Arkiv for kategorien: humaniora

Fra forskning til forandring

6. maj 2009 af Pia Lauritzen

Det er sagt og skrevet mange gange: Samspillet mellem humanistisk grundforskning og erhvervslivet fungerer ikke optimalt. Men hvorfor er det egentlig sådan? Fordi de tre P´er – Parterne, Politikerne og den Periode, vi lever i – på hver deres måde er gået i selvsving.

Parterne har forskellige succeskriterier
Den mest åbenlyse forklaring på, at samspillet mellem forskere og virksomheder ikke fungerer optimalt er, at der arbejdes ud fra vidt forskellige perspektiver. Mens virksomheder drives ud fra et perspektiv på ca. 6,5 år (den gennemsnitlige anciennitet for topledere i danske virksomheder ifølge undersøgelse foretaget af Børsen i 2008), så arbejder humanistiske grundforskere ud fra et historisk perspektiv, der går helt tilbage til det antikke Grækenland. At bedømme en indsats, der skriver sig ind i en 2500 år lang afsøgning af, hvad det vil sige at være menneske, på en enkel virksomheds aktuelle succeskriterier er ikke bare dumt, men meningsløst.

Politikerne skaber forvirring om mål og middel
En lidt mindre åbenlys, men dog meget plausibel forklaring på vanskelighederne med at få humanistisk grundforskning ud over rampen i erhvervslivet er, at der er blevet vendt op og ned på mål og middel i den forskningspolitiske debat. Ved at betragte fakturaer som det ultimative mål for al forskning glemmer man, at penge er værdiløse i sig selv, og derfor altid må betragtes som et middel til at opnå noget andet. For forskningens vedkommende bør udvikling, og i disse krisetider måske ligefrem forandring, være målet. Økonomien skal fremme dette mål, ikke kvalificere det.

Perioden tilbyder kun én form for videnudveksling
Den tredje og for mig at se mest interessante forklaring på den manglende synergieffekt mellem humanistisk grundforskning og erhvervslivet er, at vi i vores såkaldte vidensamfund har en meget begrænset forståelse af, hvad det vil sige at udveksle viden. Selvom der ifølge professor på Copenhagen Business School, Kristian Kreiner, er min. to forskellige måder at udveksle viden mellem forskning og erhvervsliv på, så er det kun den ene, der anvendes i dag. Forskellen på det, Kreiner kalder overførselspraksis og oversættelsespraksis er, om man insisterer på mest mulig forståelse mellem de vidende parter (som det er tilfældet i dag) eller, om man med respekt for begges ekspertise lader forskere og virksomheder koncentrere sig om det, de er bedst til.

Når jeg synes, den sidste forklaring er den mest interessante er det fordi den baner vejen for en radikal anden måde at arbejde med viden- og værdiudveksling på. Og det har vi brug for.

Humanistisk viden i vidensamfundet

2. juni 2006 af Calle Gade Lauritzen

Har humanistisk viden en berettigelse i vidensamfundet? Kan humaniora bidrage til den værdiopbygning vi knytter til vidensamfundets nye økonomi?
Det er nogle af de spørgsmål der berettiget kan stilles, og som også har nogle berettigede svar. I mange af teorierne om vidensamfundet ligger vægten på naturvidenskabelig, teknisk, medicinsk og økonomisk viden.

I selve brugen af begrebet ”viden” snarere end ”information” kan der ligge en vigtig åbning over for at forstå også humanistisk viden som en faktor af central samfundsmæssig betydning. Genstanden for humanistisk forskning er meget overordnet sagt det kulturelle i videste forstand. Det er alt, hvad der vedrører menneskers særlige måder at leve på som bevidste, symbolbrugende, nyskabende og traditionsbærende sociale individer i en verden, som de selv og alt kulturelt er en integreret del af. Vidensamfundet kan mere og mere synligt ses som tæt forbundet til en øget globalisering, og det forøger nødvendigheden af, at det danske vidensamfund forstår mennesket bag kulturen. Ikke blot vores egen, men i høj grad mennesker og kulturer i andre dele af verden. Det så vi tydeligt med Muhammed-tegningerne. Hvis det danske samfund skal forstærke sin konkurrencekraft i det globaliserede vidensamfund, er accepten og integreringen af humanistisk viden som bidragyder til vækst helt essentiel.

Lad dig inspirere yderligere i publikationen ”Humanistisk viden i et vidensamfund”, udarbejdet af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation. Publikationen er skrevet af seks humanistiske forskere fra forskellige danske universiteter under formandskab af Hans Fink fra Aarhus Universitet. Den oprindelige publikation udkom i 2004, men er nu udkommet i flere oplag.