Into the box?
11. august 2010 af Rikke Bygballe Mller
Jeg tilhører den gruppe medarbejdere som bl.a. har til opgave at få organisationen til at arbejde lidt smartere. Formålet er selvfølgelig at spare tid og penge, men også at sikre en mere smidig organisation, hvor samarbejde & videndeling mellem kolleger og afdelinger også gør arbejdet mere meningsfuldt, innovativt – og ja, også sjovere.
Som videnarbejder og cand.it er min passion at udforske og opbygge IT-baserede samarbejdssystemer, som kan bruges til, at vi kan arbejde smartere – som f.eks. Microsoft jo lover. Jeg har ingen ambition om selv at kode redskaberne og er godt tilfreds med ”out of the box” redskaber, fx. Microsofts Officepakke. Jeg oplever ofte, at den største udfordring for reelt samarbejde via IT ikke ligger så meget i den givne platform, som i organisationskulturen og dens evne til at mestre de digitale redskaber.
Jeg deler viden og erfaringer med andre som har samme mission – og passion. Og oplever at vores egne ambitioner nogle gange kan være den største hæmsko for succes. Vi vil så gerne servere den perfekte og lettilgængelige løsning for vores brugere, men falder nogle gange over vores egne forventninger om at lave state-of–the-art forretningsløsninger fordi ambitionen er for høj – og for kompleks.
De fleste IT-baserede ”vidensarbejdsredskaber” er faktisk forholdsvist komplekse allerede i standardudgaven. Hvad skal man vælge at bruge af funktionalitet? Hvad har man behov for? Og hvor meget kan slutbrugeren reelt rumme? Det er slet ikke så enkelt at implementere ud af boksen. Og os som sidder med i de første projektfaser og skal definere hvordan, hvor meget og hvorfor, ender reelt ofte med at sidde fast i projektdefinitionen. Vi kommer ikke rigtigt ud på banen, får involveret brugerne og får høstet gevinsterne.
Måske er det ikke altid så meget et spørgsmål om at opsætte den indkøbte løsning helt perfekt fra starten, som at få taget hul på redskabskassen og få etableret en kultur, hvor man naturligt samarbejder. Hvor IT-støtteværktøjet får lov til at være netop dét og kan spille en mere perifer rolle.
Ikke for at fornedre vigtigheden af at skabe god data-disciplin, brugergrænseflader som man kan leve med, sikkerhed og backup osv. Ingen tvivl om at det er afgørende for succes. Men det er faktisk værd at afprøve hvor langt man kan komme med den ”simple” ”ud af boksen-opsætning”. Bruge den banale standardopsætning og funktionalitet som løftestang til at styrke, og måske endda vække det kreative og innovative potentiale i virksomhedens vigtigst aktiv, nemlig medarbejderne.
Microsoft skriver at ”Langt over halvdelen af den information, du anvender i dit daglige arbejde, får du fra dine kolleger og samarbejdspartnere. Derfor er informationsdeling en vigtig disciplin i den moderne virksomhed.” Og de udvikler IT som kan hjælpe, men det er slet ikke nok at investere i redskaberne. Faktisk er IT kun en lille del af den investering, som skal til. Videndeling er en disciplin, en kompetence som skal opøves hos medarbejderne.
Jeg foreslår, at man husker, at IT-redskaberne ikke bare skal bruges til at støtte den eksisterende videndeling, men også kan bruges i træningen af denne disciplin. Når man samarbejder via IT bliver videndelingen pludselig eksplicit, og man er nødt til at aftale spilleregler. Ikke alt kan rummes, men man kan komme langt – og faktisk giver IT mulighed for at man kan samarbejde på tværs af de begrænsninger i tid og rum, vi har som grundvilkår.
Så når man skal styrke videndelingen og samarbejdet i en organisation, så er det værd at overveje om læringen og opbygningen af samarbejdskulturen kan ske i samspil med redskaberne. Man behøver ikke nødvendigvis bruge uanede ressourcer på at skræddersy en ’perfekt’ løsning. Man kan i stedet skabe den ’perfekte’ løsning i fællesskab med brugerne, og som en kollektiv proces medarbejdere imellem.
Måske skal vi ikke altid tænke ud af boksen for at lave de radikale innovative forbedringstiltag? Måske kan man starte med at undersøge, hvor langt organisationen kan komme ved simpelthen at eksperimentere med de muligheder man allerede har købt. Afprøve hvor langt man kan komme ’’inde i boksen’.
Er vidensamfundet akademisk?
7. juni 2009 af Bent Schou
“Hvorfor er det akademiske altid den eneste måde at gøre tingene på? Hvorfor er teori den eneste måde at lære på?” spørger Lars Olsen provokerende ved et debatmøde arrangeret af Politiken for nylig. Lars Olsen er journalist og forfatter og har i flere bøger advaret mod aktuelle tendenser i vidensamfundet, der favoriserer akademiske færdigheder og øger uligheden.
Udgangspunktet for debatmødet hos Politiken var to eksempler. At sygeplejersker under uddannelsen lærer om teorier af Jürgen Habermas og Immanuel Kant. Og at gymnasieelever stilles overfor krav om anvendelse af videnskabsteori og -metode i deres projekter.
Nogen mener det er nødvendigt, f.eks. gymnasierektor Mogens Hansen. “Vi bliver nødt til at forberede de studerende på, at de i fremtidens vidensamfund hele tiden skal tilegne sig ny viden”. Og han bakkes op af Lars Qvortrup, dekan ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole: “På alle niveauer bliver medarbejdere nødt til at tænke abstrakt og forholde sig til teoretiske overvejelser”.
Torben Pilegaard Jensen, forskningsleder ved AKF, fremhæver i stedet den praktiske viden. “Megen viden ligger gemt i håndværket og kan derfor bedst læres gennem praktisk erfaring”. Og han siger klart, at ” Immanuel Kants syn på livet. Det er ikke relevant for sygeplejerskestuderende”. Og en repræsentant for gymnasieleverne siger, at “kun de elever, hvis forældre har en akademisk uddannelse, formår at opfylde disse krav”.
Debatten rækker dybt ind i vores forståelse af viden og af vidensamfundet. Hvilken viden er vigtigst – den tavse viden, som er dybt forankret i erfaring, krop og praktisk arbejde, eller den eksplicitte viden, som er formaliseret og struktureret, oftest fremkommet vha. metoder og teori? Og betyder vidensamfundet en fortsat vækst i de gamle videninstitutioners (forskning og uddannelse) monopol på at definere, hvad der er viden?
Jeg tror vi har brug for at se på problemstillingen med nye øjne. Industrisamfundet var jo netop karakteriseret ved en skarp opdeling mellem den teorisk funderede (boglige) viden og den praktiske viden Skellet gennemsyrer samfundet, hvor videninstitutionerne næsten har monopol på viden, og virksomhederne, hvor viden især håndteres i forsknings- og udviklingsafdelinger samt i særlige støtte- og stabsfunktioner. I vidensamfundet sker der gradvis en opløsning af grænserne, således at det bliver sammenhængen mellem teoretisk og praktisk viden, der bliver interessant. Innovation betyder i dag f.eks. samspil mellem teoretisk viden – og praktiske eksperimenter. Og der stilles hele tiden krav om samarbejde mellem forskning og virksomheder. Videndeling er ikke noget, der er forbeholdt de teoretisk skolede. Og vi skal alle sammen lære – i det daglige arbejde – hele livet, læring sker når viden anvendes.
Alle grupper af medarbejdere vil opleve et større fokus på viden – i deres arbejde (og i fritiden). Eksempelvis sygeplejersker og hjemmehjælpere. Det kan virke fremmed i en verden af “varme hænder” – men ikke desto mindre er kravet, at vi ikke kun skal lære af vores egne fejl – men også af andres. Og det kræver arbejde med viden. Det kræver evidensbaseret sygepleje og det kræver mere planlægning og opsamling af resultater/erfaringer i hjemmeplejen.
Tilsvarende vil uddannelse og forskning forhåbentlig i stigende grad blive befrugtet med praktiske erfaringer og lidt større fokus på anvendelse og værdiskabelse. Også her virker kravene fremmede – som utidig indblanding.
I vidensamfundet vil mange medarbejdergrupper opleve større krav til systematisk videnarbejde (akademisering) mens andre vil opleve at blive trukket ned fra videnskabens hellige tinder. Ingen skal vide sig sikker. Vidensamfundet vil få betydning for os alle.
Velkommen til COPENMIND
5. marts 2008 af Calle Gade Lauritzen
Danmark vågner, og træder varsomt frem på scenen. Blikket mod verden er præget af mistænksom frygt. Erkendelsen af, at verden nok ikke lader sig ignorere, giver med mellemrum Danmark gevaldige tømmermænd. Vi har det svært med verdens nye vilkår, at være Open Minded.
Men når de bedste anstrenger sig for at gøre en forskel, er der håb om, at stemningen i landet vender til nysgerrig søgen og tro på egen formåenhed.
Et af de nyeste initiativer vidner om, at Copenhagen og Danmark har potentiale til at rykke ind i ligaen af betydende regioner i det globaliserede vidensamfund. Copenmind hedder initiativet, der fikst spiller på koblingen mellem Copenhagen, Mind og Open. Initiativet er iværksat i oktober 2007 for at facilitere teknologioverførsel og forskningssamarbejde mellem universiteter og erhvervsliv. Copenmind har tematiseret de kommende 3 års initiativer, og vil gennem udstillinger, konferencer og et såkaldt mindflow åbne i 2008 med CleanTech, efterfulgt af Energy i 2009 og Health i 2010.
Innovation står centralt i initiativets scope, og der er sikkert også tænkt Open Innovation ind i sprogeffekten i Copenmind.
Initiativet bliver godt modtaget, og i journalistiske artikler er der lagt vægt på, at Copenhagen skal opnå status som Europas og ambitiøs fremadrettet som verdens centrum for viden. På linje med, at vi i dag associerer Milano som modens mekka, og eksempelvis Hannover som centrum for it og teknologi i Europa.
Initiativet berettiger til involvering fra alle dele af Danmark, der har samme dagsorden om viden og innovation. Det vidner sponsorater og opbakningen fra erhvervsliv og videninstitutioner også om. Danisco, Grundfos, Danfoss og Dansk Industri har sammen med alle universiteter i Copenhagen involveret sig støttende i initiativet.
Bag initiativet står founder Steffen Moldow, CEO Henrik Dyhr, Conept Director Anders Kristoffer Holst og Concept Manager Stine Søe Kristensen.
VidenDanmark byder det nyetablerede Copenmind velkommen og inviterer til samarbejde, fordi VidenDanmark altid søger indflydelse, hvor der er meningsfuld indflydelse at få. Copenmind er et længe ventet svar på nogle af de udfordringer Danmark har stillet sig selv som seriøs spiller i den globaliserede og intensiverede konkurrence. Der er alt for få initiativer, så alene af den grund, skal dette initiativ bydes velkommen.
Hvordan chancen for succes ser ud, er det nok for tidligt at spå om, men de opstillede temaer er vigtige og relevante.
VidenDanmark vil byde ind med deltagelse i debatten, som Copenmind skaber. VidenDanmark vil indenfor et år forsøge at få initiativerne i tale, som deltagere i konferencer og møder og gerne ved dialog med dem i artikler og direkte på VidenDanmark.dk.
Mangfoldigheden leve!
1. november 2007 af Bent Schou
Mangfoldighedsledelse er blevet populært - og heldigvis for det. Årsagen til populariteten er sikkert nødvendighed – mangfoldigheden trænger sig på i vores samfund, i lokalområdet, i virksomheden. Andre kulturer, andre kompetencer, andre indfaldsvinkler.
Heldigvis kan vi vende nødvendigheden til udfordring og mulighed. Nu taler vi jo netop om mangfoldighedsledelse som den ledelsesmæssige udfordring i at skabe samarbejde mellem medarbejdere med forskellige kulturelle forudsætninger. Vi taler om diversitet i forhold til f.eks. innovation, således at forskellighed er med til at sikre hurtigere og bedre udvikling af nye produkter og løsninger.
Forskere (fra Harvard Business School) har påvist, at en af gevinsterne ved såkaldt “open innovation” (hvor virksomheder inviterer alle der har lyst og viden ind til løsningen af innovationsopgaver) er, at løsningerne ofte kommer fra helt andre fagligheder, end man normalt benytter sig af. Ved at benytte sig af Open Innovation får en organisation adgang til større mangfoldighed, end man kan mobilisere internt. Det styrker innovationen.
Herhjemme vil CBS og DEA (Danmarks Erhvervsforsker Akademi) udarbejde et Mangfoldighedsmanifest, og holder i den anledning en konference den 13. november, hvor der lægges op til at styrke mangfoldighedsledelse i det danske samfund og i danske virksomheder.
Så mangfoldigheden er sat på dagsordenen, og godt for det. For hvis man lægger mærke til det i dagligdagen, har vi vist alle en tilbøjelighed til at gå efter det ensartede – i stedet for det mangfoldige. Et par eksempler herpå, som jeg er stødt på for nylig, er:
Dokumenternes sejrsmarch! Jeg tror der er hævet over en hver tvivl, at der aldrig er blevet solgt så mange dokumenthåndteringssystemer, som nu. Alle større organisationer med respekt for sig selv, skal have styr på deres dokumenter. Jeg kan ikke lade være med at undre mig, fordi vi samtidig oplever en revolution i kommunikation, i måden hvorpå vi håndrerer information og i de medier vi anvender. Vi skal passe på, at vi ikke vil gøre alt – sms’er, chats, pod-casts, blogs, wikier … til dokumenter. Så risikerer vi at sætte en alvorlig barriere op for de lovende muligheder, der er i de nye kommunikations- og videndelingsformer. Mangfoldigheden leve! – også når det gælder information og viden.
Døden ved powerpoint! Jeg var netop til konference, og oplevede – for gud ved hvilken gang – en stribe powerpoint-præsentationer. Gode og dårlige – men alle oplægsholdere havde valgt at bruge powerpoints. Eller valgt er måske ikke det rigtige ord. Det er faktisk kommet så vidt, at man ikke kan præsentere noget, som der er ikke er slides på. Hvor ville det dog være befriende, hvis vi også her kunne gøre noget andet – blot en gang imellem. Fortælle en historie, vise en lille videofilm, eller … Mangfoldigheden leve! – også når det gælder formidling og præsentation.
Jeg er sikker på, at du også har gode eksempler på, at ensartetheden råder og har taget over. Lad os hjælpes ad med at styrke mangfoldigheden – på alle fronter – og på alle niveauer.
Når den dybe tallerken er god nok
3. august 2006 af Bent Schou
Hen over sommeren har aviserne skrevet om myndighedernes fejlslagne forsøg på at genoprette miljøet i vore søer ved at udsætte gedde-yngel. Det lyder jo smart, at man på denne måde lader naturen selv sørge for genopretningen.
Desværre viser det sig, at forsøget er slået fejl. De stakkels små gedder går til, og miljøet bliver derfor ikke bedre.
Men selv om et forsøg slår fejl, er der vel ingen grund til at underkende den viden, som er opbygget. Jeg husker historien om, hvordan Edison måtte afprøve 60.000 forskellige materialer, før han fandt det rigtige. Han begik målrettet fejl og opbyggede dermed viden.
Problemet med gedderne og søerne er, at der allerede fandtes viden på området, som dokumenterede, at det ikke virkede. Og alligevel går man i gang, bruger millioner af offentlige kroner på at gennemføre forsøg.
I dag forsvarer embedsmændene/forskerne sig med, at der var forskellige omstændigheder, at der var usikkerheder omkring den eksisterende viden, som retfærdiggjorde nye eksperimenter.
Alligevel sidder man tilbage med en dårlig fornemmelse. Det kan måske undskyldes, at vi almindelige mennesker gerne vil opfinde den dybe tallerken igen og igen – også når det betyder, at vi begår de samme fejl igen og igen. Men hvad er det, der får trænede forskere og analytikere til at begå sådanne elementære fejl i forhold til at undersøge eksisterende viden og lære af andres fejl?
Måske skulle man kigge universitetet og højere læreanstalter efter i sømmene – måske er det her problemet starter. Måske er det her man glemmer den fundamentale ydmyghed, som er nødvendig når vi skal lære af andre og bruge andres viden.
Posts
Nye kommentarer