22 i klassen?
13. december 2007 af Karsten Stryger
På vej til arbejde, så jeg i klyngen af valgplakater en plakat med budskabet ”Højst 22 i klassen”, og det gav mig et pludselig fornemmelse af deja-vu. Billeder af demonstrationer mod Bertel Bims på Christiansborg Slotsplads for forbi mit indre blik. Undervisningsministeren er igen Bertel Haarder, og det er nok derfor budskaberne er trukket frem igen. To partier gik ind for højst 22 og et for højst 24, forskellen er sikkert et udtryk for overbudspolitik.
Er en maks-grænse for antal elever i en klasse virkelig det der skal til at udvikle Danmark til at blive et af de førende lande i videnssamfundet? Hvad skete der med motivation, studieforhold, undervisningsformer osv?
Højst 22 eller 24 er måske et rimeligt krav. I storrumskontorer bliver begået 35% flere fejl, og det er svært at forestille sig at der er mindre støj i et klasselokale.
Personligt har jeg oplevet forelæsninger for langt flere end 22 der fungerede, men vi var også topmotiverede kandidatstuderende, der var i gang med vores drømmestudie, og det var i tre timer ad gangen.
Sidder du i et kontor sammen med flere end 21 kolleger, håber jeg i er topmotiverede, alle har et drømmejob, og at I ikke sidder der mere end tre timer ad gangen, ellers var tiden måske inde til at låne et par valgplakater og gå på barrikaderne.
Opfindergejst på skoleskemaet
16. november 2007 af Anders Quitzau
I udlandet bryster vi os af at være en kreativ nation. Hvis vi som land havde en PR-chef, ville arbejdsopgaverne på forhånd ikke stille de store krav til vedkommendes fantasi; som en del af firmaet forventer vi nemlig en kampagne der sætter fokus på os danskere som en ”creative nation” der kan det der med tekstil, design og arkitektur. Vi har efterhånden lært salgstalen udenad. Men selvom vi er gode til det – er det vel lidt en gammel sang på nye flasker? Vi må bevare vores evner indenfor disse felter, men samtidig må vi erkende, at det ikke er nyfortolkninger af danske møbelklassikere, eller kongeligt porcelæn med moderne streg, der skal bevare vores konkurrenceevne på det globale marked. Vi skal derfor innovere ved at kombinere – overføre noget af den kreative tankegang til andre dele af den danske forretning.
Fremtidige medarbejdere for danske virksomheder skabes i skolesystemet – og det er her vi kan gøre en mere målrettet indsats.
Kan innovation læres?
IBM og Mandag Morgen lancerede i november 2006 innovationsbloggen.dk for at styrke debatten om innovation i Danmark. Her har en lang række erhvervsledere, organisationsfolk, konsulenter, forskere, politikere og studerende bidraget med spændende ideer, tanker og synspunkter. Et af de helt centrale omdrejningspunkter i debatten er, hvorvidt innovation er en kompetence, som kan læres og styrkes i uddannelsessystemet.
Begrebet innovation er evnen til at se en problemstilling ud fra en ny og overraskende synsvinkel – ”det er den velforberedte fantasis gennembrud”, ifølge professor Henrik Herlau og lektor Leif Bloch Rasmussen, Handelshøjskolen i København.
Det er min opfattelse – i lighed med flere af innovationsbloggens debattører – at innovative evner udmærket kan stimuleres og styrkes igennem vores uddannelsessystem. De danske virksomheders hidtidige succes er ikke skabt i et tomrum. Vi har et uddannelsessystem, som bærer nogle vigtige grundlæggende værdier, og det er en del af årsagen til, at vi klarer os godt internationalt. Det danske uddannelsessystem er karakteriseret ved, at vi har en debatterende, demokratisk, kritisk og åben undervisningsform, der levner rum til selvstændige tanker i plenum. Det, tror jeg, er vigtigt at fastholde. Dette synspunkt stemmer fint overens med professor ved Handelshøjskolen i Århus Anders Drejers indlæg på innovationsbloggen.dk, hvor han gør opmærksom på: ”… så vidt jeg ved, er der faktisk en kategori i Pisa-testningen, hvor danske skoleelever plejer at score højest i verden. Det er, når det angår problemløsning.” Vi er nemlig gode til at arbejde sammen i Danmark!
Forskellighed fremmer forståelsen.
Og netop samarbejde og projektorienteret undervisning der fokuserer på de potentialer der opstår mellem mennesker med forkellige kompetencer, er vejen frem, når vi skal sikre et fortsat innovativt samfund. Det viser rapporten ”Innovation og mangfoldighed” fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen udarbejdet i samarbejde med Aalborg Universitet. Humlen i denne rapport er, at jo mere mennesker med forskellig baggrund arbejder sammen, des flere ideer skabes der.
Det er en interessant pointe, når vi igennem længere tid er bevæget os i en uddannelsesmæssig retning der bryster sig af en ”højere faglighed” med tiltag som mere dansk og matematik i folkeskolen, og afskaffelse af gruppeeksaminer på universitetsniveau. Faglighed og kreativitet er på ingen måde to uforenelige størrelser – vi må udarbejde undervisningsformer, der stiller høje faglige krav men samtidig udfordrer fantasien og anvender mangfoldigheden! De basale dyder som skrivning og regning skal selvfølgelig være på plads, men det er i direkte modstrid med rapportens pointe, når man i højere grad fokuserer på de individuelle præstationer fremfor at dyrke det kreative fællesskab – hvor det nu er dokumenteret – at det er dér ideerne, som vi i fremtiden skal leve af, skabes. Vi skal have opfindergejsten tilbage på skoleskemaet.
Det sure med det søde
22. oktober 2007 af Charlotte Winther
”Du skal yde før du kan nyde”, ”Det skal gøre ondt før det bliver godt”, ”Hver ting til sin tid”. Disse fraser er velkendte, men er heldigvis begyndt at skurre lidt i vores ører. Ikke desto mindre gennemsyrer de stadig vores hverdag. Vi er effektive som få andre nationer når vi er på arbejde. Hertil kommer, at de fleste er aktive på hjemmefronten og har indtil flere fritidsaktiviteter, bijobs, tillidshverv mm. Men når der skal kobles af, så skal der kobles helt af, helst med hovedet under armen og rigelige mængder af alkohol.
Denne adskillelse af alvor og sjov grundlægges allerede i skolen. Tilegnelse af viden skal foregå i nøje afmålte lektioner presset ind i et stramt skema, efterfulgt af leg og fornøjelse i fritidsinstitutionen. På arbejdspladsen er det samme tendens. Der bliver knoklet, og der skal helst ikke være for meget ustruktureret snak eller forstyrrende og overraskende indslag. Møder foregår efter faste dagsordner og alting er timet og tilrettelagt, også selvom det nogle gange er til at falde i søvn over.
Men hvorfor er det lige at det ikke skal være en fest at gå i skole og på arbejde? Vi forstår og husker meget bedre når der tages forskelligartede midler i brug, især overraskende midler. ”Det er den der arbejder, der lærer” har en klog kvinde sagt. I folkeskolen er lærerne på hårdt arbejde hver dag, og sikken de lærer (men ikke nødvendigvis fra sig). Det må gerne gøre lidt ondt at lære noget nyt, men det må da også gerne være sjovt.
Fra idrættens verden ved vi, at det skal være sjovt for at vi holder ved. At dyrke motion kun af ’alvorlige’ grunde (såsom at tabe sig, fordi det er sundt osv) holder ikke i længden.
Videnskab og kunst har vi også skilt ad. Dette kan bl.a. eksemplificeres ved udskillelsen af Den Kongelige Kobberstiksamling fra Det Kongelige Bibliotek til Statens Museum for Kunst. Hver ting for sig.
Jeg har selv oplevet heldagsskole fra jeg var 5 år, og jeg elskede det. Leg og læring i praksis (det var en meget fremsynet skole). Så kom jeg til Danmark, og lærte ikke at forvente alvor og fornøjelse i skøn forening. Indlæring og sjov skal helst ikke blandes sammen, forsøg herpå bliver omfattet med betydelig skepsis, selvom visse tendenser til optøning er på vej. Herunder opblødningen af stive faggrænser.
Problemet med disse indgroede ’vaner’ – der i praksis adskiller leg og læring – er, at de hører industrisamfundet til. Hvis vi for alvor vil favne vidensamfundet må vi gøre op med denne form for vane- og systemtænkning. Vi skal kunne rumme langt mere komplekse problemstillinger, og finde dertil hørende løsninger. Innovationskraft vokser ud af nye måder at gøre tingene på, i skolen såvel som på arbejdet.
Lærer- og biblioteksuddannelser må finde deres nye rolle
8. august 2007 af Bent Schou
Lars Qvortrup (i marts udnævnt til rektor på Danmarks Bibliteksskole) skriver i en artikel i dagbladet Information og på sin weblog, at et lavt optagelsestal på lærer- og biblioteksuddannelserne er en katastrofe for vidensamfundet.
Det rejser jo i virkeligheden det interessante spørgsmål, hvilken rolle lærere og bibliotekarer vil få i fremtidens vidensamfund.
På kort sigt lyder det vel rigtigt, at de to professioner vil blive styrket i vidensamfundet. Vi skal lære mere – endda hele livet, vi skal løbende udvikle vores kompetencer, konstant indhente ny viden og information. Og det må vi vel have nogle flere lærere og bibliotekarer til?
Og alligevel nej. Hvis de to professioner skal gå styrket ind i vidensamfundet bliver det i hvert fald i helt nye roller. Det er sagt før, jeg ved det, men det fortjener at blive gentaget. Videnarbejdere er jo netop karakteret ved, at de selv tager hånd om deres videnarbejde, deres læreprocesser og deres informationssøgning. Selvfølgelig kan alle ikke være eksperter, men hvor videnarbejdet tidligere var monopoliseret af bestemte professioner (bl.a. lærere og bibliotekarer), skal alle i dag mestre at arbejde med viden og læring.
Læreren bliver snarere en vejleder som jeg spørger til råds, også hvis jeg er folkeskoleelev. Og bibliotekaren hjælper mig med den vanskelige del af informationssøgningen- og struktureringen, og giver mig tip til selv at kunne gøre det fremover.
Derfor ser jeg det også som en naturlig konsekvens af vidensamfundet, at der bliver færre lærere og bibliotekarer.
Måske ikke færre i absolut forstand, fordi videnarbejdet bliver så meget mere udbredt og skal understøttes af eksperter i at arbejde med viden.
Det er vel denne rolle, som lærere og bibliotekarer skal have fremover: Være eksperter i videnarbejde. Så er det nok også rigtigt, som Lars Qvortrup foreslår, at uddannelserne skal knyttes til universiteterne, for at øge det faglige niveau. Det vil selvfølgelige gøre lærere og bibliotekarer mindre praktisk orienterede, men det gør vel ikke noget. Det kan alle os andre menige videnarbejdere tage os af.
Men der er vel langt til at vi ser lærere og bibliotekarer i denne ekspertrolle? Vi er nok nødt til at vende revolveren eller kikkerten lidt indad og se på uddannelserne, – foretage en grundig vurdering af den fremtidige rolle for såvel lærer- som bibliotekaruddannelser, om de indeholder det rigtige, om de matcher vidensamfundets krav osv. Jeg kan ikke lade være med at tænke (højt), at der hviler en aura af gammeldags syn på undervisning og biblioteker over seminarier og biblioteksskole. Det kan selvfølgelige være myter, når man som jeg betragter det udefra. Men det kunne jo også være dette lettere bedagede image, som tilskynder de unge til at vælge andre mere tidssvarende uddannelser.
Nu vil jeg jo nødig misforstås. Jeg er sikker på, at viden og kompetence inden for læring og informationsstrukturering bliver yderst centralt fremover. Seminarier og biblioteksskoler vil nok have en vigtig funktion – men måske er det tid til en grundig hovedrengøring, så man finder sin plads i det moderne vidensamfund.
Videndeling bør gå i alle retninger!
15. juni 2006 af Poul Jensen
I Berlingske Tidende den 13. juni 2006 kan man læse, at skolen forsømmer Internet i undervisningen, og at eleverne faktisk lever i to forskellige medieverdener, den realistiske derhjemme og den knap så realistiske i skolen. At dette undrer politikerne er vel forståeligt. De udformer jo lovgivningen på baggrund af det, der rører sig i samfundet, og ingen tvivl om, at man som lovgiver skeler til, hvilke kommunikationsformer, der virker. Lovgivningen udformes også efter alle kunstens regler, herunder gældende værdier om individualitet for eleverne, sådan at den enkelte tilbydes den undervisning, der skal til for at opnå et givent niveau. Så langt, så godt. Men hvad har det med it i undervisningen at gøre, kunne den nysgerrige læser med rette spørge om. I lovgivningen indlægges en række forudsætninger, herunder at lærere er tilstrækkeligt fagligt funderede til at give den undervisning, som fastlægges. Og ingen tvivl om, at dette også er tilfældet med langt det meste. I mine øjne har vi en højt kvalificeret lærerstab rundt omkring på vore folkeskoler, som gør en meget stor indsats for at give vore børn den almendannelse, som folkeskolen er udtryk for. Det er en naturlig eller normgivet videndeling, synes vi. Men hvad nu, når det er an-derledes og forudsætningerne ikke er til stede? Ja, så må de jo indlæres, for at man kan imødekomme kravet om bl.a. individualitet, ikke sandt? Her bruger vi de almenkendte metoder – at lærerne underviser hinanden. I mine øjne kunne man med fordel – især når emnet er afgrænset til it – bruge elevernes egne kompetencer. Hvad om eleverne lige præcis på dette punkt indtog lærernes rolle og viste lærerne, hvad der er op og ned på it? I mine øjne kunne der være perspektiv i dette. Selv om undervisningen i den sammenhæng næppe ville foregå efter de kendte pædagogiske principper, så er min påstand imidlertid, at eleverne på den måde vil tage mere ansvar, føle tilfredshed og at det at gå i skole er mere end blot de kedelige bøger. Ligesom lærerne vil få endnu bedre kendskab til, hvad der rører sig hos eleverne og på den måde også en bedre forståelse for, hvorfor det ind imellem er svært at trænge igennem. Videndeling bør gå i alle retninger – når man anvender den bedste viden, får man også den bedste læring.
Posts
Nye kommentarer