Arkiv for emnet: Wisdom om crowds

X

Stemmerne fra årets kommunal- og regionsvalg gøres i skrivende stund op. Tidligere på dagen var vi ovre og afgive vores stemme i skolens sportshal. Far, mor, Monica på 7 og Victor på 5. Vigtigt at børnene er med, så de kan opdrages til at blive gode demokrater. Sådan en valgdag minder en hel del om juleaftensdag, hvor folk går til kirke for at høre det glade juleevangelium. Fra nær og fjern kommer de, ægtepar går arm i arm, børnenes øjne stråler forventningsfuldt, og inde i valglokalet hviler en ærbødig andægtighed, man møder folk, man kender og føler, at man har noget til fælles. Man konverserer med sagte stemme. Man priser vores demokrati, vi er de frelste, de udvalgte, som lever i et civiliseret samfund, og dette er jo selve kernen i demokratiet. At vi frit kan gå hen og sætte vores kryds. Men hvem skal man dog stemme på, man kan ikke kende forskel på kandidaternes synspunkter, og den ene kan vel være lige så god som den anden.

Demokratiets kirketjenere udleverer stemmesedler. De er lange. Stemmesedlerne altså. Traditionelle partinavne og navne på partier, der lyder som en joke, såsom ”Hampepartiet” eller ”Nihilistisk parti”. Og alenlange lister med personnavne. Man kender et fåtal, spidskandidaterne og de, som har været bedst til at markere sig i den til tider forbitrede debat i lokalsprøjten. Vi har også set nogle af deres ansigter på de utallige valgplakater som gennem den sidste måneds tid visuelt har forurenet gader og stræder. ”Dette er demokratiets legeme”, synes man at høre, idet man modtager stemmesedlerne. Der er også valg-bolsjer, som må udgøre det for nadvervinen: ”Dette er demokratiets blod”. Børnene får to bolsjer hver – jo, demokratiet er en gavmild gud. De er sorte. Bolsjerne, altså.

Efter at have modtaget den hellige nadver, ledes vi af en anden kirketjener ind i det allerhelligste – stemmeboksen – for at foretage den hellige handling. At sætte vores kryds og dermed gøre brug af vores grundlovssikrede stemmeret.  Klædet trækkes til side og jeg træder sammen med min søn ind i det lille aflukke. Jeg har lovet min søn, at han må få lov til at sætte krydserne på de to sedler. Han får også lov til at bestemme, hvor de skal sættes. Han beder mig læse navnene op, og han beslutter sig for at sætte kryds ved en Jens på den ene seddel. Fordi vi kender en flink mand, som også hedder Jens. På den anden seddel stemmer han på en Emil, fordi der er én i hans børnehave, som også hedder Emil.

Vi folder andægtigt sedlerne sammen, de puttes i stemmeurnerne, vi føler den berusende følelse af at have gjort vores demokratiske pligt som ansvarlige samfundsborgere, vi går rensede derfra. Som genfødte møder vi hustruen og datteren, som også har været inde og sætte krydser. Som den gode, demokratiske familie, vi er, forlader vi valgstedet. Ved udgangen står en indsamler fra en eller anden organisation. Hun lader til at have godt gang i omsætningen. Den højtidelige stemning, og følelsen af at være en del af noget større, gør folk gavmilde. Det skæpper godt i kirkebøssen.

Det repræsentative demokrati er et fortidslevn fra industrisamfundet. Det repræsentative demokrati var et fremskridt fra styreformer, hvor enevældige konger og Kirken havde magten. Men det er utidssvarende i dagens komplekse og dynamiske vidensamfund, hvor realpolitik langt hen ad vejen handler om mere eller mindre videnskabelig optimering af en række samfundsparametre, med henblik på at skabe det bedst mulige liv for flest mulige mennesker. Det helt grundlæggende problem i det repræsentative demokrati, er, at det bygger på en naiv forestilling om, at hvis alle i et samfund er med til at vælge dets ledere, bliver alle borgere i samfundet i princippet hørt. I virkeligheden er det tilfældigheder og enkeltsager, som afgør, hvilke politikere, der skal træffe en lang række vigtige beslutninger i løbet af den kommende periode. Det er i virkeligheden dybt udemokratisk. Fremtidens politiske styreform må basere sig på ”Wisdom of the Crowd”. Den styreform, vi har nu, er snarere ”Ignorance of the Crowd”.