Arkiv for kategorien: HR

HR halter bagud, når det drejer sig om sociale medier

18. august 2011 af Claus Hellmann

HR er ikke oppe på mærkerne, når det drejer sig om brug af sociale medier. Hvor nogle få virksomheder melder om succes ved brug af sociale medier til rekruttering, introduktion, fastholdelse, motivation, læring og meget mere, så er langt de fleste nølende og/eller måske uvidende. Det viser i det mindste en række både danske og udenlandske undersøgelser

På den anden side så har mange medarbejderne gang i de sociale medier. En meget stor del søger at lære nyt på en uformel måde via sociale medier, eller søger at finde nye karrieremuligheder.

Så hvor HR kunne anvende sociale medier til at styrke sin forretningsmæssige situation, og til at fremme sine strategiske arbejdsområder, så ses ofte tilbageholdenhed og nogle gange direkte negativitet.

Der er selvfølgelig altid nogle mennesketyper, der er langsomme startere. Måske hører en del HR-chefer til denne gruppe. Men hvis vi blot accepterer dette, så vil der skabes stor forskel på de yngre generationer og HR-cheferne. Forskel, som vil kunne mærkes på virksomhedernes evne til at drive deres virksomheder, fordi de yngre ikke søger hen til disse arbejdspladser.

Vi må hjælpe hinanden indenfor HR med at vække os selv, så vi griber denne nye mulighed i stedet for at skubbe den væk. Vi må søge mod de åbenlyse fordele som sociale medier kan give os, i stedet for at fokusere på de uhensigtsmæssigheder, som sociale medier, hvis ikke behandlet rigtigt, også kan give.

Vi må tænke på sociale medier som redskaber til at hjælpe os med at ex. vidensdele bedre,  skabe kontakter til potentielle medarbejdere, skabe effektive introduktionsprogrammer,  informere mere effektivt til medarbejderne, se fordele ved at bruge sociale medier til at skabe mere effektiv kommunikation, fastholde kontakt med tidligere medarbejdere, opmuntre til uformel og mobil læring og meget mere. Og vi må endelig sikre at der er konstruktive politikker omkring anvendelsen af sociale medier.

Konference om HR og sociale medier
For at sætte gang i denne udvikling arrangerer vi (en gruppe konsulentfirmaer) en konference d. 4. Oktober. Her vil vi dels præsentere en række eksempler på anvendelse af sociale medier indenfor HR, give deltagerne lejlighed til at dele erfaringer i en række workshops og endelig få tegnet et billede af hvor de sociale medier er ved at bevæge sig hen. Til det sidste har vi inviteret en af de absolutte internationale eksperter på området, Jane Hart fra England, hertil som key-note taler.

Tilmeld dig via www.socialbusinesslearning.dk

Læringsteknologi – hvad er perspektivet?

8. januar 2009 af Bent Schou

VidenDanmark holdt et meget spændende men ikke særlig velbesøgt seminar om læringsteknologier den 4. december 2008. Seminaret havde en række spændende oplæg – og diskussioner. Det hele blev dokumenteret på video – se selv her.

Det virker som om vi i Danmark har en smule berøringsangst over for de mange nye muligheder, der er for læring – som f.eks. e-læring, simulering, kloning, spil og second life. Eller måske er det HR-verdenen, som har berøringsangst. De kom i hvert fald kun ganske få til seminaret – men det kan jo skyldes mange ting.

Inspireret af seminaret spurgte vi i december i nyhedsbrevet og på hjemmesiden: Hvordan vurderer du jeres brug af læringsteknologi de nærmeste år?
Svarfordelingen (13 svar) var således:

  • Vi bruger ikke læringsteknologi – klarer os med alm. kurser og lign. (39 pct.)

  • Vi vil fortsætte med at bruge læringsteknologier i nogenlunde samme
    omfang som nu. (8 pct.)

  • Vi vil helt sikkert satse mere på brug af forskel-
    lige læringsteknologier. (54 pct.)

Der er således flest (7 personer), der som nok forventeligt, vil bruge mere af læringsteknologierne. Men en næsten lige så stor andel (5 personer) bruger slet ikke læringsteknologier. Måske er der her tale om mindre virksomheder, som ikke kan investere i de ofte dyre teknologiske løsninger.

Breder man perspektivet lidt ud, er der dog nok ingen tvivl om, at vi alle vil opleve større brug af læringsteknologier. I hvert fald tyder alt på, at vi som personer (medarbejdere eller selvstændige) er nødt til at tilegne os de nogle af de mange nye læringsteknologier. Man taler nemlig i dag om hvordan et såkaldt PLE (Personal Learning Environment) afløser tidligere forestillinger om LMS (Learning Management System). Og det hænger selvfølgelig igen sammen med internettets transformation til et interaktivt medie (web 2.0).

Eller sagt med andre ord – vi bliver selv hver især ansvarlige for læringen, – og udbuddet går måske også uden om virksomhederne – og HR-afdelingerne.

Spændende perspektiv, ikke?

Virtuel undervisning

20. november 2008 af Tommy Nilsson

En håndværker arbejder på et stillads i 3. sals højde. Har får overbalance og griber ud efter gelænderet, men det har hans kollega ikke lige nået at sætte op, så håndværkeren styrter mod jorden. Heldigvis sker der ikke noget, for ulykken finder sted i den virtuelle verden Second Life, hvor håndværkeren og hans kollegaer er på kursus i sikkerhed på arbejdspladsen.

En sygeplejerske skal give en patient på et hospital en insprøjtning. På grund af afdelingens ulogiske indretning, tager hun fejl af stuerne og giver en forkert patient indsprøjtningen. Heldigvis sker der ikke noget, for sygeplejersken er ved at afprøve et nyt hospital i Second Life inden det bliver opført i virkeligheden.

En gruppe kursister er på efteruddannelse i en af virksomhedens nye serviceydelser. Underviseren præsenterer emnet på en storskærm og fortæller kursisterne om det nye produkt. Herefter deles kursisterne i to grupper som går til hver sit grupperum, hvor der arbejdes videre med emnet. I virkeligheden sidder 4 kursister i København, 3 i Århus og 1 i Stockholm mens underviseren befinder sig i Odense og hele kurset foregår i Second Life.

Dette var blot tre eksempler på de nye muligheder for nærværende realistisk undervisning som Second Life kan anvendes til. Second Life er den største virtuelle verden på internettet med over 1 million brugere, og flere og flere virksomheder er begyndt at anvende denne platform til undervisning, møder, markedsføring m.v. Second Life opfattes nu mange steder som blot endnu en stabsfunktion i en virksomhed, hvor man kan gå til undervisning eller møder.

Udover at undervise virksomhedens egne ansatte, kan Second Life også anvendes til at undervise virksomhedens kunder. Manualer, samlevejledninger, vedligeholdelsesvejledninger, FAQ o.s.v. kan gøres tilgængelig for både nuværende og kommende kunder. Ligeledes kan man f.eks. en gang om ugen have kontoret bemandet i Second Life, så kunden kan komme og stille spørgsmål. Gode kunderelationer er vigtige, og kan op- og udbygges i Second Life.

Virtuelle verdener vil på sigt afløse det nuværende flade internet, og om nogle år vil det være lige så naturligt at have en avatar som det i dag er at have en email adresse. På VidenDanmarks seminar ”Læringsteknologier Best Practice 2008” vil dette emne blive uddybet med mange andre eksempler på effektiv anvendelse af Second Life til bl.a undervisningsformål.

Når det nu ikke vil lykkes at fastholde medarbejderne — hvorfor så ikke prøve at fastholde deres viden?

10. januar 2008 af Bent Schou

Manglen på arbejdskraft er nu blevet så markant, at flere og flere erhvervsledere råber på initiativer fra regeringen.

Manglen på arbejdskraft betyder, at kampen om at tiltrække og fastholde de gode medarbejdere raser i højeste gear. Øverst på HR-chefernes dagsorden står med klare ord, at vi skal skabe attraktive arbejdspladser, så vi kan tilbyde medarbejderne noget i den hårde konkurrence om deres gunst.

Manglen på arbejdskraft betyder, at vi er bange for at miste værdifuld viden og erfaringer.

Selvfølgelig er det vigtigt at skabe gode arbejdspladser—også for at tiltrække og fastholde medarbejderne. Men jeg tror nu mere vi skal gøre det, for at sikre at medarbejderne trives, og derfor udretter mere—for sig selv og for virksomheden.

For kampen om at fastholde medarbejderne er nok alligevel tabt på forhånd. Vi må erkende, at mobiliteten på arbejdsmarkedet er blevet stor – specielt blandt de godt uddannede og krævende medarbejdere. Og der er ingen tegn på, at den bliver mindre fremover.

Den stigende mobilitet bør vel også ses som en fordel for virksomhederne – det giver dynamik og måske en tiltrængt fornyelse at få nye medarbejdere og nye øjne på opgaverne. Selvfølgelig mister vi viden og erfaringer – men der kommer ny viden og nye erfaringer til.

Hovedopgaven – også for HR-folket – burde derfor være, at sikre at medarbejdernes viden i videst mulig omfang fastholdes i organisationen. Og at sikre, at det er nemt for nye medarbejdere at få adgang til og vejledning i, hvordan man bruger denne viden. Kun på denne måde kan organisationen drage fordel af den stigende mobilitet i medarbejderskaren.

Heldigvis er der hjælp på vej, i de nye sociale teknologier, som muliggør at alle nemt og enkelt kan bidrage til videnopbygningen og samtidig hurtigt og nemt kan få adgang til denne viden igen.

Der er håb forude – også i forhold til HR-folkets forgæves kamp om at fastholde medarbejderne.