Kodeordet er emergens
24. marts 2011 af Peter Malling
Når enkle regler får lov at virke længe nok i tid eller på tilpas mange elementer, fremstår helt nye egenskaber, de emergerer, bryder frem, dukker op, kommer til syne. Disse emergente egenskaber er ikke til at opdage, hvis man studerer en lille samling elementer. De ses først, når der er så mange, at der kan opstå kollektive virkninger, gruppeegenskaber.
Sådan skrev Tor Nørretranders for 20 år siden i sin fantastiske bog Mærk verden. Han anvendte begrebet i sin udforskning af bevidsthedens væsen. På det tidspunkt var begrebet velkendt indenfor biologien, og man var netop ved at opdage, at også inden for fysikken fandtes der masser af emergente fænomener.
En bevidst tanke er et emergent fænomen. Det opstår gennem samspillet af masser af hjerneceller. Der findes også eksempler på, at mange levende individer skaber emergens: fugleflokke, fiskestimer, myretuer, folk, der klapper i takt. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at mængden af individer blev styret af en højere magt. Det gør den bare ikke. Mængdens samlede adfærd opstår ved at mange individer følger nogle ganske enkle regler. Af sig selv.
Nørretranders kendte ikke nettet. Og han kendte slet ikke web 2.0. Dengang. For det fandtes ikke dengang. Internettet fandtes, men det blev kun brugt inden for ganske snævre kredse, primært indenfor universitetsverdenen. Det, som primært adskiller www fra det tidlige internet, er muligheden for at linke information til hinanden. I det tidlige internet var informationen ikke kædet sammen. Nuvel, der var masser af information i individuelle databaser, der kunne tilgås på forunderlig vis. Det var virkelig fantastisk dengang. At sidde på sit kollegieværelse og kunne tilgå databaser i USA og Japan. Men det er muligheden for let at oprette links til andre web-sider, der gør hele forskellen på www. Og det er dét, som baner vejen for dén underskov af web 2.0 teknologier, der vokser frem i løbet af starten på dette årtusinde.
Under web 1.0 sad der folk og kategoriserede indhold til søgemaskinerne. På web 2.0 tagger brugerne selv indholdet, og folksonomier emergerer – vokser op – når mange mennesker har tagget indhold. I gammeldags leksika sad editorer og sørgede for, at det var den kanoniserede sandhed, der blev formidlet. På wikipedia vokser sandheden frem gennem millioner af menneskers bidrag – og holden hinanden i ørerne. Under Østeuropas sammenbrud anvendtes fax-maskiner til at bringe budskabet om en revolution videre. I Mellemøsten og i Kina muliggør Twitter og Facebook at der med få timers varsel kan mobiliseres spontane demonstrationer. Og der kan danne sig en kollektiv opinion udenom de statskontrollerede medier.
Andrew McAcfee lancerede for 5 år siden begrebet Enterprise 2.0, som simpelthen betyder, at web 2.0 teknologier – såsom wikier, blogs og tags – bruges i virksomhedsregi. Han kalder disse teknologier for ESSP’er – emergente sociale software-platforme. Fordi de netop tillader strukturen at vokse ud af mange menneskers interaktion. Det betyder også, at de,som er ansvarlige for sådanne platforme i virksomhederne, ikke bør prøve at presse en struktur ned over systemet. Men i stedet lade disse systemers emergente egenskaber virke af sig selv.
Som nævnt ovenfor spiller web 2.0 en central rolle i den kamp for demokrati, der i øjeblikket udspiller sig i Mellemøsten. Men ironien er, at hvor web 2.0 i dag bruges til at kæmpe for demokratiet, vil senere web generationer – web 3.0, web 4.0 osv. – hvor stadig højere metaniveauer af kollektiv mening udkrystalliseres automatisk – muliggøre helt nye styreformer, baseret på social intelligens, hvor vi vil se tilbage på nutidens repræsentative demokrati som værende et naivt, diktatorisk og uintelligent fortidslevn. Søg f.eks. på emergent democracy eller democracy 2.0.
Et vidensamfund er også et produktionssamfund
22. marts 2011 af Thorkil H. Christensen
I Danmark betragter vi vores samfund som et vidensamfund, men vi kan ganske simpelt ikke være et vidensamfund, hvis vi ikke samtidig er et produktionssamfund. I længden vil viden- og produktudvikling næppe kunne ske uden tilknytning til produktionen. Det er derfor vigtigt, at de, der bestemmer erhvervsvilkårene i Danmark, ikke umuliggør industriproduktion eksempelvis ud fra et synspunkt om, at al produktion alligevel vil blive flyttet til udlandet før eller siden. Hvis vi skærer vores produktionskompetencer fra, er det bare et spørgsmål om tid, før innovationen og konkurrenceevnen flytter med.
I den nyligt udsendte integrerede europæiske industripolitik erkender EU-Kommissionen den europæiske produktionsindustris betydning. EU-Kommissionen slår fast, at produktionsindustrien er nødvendig for Europa, og at det er essentielt at øge produktiviteten i produktionsindustrien såvel som i relaterede sektorer, hvis vi fortsat skal sikre vækst i Europa.
Hvert fjerde private job i Europa ligger inden for produktionsindustrien. Herudover er endnu en fjerdedel af alle private job i Europa afhængige af produktionsindustrien på den ene eller den anden måde. Den er en væsentlig drivkraft for såvel den europæiske indtjeningsevne som konkurrenceevne. Produktionsindustrien spiller en nøglerolle i forhold til innovation, ligesom ikke mindre end 80 pct. af alle forsknings- og udviklingstiltag i Europa kommer fra denne sektor. Megen innovation sker i selve produktionen. Kreative idéer bliver omsat til noget konkret, håndgribeligt og brugbart – og de kreative idéer videreudvikles i produktionen.
Derfor bør den have høj politisk prioritet, både på europæisk plan, men i særdeleshed også på nationalt dansk plan. Vi har brug for, at der i Danmark er et dedikeret erhvervsministerium, der varetager industriens interesser og sørger for, at danske og europæiske regler ikke bliver en klods om benet på danske produktionsvirksomheder. Reglerne skal derimod hjælpe virksomhederne til at få de bedst mulige konkurrencevilkår.
Maersk Line har for nyligt placeret en meget stor ordre på i første omgang 10 superavancerede containerskibe hos et sydkoreansk værft. Mange af underleverandørerne til disse containerskibe vil højst sandsynlig være danske. Ikke fordi det danske rederi har en nationalistisk inspireret forkærlighed for danske underleverandører, men fordi mange danske maritime leverandører simpelthen er førende på deres område. Det gælder bl.a., når man ser på faktorer som kvalitet, klima og miljø.
Men de er i konstant skarp konkurrence med underleverandører over hele verden, og derfor er det afgørende, at de danske politikere til stadighed arbejder for rammevilkår, der sikrer en fair konkurrence også for danske virksomheder.
Danske Maritime håber, at udmeldingen fra Europa-Kommissionen skinner igennem til de danske politikere. At også de vil opprioritere at bevare en konkurrencedygtig produktionsindustri, som fortsat kan være med til at sikre den velstand, vores samfund hviler på.
Kan vi overleve på viden?
10. marts 2011 af Charlotte Winther
Er Danmark på vej til at blive et udkantsområde, der sakker bagud i forhold til resten af Europa og resten af verden? Vi har længe hørt om, at det ikke lykkes med at få andelen af unge, der får en ungdomsuddannelse, til at stige, og at vores skolebørn klarer sig dårligere end andre i international sammenhæng. Væksten og produktiviteten har det heller ikke for godt. Men på den anden side bryster vi os af at være nytænkende og kreative, kloge, smarte og kvikke. Men er det ikke blot en lille udvalgt skare (for nu ikke at bruge det tabu-belagte ord elite), der sikrer os denne selvforståelse, som grænser til det uklædeligt selvovervurderende?
Ifølge en række betydende erhvervsledere er innovation og produktudvikling – og dermed en lang række videnjob – hastigt på vej ud af Danmark sammen med udflagningen af produktionen. Dette er jo alarmerende nyt – for hvad skal vi så leve af? Turisme og lækkert design?
Akademikernes Centralorganisation (AC) har lanceret et samlet forslag til en vækst- og erhvervspolitik: Med viden skal land bygges. Nogle af udfordringerne er følgende:
- Danmark vil mangle kloge hoveder i fremtiden – men har for mange nu
- Danmark mister terræn i globalt kapløb om højtuddannede
- Den “tilfredse” virksomhed går ikke efter vækst og innovation
- Vi mangler mødesteder mellem universiteter og virksomheder
- For få drenge får en videregående uddannelse
Nogle af forslagene fra deres idekatalog indgår i følgende kategorier:
- Sikre vidensamfundets råstoffer
- Skabe mere viden og innovationskraft i virksomhederne
- Skaffe flere virksomheder og mere vækst i virksomhederne
- Gøre den offentlige sektor til innovationsområde
- Forbedre videnbalancen med udlandet
Nu er diagnosen stillet og en række løsningsforslag er kommet på bordet – men formår vi at løfte udfordringen fra en verden i konstant bevægelse og hastig forandring? Noget tyder på, at vi må tage vores selvopfattelse op ti lfornyet revision.
Global viden-drevet proces til kommercialisering af beskyttet viden
26. februar 2010 af Sam Kondo Steffensen
Ganske få procent af verdens patenter kommercialiseres. I følge Intellectual Ventures ejes omkring 40% af verdens patenter af større virksomheder, og de resterende 60& af forskningsinstitutioner, SMEs, og individer. De store virksomheder står imidlertid for 99.1% af de kommercialiserede patenter !
På denne baggrund har MillionBrains nu lanceret sin ”Patent Commercialisor” service, hvor alverdens hjerner nu kan medvirke til at forøge kommercialiserings mulighederne for inaktive og omkostnings- bærende patenter: altså en global viden-drevet kommercialiseringsproces for beskyttet viden. Første patent blev uploadet i denne her uge.
Og hvorfor er dette så betydningsfuldt?
Primært fordi ikke-kommercialiseret patenteret viden kun repræsenterer passive omkostninger, og ingen samfundsmæssig værdi. Især for individer, små virksomheder og offentlige forsknings- institutioner repræsenterer patenter idag kun tyngende røde tal i budgetterne. For disse organisationer kunne licenseret vidensalg måske blive en bedre forretning end deres kerneaktiviteter i visse perioder. Rent samfundsøkonomisk taler logikken for sig selv.
Patenteret viden er, eller burde være, en latent værdi option, som der burde være klare samfundsmæssige krav til reelt at optimere. Et viden-samfund bør således måle sig på, hvor effektivt det forvandler viden til målbar værdi. I det perspektiv er det ligegyldigt om en forskningsinstitution ejer 3 eller 3000 patenter, men udelukkende væsentligt, hvor meget faktuel samfundsmæssig værdi denne aktivitet skaber. Da forsvindende lidt af den beskyttede viden lige nu omsættes til reel værdi, er denne aktivitet overvejende meningsløs, og man kan derfor heller ikke snakke om eksistensen af et viden-samfund.
Fokus på social værdiskabelse, driftøkonomisk optimering, mening, og mobilisering af global intelligens er, hvad MillionBrains platformen tilbyder organisationer og individer med inaktivt beskyttet viden på hylderne. Som er konkret skridt på vej mod et viden-samfund.
Undladelsessynden
21. december 2009 af Jens Brogaard
Synder er ofte et udtryk for at man fortryder at have handlet på en bestemt måde. Det eneste positive der er at sige om det, er at man i det mindste ikke har ladet stå til.
Undladelsessynden derimod er fortrydelsen ved ikke at have handlet.Ved at lade stå til. Før den den digitale tidsalder havde det synlige konsekvenser ikke at handle. Ingen nedlagte dyr, ingen aftensmad; ingen såning, ingen høst; ingen investeringer; ingen produkter osv. I vidensamfundet har det derimod ingen umiddelbare konsekvenser ikke at reagere på informationer. Derimod kan det have enormt potentiale tilfældigt at opdage information man kan omsætte til handling.
Med andre ord, i informationsalderen drejer det sig konstant om at øge chancen for at viden kan opstå – derfor, undlad ikke at handle nu – gør Videndanmarks nye samarbejdsplatform aktivt og værdifuldt.
Med ønsket om et ikke-syndigt netværksår.
VidenDanmark træder ind i vidensamfundet
17. december 2009 af Charlotte Winther
Nu bliver det endnu mere spændende at være medlem i VidenDanmark. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med at bruge den nye samarbejdsplatform.
I videngruppen om SharePoint, som jeg er medlem af, har vi allerede i nogen tid benyttet Hoist-systemet til vores interne kommunikation. Med den nye version af Hoist bliver mulighederne for samarbejde og intern kommunikation væsentligt forbedret. Systemet er intuitivt og nemt at bruge og skulle gerne give inspiration og nem adgang til yderligere samarbejde og videndeling i videngrupperne.
Med dette nye initiativ er VidenDanmark for alvor trådt ind i vidensamfundet med nogle af de mange muligheder, som web 2.0 byder på.
Velkommen til!
X
18. november 2009 af Peter Malling
Stemmerne fra årets kommunal- og regionsvalg gøres i skrivende stund op. Tidligere på dagen var vi ovre og afgive vores stemme i skolens sportshal. Far, mor, Monica på 7 og Victor på 5. Vigtigt at børnene er med, så de kan opdrages til at blive gode demokrater. Sådan en valgdag minder en hel del om juleaftensdag, hvor folk går til kirke for at høre det glade juleevangelium. Fra nær og fjern kommer de, ægtepar går arm i arm, børnenes øjne stråler forventningsfuldt, og inde i valglokalet hviler en ærbødig andægtighed, man møder folk, man kender og føler, at man har noget til fælles. Man konverserer med sagte stemme. Man priser vores demokrati, vi er de frelste, de udvalgte, som lever i et civiliseret samfund, og dette er jo selve kernen i demokratiet. At vi frit kan gå hen og sætte vores kryds. Men hvem skal man dog stemme på, man kan ikke kende forskel på kandidaternes synspunkter, og den ene kan vel være lige så god som den anden.
Demokratiets kirketjenere udleverer stemmesedler. De er lange. Stemmesedlerne altså. Traditionelle partinavne og navne på partier, der lyder som en joke, såsom ”Hampepartiet” eller ”Nihilistisk parti”. Og alenlange lister med personnavne. Man kender et fåtal, spidskandidaterne og de, som har været bedst til at markere sig i den til tider forbitrede debat i lokalsprøjten. Vi har også set nogle af deres ansigter på de utallige valgplakater som gennem den sidste måneds tid visuelt har forurenet gader og stræder. ”Dette er demokratiets legeme”, synes man at høre, idet man modtager stemmesedlerne. Der er også valg-bolsjer, som må udgøre det for nadvervinen: ”Dette er demokratiets blod”. Børnene får to bolsjer hver – jo, demokratiet er en gavmild gud. De er sorte. Bolsjerne, altså.
Efter at have modtaget den hellige nadver, ledes vi af en anden kirketjener ind i det allerhelligste – stemmeboksen – for at foretage den hellige handling. At sætte vores kryds og dermed gøre brug af vores grundlovssikrede stemmeret. Klædet trækkes til side og jeg træder sammen med min søn ind i det lille aflukke. Jeg har lovet min søn, at han må få lov til at sætte krydserne på de to sedler. Han får også lov til at bestemme, hvor de skal sættes. Han beder mig læse navnene op, og han beslutter sig for at sætte kryds ved en Jens på den ene seddel. Fordi vi kender en flink mand, som også hedder Jens. På den anden seddel stemmer han på en Emil, fordi der er én i hans børnehave, som også hedder Emil.
Vi folder andægtigt sedlerne sammen, de puttes i stemmeurnerne, vi føler den berusende følelse af at have gjort vores demokratiske pligt som ansvarlige samfundsborgere, vi går rensede derfra. Som genfødte møder vi hustruen og datteren, som også har været inde og sætte krydser. Som den gode, demokratiske familie, vi er, forlader vi valgstedet. Ved udgangen står en indsamler fra en eller anden organisation. Hun lader til at have godt gang i omsætningen. Den højtidelige stemning, og følelsen af at være en del af noget større, gør folk gavmilde. Det skæpper godt i kirkebøssen.
Det repræsentative demokrati er et fortidslevn fra industrisamfundet. Det repræsentative demokrati var et fremskridt fra styreformer, hvor enevældige konger og Kirken havde magten. Men det er utidssvarende i dagens komplekse og dynamiske vidensamfund, hvor realpolitik langt hen ad vejen handler om mere eller mindre videnskabelig optimering af en række samfundsparametre, med henblik på at skabe det bedst mulige liv for flest mulige mennesker. Det helt grundlæggende problem i det repræsentative demokrati, er, at det bygger på en naiv forestilling om, at hvis alle i et samfund er med til at vælge dets ledere, bliver alle borgere i samfundet i princippet hørt. I virkeligheden er det tilfældigheder og enkeltsager, som afgør, hvilke politikere, der skal træffe en lang række vigtige beslutninger i løbet af den kommende periode. Det er i virkeligheden dybt udemokratisk. Fremtidens politiske styreform må basere sig på ”Wisdom of the Crowd”. Den styreform, vi har nu, er snarere ”Ignorance of the Crowd”.
Er vidensamfundet akademisk?
7. juni 2009 af Bent Schou
“Hvorfor er det akademiske altid den eneste måde at gøre tingene på? Hvorfor er teori den eneste måde at lære på?” spørger Lars Olsen provokerende ved et debatmøde arrangeret af Politiken for nylig. Lars Olsen er journalist og forfatter og har i flere bøger advaret mod aktuelle tendenser i vidensamfundet, der favoriserer akademiske færdigheder og øger uligheden.
Udgangspunktet for debatmødet hos Politiken var to eksempler. At sygeplejersker under uddannelsen lærer om teorier af Jürgen Habermas og Immanuel Kant. Og at gymnasieelever stilles overfor krav om anvendelse af videnskabsteori og -metode i deres projekter.
Nogen mener det er nødvendigt, f.eks. gymnasierektor Mogens Hansen. “Vi bliver nødt til at forberede de studerende på, at de i fremtidens vidensamfund hele tiden skal tilegne sig ny viden”. Og han bakkes op af Lars Qvortrup, dekan ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole: “På alle niveauer bliver medarbejdere nødt til at tænke abstrakt og forholde sig til teoretiske overvejelser”.
Torben Pilegaard Jensen, forskningsleder ved AKF, fremhæver i stedet den praktiske viden. “Megen viden ligger gemt i håndværket og kan derfor bedst læres gennem praktisk erfaring”. Og han siger klart, at ” Immanuel Kants syn på livet. Det er ikke relevant for sygeplejerskestuderende”. Og en repræsentant for gymnasieleverne siger, at “kun de elever, hvis forældre har en akademisk uddannelse, formår at opfylde disse krav”.
Debatten rækker dybt ind i vores forståelse af viden og af vidensamfundet. Hvilken viden er vigtigst – den tavse viden, som er dybt forankret i erfaring, krop og praktisk arbejde, eller den eksplicitte viden, som er formaliseret og struktureret, oftest fremkommet vha. metoder og teori? Og betyder vidensamfundet en fortsat vækst i de gamle videninstitutioners (forskning og uddannelse) monopol på at definere, hvad der er viden?
Jeg tror vi har brug for at se på problemstillingen med nye øjne. Industrisamfundet var jo netop karakteriseret ved en skarp opdeling mellem den teorisk funderede (boglige) viden og den praktiske viden Skellet gennemsyrer samfundet, hvor videninstitutionerne næsten har monopol på viden, og virksomhederne, hvor viden især håndteres i forsknings- og udviklingsafdelinger samt i særlige støtte- og stabsfunktioner. I vidensamfundet sker der gradvis en opløsning af grænserne, således at det bliver sammenhængen mellem teoretisk og praktisk viden, der bliver interessant. Innovation betyder i dag f.eks. samspil mellem teoretisk viden – og praktiske eksperimenter. Og der stilles hele tiden krav om samarbejde mellem forskning og virksomheder. Videndeling er ikke noget, der er forbeholdt de teoretisk skolede. Og vi skal alle sammen lære – i det daglige arbejde – hele livet, læring sker når viden anvendes.
Alle grupper af medarbejdere vil opleve et større fokus på viden – i deres arbejde (og i fritiden). Eksempelvis sygeplejersker og hjemmehjælpere. Det kan virke fremmed i en verden af “varme hænder” – men ikke desto mindre er kravet, at vi ikke kun skal lære af vores egne fejl – men også af andres. Og det kræver arbejde med viden. Det kræver evidensbaseret sygepleje og det kræver mere planlægning og opsamling af resultater/erfaringer i hjemmeplejen.
Tilsvarende vil uddannelse og forskning forhåbentlig i stigende grad blive befrugtet med praktiske erfaringer og lidt større fokus på anvendelse og værdiskabelse. Også her virker kravene fremmede – som utidig indblanding.
I vidensamfundet vil mange medarbejdergrupper opleve større krav til systematisk videnarbejde (akademisering) mens andre vil opleve at blive trukket ned fra videnskabens hellige tinder. Ingen skal vide sig sikker. Vidensamfundet vil få betydning for os alle.
Når vi kan selv …
20. maj 2009 af Bent Schou
Personal Learning Enviromnemt (PLE) er et hot begreb mange steder, har været det i nogle år - og danner for mange en ramme om forståelse af de nye vilkår for læring. PLE er et udtryk for, at den stærkt forøgede informationstilgængelighed flytter læringsansvaret og -miljøet ud til den enkelte. Via internettet kan vi opbygge et virtuelt miljø for læring, hvor alle nødvendige læringsressourcer indgår. Og suppleres dette med et fysisk miljø – via et godt og effektivt personligt netværk, kan læringen “flytte” fra centrale instanser til den enkelte. Se f.eks. Graham Attwels præsentationer på slideshare.net.
I VidenDanmarks bestyrelse diskuterede vi for nylig, hvordan vi kom i bedre kontakt med HR-afdelingerne, som har ansvaret for læringen blandt ledere og medarbejdere i virksomheder og organisationer. Konklusionen var måske ikke overraskende, at ansvaret ikke ligger hos HR, men i stigende grad er placeret lokalt, hos den enkelte medarbejder (i samarbejde med chefen). Dette understøttes af læringsmoduler, som f.eks. knyttes til de systemer/applikationer, som medarbejderen forventes at kunne anvende. Og i nogen grad af et stigende fokus på betydningen af det personlige og faglige netværk.
I VidenDanmark vil vi gerne sætte fokus på skiftet i læringsansvar og -miljø. Måske under overskriften “Fra LMS til PLE”. Eller fra centralt styret læring - Learning Management, til lokalt opbygget læringsmiljø.
Ændringen i læring og læringsmiljøer sker. Vi ser det alle vegne. Men måske sker det med meget forskellig hast:
Det er nok det individuelle område, som driver udviklingen frem. Vi kender det mest på den måde, at vi i flere og flere situationer bruger især internettet til at lære nyt. Er der noget vi ikke ved så meget om, vil de fleste google det, for derefter udvælge det, der ser mest relevant ud og skimme/læse det. Specielt de unge kunne ikke drømme om ikke at tage en rundtur på nettet, når de skal igang med en ny opgave. Oftest hjælper det os et stykke på vejen. Og selv om denne praksis selvfølgelig kan kritiseres (der er mange fejlmuligheder) er det vigtigste nok, at det er sådan det foregår. I mange tilfælde suppleres søge-/læreprocessen med samtaler med mere eller mindre vidende personer i det personlige/faglige netværk.
I virksomheder og organisationer arbejdes stadig mange steder med en klassisk forståelse af uddanelse og læring – med anvendelse af kurser og styrede læringsforløb (Learning Management Systems – LMS). Den formelle uddannelsesbaggrund har også stor betydning. Der opstilles planer for medarbejdernes efteruddannelse og kompetenceudvikling, som skal gennemføres og registreres. Spørgsmålet er jo, om disse metoder er tidsvarende og dynamiske nok til at fange vidensamfundets krav og muligheder. Og – vil de unge som kommer til acceptere disse metoder?
I uddannelsessystemet finder vi tilsyneladende og paradoksalt nok bagtroppen i inkorporeringen af de nye læringsmetoder. Undervisningen – på alle niveauer – foregår stadig i styrede forløb med fokus på overførsel af information og viden fra lærer til elev. Et eksempel herpå er den kritik, vi så for nylig af brugen af internettet i folkeskolens undervisning. Ved nærmere eftertanke er det måske ikke overraskende, at uddannelsesinstitutionerne og underviserne hænger fast i de traditionelle læringsmetoder. Det er jo deres kernekompetence som er i spil – og under voldsom forandring.
VidenDanmark vil gerne invitere til en grundig debat om de nye læringsmetoder og -miljøer. Vi tror det har stor betydning for vores (det danske samfunds og vores organisationers/virksomheders) succes i det nye vidensamfund, at vi er i stand til at ændre vores forståelse af læring til vidensamfundets krav og muligheder.
Fra service til kompetence
21. januar 2009 af Bent Schou
Der er mange grundlæggende fænomener, som møbleres om i disse tider. I hvert fald i mit hovede – men tror jeg også i den faktiske verden. Det er igen vidensamfundet, der spøger. Jeg tror ikke vi har forstået og set alle konsekvenserne endnu.
Vidensamfundet ændrer på forholdet mellem information og viden: Information bliver mere og mere tilgængelig og efterhånden gratis siger bl.a. Larry Prusak på et møde hos VidenDanmark den 23.5. Det vi skal leve af fremover er ikke information – men viden. Viden bliver tilsvarende dyrere. Virksomheders evne til at udvikle og rafinere viden bliver en nøglekompetence.
Andre har suppleret med historier om, hvordan man for få år siden kunne tjene penge på at sælge information til virksomheder (f.eks. juridisk information) – i dag er denne information efterhånden alment tilgængelig, og der må satses på en værdiforøgelse af informationen: Noget i retning af viden – eller kompetence.
Tilsvarende er det interessant at se, hvordan bibliotekerne og bibliotekarerne kæmper for at finde deres plads i vidensamfundet. Vi er vel enige om, at bibliotekets dage er talte – som central for informationslagring og -søgning (måske ikke som kulturelt samlingspunkt). Selv om servicen på biblioteket oftest er gratis – vælger de fleste af os selv at finde den information, vi har brug for.
I denne proces ændrer bibliotekernes og bibliotekarernes rolle sig. Bibliotekarer kan jo noget af det, som vi alle skal blive meget bedre til i vidensamfundet – nemlig at omdanne information til viden. Når vi søger i den alt for rigelige information på internettet, er det en udfordring i sig selv at prioritere, vælge og vælge fra, at skelne skidt fra kanel, at kombinere måske uforenelige begreber eller synsvinkler mm. Denne informationskompetence bliver en nøglekompetence i fremtidens vidensamfund. Den skal vi alle beherske for at kunne være med.
Den vigtige forskel på såkaldte akademikere og alle andre er, at akademikere med en længere eller lang videregående uddannelse har fået tilført en slags informationskompetence. Og det sker når man lærer om videnskabsteori, metode, kildekritik med meget mere. Nok lyder det lidt højpandet – men grundlæggende handler det om at omdanne information til viden, og det bliver i stigende grad relevant i de fleste jobfunktioner.
Og det starter jo – som alt andet – i vores grundskole. Informationskompetencerne skal ind i skolerne – ind i undervisningen. De klassiske undervisningskompetencer, som skolelærerne har haft en slags monopol på, må udvides og suppleres med informationskompetencer. En stor del af den moderne undervisning vil (udover basal færdighedstræning) jo foregå ved, at eleverne får stillet en opgave, at de herefter med vejledning søger information og efterfølgende vurderes på, om informationen er omdannet til viden (med den rette relevans, kvalitet osv.).
I denne proces forekommer bibliotekarernes kompetencer både anvendelige og nødvendige. Og for os alle betyder det et skift fra informationsservice til informationskompetence.
Posts
Nye kommentarer