Læringsteknologi – hvad er perspektivet?
8. januar 2009 af Bent Schou
VidenDanmark holdt et meget spændende men ikke særlig velbesøgt seminar om læringsteknologier den 4. december 2008. Seminaret havde en række spændende oplæg – og diskussioner. Det hele blev dokumenteret på video – se selv her.
Det virker som om vi i Danmark har en smule berøringsangst over for de mange nye muligheder, der er for læring – som f.eks. e-læring, simulering, kloning, spil og second life. Eller måske er det HR-verdenen, som har berøringsangst. De kom i hvert fald kun ganske få til seminaret – men det kan jo skyldes mange ting.
Inspireret af seminaret spurgte vi i december i nyhedsbrevet og på hjemmesiden: Hvordan vurderer du jeres brug af læringsteknologi de nærmeste år?
Svarfordelingen (13 svar) var således:
-
Vi bruger ikke læringsteknologi – klarer os med alm. kurser og lign. (39 pct.)
-
Vi vil fortsætte med at bruge læringsteknologier i nogenlunde samme
omfang som nu. (8 pct.) -
Vi vil helt sikkert satse mere på brug af forskel-
lige læringsteknologier. (54 pct.)
Der er således flest (7 personer), der som nok forventeligt, vil bruge mere af læringsteknologierne. Men en næsten lige så stor andel (5 personer) bruger slet ikke læringsteknologier. Måske er der her tale om mindre virksomheder, som ikke kan investere i de ofte dyre teknologiske løsninger.
Breder man perspektivet lidt ud, er der dog nok ingen tvivl om, at vi alle vil opleve større brug af læringsteknologier. I hvert fald tyder alt på, at vi som personer (medarbejdere eller selvstændige) er nødt til at tilegne os de nogle af de mange nye læringsteknologier. Man taler nemlig i dag om hvordan et såkaldt PLE (Personal Learning Environment) afløser tidligere forestillinger om LMS (Learning Management System). Og det hænger selvfølgelig igen sammen med internettets transformation til et interaktivt medie (web 2.0).
Eller sagt med andre ord – vi bliver selv hver især ansvarlige for læringen, – og udbuddet går måske også uden om virksomhederne – og HR-afdelingerne.
Spændende perspektiv, ikke?
Vidensdeling: Servér kaffe og kage på det interne net
20. september 2007 af Jørn Jacobsen
Virksomheder og organisationer har længe forsøgt at finde egnede metoder til at frigøre deres ansattes skjulte vidensressourcer. Vi ved, at den enkelte ansatte besidder en viden, som kan give virksomhederne en betydelig merværdi, hvis den deles og kan udnyttes af andre. Men værktøjerne til denne vidensdeling har ikke altid været lige velvalgte, og derfor har ledelsen ofte måtte se nederlaget i øjnene på netop dette område.
Både private virksomheder og offentlige organisationer har gennem de seneste ti år sat deres lid til, at hardware og software skulle kunne løse problemet med lagring og deling af viden. Men den form for vidensdeling er sket på teknologiens (og ledelsens) præmisser, og investeringen har vist sig ikke at give det bedste afkast. Et langt stykke hen ad vejen har kantinens kaffe og kage vist sig at have haft væsentlig større succes end computeren, når det kommer til deling af viden.
Ny software kan imidlertid godt være med til at løse problematikken omkring deling af viden i virksomheden, man skal blot se i en ny retning. Løsningerne skal hentes fra vores sociale liv på Internettet og ikke fra allerede kendte IT-løsninger til virksomheder. Det er ”det sociale Internet” – eller Web 2.0 – og dets forrygende effektive måde at håndtere information på, som kan være en mulig løsning.
Millioner af mennesker deltager dagligt i udvekslingen af viden på nettet. Det sker f.eks. via webapplikationer som MySpace, Wikipedia og YouTube. Hvert enkelt program kobler let folk til en mængde af information, men på en måde som ikke gør den uoverskuelig. Eksempelvis har Wikipedia mere end 100.000 aktive redaktører. Yderligere har Wikipedia ti gange mere plads til artikler end en traditionel encyklopædi. Og det hele er gratis og bygger på det, som er enhver leders drøm: deltagernes frivillige engagement!
Denne deltagelse og kollektive intelligens har allerede ændret måden, hvorpå vi lever vores liv, og især måden vi henter vores information på. De programmer, som vi bruger på nettet, er skabt af og for mennesker, som har lyst til at dele viden. Eksempelvis afspejler Wikipedia, MySpace og blogs vores nysgerrighed, lyst til at kommunikere og fortælle historier. Og teknologisk bygger Web 2.0 på programmer, som er ekstremt fleksible og brugervenlige, så de er nemme at gå til for den enkelte bruger.
Hvordan udnyttes Web 2.0 i virksomhederne?
En for nylig offentliggjort rapport fra McKinsey viser, at 80 % af 2000 adspurgte virksomheder overvejer at bruge Web 2.0-teknologier internt i deres organisation. Web 2.0 omfatter en række forskellige teknologier, bl.a. blogs (interaktive journaler eller referater posted på et webside), tagging (specifikke søgeord knyttet til et dokument), mash-ups (et program, som henter information fra forskellige kilder) og RSS (med RSS kan brugeren selv vælge, hvilke online informationer han eller hun vil abonnere på).
Alle disse værktøjer kan sagtens overføres til virksomheder og organisationer. Eksempelvis kan blogs bruges til møde- og beslutningsreferater, hvilket betyder, at de ansatte kan give respons med det samme. Wikis kan blive grundstammen i virksomhedens videns-bibliotek, hvor de ansatte kan gemme, dele og finde informationer og faktuel viden. Dermed får man reduceret tiden på møder, og man undgår misinformation og upræcise overleveringer. RSS kan udnyttes som et nyhedsbrev, der automatisk kan sende nyheder, referater, budgetter eller sygemeldinger ud til de ansatte, som det er relevant for. I bund og grund er det kun fantasien, som sætter grænser for anvendelsen af de nye teknologier.
Måske er deling af viden en af de største udfordringer for den moderne virksomhed, hvor netop viden er dens største kapital og ressource. Derfor har vi hos BEA, i lighed med en række andre store softwareleverandører, udviklet produkter til vidensdeling, der tager udgangspunkt i Web 2.0, men som samtidigt tager højde for virksomheders krav til standarder og sikkerhed.
Det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at det ikke er nok at købe et stykke software. Den væsentligste ressource bag Web 2.0 er medarbejdere, som bruger den. Derfor skal softwaren tilpasses specifikt til virksomhedernes ansatte. Hvis Web 2.0 skal skabe en revolution, så skal virksomhedslederne gøre virksomheden klar til revolutionen. Det betyder, at virksomhederne og organisationer skal besvare en række spørgsmål som: Hvilke regler og processer gælder der, når man træder ind i det nye videnslandskab? Hvilken rolle har ledelsen selv? Og hvilket incitament har de ansatte til at deltage i udvekslingen?
Der ligger en udfordring her. Men vi tror, at mange virksomheder vil kunne lykkes med at skabe rammerne for en kultur, som bygger på Web 2.0’s dynamiske, videbegærlige og generøse adfærd. Og de organisationer som gør det, vil få adgang til helt nye og hidtil uudnyttede ressourcer hos deres vigtigste aktiv – deres medarbejdere.
Jørn Jacobsen er adm. direktør i BEA Systems.
Hvorfor bliver 80 % af al læring i organisationer overladt til sig selv?
21. juni 2007 af Jesper Johan Bille Edsberg
Adskillige undersøgelser bekræfter at 80 % af al læring i organisationer er uformel (mester/lærling, imitation, interaktion med kollegaer) og kun 20 % er formel læring (kurser, blended learning og e-learning). Hvorfor investerer virksomheder så alligevel 80 % af deres uddannelses-ressourcer i formel læring? Ifølge den organisatoriske læringsekspert, Jay Cross, er der tale om 80/20 paradokset. Nedenstående figur illustrerer dette.
Det er at vende op og ned på sund fornuft, at investere sine ressourcer, hvor de gør mindst gavn! Derfor er de fleste virksomheders undervisningstiltag spildte, hvis de ikke formår at tage hånd om og understøtte den herskende læringsform. De fleste ledere er ikke interesserede i læring; endsige uformel læring, men har som regel ensidigt fokus på udførelse. De vil med andre ord have arbejdet gjort og fokuserer på præstationer. For en virksomhedsleder er læring derfor blot et middel til et mål.
Hvis det skal lykkes organisationer at understøtte og udnytte den uformelle læring, som foregår til hverdag, er det vigtigt, at der skabes en balance. Det handler ikke om at investere alle udgifter i uformel læring. Ekstremisme er ikke svaret på problemet. Det bedste ville være at finde en balance mellem de to. Hvordan finder virksomhederne så denne balance mellem disse to læringsformer? Svaret på dette komplekse problem er at finde gennem tiltag indenfor tre områder: a) ledelsen b) virksomhedens kultur c) IT-teknologien.
Grunden til der ikke bliver gjort noget ved den uformelle læring skyldes nok, at det er en svær størrelse at håndtere. Hvis man prøver at styre den uformelle læring – er det jo ikke længere uformel læring ! Hvad kan organisationer gøre for at understøtte og bevidst udnytte de ressourcer, der ligger gemt i de uformelle læringsprocesser ? Det vigtigste virksomhedens ledelsen kan gøre er at forstå, at der ligger et kæmpe potentiale gemt i den uformelle viden, som kan udnyttes og gøre virksomheden endnu “klogere” samt konkurrence- og tilpasningsdygtig. Ud fra den klare forståelse af den uformelle lærings potentiale må der skabes klare politikker og en læringskultur, der understøtter både uformel og formel læring.
Et bud på en sådan læringskultur kunne være – læringsøkologier. En læringsøkologi fostrer og tager hånd om en meget mere bredspektret læring – som involverer både formel og uformel læring. Den økologiske idé baserer sig på at tage udgangspunkt i naturens egen måder at vokse og udvikle sig på. På samme måde tager læringsøkologien udgangspunkt i hele spektret af det lærende individs og netværkers naturlige måder at lære på. Læringsøkologien er baseret på at skabe forskelle læringsrum i organisationen.
-
Et rum for eksperter og begyndere (mester/lærling) (kan understøttes af wikier)
-
Et rum for personlig refleksion og udtryk (dagbog – blogs)
-
Et rum for debat og dialog (kan understøttes af blogs og wikier)
-
Et rum til søgning i arkiveret viden (wikier)
-
Et rum for struktureret læring (kurser)
-
Et rum for formidling af nye informationer og ny viden, som er vigtig for videreudviklingen af et bestemt praksis-felt (nyheder og forskning)
Derudover kan sociale IT-teknologier (social software = blogs, wikier, RSS og instant messaging) gøre meget for at understøtte og “fange” den uformelle læring og organisationens kollektive viden/intelligens. Det geniale ved social software er, at det kan understøtte disse rum, så du således både har fysiske og digitale læringsrum.
Web 2.0 – modebølge eller nyskabelse
21. juni 2007 af Bent Schou
VidenDanmark gennemførte i perioden fra den 8.6.2007 til 21.6.2007 en spørgeundersøgelse blandt nyhedsbrevslæserne ang. fremtiden for Web 2.0. 25 læsere har besvaret spørgsmålet:
“Alle taler om web 2.0. Og meningerne er delte: Er det den sidste nye modebølge – eller er der tale om en markant nyskabelse?
Hvad mener du?
Svarene fordelte sig således:
Web 2.0 er
-
En modedille, vi ikke behøver tage alvorligt – 36 pct.
-
Et spændende fænomen, som vi må se nærmere på – 32 pct.
-
En revolutionerende nyskabelse, der vil ændre vilkårene for samarbejde og videndeling fuldstændig – 28 pct.
-
Det ved jeg ikke noget om – 4 pct.
Og det er jo næsten en tredjedel på hvert af de interssante svar. Flest holder på modedillen, sikkert belært af erfaringerne fra tidligere hotte modebølger. Færrest har set lyset men dog alligevel næsten 30 pct. Og en tredjedel tøver – sikkert også ud fra en fornemmelse af, at vi endnu ikke rigtig ved, hvad det kan gøre for os.
Hvad mener du?
Web 2.0 – den sidste brik i KM puslespillet?
18. juni 2007 af Jens Brogaard
Med risiko for at blive anklaget for kun at kunne se verden med knowledge management briller vil jeg alligevel driste mig at påstå at Web 2.0 ikke mindre er den endelige udmøntning af brugbar videndeling. Dette er selvfølgelig lidt af en påstand og betyder det i så fald, at mindst de sidste 10 års forskning og anvendelse af videndelingsprocesser og -værktøjer i så fald har været forspildte? Sådan behøver det ikke at være.
Historisk ser man, at den teknologiske udvikling består af flere brikker der alle skal falde på plads før det bliver en ægte pragmatisk løsning. Inden for den “atomare” verden ses, at flere komponenter skal være tilstede førend den akkumulerede viden kan udmønte sig i en innovation, som f.eks. pc’en,
automobilen, etc. Dette er de såkaldte systemiske innovationer der har deres modsætning i eksemplet med den nok så famøse “isterningepose”.
Videndeling er ikke nogen “isterningepose”! Igennem de senere år har man været vidne til at se hvordan videndeling er blevet en naturlig del af andre mere traditionelle fagdiscipliner; på den måde har man forsøgt at få videndelingskonceptet udbredt i hele organisationen.
At dele viden, især den usagte (”tacit”), har været mere end en udfordring. Hvilken virksomhed kender ikke kampen om medarbejdernes deltagelse i virtuelle praksisfællesskaber (”communities”). Dog med fremkomsten af den sidste brik – Web 2.0 – ser det ud til at vi endelig kan udleve drømmen om ægte virtuel videndeling i samfundet og i virksomheder.
Revolution, udenfor
13. april 2007 af Thomas Peter Berntsen
Nettet døde da .com-boblen brast i 2001, i en næsten lige så stor og prosaisk kulmination som i sangen “The Night Chicago Died” af Paper Lace. Eller det mente mange i hvert fald, at det gjorde.
Og ganske som i sangen, hvor fortællerens moder afventede faderens skæbne efter opgøret med Al Capone, afventede mange af os, hvad Nettets skæbne skulle blive efter investeringsfondenes sabelraslen og investorernes opgør. Nettet blev sønderskudt af noget værre end Capone.
Og var Nettet jo faktisk bare et luftkastel, hvor forretningsmodeller ikke slog til i længden og egentlig kun var “kreative” iværksætteres pure tankespin? Ingen vidste deres gode råd.
Men så skete der noget. Op skød forskellige nye tjenester, der i langt højere grad end tidligere indvolverede brugerne. Hvor brugernes mulighed for selv at bidrage med indhold og samarbejde med andre blev essentielt. “At involvere brugerne” blev det nye mantra.
Web 2.0 rejste sig selv som en fugl føniks af dødsboblen og Nettet og IT blev stille og roligt allemandseje. Nu deler vi vores billeder via Flickr, netværker på LinkedIn og samarbejder om artikler i Wikipedia. Og forretningsmodellerne er mere solide end tidligere.
Men hvad skete der med intranettene, portalerne og dokumentstyringssystemerne? De levede deres egen lukkede tilværelse, trygt bag organisationens beskyttende mure; uden bekymring om Web 1.0, Web 2.0 og melankolske britiske sangere, der kvæder om død og ødelæggelse i Chicago.
Alt i alt en noget beskyttet tilværelse uden for store forandringer. Og det er nu engang ofte måske det bedste.
Udenfor blev verden dog en anden, da Web 2.0-tankegangen begyndte at brede sig… Der kom ny fokus på brugbarhed, på at skabe mindre, velfungerende værktøjer, der kunne integreres via åbne snitflader samt på at benytte sig mere af vedtagne datastandarder.
Men indenfor murene var situationen stadig den samme. En opdatering af systemerne i ny og næ, måske, men stadig de samme, gamle arbejdsrutiner, ufleksible værktøjer og manglende (~omkostningsfyldte) muligheder for integration.
Og dér befinder vi os i høj grad stadig. Det tager lang tid for nye typer af værktøjer og forestillinger, såsom “kollaborativ videndeling og
samarbejde med wikier”, at nå indenfor murene. Og de er nye, farlige og måske lidt venstreorienterede – så passer de nu også så godt ind i en solid, dansk virksomhed? Hmm… Men så var det jo lige, at “Intellipedia” blev afsløret. En Pentagon-sponseret wiki til efterretningssamarbejde. Måske de kære amerikanere også er blevet lidt røde og revolutionære i filten?
Hvad end man synes om wikier, rødgardister eller Paper Lace, er der dog ingen tvivl om, at der med Web 2.0 er opstået mange spændende muligheder for enhver organisation, der ønsker bedre værktøjer for videndeling og samarbejde.
Så spring ud i Web 2.0 – og gerne med en samarbejdspartner, der kan hjælpe jer på vej med den rigtige palette af værktøjer og få jer og jeres medarbejdere godt i gang – og I vil have svært ved at se tilbage 
Posts
Nye kommentarer