Fra service til kompetence
21. januar 2009 af Bent Schou
Der er mange grundlæggende fænomener, som møbleres om i disse tider. I hvert fald i mit hovede – men tror jeg også i den faktiske verden. Det er igen vidensamfundet, der spøger. Jeg tror ikke vi har forstået og set alle konsekvenserne endnu.
Vidensamfundet ændrer på forholdet mellem information og viden: Information bliver mere og mere tilgængelig og efterhånden gratis siger bl.a. Larry Prusak på et møde hos VidenDanmark den 23.5. Det vi skal leve af fremover er ikke information – men viden. Viden bliver tilsvarende dyrere. Virksomheders evne til at udvikle og rafinere viden bliver en nøglekompetence.
Andre har suppleret med historier om, hvordan man for få år siden kunne tjene penge på at sælge information til virksomheder (f.eks. juridisk information) – i dag er denne information efterhånden alment tilgængelig, og der må satses på en værdiforøgelse af informationen: Noget i retning af viden – eller kompetence.
Tilsvarende er det interessant at se, hvordan bibliotekerne og bibliotekarerne kæmper for at finde deres plads i vidensamfundet. Vi er vel enige om, at bibliotekets dage er talte – som central for informationslagring og -søgning (måske ikke som kulturelt samlingspunkt). Selv om servicen på biblioteket oftest er gratis – vælger de fleste af os selv at finde den information, vi har brug for.
I denne proces ændrer bibliotekernes og bibliotekarernes rolle sig. Bibliotekarer kan jo noget af det, som vi alle skal blive meget bedre til i vidensamfundet – nemlig at omdanne information til viden. Når vi søger i den alt for rigelige information på internettet, er det en udfordring i sig selv at prioritere, vælge og vælge fra, at skelne skidt fra kanel, at kombinere måske uforenelige begreber eller synsvinkler mm. Denne informationskompetence bliver en nøglekompetence i fremtidens vidensamfund. Den skal vi alle beherske for at kunne være med.
Den vigtige forskel på såkaldte akademikere og alle andre er, at akademikere med en længere eller lang videregående uddannelse har fået tilført en slags informationskompetence. Og det sker når man lærer om videnskabsteori, metode, kildekritik med meget mere. Nok lyder det lidt højpandet – men grundlæggende handler det om at omdanne information til viden, og det bliver i stigende grad relevant i de fleste jobfunktioner.
Og det starter jo – som alt andet – i vores grundskole. Informationskompetencerne skal ind i skolerne – ind i undervisningen. De klassiske undervisningskompetencer, som skolelærerne har haft en slags monopol på, må udvides og suppleres med informationskompetencer. En stor del af den moderne undervisning vil (udover basal færdighedstræning) jo foregå ved, at eleverne får stillet en opgave, at de herefter med vejledning søger information og efterfølgende vurderes på, om informationen er omdannet til viden (med den rette relevans, kvalitet osv.).
I denne proces forekommer bibliotekarernes kompetencer både anvendelige og nødvendige. Og for os alle betyder det et skift fra informationsservice til informationskompetence.
Vi hænger i dyndet
- industrisamfunds-dyndet
4. december 2008 af Bent Schou
Det er blevet sagt så ofte – af kloge folk som f.eks. Lars Kolind - at vi gennemgår et paradigmeskift fra et transaktionsbaseret til et vidensbaseret samfund. Vidensamfundet – som jo er beskrevet af så mange efterhånden.
Men dybden i paradigmeskiftet tror jeg ikke vi har hverken set eller forstået helt endnu.
Et par eksempler:
1) Når man taler om at styrke vidensamfundet går diskussionen ofte hurtigt over i en kritik af regeringen for ikke at gøre nok for forskning og uddannelse. Underforstået - skal Danmark være et førende vidensamfund – handler det om virkelig at satse på forskning og uddannelse. Men – pointen i vidensamfundet er vel netop – at forskningsinstitutionerne mister sit monopol på viden”skabelse” og uddannelsesinstitutioner mister betydning som basis for læring. I vidensamfundet deltager vi alle i viden”skabelsen” – og uddannelse/læring foregår alle steder – hele tiden.
Derfor bør indsatsen for at styrke det danske vidensamfund snarere handle om – at sikre brobygning og samarbejde mellem institutioner og virksomheder – så videnopbygningen får de bedste vilkår. Hvilket forresten også sker.
2) På VidenDanmarks seminar om Læringsteknologier Best Practice 2008, som vi afholdt den 4.12., var en af de spændende diskussioner om overgangen fra klassisk indlæring med en central afsender, til et moderne læringskoncept der bygger på brugerinvolvering og deltagelse. Fra Learning Management til Personal Learning Environnement, som Thomas Ryberg formulerede det. Her står også e-lærings-systemerne over for en udfordring, fordi de et langt stykke hen ad vejen blot bygger videre på de klassiske undervisningsparadigmer – tilsat digital strøm.
Når videnskabsministeren derfor ønsker et Danmark (se national strategi for e-læring) helt i front inden for innovativ anvendelse af informationsteknologi til undervisning og læring – bør det især handle om styrkelse af det som nogle kalder læring 2.0 – dvs. hvor brugeren og brugerens involvering er i centrum.
3) Når vi taler om vidensamfund – taler vi også ofte om videnvirksomheder. Dvs. der hvor videnarbejdet er dominerende, hvor en stor del af medarbejderne er såkaldte videnmedarbejdere. Igen misses pointen, idet vidensamfundet netop – i hvert fald efter min mening – betyder at viden gradvis trænger sig ind i alle job. Selv hjemmehjælperen bliver efterhånden en videnmedarbejder -anvendelse af teknologi og moderne hjælpemidler betyder, at hjemmehjælperen også “skal bruge hovedet”, skal deltage i tilrettelæggelse og udviklingen af plejen.
Så meget værre er det, når de faglige organisationer slår til lyd for “flere hænder”. (Se f.eks. ugebrevet A4). Ud over at det er en hån mod medlemmerne – er det også ude af trit med vidensamfundets gryende realitet. Men det passer jo nok meget godt med den generelle opfattelse, hvor videnarbejde stadig næsten entydigt identificeres med det, som de bogligt uddannede tager sig af.
Skal vi blive gode til at være vidensamfund må vi revidere alle disse klassiske opfattelser – og se i øjnene, – at viden udvikles alle steder, med deltagelse af alle, – at alle skal være gode til at videndele, – og at alle skal deltage i og bidrage til læring.
Jeg ved godt, at vi ikke er der endnu – men vi er på vej.
Det sure med det søde
22. oktober 2007 af Charlotte Winther
”Du skal yde før du kan nyde”, ”Det skal gøre ondt før det bliver godt”, ”Hver ting til sin tid”. Disse fraser er velkendte, men er heldigvis begyndt at skurre lidt i vores ører. Ikke desto mindre gennemsyrer de stadig vores hverdag. Vi er effektive som få andre nationer når vi er på arbejde. Hertil kommer, at de fleste er aktive på hjemmefronten og har indtil flere fritidsaktiviteter, bijobs, tillidshverv mm. Men når der skal kobles af, så skal der kobles helt af, helst med hovedet under armen og rigelige mængder af alkohol.
Denne adskillelse af alvor og sjov grundlægges allerede i skolen. Tilegnelse af viden skal foregå i nøje afmålte lektioner presset ind i et stramt skema, efterfulgt af leg og fornøjelse i fritidsinstitutionen. På arbejdspladsen er det samme tendens. Der bliver knoklet, og der skal helst ikke være for meget ustruktureret snak eller forstyrrende og overraskende indslag. Møder foregår efter faste dagsordner og alting er timet og tilrettelagt, også selvom det nogle gange er til at falde i søvn over.
Men hvorfor er det lige at det ikke skal være en fest at gå i skole og på arbejde? Vi forstår og husker meget bedre når der tages forskelligartede midler i brug, især overraskende midler. ”Det er den der arbejder, der lærer” har en klog kvinde sagt. I folkeskolen er lærerne på hårdt arbejde hver dag, og sikken de lærer (men ikke nødvendigvis fra sig). Det må gerne gøre lidt ondt at lære noget nyt, men det må da også gerne være sjovt.
Fra idrættens verden ved vi, at det skal være sjovt for at vi holder ved. At dyrke motion kun af ’alvorlige’ grunde (såsom at tabe sig, fordi det er sundt osv) holder ikke i længden.
Videnskab og kunst har vi også skilt ad. Dette kan bl.a. eksemplificeres ved udskillelsen af Den Kongelige Kobberstiksamling fra Det Kongelige Bibliotek til Statens Museum for Kunst. Hver ting for sig.
Jeg har selv oplevet heldagsskole fra jeg var 5 år, og jeg elskede det. Leg og læring i praksis (det var en meget fremsynet skole). Så kom jeg til Danmark, og lærte ikke at forvente alvor og fornøjelse i skøn forening. Indlæring og sjov skal helst ikke blandes sammen, forsøg herpå bliver omfattet med betydelig skepsis, selvom visse tendenser til optøning er på vej. Herunder opblødningen af stive faggrænser.
Problemet med disse indgroede ’vaner’ – der i praksis adskiller leg og læring – er, at de hører industrisamfundet til. Hvis vi for alvor vil favne vidensamfundet må vi gøre op med denne form for vane- og systemtænkning. Vi skal kunne rumme langt mere komplekse problemstillinger, og finde dertil hørende løsninger. Innovationskraft vokser ud af nye måder at gøre tingene på, i skolen såvel som på arbejdet.
Er vi rustede til vidensamfundet i Danmark?
20. september 2007 af Bent Schou
I perioden fra den 7. Til den 20. september 2007 har VidenDanmark spurgt nyhedsbrevslæsere og besøgende på videndanmark.dk om deres holdning til nogle vigtige spørgsmål i den aktuelle politiske debat.
Spørgsmålet lød således: Den politiske debat raser omkring velfærd, skattelettelser og satsning på uddannelse og forskning. Hvad mener du er vigtigst for at styrke vidensamfundet? I alt 26 har besvaret spørgsmålet, idet 15% siger skattelettelser, 54% peger på flere penge til uddannelse og forskning, og 31% vil have mere frihed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet.
Hvorfor skulle skattelettelser nu styrke vidensamfundet? Fordi incitamentet til at arbejde bliver lidt større? Nej, sikkert ikke. Men måske fordi det bliver nemmere at fastholde de dygtigste af videnarbejderne i Danmark, hvis skatten var lavere. Det nævnes jo ofte i den offentlige debat, at det er svært at fastholde de højtuddannede og eksperterne pga. først og fremmest topskatten. Det er der jo nok noget om, og dog. I min forestilling om videnarbejdet er det ikke primært økonomiske faktorer, der er drivende og motiverende. Det skal især være sjovt, engagerende og meningsfuldt.
Og hvorfor skulle flere penge til uddannelse og forskning styrke vidensamfundet? Fordi det styrker vores viden – vores fælles viden i videninstitutionerne, som man vel må betegne forsknings- og uddannelsesinstitutionerne – og som individer og medarbejdere, idet der stilles stadig større krav til kompetencer, til løbende efteruddannelse – livslang uddannelse. Og alligevel skal vi passe på ikke at reservere vidensamfundet til videninstitutionerne. Som jeg ser det, er vidensamfundet karakteriseret ved, at forskning og uddannelse flytter ud fra institutionerne – ud i virksomhederne og ud hos os selv. Videninstitutionernes monopol på at arbejde med viden er på vej til at være slut. Det sker i dag alle steder, også hvor vi mindst venter det, f.eks. landbruget, som bliver mere og mere videnafhængigt.
Endelig kan man spørge, hvorfor mere frihed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet skulle styrke vidensamfundet. Jeg må indrømme, at det er her jeg har sat min stemme. Fordi vi så kan få mere tid til familie, fritid og ferie? Nej. Det kunne godt være tilfældet men har jo ikke noget specielt med vidensamfundet at gøre. Jeg tror videnarbejdet er anderledes end det traditionelle transaktionsbaserede arbejde (sådan skelner Lars Kolind vist). Videnarbejdet er næsten pr. natur mindre struktureret, det er analyserende, søgende, kommunikerende og opererer i netværk. Det starter ikke på et bestemt tidspunkt. Det foregår ikke et bestemt sted. Vi kender jo alle til det at få en god idé. Det sker jo netop ikke på aftalt tid og sted. Snarere tværtimod, det kan ske i weekenden, når vi slapper af, når vi vågner om morgenen osv. Og det at få idéer er jo en vigtig del af videnarbejdet.
På den måde repræsenterer videnarbejdet en stor udfordring for vores arbejdsmarked, fordi vi skal finde modeller, der kan håndtere fleksibilitet og frihed, samtidig med at vi sikrer medarbejdernes basale rettigheder og tryghed.
Nogen hævder, at Danmark vil være velrustet til Vidensamfundet, bl.a. fordi vi har en demokratisk ledelseskultur. Medarbejderne inddrages og gives ansvar. Men jeg kunne godt frygte, at vores stive arbejdsmarked er en større hæmsko, end vi ser i andre lande. Det gælder måske især for nogle af vidensamfundets kernetropper: lærerne og bibliotekarerne.
Så der er rigeligt at tage fat på, hvis Danmark skal ruste sig til vidensamfundet.
Arbejdsopfattelse – en skjult modspiller i forhold til innovation?
23. august 2007 af Eva Bjerrum
Vi lever i et videnssamfund, men vores opfattelse af arbejdet stammer i høj grad fra industrisamfundet. Det har potentielt nogle meget negative konsekvenser for den måde vi arbejder og samarbejder på, og kan reducere innovationsevnen i mange danske virksomheder.
At det forholder sig sådan har jeg sammen med kolleger kunnet konstatere i et forskningsprojekt, hvor vi har interviewet mere end 150 ledere og medarbejdere på en række vidensarbejdspladser. Vores startfokus var vidensdeling og ny kontorindretning, men i løbet af projektet blev det klart for os, at ledernes og medarbejdernes arbejdsopfattelse var helt central for, hvordan vidensarbejdspladsen kom til at fungere.
At arbejdsopfattelsen har stor betydning for vidensdeling og innovation er ikke en udbredt erkendelse hos danske ledere.
Hvad er det så for en arbejdsopfattelse?
Det er en opfattelse af at ”rigtigt arbejde” foregår i stilhed, og rigtigt arbejde er det, man har planlagt. Rigtigt arbejde er, når man producerer.
Forkert arbejde at samarbejde, at holde uformelle møder, tale i telefon og bevæge sig rundt. Forkert arbejde er støjende og forkert arbejde er alt det, man ikke har planlagt. Forkert arbejde er, når man ikke producerer.
Hvorfor er det egentligt interessant, hvad man tænker om sit arbejde?
Jo, for hvad nu hvis det, der opfattes som ”det rigtige arbejde” udgør den mindste del af de faktiske arbejdsaktiviteter? Hvad betyder det så for oplevelsen af stress og arbejdsglæde? Hvad betyder det for, hvornår arbejdet er udført godt nok?
Og hvad nu hvis ”det rigtige arbejde” modarbejder den vidensdeling, kreativitet og innovation som vi hver dag hører politikere og virksomhedsledere hylde som forudsætningen for at kunne konkurrere internationalt?
Der er mange ledere der igangsætter forskellige initiativer til understøttelse af innovation, videndeling og samarbejde i deres organisationer. Samtidig signalerer de ofte i deres praksis, at innovationsprocesser, idéudveksling og uformelle samtaler er noget, der hurtigt skal overstås så man kan komme tilbage til det rigtige og effektive arbejde.
At arbejdsopfattelsen har afgørende betydning for at kunne innovere er det et hidtil overset fænomen. På det personlige plan er der samtidig en risiko for at en forældet arbejdsopfattelse er en skjult spiller i det grænseløse arbejde – og for virksomhederne er der risiko for at man kan lave nok så mange innovationsfremmende tiltag uden at de får nogen effekt.
De fleste er enige om, at innovation er en vigtig parameter for at sikre en førerposition i den globale økonomi, men der er en stor risiko for at innovationen ikke lykkedes, hvis ledelsen undervurderer hvor stor en forandringsproces, der er tale om. Det handler ikke kun om at opfinde nye produkter og tjenester, lancere dem på en ny måde eller nytænke de interne strukturer. Det handler i endnu højere grad om at arbejde med arbejdsopfattelse og ledelsesrolle og – adfærd.
For at blive en innovativ virksomhed i alle henseender er det afgørende at anerkende at uplanlagte og uformelle processer til at skabe kvalitet i videnprodukterne også er arbejde. Og måske også arbejde med en bredere definition af begrebet effektivitet. Den eneste måde det kan lade sig gøre på er ved at ledere arbejder med deres egen arbejdsopfattelse og deres egen praksis:
- For hvad er effektivitet i et videnssamfund?
- Er det de samme ting, man skal vægte som i et industrisamfund?
- Hvad er produktet i et videnssamfund?
- Hvis produktet er viden, behøver det så have en fast form?
- Kan man forestille sig, at effektivitet er at udveksle ideer med andre, og at et produkt måske endda kan være et uformelt møde, fordi det giver en højere kvalitet i forhold til kunder og klienter?
I så fald er det vigtigt at få bragt arbejdsopfattelsen ind på den ledelsesmæssige dagsorden.
Lærer- og biblioteksuddannelser må finde deres nye rolle
8. august 2007 af Bent Schou
Lars Qvortrup (i marts udnævnt til rektor på Danmarks Bibliteksskole) skriver i en artikel i dagbladet Information og på sin weblog, at et lavt optagelsestal på lærer- og biblioteksuddannelserne er en katastrofe for vidensamfundet.
Det rejser jo i virkeligheden det interessante spørgsmål, hvilken rolle lærere og bibliotekarer vil få i fremtidens vidensamfund.
På kort sigt lyder det vel rigtigt, at de to professioner vil blive styrket i vidensamfundet. Vi skal lære mere – endda hele livet, vi skal løbende udvikle vores kompetencer, konstant indhente ny viden og information. Og det må vi vel have nogle flere lærere og bibliotekarer til?
Og alligevel nej. Hvis de to professioner skal gå styrket ind i vidensamfundet bliver det i hvert fald i helt nye roller. Det er sagt før, jeg ved det, men det fortjener at blive gentaget. Videnarbejdere er jo netop karakteret ved, at de selv tager hånd om deres videnarbejde, deres læreprocesser og deres informationssøgning. Selvfølgelig kan alle ikke være eksperter, men hvor videnarbejdet tidligere var monopoliseret af bestemte professioner (bl.a. lærere og bibliotekarer), skal alle i dag mestre at arbejde med viden og læring.
Læreren bliver snarere en vejleder som jeg spørger til råds, også hvis jeg er folkeskoleelev. Og bibliotekaren hjælper mig med den vanskelige del af informationssøgningen- og struktureringen, og giver mig tip til selv at kunne gøre det fremover.
Derfor ser jeg det også som en naturlig konsekvens af vidensamfundet, at der bliver færre lærere og bibliotekarer.
Måske ikke færre i absolut forstand, fordi videnarbejdet bliver så meget mere udbredt og skal understøttes af eksperter i at arbejde med viden.
Det er vel denne rolle, som lærere og bibliotekarer skal have fremover: Være eksperter i videnarbejde. Så er det nok også rigtigt, som Lars Qvortrup foreslår, at uddannelserne skal knyttes til universiteterne, for at øge det faglige niveau. Det vil selvfølgelige gøre lærere og bibliotekarer mindre praktisk orienterede, men det gør vel ikke noget. Det kan alle os andre menige videnarbejdere tage os af.
Men der er vel langt til at vi ser lærere og bibliotekarer i denne ekspertrolle? Vi er nok nødt til at vende revolveren eller kikkerten lidt indad og se på uddannelserne, – foretage en grundig vurdering af den fremtidige rolle for såvel lærer- som bibliotekaruddannelser, om de indeholder det rigtige, om de matcher vidensamfundets krav osv. Jeg kan ikke lade være med at tænke (højt), at der hviler en aura af gammeldags syn på undervisning og biblioteker over seminarier og biblioteksskole. Det kan selvfølgelige være myter, når man som jeg betragter det udefra. Men det kunne jo også være dette lettere bedagede image, som tilskynder de unge til at vælge andre mere tidssvarende uddannelser.
Nu vil jeg jo nødig misforstås. Jeg er sikker på, at viden og kompetence inden for læring og informationsstrukturering bliver yderst centralt fremover. Seminarier og biblioteksskoler vil nok have en vigtig funktion – men måske er det tid til en grundig hovedrengøring, så man finder sin plads i det moderne vidensamfund.
Hvorfor VidenDanmark? – 1
11. maj 2007 af Bent Schou
Hvorfor er det nu lige, at VidenDanmark er så vigtigt, blev jeg spurgt af en samarbejdspartner.
Godt spørgsmål, når man nu som jeg er initiativtager og drivkraft bag VidenDanmark. Efter lidt betænkningstid, fik jeg sagt noget om, at VidenDanmark er det eneste sted (i Danmark), hvor vi konsekvent anskuer samfundet og alle dets elementer ud fra et videnperspektiv. Og det er vigtigt, at nogen gør det.
Og hvorfor så det, lød det naturlige opfølgende spørgsmål.
Fordi vidensamfundet grundlæggende handler om et paradigmeskift, fra industri- og servicesamfund til vidensamfund. Ikke sådan at der ikke stadig produceres varer og leveres service. Men sådan, at grundlaget for succes også med produktion og servicevirksomhed er viden, at medarbejdere og virksomheder kan og deltager i udvikling og deling af viden.
Paradigmeskiftet er mange enige med os om. Se f.eks. i ”Kolind kuren”, hvor Lars Kolind taler om overgang fra et transaktions- til videnbaseret samfund. Eller Lars Qvortrup i bogen Det vidende samfund, der taler om det hyperkomplekse samfund, hvor – igen – evnen til at håndtere viden bliver central. Man kunne også nævne en række store udenlandske tænkere og forfattere.
Det nye paradigme kan vi nok stadig kun gisne om – det er jo relativt nyt. Jeg tror kun vi har set begyndelsen på det – mest som noget, der kommer lidt bag på os. Men der er da en række eksempler, man kan pege på
For det første er der det udtalte behov for samarbejde på tværs at de traditionelle skel, som udgøres af virksomheder på den ene side og uddannelses- og forskningsinstitutioner på den anden side. Barriererne skal nedbrydes. Viden skabes i dag i næsten lige så høj grad ude i organisationerne og virksomhederne, som det sker i videninstitutionerne. Hvor det tidligere var institutionelle grænser, der udgjorde forskellen mellem produktion og forskning, vil det nok frem over være roller, som de samme personer og virksomheder påtager sig. For der er jo stadig forskel på videnskab og praktisk håndværk! Men måske kan samme person i fremtiden varetage begge funktioner – med stor synergi til følge. I hvert fald skal de to funktioner til at arbejde mere tæt sammen eller i det mindste have et solidt kendskab til hinanden.
For det andet ser vi en sammensmeltning af arbejds- og fritidsliv hjulpet på vej af teknologi og opblødning i de stive arbejdsmarkedsregler. Når vi arbejder med viden, kan vi i princippet arbejde alle steder – hele tiden. I ”gamle” dage var det jo nærmest en fysisk umulighed at fortsætte arbejdet, når man gik ud af fabriksporten. Det kan man godt i dag. Det betyder også, at den naturgivne opdeling mellem arbejde, fritid og hvile ophæves, og overlades til vores egen beslutning og ansvarlighed – over for os selv og vores omgivelser (bl.a. arbejdsopgaver, kolleger og familie). Ingen tvivl om at det er svært, og at det er en af årsagerne til stress. Men samtidig er det jo naturligt at forfølge sit engagement – uafhængigt af tid og sted – hvis engagementet findes.
Pointen med de to eksempler er for mig, at de klassiske skillelinier nedbrydes i vidensamfundet, fordi viden er mindre bundet til tid og sted. Og når skillelinierne nedbrydes, må vi selv træde i forgrunden og sætte dagsordenen. Tilgængeligheden af vores viden er vi på vej til selv at blive herrer over. Vi kan være tilgængelige hele tiden! Men vil vi?
Disse grundlæggende ændringer i samfundet, synes jeg er en vigtig god grund til, at vi har VidenDanmark!
Jeg vil komme med flere eksempler og argumenter i kommende artikler. Har du lyst til at bidrage til debatten om denne VidenDanmarks ”mission” er du mere end velkommen.
Vidensamfundets infrastruktur skal hjælpes på vej!
26. oktober 2006 af Bent Schou
Da industrisamfundet gradvis blev en realitet i den sidste del af 1800-tallet var der ikke megen tvivl om, at infrastrukturen skulle hjælpes på vej. Staten gik ind og byggede jernbaner og senere veje (og gør det stadig). Staten gik ind i energiforsyning og i opbygning af telefonforbindelser. Opgaven lykkedes kunne man sige, og i dag er staten på vej ud af disse opgaver i alle udviklede lande.
Ved tærsklen til vidensamfundet kunne man med rette spørge, om staten ikke på tilsvarende måde skulle gå ind og sikre vidensamfundets infrastruktur, bl.a. Internet og trådløs kommunikation.
I Asien gør de det i hvert fald, kan man læse næsten hver dag i aviserne. F.eks. på Comon.dk den 11.10. hvor der fortælles om en regeringsinvestering i gratis trådløst internet til alle i Singapore. Noget tilsvarende er på vej i Japan. Og i Kina er de ved at udvikle et nyt superhurtigt internet. Og man kunne blive ved!
Det kunne godt se ud til, at vi i den vestlige verden sover lidt i timen. Vidensamfundet handler ikke kun om investeringer i uddannelse og forskning. Det handler også om opbygning af nye infrastrukturer. Mens de dygtige medarbejdere kan arbejde over alt på kloden, bliver det omgivelserne, herunder infrastrukturen, som bestemmer, hvor de kommer til at arbejde.
Måske skulle den danske regering se på, hvordan den kunne støtte udvikling af vidensamfundet, f.eks. ved at støtte de nye muligheder for ekstrem tilgængelighed og mobilitet, som kendetegner vidensamfundets virksomheder. Der er i hvert fald masser af gode eksempler at tage ved lære af, hvis vi tør kigge mod øst.
Posts
Nye kommentarer