Gør Google og internettet os dummere?
Supermennesker med alverdens viden lige ved fingerspidserne? eller hjerneløse zombier i en zapper kultur? Så skarpt stiller Karim Pedersen det op i en artikel på comon.dk. Og artiklen rummer mange gode henvisninger til andre, der har ytret sig i denne debat om hvordan internettet påvirker os:
- Allerede i 2008 mente den amerikanske it-guru Nicholas Carr (Is Google making us stupid), at vi har mistet vores evne til at koncentrere og fordybe os, og at det er internettet, som bærer skylden.
- En svensk undersøgelse dokumenterer, at vi bedre forstår en tekst på papir end på en computerskærm, hvor der er for meget andet, der distraherer.
- Clay Shirky mener i Wall Street Journal (Does the internet make you smarter?), at vi er midt i en informations-eksplosion, der kan sammenlignes med Gutenbergs opfindelse af bogtrykkekunsten. Det gamle system er brudt sammen, og vi mangler stadig at få det nye system på plads. Derfor oplever vi en periode med kaos. Men det betyder ikke, at vi bliver dummere, mener Clay Shirky.
En spændende debat – som så vidt jeg kan se rummer flere aspekter:
Den store tilgængelighed til information (viden?) på internettet, nu også fra min håndholdte og mobile smartphone, ipod eller ipad eller hvad den nu hedder, betyder, at den viden jeg selv har bliver mindre interessant i forhold til den store mængde viden, jeg umiddelbart kan få adgang til. Investerer jeg f.eks. nogle timer eller to sammen med google og internettet, er der næsten ikke det emne, jeg ikke kan skabe mig et (måske overfladisk – men alligevel) indblik i. Når jeg taler med venner og kolleger – og der er noget vi er i tvivl om, er der altid een, der med sin smartphone kan finde svaret i løbet af ganske kort tid. Hvorfor vide så meget – når nu vi så hurtigt kan få adgang til viden??
Men her er det, at skellet mellem viden og information igen bliver interessant. For den uvidende er internettet kun ligegyldig information. Det kræver jo en del viden, at kunne kapere og sortere al den tilgængelige information hurtigt og korrekt. Det forudsætter en slags højtudviklede “viden- eller informationskompetencer” – at jeg kan validere og kontrollere den information, jeg bruger fra nettet – og omdanne den til brugbar viden. Der er jo meget crap derude. Og jeg risikerer nemt blot at reproducere crap – hvis jeg ikke ved noget i forvejen – eller kan kvalitetschedke kilderne.
Et andet aspekt i debatten om internettets fordummelse er påstanden om at vi mister koncentrationen – at vi bliver distreheret af de mange kanaler og informationsstrømme. Jeg kender det kun alt for godt. Det er som om, at der hele tiden åbnes for både flere og hurtigere kommunikationskanaler til og fra mig. Post og stationær telefon er jeg vokset op med (og har styr på). Men inden for de senste 10-15 år er mobiltelefonen, emailen, sms’en og nu senest de sociale medier kommet til. Engang imellem kan man godt føle sig jagtet. Specielt når man som jeg nødig vil gå glip af noget og slet ikke af de muligheder der følger med, selv om de ofte drukner i spam og ligegyldig information.
Koncentration er en gammel dyd. Munkene arbejdede i celler, mange har stadig eget kontor, og når vi mødes skal vi slukke for pc og telefon. Men spørgsmålet er om ikke vi skal anskue koncentration lidt anderledes. På den ene side har vores hjerne altid fundet udveje, når arbejdet eller undervisningen blev kedelig eller uinteressant. Vi har vist alle prøvet at lade tankerne løbe, mens vi prøvede at se nærværende og opmærksomme ud. På den anden side har distraktionen mange nyttige funktioner – f.eks. afslapning og kreativitet.
Og hvor vil jeg så hen med alt dette? Jo. Der er da sikkert en god risiko for at internettet og informationsbombardamentet gør os dummere, hvis vi ikke ændrer vores syn på viden – og sætter fokus på udvikling af vores både tekniske og sociale videnkompetencer.
Eller sagt på en anden måde. Jeg tror vores styrke fremover vil bero på vores evne til at supplere stærk faglighed med gode kompetencer i forhold til at tilegne os viden (lære) – både via de tekniske medier og via andre mennesker. Målt i faglighed kan det godt være, at vi i gennemsnit bliver dummere. Men klogskab vil fremover i højere grad blive målt på andre paremetre – såsom videntilegnelse og læring – teknisk og socialt.
Posts
Som den lykkelige ejer af ca. 2500 bøger OG en Internetforbindelse kan jeg sagtens genkende dilemmaet: jeg bruger efterhånden meget mere tid ved computeren end i lænestolen; men når jeg for alvor skal sætte mig ind i nyt materiale, skal jeg have det på papir.
Og så alligevel: der er to anvendelser af computeren, som bogen ikke kan konkurrere med:
1) Jeg lærer i meget høj grad ved at skrive og undervise – og skrivning foregår i dag med det fulde udtræk af tekstbehandling og Internet-søgning, mens undervisning involverer en omfattende forberedelse, også af den endelige præsentation, igen ved computeren
2) Måske fordi jeg har en baggrund i beregningsmatematik – husk hvad selve ordet “computer” oprindelig betød – er jeg vant til, at computeren er det kombinerede modelleringsværktøj og laboratorium; dvs. jeg går også til computeren for at gennemføre “hvad nu hvis”-eksperimenter
Men jeg har ingen mobiltelefon, kunne ikke drømme om at sende en SMS (så kort kan jeg ikke udtrykke mig, bare spørg mine omgivelser…) og er ikke blevet dummere af at have mere information inden for rækkevidde – med mindre man vil sige, at jeg er blevet dummere relativt til den samlede mængde information og viden, der findes “derude”, men dét var i gang længe før Internettet.
Så jo, vi skal lære at bruge disse unge medier; og nej, jeg er ikke et spor bekymret på netop dette område. – Men jeg er 100% enig i, at behovet for denne kollektive læringsproces har ramt os brat og hårdt; og jeg ser fora som dette som værende overordentlig væsentlige i processen.
Virksomheder kan ikke leve uden klare handlingsmønstre. ( vores problem er … så vi må ….)
De vil kræve fortolkning af information, hvilket som Bent skriver kræver viden.
For 10 år siden beskæftigede jeg mig meget med Knowledge Management i dag med kommunikation. Det spring får jeg sommetider spørgsmål til; men jeg ser det selv som to områder med fælles krav til evner. Effektiv kommmunikation kræver klare budskaber, som kun kan formuleres hvis man forstår problemets kerne. Når jeg arbejder med en kommunikationsopgave og forsøger at få armene omkring kerneproblemstillingen så budskabet kan blive så enkelt og klart som muligt, så stiller det store krav til min viden. Jeg bombarderes med information, både den jeg selv søger og den jeg får fra andre- som bare gerne vil hjælpe mig. Jeg skal være i stand til at spotte hvilke informationer, der hjælper mig med at komme nærmere kernen, og hvilke informationer der bare er ’støjsendere’. I al sin enkelhed drejer det sig om at have tilstækkelig viden til at kunne ’se mønstret’ og derved identificere kernen
Bent Schou skriver: “Målt i faglighed kan det godt være, at vi i gennemsnit bliver dummere. Men klogskab vil fremover i højere grad blive målt på andre paremetre – såsom videntilegnelse og læring – teknisk og socialt.”
Jeg mener, man skal være forsigtig med at afskrive faglig viden som en forudsætning for det at være “klog”. Den faglige viden er målet for læring/tilegnelse af viden, og må derfor ses som en forudsætning herfor. Den faglige viden forsvinder ikke, hvis der ikke er nogen der tilegner sig den.
Den bliver derimod fastlåst og dogmatisk, hvis den ikke konstant udvikles. Det er i den fortsatte udvikling af faglig viden, at Web 2.0 værktøjerne kan bidrage positivt.
Udgangspunktet for denne udvikling af viden må dog være den anerkendte viden, der allerede findes. Derfor er det centralt, at de der deltager i produktionen af viden på et bestemt område, har et indgående kendskab til den anerkendte viden, der allerede findes på området.
Derfor mener jeg, at klogskab fremover i højere grad skal måles på evnen til at udvikle ny viden på baggrund af allerede eksisterende anerkendt viden. Derfor vil besiddelsen af faglig viden også i fremtiden være en væsentlig del af det at være “klog”.