Mere af det samme og lidt bedre? Er det godt nok?
25. maj 2011 af Bent Schou
Videnskabsministeriet har udgivet en spændende rapport om udviklingen af “videnmarkedet” i Danmark. Rapporten “Ny viden til mindre virksomheder
– sådan gør vi det bedre” er udarbejdet af en ekspertgruppe med Lars Goldschmidt som formand og repræsentanter fra videninstitutioner og erhvervsorganisationer. Ekspertgruppen blev nedsat ud fra arbejdet i Regeringens vækstforum i november 2010.
Fokus for arbejdet har været de mindre virksomheder, som har størst behov for bedre adgang til ny viden. Og målet er bedre spredning af viden til mindre virksomheder.
Rapporten er spændende – både med viden”briller” og med erhvervs”briller”.
Rapporten siger, at vi i Danmark har et velfungerende “videnmarked” – mellem videninstitutioner (universiteter og GTS-institutter) og virksomheder. Rollefordelingen mellem disse instanser er en vigtig forudsætning for videnspredning. Men rollefordelingen er under forandring siger rapporten også, idet først og fremmest mulighederne bliver bedre for, at flere aktører kommer i spil, såsom eksterne rådgivere og konsulenter.
Desværre går rapporten ikke yderligere i dybden med ændringerne i rollefordelingen. Og det er ærgerligt, fordi der her ligger så mange spændende muligheder (og udfordringer) – måske især for mindre og små virksomheder. F.eks. burde man vel have kigget på de nye muligheder som opstår med åben innovation og videndeling båret af internettet og via sociale medier.
Set i forhold til de mindre virksomheder og deres behov for ny viden, har rapporten en klar pointe: Der er brug for at styrke virksomhedernes efterspørgsel efter ny viden. Og denne pointe er bl.a. baseret på en række undersøgelser af virksomhedernes kilder til ny viden – og brug af disse.
Sagt med andre ord (som ikke er rapportens!) har virksomhederne en tendens til at være lidt selvfede. Ny viden som kilde til udvikling og innovation står ikke højt nok på dagsordenen.
Derfor fokuserer rapporten da også på, hvordan man kan styrke efterspørgslen efter viden, specielt fra de mindre virksomheder.
Rapporten giver syv bud på, hvordan videnspredning kan øges:
1. Videnleverandører som universiteter, GTS’er, professionshøjskoler, erhvervsskoler og innovative netværk skal udarbejde strategi og handlingsplaner for videnspredning og videnudveksling med andre videninstitutioner og erhvervslivet.
2. Forenkling og mere gennemsigtighed i vidensystemet på baggrund af en samlet national evaluering af videnspredningen og innovationssystemet..
3. Innovative offentlige indkøb skal bane vej for bedre produkter og ydelser i det
offentlige og øget innovation i danske virksomheder.
4. Intelligent offentlig regulering, hvor myndigheder mv. stiller krav til erhvervslivet
i en dialog- og samarbejdsbaseret form
5. Faglærte fra erhvervsuddannelserne skal rustes bedre til at skabe fornyelse, når
de kommer ud på arbejdsmarkedet.
6. Videnkupon-initativet er en succes, som bør videreudvikles og udbygges for at
udvikle SMV’ers køb af viden både fra videninstitutioner og private videnrådgivere.
7. Det eksisterende initiativ med innovationstjek til SMV’er bør videreudvikles og
udbygges med en særlig opsøgende indsats for byggeri, handel og service.
Jeg ved ikke hvad du synes? – Er dette ikke mere af det samme og lidt bedre?
Og det er jo også godt nok, hvis det virker – og det er der god grund til at tro. Men hvorfor tør ekspertgruppen ikke gå lidt mere radikalt til værks?F.eks.
- ved at analysere, hvad de mindre virksomheder gør, som faktisk har succes med at ansætte højt kvalificeret arbejdskraft,
- ved at interviewe virksomheder, som arbejder sammen på utraditionel vis – med virksomheder og organisationer i andre sektorer/brancher?
- ved at tale med succesfulde iværksættere – som der jo trods af er mange af,
- ved at undersøge virksomhedernes muligheder i forhold til åben innovation, hvor en rivende udvikling er i gang,
- ved at …. (fortsæt gerne selv).
Selvfølgelig har rapporten nok fat i den lange ende – nemlig at der skal gøres noget ved viden-efterspørgslen fra de mindre virksomheder.
Men i stedet for at foreslå mere af det samme og forbedringer af eksisterende ordninger, kunne man måske tage udgangspunkt i de virkelig nye og spændende initiativer, som der findes masser af eksempler på.
For spørgsmålet er vel, om vi kan klare os ved at gøre det lidt bedre – eller om der skal helt andre “boller på suppen”?
Er forskning og uddannelse virkelig løsningen?
24. maj 2011 af Steen Thomsen
Det er blevet et mantra, at vejen ud af den danske produktivitetsfælde er øgede investeringer i forskning og uddannelse.
Men vi investerer allerede over 170 milliarder kroner – eller ca. 10 pct. af vores nationalprodukt på de to områder. Så hvis investeringerne skal vokse væsentligt i de kommende år, bliver vi nødt til at se lidt mere på, hvad vi får for pengene.
Hvad angår forskning, gælder det samme som i reklame: mindst halvdelen af pengene er spildt, man ved bare ikke hvilken halvdel.
Spildprocenten er formentlig særlig stor inden for politiske modeprojekter på områder, hvor der ikke er tilstrækkeligt med kvalificerede forskere, eller hvor projekterne er øremærket til bestemte miljøer.
De penge, der gør mest nytte, er småpenge til en rejse, en assistent eller til et bestemt forsøg.
Men både politikere og andre bevillingsgivere har forelsket sig i store projekter. De giver presseomtale og er nemmere for giverne at administrere.
Gode forskningsmiljøer vokser frem over årtier, ikke på en valgperiode. Forskningspolitikken er på fejlkurs.
Det er heller ikke al uddannelse, der bidrager positivt til samfundsudviklingen.
Arbejdskraft på skolebænken er ikke tilgængelig på arbejdsmarkedet. Mange fejluddanner sig og bliver i praksis mindre kvalificerede til et job. I nogle tilfælde er uddannelserne med til at befæste monopoler og faggrænser, der holder andre ude og dermed hæmmer den økonomiske vækst.
Hertil kommer, at en del af de svageste unge har svært ved at tage boglig uddannelse til sig og derfor ender som tabere, fordi der ikke er andre tilbud til dem. Der må være forskel på uddannelse og opbevaring.
Ukvalificeret forskning
Man kommer heller ikke uden om kvalitetsdiskussionen. Både forskning og uddannelse er uinteressant, hvis den er ukvalificeret.
Lønudviklingen indebærer, at det er vanskeligt at tiltrække og fastholde de nødvendige kompetencer i uddannelsessystemet.
Det er langt bedre at have nogle færre forskere eller undervisere og give dem noget mere i løn, så man kan tiltrække de rigtige. En enkel løsning er at slå nogle højtlønnede stillinger op med særligt høje krav – og lade konkurrencen klare resten.
Uden at sige et ondt ord om nanoteknologi eller atomfysik er der også grund til at bruge nogle flere penge på erhvervsforskning. Spidskompetencer inden for marketing, finansiering, økonomi og ledelse er alt for centrale til at blive systematisk forbigået, når der skal uddeles nye midler. Langt størstedelen af vores nationalprodukt og beskæftigelse ligger ikke i højteknologi, men i serviceerhvervene, og selv i produktionsvirksomhederne er det ikke i produktionen, at de nye danske job skabes.
Det, der er brug for, er altså intelligente, langsigtede investeringer, ikke udgiftsstigninger. Ja, vi skal formentlig bruge flere penge på forskning og uddannelse fremover.
Men Danmark er langt fra det eneste land, der har set lyset og satser på forskning og uddannelse. Det er faktisk en global tendens, som også Kina og Indien er helt med på.
Så det er ikke nogen badebillet at investere i forskning og uddannelse. Vores konkurrenceevne kommer til at hvile på, hvor dygtigt vi bruger pengene – ikke på, hvor mange vi bruger.
Innovation – med fokus på hele værdikæden
20. januar 2010 af Stina Vrang Elias
I en verden præget af finanskrise og stærkt stigende konkurrence man nødt til at gå nye veje. Overalt – både i den private og i den offentlige sektor – står ledelse og medarbejdere over for komplekse udfordringer, der kræver nye, intelligente løsninger.
Desværre forbinder mange stadig primært innovation med ny teknologi. Det er en skam. For der er i dag mere end nogen sinde brug for nytænkning inden for hele værdikæden – fra produktudvikling over kommunikation og HR til salg og marketing.
Det er baggrunden for et nyt initiativ, som DEA og Copenhagen Living Lab har igangsat for at bygge bro mellem forskningen og virksomhederne – det være sig private eller offentlige. Tanken om at samarbejde med en kreds af førende universitetsforskere vil uden tvivl få mange til at sige: Det er vist for ambitiøst for os! Men det behøver hverken at være tidskrævende, besværligt eller kostbart for at få adgang til den nyeste, forskningsbaseret viden. Det viser erfaringerne med et nyt initiativ, som vi har Human Centered Research Hub – HRH.
Konceptet er simpelt, men effektivt – HRH tilbyder at være matchmaker og koordinator i vadestedet mellem forskning og erhvervsliv. Og metoden designet til at kanalisere ny viden fra f.eks. forskere direkte ind i virksomheden – stor eller lille, privat eller offentlig.
Udgangspunktet er en helt konkret udfordring. En virksomhed har f.eks. spurgt os, hvordan de får skabt et sundere arbejdsmiljø (sund kost, mere motion osv.). En anden har behov for sparring for at nå frem til en ny, fælles identitet efter en sammenlægning af to afdelinger. HRH er også blevet bedt om at se på, hvordan man udvikler en ’winning culture’ og et særligt talentudviklingsprogram for specialister. Når der er en klar forståelse af, hvor skoen trykker, sammensætter HRH et skræddersyet team af eksperter blandt de 1100 dygtige forskere, vi samarbejder med. Derefter arrangerer HRH en workshop, hvor virksomheden fremlægger udfordringen og modtager forskernes feedback.
Virksomheden eller organisationen får dermed en direkte pipeline ind til nogle af landets førende forskere på området. Og står på den måde langt bedre rustet til at løfte udfordringen.
HRH arbejder med problemstillinger inden for hele den ikke-teknologiske del af værdikæden, men har især fokus på interne og eksterne relationer og processer inden for HR, kommunikation, sundhedsfremme og CSR. Alle områder, hvor der er et stort behov for og et stort potentiale for innovation.
Det er i dag kun fem pct. af alle danske virksomheder, der har deltaget i større forsknings- og innovationsprogrammer. Det viser DEAs rapport ”Vækst gennem videndeling”.
Vi er overbevist om, at langt flere virksomheder skal have adgang til ny forskningsbaseret viden, hvis det skal lykkes at skabe de nye, intelligente løsninger, der kan sikre vores konkurrencekraft på længere sigt. Samtidig tror vi, at HRH vil inspirere mange forskere til at arbejde med nogle af de store udfordringer, som både dansk erhvervsliv og den offentlige sektor står over for i de kommende år.
Stina Vrang Elias er adm. direktør for DEA/FUHU
Kludder i Danmarks “videnregnskab”
23. oktober 2009 af Bent Schou
Viden fylder meget i medierne for tiden. Der laves undersøgelser og serveres spændende overskrifter, som f.eks. ”Forskning er tabt på gulvet” ”Salg af viden og service eksploderer” og ”Danske virksomheder mangler IKT-kompetencer”. Og mange andre overskrifter kunne nævnes – alle interessante og nyttige bidrag til Danmarks uudtalte ”videnregnskab”.
Den første overskrift om forskning handler om, at vi er rigtig dårlige til at overføre ny viden fra uddannelses- og forskningsinstitutioner til virksomhederne. Faktisk er vi elendige ifølge en rapport fra Danmarks Erhvervsforsknings Akademi (DEA). Så selv om vores forskningsinstitutioner internationalt rangeres højt – smitter det kun i begrænset omfang af på offentlige og private virksomheder i Danmark. Samarbejdet – eller viden-overførslen – fungerer bare ikke godt nok.
Den anden overskrift uddrager også essensen af en rapport – her fra Dansk Industri (DI). Man konstaterer, at videnerhvervene har størst fremgang mht til eksport. Da viden, så vidt jeg ved, ikke kan leveres uden samarbejde og formidling – er konklusionen altså, at her fungerer vidensamarbejdet fint.
Endelig siger den tredje overskrift om de manglende IKT-kompetencer (undersøgelse fra Rambøll Management), at specielt mindre virksomheder har brug for et løft på disse i dag så vigtige kompetencer. Og det er vel basalt set bl.a. disse kompetencer, der skal sikre, at vi på alle områder kan arbejde sammen om viden – også som forudsætning for innovation.
Mange der som jeg følger tæt med i Danmarks præstationer på videnområdet er nok lidt forvirrede. Går det godt? – eller går det skidt? Hvad skal vi egentlig være gode til? Og hvad skal vi sammenligne os med?
Vi har jo hørt det før, at det er svært at få nyttiggjort viden fra bl.a. universiteter. Jeg husker en amerikansk undersøgelse, der fortalte, at det i gennemsnit tager 17 år fra ny viden opstår inden for sundhedsområdet til denne viden anvendes i den daglige behandling på sygehusene.
I det hele taget er jeg ikke i tvivl om, at udfordringen i dag handler om at fjerne barrierer for at ny viden omsættes til praktisk handling. Ofte findes masser af ny og god viden, blot ikke lige dér, hvor den kan omsættes til værdi og udvikling. Mange virksomheder er gode til det i dagligdagen – i det små – men hvorfor ikke arbejde med at vi bliver bedre til dette i hele samfundet – på tværs af sektorer og institutioner.
Kludder i videnregnskabet betyder ikke så meget, hvis ikke netop det er et udtryk for, at vi grundlæggende ikke ved, hvad der er vigtigt – og hvad vi især skal satse på.
Lad os hjælpes ad med at få rede på Danmarks Videnregnskab – ved at diskutere hvor vi skal hen med viden og videndeling. Hørte jeg nogen sige: en videnstrategi for Danmark? Joh .. mindre må kunne gøre det – men det ligner.
Videndeling er vejen til vækst
19. oktober 2009 af Stina Vrang Elias
Virksomheders evne til at skabe, finde og anvende ny viden er en helt central konkurrenceparamenter i det moderne vidensamfund. Men kun to procent af de danske virksomheder anvender i dag universiteterne som kilde til ny viden og dermed innovation. De offentlige bevillinger til forskning og udvikling er steget med 35 pct. fra 2004 til 2009. Der er altså nok af viden, men hvorfor er det så svært at få den i spil i danske virksomheder? Det har Danmarks ErhvervsforskningsAkademi sat fokus på i en ny rapport, der stiller skarpt på svaghederne i det danske videndelingssystem. Rapporten ’Vækst gennem Videndeling’ offentliggøres den 22.-23. oktober på en konference om videndeling og partnerskaber, som DEA afholder sammen med CBS. På konferencen præsenterer en række erhvervsfolk og forskere eksempler på partnerskaber, hvor viden bliver delt med succes. De giver også deres bud på, hvordan vi kan blive bedre til at sikre vækst igennem videndeling.
Fra videnspredning til videndeling
Rapporten ”Vækst gennem videndeling” rummer en række anbefalinger til, hvordan vi kan styrke dansk erhvervslivs samspil og videndeling med universiteterne.
En central pointe er, at vi skal gå fra videnspredning til videndeling. Vi skal bort fra at tænke samarbejde i en ’afsender til modtager’-logik; videndeling bør være en aktiv proces, og flere aktører bør involveres, når ny viden skabes. Dermed bliver den nye viden relevant for flere interessenter. Den bliver også mere robust, når den er afprøvet undervejs.
Her kan vi lære af udenlandske erfaringer. Forskningscentret CITRIS ved University of Berkeley understøtter det tætte samarbejde mellem universitetsforskere og virksomheder. Der er bl.a. sekretariatsbistand til samarbejdsprojekter, og forskere, studerende og virksomheder bringes sammen i de tidlige faser af forskningen – på tværs af faglige skel.
Der findes i dag her i Danmark initiativer, der understøtter samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv, f.eks. ErhvervsPh.D.- ordningen. Men vi skal tænke lagt mere i denne type af samspil, hvis vi skal have viden ud at arbejde i de danske virksomheder.
En anden anbefaling i rapporten peger på, at vi skal etablere et nationalt videnregnskab, der beskriver omfanget og effekterne af samspil mellem videninstitutioner og erhvervsliv. Det vil hjælpe de mange SMV’er, der i dag ikke har tid og overskud til at finde vej til den viden, der skabes i de danske universitetsmiljøer – og dermed går glip af en vigtig kilde til vækst.
Stina Vrang Elias er adm. direktør, DEA
Lokalisering eller globalisering?
5. august 2009 af Stina Vrang Elias
Vi ved det godt. Vi hører hele tiden om det i debatten i det offentlige rum – Danmark skal være et vidensamfund i verdensklasse. Vi skal ikke konkurrere på pris, men på at skabe nye viden og nye ideer.
Regeringen har lanceret en række centrale initiativer: arbejdet i Globaliseringsrådet og fokus på vækstdriverne forskning, innovation og nye teknologier, iværksætteri samt menneskelige ressourcer.
Det er godt. Men det er bare slet ikke visionært nok! Kun 1 pct. af den samlede vidensproduktion i verden foregår i Danmark. Det vil sige, at hvis vi skal leve af viden, skal vi hente den andre steder i verden – vi skal internationalisere vores vidensproduktion.
Derfor er det i den grad paradoksalt, at ud af de i alt 350 initiativer i Globaliseringsstrategien har færre end 10 fokus på det internationale område.
Usammenhængende og ikke international
Der er for meget andedam over den danske innovationsindsats og internationaliseringsstrategien er for usammenhængende.
I en rapport fra 2008 udarbejdet for det Nationale Fødevareforum peges der f.eks. på, at der under et enkelt emne under EU’s 7. rammeprogram blev indsendt hele 13 ansøgninger med deltagelse af danske organisationer. Ingen af dem formåede at nå frem til de egentlige kontraktforhandlinger.
Rapporten peger også på, at det er nødvendigt med øget koordinering mellem forskningsmyndigheder og universiteter for at samle og koordinere de stærkeste danske forskere og miljøer i ansøgninger og dermed styrke chancerne for at opnå finansiering.
Vi har med andre ord brug for en samlet strategi for innovation og internationalisering, som kan give os et overblik over udfordringer, mål og indsatsområder, der kan styrke Danmarks innovationskraft. Og for en strategi, der indtænker erhvervslivets behov i det internationale forskningssamarbejde og forskningsprioriteringer.
Er vidensamfundet akademisk?
7. juni 2009 af Bent Schou
“Hvorfor er det akademiske altid den eneste måde at gøre tingene på? Hvorfor er teori den eneste måde at lære på?” spørger Lars Olsen provokerende ved et debatmøde arrangeret af Politiken for nylig. Lars Olsen er journalist og forfatter og har i flere bøger advaret mod aktuelle tendenser i vidensamfundet, der favoriserer akademiske færdigheder og øger uligheden.
Udgangspunktet for debatmødet hos Politiken var to eksempler. At sygeplejersker under uddannelsen lærer om teorier af Jürgen Habermas og Immanuel Kant. Og at gymnasieelever stilles overfor krav om anvendelse af videnskabsteori og -metode i deres projekter.
Nogen mener det er nødvendigt, f.eks. gymnasierektor Mogens Hansen. “Vi bliver nødt til at forberede de studerende på, at de i fremtidens vidensamfund hele tiden skal tilegne sig ny viden”. Og han bakkes op af Lars Qvortrup, dekan ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole: “På alle niveauer bliver medarbejdere nødt til at tænke abstrakt og forholde sig til teoretiske overvejelser”.
Torben Pilegaard Jensen, forskningsleder ved AKF, fremhæver i stedet den praktiske viden. “Megen viden ligger gemt i håndværket og kan derfor bedst læres gennem praktisk erfaring”. Og han siger klart, at ” Immanuel Kants syn på livet. Det er ikke relevant for sygeplejerskestuderende”. Og en repræsentant for gymnasieleverne siger, at “kun de elever, hvis forældre har en akademisk uddannelse, formår at opfylde disse krav”.
Debatten rækker dybt ind i vores forståelse af viden og af vidensamfundet. Hvilken viden er vigtigst – den tavse viden, som er dybt forankret i erfaring, krop og praktisk arbejde, eller den eksplicitte viden, som er formaliseret og struktureret, oftest fremkommet vha. metoder og teori? Og betyder vidensamfundet en fortsat vækst i de gamle videninstitutioners (forskning og uddannelse) monopol på at definere, hvad der er viden?
Jeg tror vi har brug for at se på problemstillingen med nye øjne. Industrisamfundet var jo netop karakteriseret ved en skarp opdeling mellem den teorisk funderede (boglige) viden og den praktiske viden Skellet gennemsyrer samfundet, hvor videninstitutionerne næsten har monopol på viden, og virksomhederne, hvor viden især håndteres i forsknings- og udviklingsafdelinger samt i særlige støtte- og stabsfunktioner. I vidensamfundet sker der gradvis en opløsning af grænserne, således at det bliver sammenhængen mellem teoretisk og praktisk viden, der bliver interessant. Innovation betyder i dag f.eks. samspil mellem teoretisk viden – og praktiske eksperimenter. Og der stilles hele tiden krav om samarbejde mellem forskning og virksomheder. Videndeling er ikke noget, der er forbeholdt de teoretisk skolede. Og vi skal alle sammen lære – i det daglige arbejde – hele livet, læring sker når viden anvendes.
Alle grupper af medarbejdere vil opleve et større fokus på viden – i deres arbejde (og i fritiden). Eksempelvis sygeplejersker og hjemmehjælpere. Det kan virke fremmed i en verden af “varme hænder” – men ikke desto mindre er kravet, at vi ikke kun skal lære af vores egne fejl – men også af andres. Og det kræver arbejde med viden. Det kræver evidensbaseret sygepleje og det kræver mere planlægning og opsamling af resultater/erfaringer i hjemmeplejen.
Tilsvarende vil uddannelse og forskning forhåbentlig i stigende grad blive befrugtet med praktiske erfaringer og lidt større fokus på anvendelse og værdiskabelse. Også her virker kravene fremmede – som utidig indblanding.
I vidensamfundet vil mange medarbejdergrupper opleve større krav til systematisk videnarbejde (akademisering) mens andre vil opleve at blive trukket ned fra videnskabens hellige tinder. Ingen skal vide sig sikker. Vidensamfundet vil få betydning for os alle.
Fra forskning til forandring
6. maj 2009 af Pia Lauritzen
Det er sagt og skrevet mange gange: Samspillet mellem humanistisk grundforskning og erhvervslivet fungerer ikke optimalt. Men hvorfor er det egentlig sådan? Fordi de tre P´er – Parterne, Politikerne og den Periode, vi lever i – på hver deres måde er gået i selvsving.
Parterne har forskellige succeskriterier
Den mest åbenlyse forklaring på, at samspillet mellem forskere og virksomheder ikke fungerer optimalt er, at der arbejdes ud fra vidt forskellige perspektiver. Mens virksomheder drives ud fra et perspektiv på ca. 6,5 år (den gennemsnitlige anciennitet for topledere i danske virksomheder ifølge undersøgelse foretaget af Børsen i 2008), så arbejder humanistiske grundforskere ud fra et historisk perspektiv, der går helt tilbage til det antikke Grækenland. At bedømme en indsats, der skriver sig ind i en 2500 år lang afsøgning af, hvad det vil sige at være menneske, på en enkel virksomheds aktuelle succeskriterier er ikke bare dumt, men meningsløst.
Politikerne skaber forvirring om mål og middel
En lidt mindre åbenlys, men dog meget plausibel forklaring på vanskelighederne med at få humanistisk grundforskning ud over rampen i erhvervslivet er, at der er blevet vendt op og ned på mål og middel i den forskningspolitiske debat. Ved at betragte fakturaer som det ultimative mål for al forskning glemmer man, at penge er værdiløse i sig selv, og derfor altid må betragtes som et middel til at opnå noget andet. For forskningens vedkommende bør udvikling, og i disse krisetider måske ligefrem forandring, være målet. Økonomien skal fremme dette mål, ikke kvalificere det.
Perioden tilbyder kun én form for videnudveksling
Den tredje og for mig at se mest interessante forklaring på den manglende synergieffekt mellem humanistisk grundforskning og erhvervslivet er, at vi i vores såkaldte vidensamfund har en meget begrænset forståelse af, hvad det vil sige at udveksle viden. Selvom der ifølge professor på Copenhagen Business School, Kristian Kreiner, er min. to forskellige måder at udveksle viden mellem forskning og erhvervsliv på, så er det kun den ene, der anvendes i dag. Forskellen på det, Kreiner kalder overførselspraksis og oversættelsespraksis er, om man insisterer på mest mulig forståelse mellem de vidende parter (som det er tilfældet i dag) eller, om man med respekt for begges ekspertise lader forskere og virksomheder koncentrere sig om det, de er bedst til.
Når jeg synes, den sidste forklaring er den mest interessante er det fordi den baner vejen for en radikal anden måde at arbejde med viden- og værdiudveksling på. Og det har vi brug for.
Ny innovationspolitik på vej?
6. november 2008 af Bent Schou
Teknologirådet havde den 5. november inviteret til debat om fremtidens danske innovationspolitik. Jeg havde fornøjelsen af være med.
Marianne Jelved lagde flot ud med at tale om, at vi er på vej fra en innovationspolitik, der bygger på tilskud – til en mere vidensamfundsorienteret model. Det handler om at viden udvikles og skabes i samarbejde mellem mange parter . på tværs af faglige discipliner, Det handler om samarbejde mellem mange typer af institutioner – uddannelse, forskning, innovationsmiljøer, virksomheder mmm. Marianne mener, at Danmark er innovativt nærmest pr. natur – det er en overlevelsesstrategi for sådan et lille fladt land, vi kan jo ikke andet. Og så er vi nærmest verdensmestre i at samarbejde, hvilket er kernen i vidensamfundet.
Thomas Alslev Christensen fra Forsknings- og innovationsstyrelsen fortalte om udviklingen fra klassisk fokus på produktudvikling til bredere innovationsbegreber. Den danske innovationspolitik bygger i dag på syv ben/funktioner: FOU-baseret teknologisk service, Innovationsmiljøer, Innovationsprojekter, Forskning, Rådgivning og videncentre, Udbydere af uddannelse og kompetenceudvikling, samt Enheder og instrumenter til kommercialisering af offentlig forskning. I en undersøgelse har man konstateret, at innovationspolitikens interessenter ser det største behov for kvalitet i forsknings- og uddannelsessystemet.
Charlotte Rønhof fra Dansk Industri stillede lidt provokerende spørgsmålet “Jungle eller Jingle?” og pointerede, at virksomhederne har svært ved at gennemskue og bruge systemet. De efterspørger een indgang til innovationssystemet. Dansk Industri mener en stor del af innovationspolitiken hidtil har kunne kaldes Hurra-politik. Vigtigt at det ændres til konkurrencekraft, og at der er fokus på, hvad der virker.
I et provokerende indlæg karakteriserede Jørn Bang Andersen fra Nordisk Innovationscenter i Oslo at dansk innovationspolitik er utidssvarende. Vi bygger innovationspolitikken på hvad vi ikke ved. Mange indikatorer er irrelevante, f.eks. indgår servicesektoren slet ikke. Der er fokus på produkter og på måling af input – hvilket er problematisk fordi mere og mere innovation bliver videnbaseret. Innovationspolitikken lider under, at innovation sættes lig forskning. Man opfatter innovation som en lineær proces. Jørn mente, at det er vigtigt, at innovationspolitikken sikrer, at der skabes adgang til de 99 pct. af al viden, der findes uden for Danmark. Der bør fokuseres på åben innovation, og det bør undgås, at forskning opfattes som en forudsætning for innovation. I vidensamfundet er der mange andre kilder til innovation – end forskning.
Anders Hoffman fra Erhvervs- og byggestyrelsen talte om 4 tendenser inden for innovation: Brugerdreven innovation (ex. Lego), Partnerskabsinnovation (ex. Quilts of Denmark), Innovation via offentlig efterspørgsel (f.eks. krav om rensning af gylle), samt Nye markeder og nye kunder (f.eks. i den 3. verden).
Jens Frøslev Christensen, som er professor ved CBS, talte om åben innovation, som tilbyder bedre kvalitet, hurtigere innovation og mulighed for at dele risico med andre. Begrebet åben innovation er ikke mere end 4-5 år gammelt, og stammer fra Henry Chesbrough. En række faktorer betyder, at viden og teknologi udvikles eksponentielt, hvorfor virksomhederne ikke kan følge med vha. egne ressourcer. De er nødt til at åbne deres innovationsprocesser.
Lars Klüver fra Teknologirådet talte om udvikling fra markedsdrevet til behovsdrevet innovation, innovationen skal afspejle markedet bredt og samfundets behov. Der gør innovationen ikke i dag. Der er brug for, at innovationspolitikken også aktivt definerer samfundsmæssige innovationsbehov.
Konferencen tiltrak omkring 100 videnpersoner inden for det danske innovationspolitiske felt. En stor succes for Teknologirådet. Og formentlig et godt bidrag til udviklingen af den danske innovationspolitik.
Stor søgning til ErhvervsPhD-ordningen
7. august 2008 af Ditte Dahl
Siden 2005 er interessen for at oprette nye ErhvervsPhD-stillinger nærmest eksploderet. I 2007 blev der indsendt hele 51 procent flere ansøgninger om et nyt projekt fra studerende, der deler de tre år, et projekt varer, mellem en virksomhed og et universitet. Og tendensen ser heldigvis ud til at fortsætte, ikke mindst fordi der nu er langt flere virksomheder uden for hovedstadsområdet, der deltager, nemlig næsten hvert tredje af alle ErhvervsPhD-projekter.
Dermed er der også gode udsigter til, at regeringen når sit mål frem til 2010 om at oprette 150 nye ErhvervsPhD stillinger om året.
Det er netop kombinationen af ”forskning og forretning” mellem den akademiske verden og erhvervslivet, der er særkendet ved ErhvervsPhD-ordningen. Virksomheden ansætter den studerende og modtager et løntilskud fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen. Den studerende bruger ca. halvdelen af sin arbejdstid på virksomheden og den anden halvdel på universitetet
Virksomhederne får frem for alt adgang til viden fra universitetsmiljøerne, som de sandsynligvis ikke ville have været i stand til at få, eller som det havde krævet væsentlig flere ressourcer af komme i nærheden af, hvis ikke det var for denne ordning. Og endelig får universiteterne en pipeline og et netværk i erhvervslivet, som er med til at sikre, at forskningen kan anvendes direkte i de enkelte virksomheder. Ifølge undersøgelser er mere end ni ud af ti virksomheder og universiteter tilfredse med ordningen.
Som noget nyt kan offentlige virksomheder og institutioner nu også indgå i et samarbejde om en ErhvervsPhD.
Ambitionen om at få et bredere udbud af ansøgere – og gerne fra yderområderne – er heldigvis også ved at lykkes. Hvor ErhvervsPhD-ordningen tidligere var helt domineret af de ingeniør- og naturvidenskabelige områder, er andelen af ansøgninger fra de samfundsvidenskabelige og humanistiske områder steget fra under 17 pct. i 2005 til over 21 pct. i 2007.
Læs mere på www.erhvervsphd.dk.
Ditte Dahl er fuldmægtig, Forsknings- og Innovationsstyrelsen
Posts
Nye kommentarer