Arkiv for emnet: videndanmark

De bedste til innovation, videndeling og læring

15. december 2011 af Bent Schou

Hvis Danmark skal rykke fremad i vidensamfundet, skal vi blive gode/bedre til innovation, videndeling og læring. Det gælder os alle, private og offentlige virksomheder/institutioner. Med et citat (efter hukommelsen) fra Poula Helth, som gav oplæg i en af VidenDanmarks videngrupper i dag: ” Hvorfor kun kaste sig over uddannelsessystemet, når vi taler at styrke vidensamfundet. Virksomheder og organisationer bruger mellem 15 og 30 mia. kr. på efteruddannelse, stort set uden at vide, hvad man får ud af pengene.” Der er åbenbart plads til forbedringer!

Vi skal blive bedre til at innovere, videndele og lære – i vores virksomheder og organisationer. Det kan ske på mange måder. En og måske den vigtigste måde er, at vi lærer af hinanden og deler vores viden og erfaringer med hinanden. Det er faktisk VidenDanmarks mission.

Her på falderebet i 2011 har VidenDanmark iværksat et nyt initiativ: Hjælp os med at udpege de bedste offentlige og private virksomheder ift. innovation, videndeling og læring. Det er vores overbevisning, at innovation, videndeling og læring hænger uløseligt sammen. Derfor!

På VidenDanmarks LinkedIn-gruppe beder vi under overskriften Danmarks bedste virksomhed – når det gælder innovation, videndeling og læring? om forslag til hvilke offentlige og private virksomheder, du anser som de bedste til innovation, videndeling og læring. Du kan også indgive dit forslag som en kommentar til dette blog-indlæg.

Hvis vi får mange spændende forslag – kunne vi overveje at holde en konference, måske  i maj måned, hvor de bedste præsenterer, hvad de kan. Det ku’ blive rigtig spændende.

VidenDanmark skal rykke!

5. august 2011 af Bent Schou

I foråret 2011 gennemførte VidenDanmark en medlemsundersøgelse. Resultatet var tilfredsstillende – og der var masser af godt stof i kommentarerne fra medlemmerne.

Kort fortalt er konklusionerne:

  1. Det ser ud til, at folk får, det de gerne vil: – man møder ligesindede, får adgang til ekspertviden, får indblik i trends.
  2. Tre nøgleord for det vigtigste VidenDanmark leverer: inspiration, netværk og nyhedsbrev
  3. Man bør gå efter højere pris og højere kvalitet. Flere professionelle på videngrupper. Et gratis medlemsseminar årligt – med pinger.
  4. Gerne flere, der bidrager til bloggen.
  5. Mange kommentarer omkring rodet, tætpakket og kedelig opsætning af nyhedsbrev. Nyhedsbrevet bør strammes op.
  6. Lidt lunken tilslutning til brugen af videnrum/Podio. God idé at sløjfe det store netværks-videnrum, som ikke bruges – og kun anvende Podio til videngrupperne.
  7. God tilfredshed med videngrupperne – men større anvendelse af faglige ankerpersoner.

Det vil vi selvfølgelig gerne gøre noget ved:

1. Forbedring af videngrupperne
Videngrupperne er gennem de seneste år blevet helt centrale for VidenDanmarks medlemmer. Her får man inspiration og ny viden – og man møder fagfæller. Fremover skal alle videngrupper som princip have en ekstern faglig facilitator, dvs. en faglig ankerperson, som kan sikre at videngruppen får adgang til den bedste og den nyeste viden på området. Endvidere vil videngrupperne som princip fungere ca. 1 år ad gangen, hvorefter det besluttes om og hvordan man skal fortsætte. F.eks. om et nyt tema skal styre arbejdet. Eller om fokus skal ændres. Også videngrupperne skal hele tiden fornys.

2. Forbedring af nyhedsbrevet
Med en del startvanskeligheder er nyhedsbrevet allerede blevet fornyet. Opsætningen er forenklet – og vi anvender en mere morderne distributionsteknik. Vi vil også forsøge os med ugentlig udsendelse – idet vi hver anden uge vil udsende det meget informationsmættede nyhedsbrev som hidtil, og hver anden uge vil udsende et mere koncentreret og målrettet nyhedsbrev.

3. Bedre medlemsarrangementer
Mange medlemmer havde i juni i år en rigtig god oplevelse, da David Gurteen besøgte VidenDanmark. Den type arrangementer vil vi tilstræbe, at der kommer flere af. Spændende udenlandske oplægsholdere, som virkelig kan tilføre den lokale debat noget nyt.

4. Styrkelse af fagligheden
Som et særligt initiativ vil VidenDanmark i løbet af august lancere et panel af faglige specialister inden for VidenDanmarks områder (innovation, videndeling og læring). De faglige specialister kan bl.a. være et tilbud til vores virksomhedsmedlemmer, og bistå arbejdet i videngrupperne og i VidenDanmark generelt.

5. VidenDanmark rykker mod Vest
I gennem det seneste år har vores relativt nystartede videngruppe Vest holdt en række møder. Vi forstærker nu indsatsen, idet vi arbejder på en aftale med en samarbejdspartner, som vil kunne sikre en mere intens VidenDanmark-aktivitet vest for Storebælt. Vi regner med at der kommer spændende nyt herom i løbet af august måned.

Der sker altså rigtig meget de kommende måneder i VidenDanmark. En lille ting er, at vi fremover alene anvender Podio som støtte for vores videngrupper. Det betyder, at vi lukker det fælles VidenDanmark-rum på Podio. Det har vist sig ikke at give mening i en verden, hvor vi hellere vil kommunikere åbent i de universelle sociale medier, såsom især LinkedIn.

Sidst skal det nævnes, at alt har en pris. Pr. 1.8. har vi hævet prisen for medlemskab i VidenDanmark lidt. Vi er sikker på, at VidenDanmark stadig yder et meget konkurrencedygtigt netværks-tilbud.

Vi vil høre din mening!
Vi håber du synes om ændringerne. Og vil selvfølgelig gerne høre din mening. Er det det rigtige vi gør? Er der noget vi har glemt eller overset? Har du forslag og ideer?

Hold dig ikke tilbage. Vi håber på en god debat om VidenDanmarks fremtid.

Enterprise 2.0 bygger bro mellem smådrift og stordrift

15. marts 2011 af Finn Breddam

Traditionelt har små (nystartede, innovative, kreative) virksomheder haft en stor fordel mht videndeling: ofte sidder alle i det samme rum, alle har en tilknytning til den egentlige produktudvikling, og der er en høj grad af fælles forståelse for virksomheden, produktet, målgruppen etc. Det er nemt at spørge ud i rummet: “Hvordan er det lige man …” Eller “Hvem ved .. ” Eller “Hvor kan jeg finde noget om …”

Uformel, bredspektret videndeling med kort afstand fra problem til løsning: det giver hurtig udvikling med høj kvalitet.
Den slags virksomheder går ofte fallit, eller i stå, efter det første trin på vækststigen mod specialisering og “effektivisering”: når igangsætteren drukner i bogholderi, ansættelsessamtaler, mødereferater og annoncedesign. Og begynder at ansætte specialister til opgaverne – som til gengæld ikke forstår produktet og markedet – uden at opruste mht. systematisk videndeling og koordination.

“Smådriftsfordelene” fortoner sig – men stordriftsfordelene er svære at nå, de kræver tid: specialisering og integration/koordination mellem specialisterne. Et helt andet niveau af både kompetencer og kapital.
 
I den anden ende af spektret har den store, gamle virksomhed alle stordriftsfordelene. Til gengæld er en hyppig dødsårsag “kompleksitetsdøden”: det er her vi taler om videnssiloer og suboptimering, om de alt for mange adskilte IT-systemer, om den organisatoriske afdeling som en videns- og kommunikationsmæssig opdeling (barriere). I karikaturform: halvdelen af tiden går med at koordinere og planlægge de møder, der tager den anden halvdel af tiden. Og ingen ved, hvad de andre ved.
 
Her kommer “enterprise 2.0″ ind som en faktor, der potentielt omformer hele billedet: den lille virksomhed får hjælp til at eksplicitere (nedskrive) og organisere sin viden, og dermed gøre den “findable” og åben for fx den nyansatte specialist. Her spares ikke bare tid og undgås forkerte beslutninger – der opnås en række af de fordele mht systematik og konsekvens, som ellers har været forbeholdt de store/gamle virksomheder med indarbejdede rutiner. Fx kvalitetsstyring og dokumentation.

Den store virksomhed får modsat en række af de typiske smådriftsfordele: det bliver fx nemt at “råbe sit spørgsmål ud i lokalet” gennem en mikrobloggingsfacilitet a la Jammer/Twitter til et relevant forum, på tværs af geografi og organisation – det giver en hurtighed og fleksibilitet i problemløsningen, en “agilitet” som ellers har været forbeholdt de små/nye virksomheder hvor alle ved hvem der ved hvad.
 
Til gengæld får begge typer af virksomheder naturligvis nye problemer: man kan bruge meget tid på at mene noget om mange ting på et diskusionsforum, og den der helt opgiver informationssøgning fordi det er nemmere at stille spørgsmål på nettet og sætte alle kollegaerne i gang med at svare, kan blive en dyr medarbejder. Tilsvarende er brugernes mere eller mindre gennemtænkte “tagging” ikke nogen erstatning for et velstruktureret videnssystem. 

Men springet fra “smådrift” til “stordrift”, eller minefeltet mellem dem, får en helt anden karakter i kraft af “enterprise 2.0″ – hvis man kan styre det.
 
Alt dette, eller kernen af det, hørte jeg pludselig mig selv sige i mandag formiddag ved det første af seks møder i en ny serie om “enterprise 2.0″ i VidenDanmarks erfa-gruppe om SharePoint. Og Bent Schou bad mig viderebringe pointen; det er hermed gjort. Så har jeg da sagt tak for en god dag. SharePoint-gruppen (videngruppe i VidenDanmark) fik en god start på en ny fase med nye spændende deltagere, og med Peter Malling som oplægsholder og leder for en ny form, en struktureret blanding af præsentation, workshop og diskussion i en ramme af 6 arrangementer. Det kan anbefales. Læs mere på videndanmark.dk.

VidenDanmark – februar-marts 2011

11. marts 2011 af Bent Schou

Der er sket meget i “Viden”Danmark de seneste uger. Her er et par highlights som jeres ihærdige redaktør har opsporet. Mangler der noget vigtigt – eller har jeg fået noget galt i halsen – er du mere end velkommen til at fortælle herom i en kommentar.

Som mange har set, har Mandag Morgen startet et spændende initiativ – de kalder det et politisk parti – Fremtidens Danmark. Mandag Morgen har samlet en række fremtrædende personer, som skal sætte spot på fremtidens muligheder i Danmark. I mandags den 7. marts holdt de det første møde. (Se billeder her). Og en af de foreløbige konklusioner, som blev ført frem var: Danmark skal leve af eksperimenter. Mange spændende overskrifter – såsom: “De faste arbejdstider skal fjernes, alderdommen skal afskaffes og der skal indføres nye præstationsnormer på arbejdsmarkedet. … Innovationen og eksperimenterne skal slippes løs i hele landet.” Tak Mandag Morgen for det gode initiativ. Blot lidt ærgerligt, at debatten eksklusivt forbeholdes abbonnementer af MM. Den fortjener større udbredelse.

De sociale medier er blevet grundigt belyst i et par spændende oversigter: Social Media Factbook og Blogosfæren og de danske sociale netværk 2010. Spændende muligheder for os alle og virksomhederne – men åbenbart for få kompetencer og ressourcer i virksomhederne. Men det er jo ikke første gang, at hovedparten af os halter efter udviklingen. Vi tøver – skal lige se, om der er et reelt indhold i det nye. Og måske mangler vi for alvor en forklaring på, hvordan de sociale medier vil ramme bundlinien (positivt).

AC (Akademikernes Centralorganisation) barslede med et oplæg om hvad der skal gøres for at styrke det danske vidensamfund: Med viden skal land bygges. VidenDanmark bad AC om at skrive et debatindlæg herom – læs Käthe Munk Ryoms indlæg.

Og så vandt Danske Bank Intrateams årlige pris for bedste intranet. VidenDanmark har spurgt de ansvarlige for Danske Banks intranet, om ikke de har lyst til at fortælle om deres intranet i VidenDanmarks nyhedsbrev/blog – selvfølgelig med fokus på, hvordan det styrker innovation, videndeling og læring i Danske Bank. Vi glæder os.

Fortsat god fornøjelse med at skabe et godt “viden” Danmark.

Videnarbejde – er det noget vi bare kan?

25. februar 2010 af Bent Schou

Peter Drucker er ofte citeret for følgende:

“The most important, and indeed the truly unique, contribution of management in the 20th century was the 50-fold increase in the productivity of the manual worker in manufacturing. The most important contribution management needs to make in the 21st century is to increase the productivity of knowledge work and the knowledge worker.”
(Management Challenges for the 21st Century, 2001)

Nu er vi ca. 10 år inde i det 21. århundrede – og hvor langt er vi nået?

Det er selvfølgelig svært at sige. At der sker utrolig meget på den teknologiske front er der vist ingen tvivl om. Internettet, sociale medier, intranet, dokumentsystemer, mobile telefoner – og mobilt internet. Det går stærkt. Men betyder det, at videnarbejds-produktiviteten er stigende? Eller har vi bare fået informations-overload?

VidenDanmark satte spørgsmålet “Hvordan skal vi øge produktiviteten i videnarbejdet?” på dagsordenen (i nyhedsbrev og på hjemmeside) i perioden fra 22.1. til 24.2.2010. De 38 svar fordeler sig således:

  • Vi skal satse på IT og ny teknologi (3%)

  • Vi skal lære hvordan vi arbejder effektivt med viden (32%)

  • Kulturen skal ændres så den bedre understøtter videnarbejdet (24%).

  • Ledelse og organisering skal støtte bedre op om videnarbejdet (42%)

En klar markering af, at yderligere IT og ny teknologi ikke er løsningen. Derimod mener flest, at vi skal satse på udvikling af ledelse og organisering – og i tæt tilknytning hertil – kulturen.

En tredjedel af de, der har svaret, peger på at vi faktisk har noget at lære. Og jeg må indrømme, at jeg også har sat mit eget kryds her. Som jeg ser det, lever vi stadig i en verden med fokus på faglighed: Er du jurist, skolelærer, sygeplejerske, ingeniør eller hjemmehjælper? Det er dér vi tager vores udgangspunkt – i god overensstemmelse med industrisamfundets tænkning. Men tendensen er vel, at faglighed bliver (relativt) mindre betydningsfuld. I dag og fremover bliver vi alle videnarbejdere – og skal medvirke i videnproduktion på forskellige niveauer og på forskellige områder. Men kan vi redskaberne? Gør vi det godt og effektivt?

Jeg tror vi kan og skal blive meget bedre til det! Det handler ikke om IT og teknologi – men det handler også om at beherske teknologierne bedre.

VidenDanmark stiller også spørgsmålet: Hvordan skal vi øge produktiviteten i videnarbejdet, ved et seminar den 12. maj 2010 i Odense (i samarbejde med DEFF – nye institutioner).

VidenDanmark 2.0

21. december 2009 af Peter Malling

Hjemmesiden videndanmark.dk står foran en tiltrængt opdatering. Det gamle hjemmeside var en typisk web 1.0 side, hvor information blev publiceret centralt og derved gjort tilgængelig for VidenDanmarks medlemmer og – i begrænset omfang – andre interesserede. Det nye website vil blive langt mere interaktivt, og noget af det vigtigste indhold vil være brugergenereret. Hjemmesiden vil således adaptere mange af kendetegnene ved et såkaldt web 2.0 site, altså et website, der ”letter interaktiv udveksling af oplysninger, interoperabilitet, brugercentreret design og samarbejde” (Wikipedia).

VidenDanmark er Danmarks eneste netværk for praktikere og eksperter indenfor Knowledge Management. Centralt i netværkets aktiviteter har været afholdelse af konferencer, seminarer og videngrupper indenfor bestemte områder. Aktiviteterne har i høj grad haft karakter af fysiske arrangementer, som blev tilbudt medlemmer og andre. Hjemmesidens formål har været at understøtte disse primære aktiviteter. Den nye hjemmeside vil have potentialet til at blive en virtuel platform, som kan styrke medlemmernes ukontrollerede interaktion og derved ændre VidenDanmark fra primært at være levering af medlemsservices til at blive et egentligt netværk af folk, som arbejder med Knowledge Management. Hjemmesiden gør det naturligvis ikke alene, men den kan være et vigtigt skub i dén retning. Hvis det er dét, vi vil.

Velkommen til det ny VidenDanmark

18. december 2009 af Bent Schou

Hvad er nu det? Skal VidenDanmark skifte navn?

Nej – så galt går det ikke. Det ny VidenDanmark er blot vores overskrift på en række ændringer i VidenDanmark, som vil ske hen over jul og nytår 2009/2010. Ændringerne vil ske gradvis (for nogen er det allerede startet). Og vi regner med at være helt klar i begyndelsen af januar i det nye år.

Dette nyhedsbrev har vi dedikeret til Det ny VidenDanmark. I striben af artikler nedenfor, kan du læse om
hvad det hele handler om, hvorfor vi gør det, og hvordan det gør VidenDanmark endnu mere attraktiv for folk,
der arbejder med innovation, information og videndelings samt læring.

Glæd dig til Det ny VidenDanmark. Det gør jeg.

Hotspot for innovation, videndeling og læring

17. december 2009 af Calle Gade Lauritzen

VidenDanmark tager nu sin egen medicin. Fremover kan vi på vores nye internetbaserede samarbejdsplatform hjælpe og støtte hinanden samarbejde og kommunikere meget mere dynamisk.

Vores nye VidenDanmark kommer tættere på web 2.0, men vi håber vi flytter mere end blot platformen; vi håber at vores adfærd og bevidsthed også rammer 2.0.

Det vigtigste signal at sende omverdenen på tærsklen til 2010 er, at VidenDanmark har formået at blive det samlende danske hotspot for innovation, videndeling og læring. Det er medlemmernes fortjeneste.

Vi starter derfor 2010 i overhalingsbanen. Brug det nye VidenDanmark, og vær med til at løfte vidensamfundet op på et nyt niveau. Godt nytår!

VidenDanmark træder ind i vidensamfundet

17. december 2009 af Charlotte Winther

Nu bliver det endnu mere spændende at være medlem i VidenDanmark. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med at bruge den nye samarbejdsplatform.

I videngruppen om SharePoint, som jeg er medlem af, har vi allerede i nogen tid benyttet Hoist-systemet til vores interne kommunikation. Med den nye version af Hoist bliver mulighederne for samarbejde og intern kommunikation væsentligt forbedret. Systemet er intuitivt og nemt at bruge og skulle gerne give inspiration og nem adgang til yderligere samarbejde og videndeling i videngrupperne.

Med dette nye initiativ er VidenDanmark for alvor trådt ind i vidensamfundet med nogle af de mange muligheder, som web 2.0 byder på.

Velkommen til!

Vend krisen til noget positivt?

5. marts 2009 af Bent Schou

En krise, som den vi netop oplever, er hård og gør ondt. Den rammer i større eller mindre grad os alle. Men midt i al dårligdommen, hvor alle klager og råber på hjælpepakker og støtte, er det vigtigt at se det positive. Hvordan kan vi bruge nedturen til for alvor at geare os til det nye samfund – det som vi i VidenDanmark kalder vidensamfundet.

Den amerikanske bilindustri er et godt eksempel. Der råbes på støtte fra regeringen, men faktum er vel, at industrien i mange år har redet på en vækstbølge, uden for alvor at se de nye tider i øjnene – i samfundet og hos forbrugerne. Klima, miljø og ændringer i forbrugernes behov står nu for døren. Andre har bedre tilpasset sig denne udvikling – men USA’s bilindustri får nok svært ved at sadle om.  Det er for sent. Man har sovet i timen. Det er ikke milliarder af støtte-dollars, der er løsningen.

Jeg tror der er rigtig mange eksempler af denne slags. Over for dette har krisen som vi er midt i en slags rensende effekt. Det gamle bliver ramt hårdest – og må give plads for, at nye måder eller paradigmer for alvor kan tage over. I en sådan situation handler det selvfølgelig om at se frem, og spørge sig selv om, hvad der kræves af mig og min organisation. Men det er vel også godt at dvæle lidt ved, hvad det er i det gamle, vi skal aflive.

Lad os tage nogle eksempler – og du må meget gerne hjælpe mig (skriv en kommentar og lad os fortsætte debatten):

Lige børn leger bedst?

Da jeg var lille sagde min mor ofte, at ”lige børn leger bedst”. Jeg er ikke sikker på, jeg forstod dybden i dette ordsprog, som vel betyder, at de velstillede ikke skulle blande sig med de mindre velstillede. Det sidder dybt i os, tror jeg – det med at vi har det bedst sammen med mennesker, som ligner os selv.  I har sikkert hørt om Rip, Rap og Rup – effekten, som handler om, at ledere ansætter medarbejdere og udnævner ledere, der ligner dem selv. Og når vi skal sammensætte et team – har vi så ikke i baghovedet, at samarbejdet bliver bedst, når vi ikke er for forskellige.

Det er efter min mening ét af de dogmer, vi skal gøre op med i fremtiden. Lidt skarpt kunne man sige, at lige børn keder sig sammen. Lige børn inspirerer ikke hinanden og har i bund og grund ikke så meget at sige hinanden. Når kravet i dag er kreativitet, innovation, videndeling og hurtig læring – så skal vi opsøge dem, der ved og kan noget andet end os selv. Når viden er det afgørende, er der ingen tvivl om, at forskellighed øger vores evne til at kapere og udvikle viden. Det handler altså om mangfoldighedsledelse som mere end ledelse af kulturel forskellighed.

Det er godt at have en uddannelse at falde tilbage på?

Mange af os har nok haft vilde ideer, som er blevet mødt med ordene – at en uddannelse altid er god at ha’ og falde tilbage på. Kernen i dette udsagn er vel, at det er godt at have en formel, faglig kompetence – det vil der altid være brug for. Når du har dette på plads, kan du tillade dig at ”skeje ud” – at prøve de nye og spændende ideer og muligheder.

Det er sikkert ikke helt forkert, og alligevel mener jeg det er et at de dogmer, vi skal have pillet ved.  Flere og flere har vi oplevet usikkerheden, når vi skulle forklare, at vi arbejder med f.eks. projekter, forretningsudvikling, videndeling eller hvad det nu kan være. Hvor ville det være trygt at kunne sige: Jeg er Ingeniør, sygeplejerske eller tømrer.

Men reelt bliver vi flere og flere, der arbejder på tværs af de faglige kompetencer, som har bevæget os fra et fagområde til et andet, eller som har en noget bredere – og ikke helt så klart definerbar kompetence. Der vil helt sikkert fortsat være brug for faglighed og stærk specialisering – men behovet for at sætte disse fagligheder sammen på tværs bliver stadig større. Det er i dag de fleste arbejdsopgaver, der kræver flere fagligheder og derfor selvfølgelig samarbejde på tværs.

Succes i dag handler i højere grad om at skabe et flow eller en strøm af viden – end at rendyrke en basal kerneviden eller rendyrke sine kernekompetencer til perfektion.

Andre dogmer vi skal gøre op med?

Hjælp gerne mig og VidenDanmark med at finde de dogmer, som vi stadig bærer med fra industrisamfundet, og som hindrer os i at udnytte mulighederne i vidensamfundet. Skriv din kommentar nedenfor.