og Michael Paulsen fra SDU, håber forfatterne at rapporten kan inspirere andre gymnasier til at interessere sig for innovation. Hvor udbredt det er i Danmark, har det ikke umiddelbart været muligt at finde fakta om.
I udgangspunktet er det interessant, at ungdomsuddannelser tilbyder undervisning i innovation og med pædagogiske metoder forsøger at stimulere nysgerrigheden overfor nytænkning og udvikling. Det er sammenfaldende med et behov politikere efterspørger, og rammer mange virksomheders anbefaling af, hvordan vi skal blive et mere konkurrencedygtigt samfund i en videnbaseret økonomi i en global verden.
Målet med initiativet på gymnasierne i hovedstadsregionen er, at skabe et undervisningsmiljø, der fremmer udviklingen af kompetencer knyttet til innovation og entreprenørskab hos eleverne. Innovationsprojektet begrundes med, at erhvervslivet og det videregående uddannelsessystem har behov for innovative og entreprenørielle aktører.
Initiativet er også strategien for, hvordan gymnasierne i Region Hovedstaden, ved studieforberedende uddannelser kan honorere arbejdsmarkedet og erhvervslivets efterspørgsel efter idéskabende medarbejdere, der kan indgå i innovationsprocesser og skabe merværdi. Det giver mening!
Når vi i hele værdikæden gennem opdragelse, dannelse og tilegnelse af kvalifikationer naturligt placerer innovation og entreprenørskab centralt, så er der begrundet håb om, at næste generation mere er på linje med den øvrige verden. Vi skal blot ikke glemme, at når vi forsøger at udvikle kreative, fornuftige og selvstændigt tænkende individer i uddannelsessystemet, skal de mødes af en pamflet af forskellige tilbud, som alle skal påvirke dem positivt i retning af at blive hele mennesker, som netop blive innovative, fordi de har et meget nuanceret syn på såvel det humanistiske, naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige område.
I målsætningen for initiativet hedder det endvidere, at det strategiske mål med uddannelse er, at eleverne skal tilegne sig de kompetencer, der kan gøre dem til merværdiskabende medarbejdere eller arbejdsgivere – hvor elevernes opmærksomhed skal rettes mod dét, at skabe en egen virksomhed som karrierevej.
Målsætningerne præciseres ved at understrege, at projektets ambition er, at styrke de fire vækstkilder iværksætteri, innovation, menneskelige ressourcer og informations- og kommunikationsteknologi. Når det lykkes, påpeger man, vil man have skabt verdens bedste uddannelse og have gjort København til “Nordeuropas mest attraktive metropol at bo, uddanne sig, arbejde, drive virksomhed i og besøge” – store ord. Men en efterstræbelsesværdig ambition, der sætter nye standarder for, hvor konkret vi kan gøre innovation i vores uddannelsessystem.
Inspirerende uger i vidensamfundet
6. oktober 2011 af Bent Schou
Som repræsentant for VidenDanmark har jeg haft fornøjelsen af at deltage i tre arrangementer den sidste uge: DEFF’s seminar om Uddannelse til fremtiden, Social Business Learning konferencen om HR og sociale medier samt Force Technologys seminar om involvering af brugerne. Alle tre arrangementer, der på forskellig måde sætter vidensamfundets spændende muligheder og udfordringer på dagsordenen.
Ved DEFF’s konference om Uddannelse til fremtiden var fokus på videnproduktionens ændrede vilkår – nye kompetencebehov – og selvfølgelig på samarbejde mellem biblioteksfunktion og undervisere. Spændende oplæg fra Henrik Dahl og tre spændende gæster fra USA. Diskussionen vendte igen og igen tilbage til vores udfordringer i forhold til at håndtere de store mængder af information og viden. I USA er man holdt op med at tale om information literacy – og bruger i stedet begreberne information management – eller personal knowledge management. Underviserens rolle ændrer sig også markant, når al information (viden) er til rådighed for eleverne. Skal underviseren blive en slags mentor?. Og hvad sker lige nu, hvor de sociale medier ser ud til at få stigende betydning for vores stadige søgning efter information og viden. Er det godt nok, når mange har åbnet eller “synes om” et dokument eller en video ?? Konklusionen er vel, at vi altid vil have behov for at være informations-kritiske – og her vil bibliotekarer (deres kompetence) kunne have en vigtig rolle at spille.
Ved Social Business Learning’s konference om HR og sociale medier var hovedattraktionen Jane Hart fra England (C4LPT), men jeg vil først lige nævne, hvordan Ole Bach Andersen (Newsperience) overrumplede de fleste (tror jeg). Da Ole første gang – for nogle år siden – stiftede bekendtskab med Twitter, synes han det var det mest tåbelige koncept nogensinde. I dag er han overbevist om, at det er det mest magtfulde læringsredskab til dato!! Personligt fik jeg her en såkaldt aha-oplevelse. Det samme var også Jane Harts mening, idet hun understregede, at adgang til viden og læring i fremtiden i høj grad vil bygge på netværksrelationer baseret på tillid. Det kommer til at handle om “how to work smarter” – og her bliver f.eks. “Learning on demand” – her og nu – helt centralt. I parantes skal det nævnes for de af jer, der ikke kender Jane Hart, at hun er en internationalt anerkendt læringsekspert.
Jane Hart citerede en professor (jeg har glemt navnet) for at sige, “There is no such thing as information overload – just filter failure”. Interessant point – som understreger behovet for at vi bliver bedre til personal information/knowledge management. I øvrigt googlede jeg lige citatet, for evt. at finde professoren. Men fandt i stedet et tweet. Men det er vel ikke en acceptabel kilde 
Den 5. oktober afholdt Force Technology så seminar om “Brug bare brugerne – og skab brugbare produkter“. Et af seminarets hovedbudskaber var, hvor meget potentiale, der ligger i at involvere brugerne i udvikling og udformning af produkter. Og med de muligheder, som de sociale medier giver virksomheder for at få kontakt til kunder og brugere – er vejen banet for egentlig Co-creation. Men en anden vigtig pointe peger lidt en anden vej: Det handler ikke om, hvad brugerne mener – men om deres adfærd. Ofte siger brugerne eet – mens de gør noget ganske andet. Eksemplerne var mange. Hvilket så bliver en vigtig grund til, at der er behov for professionel bistand og observation, når man vil involvere brugerne – f.eks. i design af produkter og services.
Jeg er stærkt i tvivl om dette? Er det virkelig nødvendigt at hyre en flok etnologer, antropologer og psykologer for at sikre et velfungerende samarbejde med kunder og brugere om f.eks. produktudvikling. Er det kun nødvendigt i forhold til “svage” brugergrupper? Eller findes der gode eksempler på åbent samarbejde, hvor dialogen mellem virksomhed og brugere uden mellemkomst af fagfolk skaber markante resultater?
Kom gerne med dine synspunkter og eksempler.
Er forskning og uddannelse virkelig løsningen?
24. maj 2011 af Steen Thomsen
Det er blevet et mantra, at vejen ud af den danske produktivitetsfælde er øgede investeringer i forskning og uddannelse.
Men vi investerer allerede over 170 milliarder kroner – eller ca. 10 pct. af vores nationalprodukt på de to områder. Så hvis investeringerne skal vokse væsentligt i de kommende år, bliver vi nødt til at se lidt mere på, hvad vi får for pengene.
Hvad angår forskning, gælder det samme som i reklame: mindst halvdelen af pengene er spildt, man ved bare ikke hvilken halvdel.
Spildprocenten er formentlig særlig stor inden for politiske modeprojekter på områder, hvor der ikke er tilstrækkeligt med kvalificerede forskere, eller hvor projekterne er øremærket til bestemte miljøer.
De penge, der gør mest nytte, er småpenge til en rejse, en assistent eller til et bestemt forsøg.
Men både politikere og andre bevillingsgivere har forelsket sig i store projekter. De giver presseomtale og er nemmere for giverne at administrere.
Gode forskningsmiljøer vokser frem over årtier, ikke på en valgperiode. Forskningspolitikken er på fejlkurs.
Det er heller ikke al uddannelse, der bidrager positivt til samfundsudviklingen.
Arbejdskraft på skolebænken er ikke tilgængelig på arbejdsmarkedet. Mange fejluddanner sig og bliver i praksis mindre kvalificerede til et job. I nogle tilfælde er uddannelserne med til at befæste monopoler og faggrænser, der holder andre ude og dermed hæmmer den økonomiske vækst.
Hertil kommer, at en del af de svageste unge har svært ved at tage boglig uddannelse til sig og derfor ender som tabere, fordi der ikke er andre tilbud til dem. Der må være forskel på uddannelse og opbevaring.
Ukvalificeret forskning
Man kommer heller ikke uden om kvalitetsdiskussionen. Både forskning og uddannelse er uinteressant, hvis den er ukvalificeret.
Lønudviklingen indebærer, at det er vanskeligt at tiltrække og fastholde de nødvendige kompetencer i uddannelsessystemet.
Det er langt bedre at have nogle færre forskere eller undervisere og give dem noget mere i løn, så man kan tiltrække de rigtige. En enkel løsning er at slå nogle højtlønnede stillinger op med særligt høje krav – og lade konkurrencen klare resten.
Uden at sige et ondt ord om nanoteknologi eller atomfysik er der også grund til at bruge nogle flere penge på erhvervsforskning. Spidskompetencer inden for marketing, finansiering, økonomi og ledelse er alt for centrale til at blive systematisk forbigået, når der skal uddeles nye midler. Langt størstedelen af vores nationalprodukt og beskæftigelse ligger ikke i højteknologi, men i serviceerhvervene, og selv i produktionsvirksomhederne er det ikke i produktionen, at de nye danske job skabes.
Det, der er brug for, er altså intelligente, langsigtede investeringer, ikke udgiftsstigninger. Ja, vi skal formentlig bruge flere penge på forskning og uddannelse fremover.
Men Danmark er langt fra det eneste land, der har set lyset og satser på forskning og uddannelse. Det er faktisk en global tendens, som også Kina og Indien er helt med på.
Så det er ikke nogen badebillet at investere i forskning og uddannelse. Vores konkurrenceevne kommer til at hvile på, hvor dygtigt vi bruger pengene – ikke på, hvor mange vi bruger.
Det informationsvidenskabelige Akademi – IVA
23. juni 2010 af Calle Gade Lauritzen
Danmarks Biblioteksskole (DB) har fået nyt navn, og hedder fra 1. juni Det informationsvidenskabelige Akademi (IVA). Samtidig får uddannelsen også et nyt navn. På IVA læser man nu Informationsvidenskab og kulturformidling til bachelor- eller kandidatniveau.
En lang transformation fra en skyggetilværelse med knude i nakken som mest prægnante siluet , og en nærved metamorfose fra administrator af støvede gamle bøger til globaliseret videnskonsulent – en næsten mytisk drøm er gået i opfyldelse med navneændringen fra Danmarks Biblioteksskole (DB) til Det informationsvidenskabelige Akademi – IVA. Man fristes stadig til skrive førstnævnte i ophøjet form som Bibliotheca, for at understrege at et fag nu for alvor bevæger sig fra én tid til en anden.
Danmarks Biblioteksskole har i årtier haft sit navn til debat, og endelig har en kulturminister givet sin tilladelse til at ændre navnet, så den fremover kan kalde sig Det informationsvidenskabelige Akademi, som er et navn der associerer sig betydeligt bedre mod de erhvervsmuligheder de udklækkede kandidater efterfølgende kan orientere sig mod.
Det er interessant at dyrke betydningen af akademi i den sammenhæng. Et akademi er enten en højere læreanstalt, som er en uddannelsesinstitution for grene som videnskab, sport, kunst, filosofi og teologi – eller et selskab med et begrænset medlemstal, der har til formål at fremme kunst, kultur eller videnskab. Ofte er medlemmerne specielt udvalgt af de andre medlemmer eller af bestyrelsen.
Det er jo en sjov sammensætning af navnebetydningen for en videregående uddannelsesinstitution, fordi den både er spot on med ord som videnskab, kunst og filosofi, og med åbne arme inviterer de stolte studenter indenfor for at uddanne sig til spændende job på fremtidens arbejdsmarked, men også fordi det nye ord akademi signalerer, at vi nu bevæger os ind i en lukket klub – en loge. Hvor kun de udvalgte få har adgang, efter godkendelse fra øverste niveau. Det er lige før vi bevæger os over i Dan Browns katolske univers.
Selvfølgelig er navnet velvalgt, og har været igennem adskillige udvælgelseskriterier, før det har fundet sin endelige form. Navneændringen fører også til lanceringen af et nyt logo til Det informationsvidenskabelige Akademi – IVA. Vi byder det nye navn velkommen, og ønsker Det informationsvidenskabelige Akademi held og lykke med at tiltrække studerende, føre dem igennem uddannelserne og fodre erhvervslivet med dygtige kandidater.
Hvordan begrunder du dine netværksaktiviteter?
21. januar 2010 af Bent Schou
VidenDanmark spurgte perioden fra 18.12.2009 til 22.1.2010 på hjemmesiden om, hvordan man begrunder sine netværksaktiviteter. Baggrunden er VidenDanmarks egne erfaringer med netværksarbejde. Hvordan kan man argumentere over for chef og kolleger, at man bruger tid (og penge) på netværk. Ofte bliver netværksmøder prioriteret rimeligt lavt – i forhold til øvrige aktiviteter på jobbet.
De 41 der har svaret på spørgsmålet fordeler sig således:
-
Netværk kan sammenlignes med relevant efteruddannelse (39%)
-
Jeg henter nyttig, jobrelevant viden i mit netværk (15%)
-
Netværk giver mig gode kontakter, som jeg kan bruge i mit arbejde (29%)
-
Eksterne netværk giver os ideer og nytænkning udefra (15%)
-
Netværk er især til min egen fordel (2%)
Det er rart at se, at mange eller flest opfatter netværk som en slags efteruddannelse. Dette stemmer fint overens med, hvad vi mener i VidenDanmark. Vi er også glade for at næsten 30% synes det giver gode kontakter, som kan bruges i arbejdet.
Alt i alt meget positivt – synes du ikke?
Vi gør grin med de
internationale studerende
3. september 2009 af Stina Vrang Elias
Danmark får flere og flere internationale studerende – og de fleste af dem vil gerne blive i Danmark. Desværre er der færre og færre, der bliver. Det har vi i FBE – Forum for Business Education netop dokumenteret i en ny rapport.
Der er flere grunde til, at de internationale studerende rejser hjem. Nogle kan vi ikke umiddelbart gøre så meget ved, andre kan vi rimeligt let ændre. Nedenfor vil jeg se på to af de væsentligste grunde.
For det første har de fleste virksomheder desværre ikke endnu fået øjnene op for den ressource, som de internationale studerende udgør. Derfor skal vi fortsat gøre opmærksom på de særlige kompetencer, som internationale studerende kan tilbyde.
Uddannelsesinstitutionerne er en central medspiller i den sammenhæng. De kender de studerende, deres uddannelser og særlige kompetencer. Uddannelsesinstitutionerne bør derfor være endnu mere opsøgende og banke på hos virksomhederne med budskabet om gevinsterne ved at ansætte internationale studerende.
For det andet – når virksomhederne så får øjnene op for de internationale studerendes kompetencer, lægger systemet hindringer i vejen. Jeg fristes til at sige, at systemet gør grin med de internationale studerende, der gerne vil blive i Danmark.
Regeringen har sørget for, at de internationale studerende kan få lov til at blive seks måneder i Danmark efter endt studie for at søge job. Men når de så finder et job og vil søge arbejdstilladelse, får mange af dem at vide, at det kan de ikke få.
For at få arbejdstilladelse i Danmark skal et af flere kriterier nemlig være opfyldt: Enten skal dit nye job være på den såkaldte positivliste – dvs. en liste over jobområder, hvor vi har mangel på arbejdskraft i Danmark – eller også skal du have en løn på over 375.000 kr. om året.
Der er ikke mange nyuddannede, der kan få et job til 375.000 kr. om året. Så efter at have fået lov til at blive i Danmark og søge job, får de unge – når de så finder et job – ofte at vide, at de ikke kan få en arbejdstilladelse.
Der kan være gode grunde til at have en beløbsgrænse for, hvornår studerende fra lande uden for EU/EØS kan få job i Danmark, så de ikke udkonkurrerer danskere. Men grænsen er ret høj. Arbejdsmarkedskommissionen har da også foreslået, at den sættes ned til 300.000 kr.
Jeg synes, at vi for udlændinge, der har taget en uddannelse i Danmark, bør sænke beløbsgrænsen yderligere, så den svarer til den gennemsnitlige begyndelsesløn på det område, de skal ansættes på.
Vi har brug for de internationale studerendes kompetencer. De udgør et velkomment tilskud til vores arbejdsstyrke af veluddannede, der bare om få år vil være for lille. Hvis Danmark vil være et vidensamfund, er der på bare lidt længere sigt brug for alle de veluddannede unge, vi kan få fat på.
Stina Vrang Elias er adm. direktør for FUHU/DEA/FBE.
Er vidensamfundet akademisk?
7. juni 2009 af Bent Schou
“Hvorfor er det akademiske altid den eneste måde at gøre tingene på? Hvorfor er teori den eneste måde at lære på?” spørger Lars Olsen provokerende ved et debatmøde arrangeret af Politiken for nylig. Lars Olsen er journalist og forfatter og har i flere bøger advaret mod aktuelle tendenser i vidensamfundet, der favoriserer akademiske færdigheder og øger uligheden.
Udgangspunktet for debatmødet hos Politiken var to eksempler. At sygeplejersker under uddannelsen lærer om teorier af Jürgen Habermas og Immanuel Kant. Og at gymnasieelever stilles overfor krav om anvendelse af videnskabsteori og -metode i deres projekter.
Nogen mener det er nødvendigt, f.eks. gymnasierektor Mogens Hansen. “Vi bliver nødt til at forberede de studerende på, at de i fremtidens vidensamfund hele tiden skal tilegne sig ny viden”. Og han bakkes op af Lars Qvortrup, dekan ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole: “På alle niveauer bliver medarbejdere nødt til at tænke abstrakt og forholde sig til teoretiske overvejelser”.
Torben Pilegaard Jensen, forskningsleder ved AKF, fremhæver i stedet den praktiske viden. “Megen viden ligger gemt i håndværket og kan derfor bedst læres gennem praktisk erfaring”. Og han siger klart, at ” Immanuel Kants syn på livet. Det er ikke relevant for sygeplejerskestuderende”. Og en repræsentant for gymnasieleverne siger, at “kun de elever, hvis forældre har en akademisk uddannelse, formår at opfylde disse krav”.
Debatten rækker dybt ind i vores forståelse af viden og af vidensamfundet. Hvilken viden er vigtigst – den tavse viden, som er dybt forankret i erfaring, krop og praktisk arbejde, eller den eksplicitte viden, som er formaliseret og struktureret, oftest fremkommet vha. metoder og teori? Og betyder vidensamfundet en fortsat vækst i de gamle videninstitutioners (forskning og uddannelse) monopol på at definere, hvad der er viden?
Jeg tror vi har brug for at se på problemstillingen med nye øjne. Industrisamfundet var jo netop karakteriseret ved en skarp opdeling mellem den teorisk funderede (boglige) viden og den praktiske viden Skellet gennemsyrer samfundet, hvor videninstitutionerne næsten har monopol på viden, og virksomhederne, hvor viden især håndteres i forsknings- og udviklingsafdelinger samt i særlige støtte- og stabsfunktioner. I vidensamfundet sker der gradvis en opløsning af grænserne, således at det bliver sammenhængen mellem teoretisk og praktisk viden, der bliver interessant. Innovation betyder i dag f.eks. samspil mellem teoretisk viden – og praktiske eksperimenter. Og der stilles hele tiden krav om samarbejde mellem forskning og virksomheder. Videndeling er ikke noget, der er forbeholdt de teoretisk skolede. Og vi skal alle sammen lære – i det daglige arbejde – hele livet, læring sker når viden anvendes.
Alle grupper af medarbejdere vil opleve et større fokus på viden – i deres arbejde (og i fritiden). Eksempelvis sygeplejersker og hjemmehjælpere. Det kan virke fremmed i en verden af “varme hænder” – men ikke desto mindre er kravet, at vi ikke kun skal lære af vores egne fejl – men også af andres. Og det kræver arbejde med viden. Det kræver evidensbaseret sygepleje og det kræver mere planlægning og opsamling af resultater/erfaringer i hjemmeplejen.
Tilsvarende vil uddannelse og forskning forhåbentlig i stigende grad blive befrugtet med praktiske erfaringer og lidt større fokus på anvendelse og værdiskabelse. Også her virker kravene fremmede – som utidig indblanding.
I vidensamfundet vil mange medarbejdergrupper opleve større krav til systematisk videnarbejde (akademisering) mens andre vil opleve at blive trukket ned fra videnskabens hellige tinder. Ingen skal vide sig sikker. Vidensamfundet vil få betydning for os alle.
IT i folkeskolen
5. marts 2009 af Bent Schou
Foranlediget af en rapport og stor medieomtale (læs mere her og her), spurgte vi i VidenDanmark vores nyhedsbrevslæsere og hjemmesidebesøgende, hvad de mente om debatten om IT (eller den manglende IT) i undervisningen i folkeskolen.
Rapporten viste – også i følge medierne – at undervisningen i folkeskolen på trods af heftige investeringer i IT – ikke bruger denne teknologi – og ikke har flyttet sig de sidste mange år. Det er stadig tavle og kridt, der er dominerende.
Vi opstillede forskellige forklaringer/løsningsmuligheder og spurge. 24 har svaret på vores spørgsmål:
Hvad er efter din mening det vigtigste at gøre ved problemerne med brug af IT i folkeskolen? På de opstillede alternativer fik vi følgende svarfordeling
-
Læreruddannelsen skal løftes/udvikles 33 %
-
Folkeskolen skal tvinges til at bruge IT bedre 13 %
-
Der skal forskes mere i IT-understøttet undervisning 8 %
-
Lærerne skal sendes på efteruddannelse 17 %
-
Der skal investeres i mere og bedre IT til folkeskolen 29 %
-
Der er ikke brug for at gøre noget 0 %
En lille overvægt til synspunktet, at problemet (og løsningen) findes i læreruddannelsen.
Det er ikke mærkeligt, hvis lærere – også når det gælder deres egne kompetencer – er meget fokuserede på uddannelse. Jeg husker, da de indførte ekstranet (forældreintra) på mine børns skole. Lærerne ville ikke bruge det, før de havde været på kursus. Sådan skal man vist reagere, når man er lærer. Følger vi denne tanke videre, nytter det ikke meget – i forhold til undervisningen – hvis man blot indkøber IT-udstyr. Lærerne skal tænkes med – med efteruddannelse og kurser. Ellers sker der nok ikke så meget.
Alligevel tror jeg ikke der er grund til den store bekymring for vores børn. De er jo det, vi i dag kalder for digitale indfødte. De færdes på nettet, på facebook, i wikis, på twitter og hvad ved jeg, som om det er det naturligste i verden.
Hvis man skal være bekymret – så er det for lærerne. Som os andre er de digitale indvandrere. Og som indvandrer har man travlt med et suge kompetencer og kultur til sig. Pas på ikke at vente for længe. Toget kører hurtigere og hurtigere.
Posts
Nye kommentarer