Kan videnarbejdet lægges i processer og digitaliseres?
9. februar 2012 af Bent Schou
VidenDanmark har kastet sig over noget nyt. Sidst i januar holdt vi seminar om Digitalisering og procesoptimering, hvor en række spændende cases blev præsenteret og hvor vi fik eksperternes bud. Og i denne uge er vores videngruppe om digitalisering og procesorientering startet. Vi er blevet opfordret af vores medlemmer. Spændende.
Det er nyt for VidenDanmark at gå så tæt på processer, og hvordan processerne kan understøttes med IT. Det er ikke nyt at viden lægges i processer. Og det er ikke nyt at tænke mere systematisk på digitalisering af processer. Som vores faglige facilitator Thomas Hildebrandt har pointeret flere gange, starter det for mange år siden – helt tilbage i 1980′erne, hvor man begynder at udarbejde et sprog for processer – og dermed lægger grunden for deres digitalisering.
Jo mere man beskæftiger sig med emnet – jo vigtigere forekommer det.
De fleste af os oplever allerede, hvordan klassiske administrative, sagsbehandlings- og videnarbejdsprocesser formaliseres og lægges ind i et it-workflow. Ekemplerne er mange. Hos Nordisk Kulturfond er hele ansøgningsprocessesn gjort digital – og der er fuld gennemskuelighed også for ansøgerne. Hos Djøf er medlemsadministrationen (herunder kurser og netværksgrupper) gjort digital. Hos offentlige myndigheder har vi allerede oplevet, hvordan vores kontakt til Skat næsten udelukkende foregår via digitale processer på nettet. Og i 2015 kommer hele befolkningen til at opleve, at al kontakt til det offentlige bliver digital. Jeg overbevist om, at vores kontakt herefter bliver starten på et digitalt workflow internt i kommunen – eller hvor det nu bliver. Det er i øvrigt snart længe siden, at al fakturering til det offentlige skal ske digitalt. I dag suser vores fakturaer rundt i de offentlige institutioner i et nøje tilrettelagt workflow.
Vi har vist kun set begyndelsen. Og det er ikke kun de enkle og rutineprægede opgaver, der kan imødese en procesorienteret digitalisering. Perspektivet er jo, at meget af det førhen så “fine” videnarbejde også bliver lagt i processer og bliver digitaliseret.
Men kan man nu også det? Hvad med kontekst, hvad med kultur, fleksibilitet, skøn og vurderinger? Er det nu også en god og farbar vej?
Thomas Davenport – en af nutidens førende tænkere omkring viden og videnarbejde – siger i bogen Thinking for a living fra 2005, at de moderne videnarbejdere bl.a. er kendetegnet ved ønsket om autonomi. Og umiddelbart går det jo dårligt i spænd med digitale workflow, hvor systemet har overtaget en del af processtyringen.
Men Thomas Davenport siger også, at en betydelig del af det såkaldte videnarbejde består af rutineopgaver. Eksempler kan være kunderegistrering i CRM-systemet i en virksomhed, eller dokumentation og journalisering i forbindelse med offentlig sagsbehandling. Videnarbejde er således mange ting, og mange videnarbejdsprocesser kan sikkert med fordel ses efter med et par øvede procesøjne, og vinde både i effektivitet og kvalitet.
En helt anden vinkel på videnarbejde kunne jo netop være, at det oftest er noget forfærdeligt rod. Vi ved at mange virksomheder og organisationer ikke har specielt godt styr på deres informationer og dokumenter. Vi ved, at de fleste medarbejdere bruger rigtig meget tid på at holde styr på deres information og “viden” i private foldere – også ift. vores emails. Det er vist stadig en vigtig sandhed, at et væsentligt og tidskrævende element i meget videnarbejde er søgning efter viden og information, internt – og eksterne på nettet. Måske – kunne man driste sig til at spørge – fastholder vi autonomien så langt, at vi fravælger fornuftige processer, som jo vil være baseret på analyse og på andres erfaringer.
Så der er masser af muligheder – tror jeg – for at digitalisere og procesorientere vores videnarbejde. Måske endda med den gevinst, at vi hurtigere kommer over det rutineprægede arbejde, at vi får bedre styr på de rodede videnproceser, og at vi derfor får bedre tid til det mere komplekse og – sjove – videnarbejde.
Synes du også det lyder spændende – så vær med i vores videngruppe om digitalisering og procesorientering. Næste møde er den 14. april.
Videnarbejde – er det noget vi bare kan?
25. februar 2010 af Bent Schou
Peter Drucker er ofte citeret for følgende:
“The most important, and indeed the truly unique, contribution of management in the 20th century was the 50-fold increase in the productivity of the manual worker in manufacturing. The most important contribution management needs to make in the 21st century is to increase the productivity of knowledge work and the knowledge worker.”
(Management Challenges for the 21st Century, 2001)
Nu er vi ca. 10 år inde i det 21. århundrede – og hvor langt er vi nået?
Det er selvfølgelig svært at sige. At der sker utrolig meget på den teknologiske front er der vist ingen tvivl om. Internettet, sociale medier, intranet, dokumentsystemer, mobile telefoner – og mobilt internet. Det går stærkt. Men betyder det, at videnarbejds-produktiviteten er stigende? Eller har vi bare fået informations-overload?
VidenDanmark satte spørgsmålet “Hvordan skal vi øge produktiviteten i videnarbejdet?” på dagsordenen (i nyhedsbrev og på hjemmeside) i perioden fra 22.1. til 24.2.2010. De 38 svar fordeler sig således:
-
Vi skal satse på IT og ny teknologi (3%)
-
Vi skal lære hvordan vi arbejder effektivt med viden (32%)
-
Kulturen skal ændres så den bedre understøtter videnarbejdet (24%).
-
Ledelse og organisering skal støtte bedre op om videnarbejdet (42%)
En klar markering af, at yderligere IT og ny teknologi ikke er løsningen. Derimod mener flest, at vi skal satse på udvikling af ledelse og organisering – og i tæt tilknytning hertil – kulturen.
En tredjedel af de, der har svaret, peger på at vi faktisk har noget at lære. Og jeg må indrømme, at jeg også har sat mit eget kryds her. Som jeg ser det, lever vi stadig i en verden med fokus på faglighed: Er du jurist, skolelærer, sygeplejerske, ingeniør eller hjemmehjælper? Det er dér vi tager vores udgangspunkt – i god overensstemmelse med industrisamfundets tænkning. Men tendensen er vel, at faglighed bliver (relativt) mindre betydningsfuld. I dag og fremover bliver vi alle videnarbejdere – og skal medvirke i videnproduktion på forskellige niveauer og på forskellige områder. Men kan vi redskaberne? Gør vi det godt og effektivt?
Jeg tror vi kan og skal blive meget bedre til det! Det handler ikke om IT og teknologi – men det handler også om at beherske teknologierne bedre.
VidenDanmark stiller også spørgsmålet: Hvordan skal vi øge produktiviteten i videnarbejdet, ved et seminar den 12. maj 2010 i Odense (i samarbejde med DEFF – nye institutioner).
Giver videnarbejde stress?
17. december 2009 af Bent Schou
Det er ud til, at stress er et vigtigt problem knyttet til det moderne videnarbejde.
Derfor spurgte VidenDanmark i perioden fra medio november til medio december 2009 læsere af vores nyhedsbrev og besøgende på www.videndanmark.dk, hvad de mener er årsagen til videnarbejdernes stress.
Spørgsmålet lød helt enkelt: Giver videnarbejde stress? 37 har svaret på spørgsmålet – og svarene fordeler sig således:
-
Ja – det er for komplekst og uden klare mål (11 pct.)
-
Joh – hvis ledelsen ikke er deres opgave voksen (43 pct.)
-
Joh – hvis vi ikke selv er gode til at stille krav og sige fra (16 pct.)
-
Nej – det er ikke videnarbejdet, der er problemet (30 pct.)
Flest mener tilsyneladende, at vi taler om et ledelsesproblem.
Og jeg må da umiddelbart erklære mig enig. Videnledelse (kunne man jo kalde det) burde nok have en højere prioritet i mange videnvirksomheder.
Hvad synes du?
Læs også den tidligere blog, hvor bogen Videnarbejde og stress anmeldes.
Videnarbejde og stress
- mellem begejstring og belastning
17. november 2009 af Bent Schou
Bogen Videnarbejde og stress er en spændende og velskrevet bog om yderst relevant og aktuelt emne.
Bogen kan læses på flere måder. Både som et konkret studie af, hvordan videnarbejdere forholder sig til stressproblemer i forbindelse med deres arbejde. Og som et mere teoretisk studie i sammenhængen mellem det nye videnarbejde og stress. Bogen er et resultat af et 3-årigt forskningsprojekt ved DTU(www.videnogstress.dk) , og må derfor nok især anbefales til dig, der er lidt mere generelt interesseret i problemstillingen. Til gengæld loves vi en mere praktisk opfølgning med en bog til foråret (2010): ”Vi kan – i fællesskab”, med idéer og metoder til forebyggelse af stress i videnarbejdet.
Den foreliggende bog om videnarbejde og stress giver en længere og interessant introduktion til stress-begrebet og må – måske lidt overraskende – konkludere, at enten bliver videnarbejdere slet ikke stressede, eller også må stressbegrebet udvides og udvikles, så det kan indfange det nye i videnarbejdet. Forfatterne vælger den sidste udvej, og de vælger at fokusere på dobbeltheden i videnarbejdet – som anledning til både begejstring og belastning.
Helt naturligt bruges en del krudt på at diskutere, hvad videnarbejde egentlig er. Man kommer rundt om vigtige aspekter af videnarbejdet, dets identitetsskabelse, grænseløshed og mangetydighed. Alle forhold, der er med til at gøre videnarbejdet komplekst og problemfyldt, samtidig med at det skaber glæde og begejstring hos de involverede.
Bogens tyngdepunkt (og forskningsprojektets) bliver en undersøgelse af udvalgte grupper af videnarbejderes forhold til henholdsvis en række begejstrings- og belastningstemaer. I projektet indgår en række virksomheder, der alle må karakteriseres som videntunge: Rådgivende ingeniørvirksomheder, politiske organisationer og jobs med korte deadlines (et dagblad og en kreativ afdeling i en større virksomhed). Man har således valgt medarbejdere – hvor der ikke vil herske tvivl eller uenighed om, at de udfører videnarbejde.
Mange vil nok finde interesse i bogens grundige behandling af de videnarbejdernes forholden sig til sammenhængen mellem begejstring og belastning. Der er afholdt workshops med de involverede virksomheders medarbejdere, og meget at det man læser er nemt genkendeligt fra ens egen hverdag. Min egen nysgerrighed blev dog især vakt, da bogen tog fat på de mere generelle forståelsesrammer for videnarbejdet (side 105). Der identificeres tre forståelsesrammer i videnarbdejdet (hvordan videnarbejderne forstår deres arbejde): Professionen, bureaukratiet og en bredere, normativ forståelsesramme. Uden at komme for langt ind på disse – er problemet måske netop, at ingen af disse forståelsesrammer i sig selv er tilstrækkelige i forhold til at indfange det nye videnarbejdes udfordringer.
Bogen er spændende, ærlig – der trækkes ingen forhastede og skråsikre konklusioner. Det anerkendes, at vi er ude i et nyt felt, som trænger til nye begreber og forståelsesrammer.
For i al ydmyghed at forsøge at bringe denne diskussion et lille skridt videre, vil jeg pege på et par områder, hvor jeg synes bogen kunne være kommet lidt længere.
Først og fremmest synes jeg videnarbejdet står svagt – både som begreb – og i den praktiske udfoldelse (højt uddannede professionelle). Forudsætningen for at forstå videnarbejdet er vel at forstå, hvad viden er. Det er der mange meninger om – men uklarhed på dette vigtige område vil gennemsyre hele analysen af videnarbejdets problemer og udfordringer.
Jeg synes også det er ærgerligt, at det empiriske perspektiv indsnævres til alene at fokusere på netop de højt uddannede professioner. Som jeg ser vidensamfundet, er det interessante netop, at vi alle skal arbejde med viden, også sygeplejersken og hjemmehjælperen. Nogen mere – andre mindre. Men kravet vil vi alle møde efterhånden som vidensamfundet trænger igennem alle steder. Det giver udfordringer – på mange flere planer, end bogen opfanger. F.eks. kan det for mange være stressfremkaldende overhovedet at skulle forholde sig til viden i det, der tidligere var enkelt rutinearbejde.
Endelig synes jeg bogens fokus på de tre nævnte forståelsesrammer, professionen, bureaukratiet og den normative snarere fastholder videnarbejdet i fortiden – i stedet for at bringe videnarbejdet ind i nutiden og fremtiden. Problemet er måske netop, at vidensamfundet/videnarbejdet render ind i problemer, når vores forståelsesrammer alle har rod i oplysningstid og industrialisering. Mit umiddelbare bud vil være, at videnarbejdet fortjener eller kræver en helt ny forståelsesramme, som sikkert kan findes som kim i de mange situationer, hvor virksomheder med succes forsøger at fremme videnarbejdet.
Forstå mig nu ret. Bogen er god og relevant – og er et godt udgangspunkt for netop at få sat videnarbejdet – og vores forståelse af det på dagsordenen. Det er på tide og tiltrængt. Tak for det!
Anders Buch, Vibeke Andersen og Ole H. Sørensen:
Videnarbejde og stress – mellem begejstring og belastning.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 2009.
Vi hænger i dyndet
- industrisamfunds-dyndet
4. december 2008 af Bent Schou
Det er blevet sagt så ofte – af kloge folk som f.eks. Lars Kolind - at vi gennemgår et paradigmeskift fra et transaktionsbaseret til et vidensbaseret samfund. Vidensamfundet – som jo er beskrevet af så mange efterhånden.
Men dybden i paradigmeskiftet tror jeg ikke vi har hverken set eller forstået helt endnu.
Et par eksempler:
1) Når man taler om at styrke vidensamfundet går diskussionen ofte hurtigt over i en kritik af regeringen for ikke at gøre nok for forskning og uddannelse. Underforstået - skal Danmark være et førende vidensamfund – handler det om virkelig at satse på forskning og uddannelse. Men – pointen i vidensamfundet er vel netop – at forskningsinstitutionerne mister sit monopol på viden”skabelse” og uddannelsesinstitutioner mister betydning som basis for læring. I vidensamfundet deltager vi alle i viden”skabelsen” – og uddannelse/læring foregår alle steder – hele tiden.
Derfor bør indsatsen for at styrke det danske vidensamfund snarere handle om – at sikre brobygning og samarbejde mellem institutioner og virksomheder – så videnopbygningen får de bedste vilkår. Hvilket forresten også sker.
2) På VidenDanmarks seminar om Læringsteknologier Best Practice 2008, som vi afholdt den 4.12., var en af de spændende diskussioner om overgangen fra klassisk indlæring med en central afsender, til et moderne læringskoncept der bygger på brugerinvolvering og deltagelse. Fra Learning Management til Personal Learning Environnement, som Thomas Ryberg formulerede det. Her står også e-lærings-systemerne over for en udfordring, fordi de et langt stykke hen ad vejen blot bygger videre på de klassiske undervisningsparadigmer – tilsat digital strøm.
Når videnskabsministeren derfor ønsker et Danmark (se national strategi for e-læring) helt i front inden for innovativ anvendelse af informationsteknologi til undervisning og læring – bør det især handle om styrkelse af det som nogle kalder læring 2.0 – dvs. hvor brugeren og brugerens involvering er i centrum.
3) Når vi taler om vidensamfund – taler vi også ofte om videnvirksomheder. Dvs. der hvor videnarbejdet er dominerende, hvor en stor del af medarbejderne er såkaldte videnmedarbejdere. Igen misses pointen, idet vidensamfundet netop – i hvert fald efter min mening – betyder at viden gradvis trænger sig ind i alle job. Selv hjemmehjælperen bliver efterhånden en videnmedarbejder -anvendelse af teknologi og moderne hjælpemidler betyder, at hjemmehjælperen også “skal bruge hovedet”, skal deltage i tilrettelæggelse og udviklingen af plejen.
Så meget værre er det, når de faglige organisationer slår til lyd for “flere hænder”. (Se f.eks. ugebrevet A4). Ud over at det er en hån mod medlemmerne – er det også ude af trit med vidensamfundets gryende realitet. Men det passer jo nok meget godt med den generelle opfattelse, hvor videnarbejde stadig næsten entydigt identificeres med det, som de bogligt uddannede tager sig af.
Skal vi blive gode til at være vidensamfund må vi revidere alle disse klassiske opfattelser – og se i øjnene, – at viden udvikles alle steder, med deltagelse af alle, – at alle skal være gode til at videndele, – og at alle skal deltage i og bidrage til læring.
Jeg ved godt, at vi ikke er der endnu – men vi er på vej.
Er vi rustede til vidensamfundet i Danmark?
20. september 2007 af Bent Schou
I perioden fra den 7. Til den 20. september 2007 har VidenDanmark spurgt nyhedsbrevslæsere og besøgende på videndanmark.dk om deres holdning til nogle vigtige spørgsmål i den aktuelle politiske debat.
Spørgsmålet lød således: Den politiske debat raser omkring velfærd, skattelettelser og satsning på uddannelse og forskning. Hvad mener du er vigtigst for at styrke vidensamfundet? I alt 26 har besvaret spørgsmålet, idet 15% siger skattelettelser, 54% peger på flere penge til uddannelse og forskning, og 31% vil have mere frihed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet.
Hvorfor skulle skattelettelser nu styrke vidensamfundet? Fordi incitamentet til at arbejde bliver lidt større? Nej, sikkert ikke. Men måske fordi det bliver nemmere at fastholde de dygtigste af videnarbejderne i Danmark, hvis skatten var lavere. Det nævnes jo ofte i den offentlige debat, at det er svært at fastholde de højtuddannede og eksperterne pga. først og fremmest topskatten. Det er der jo nok noget om, og dog. I min forestilling om videnarbejdet er det ikke primært økonomiske faktorer, der er drivende og motiverende. Det skal især være sjovt, engagerende og meningsfuldt.
Og hvorfor skulle flere penge til uddannelse og forskning styrke vidensamfundet? Fordi det styrker vores viden – vores fælles viden i videninstitutionerne, som man vel må betegne forsknings- og uddannelsesinstitutionerne – og som individer og medarbejdere, idet der stilles stadig større krav til kompetencer, til løbende efteruddannelse – livslang uddannelse. Og alligevel skal vi passe på ikke at reservere vidensamfundet til videninstitutionerne. Som jeg ser det, er vidensamfundet karakteriseret ved, at forskning og uddannelse flytter ud fra institutionerne – ud i virksomhederne og ud hos os selv. Videninstitutionernes monopol på at arbejde med viden er på vej til at være slut. Det sker i dag alle steder, også hvor vi mindst venter det, f.eks. landbruget, som bliver mere og mere videnafhængigt.
Endelig kan man spørge, hvorfor mere frihed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet skulle styrke vidensamfundet. Jeg må indrømme, at det er her jeg har sat min stemme. Fordi vi så kan få mere tid til familie, fritid og ferie? Nej. Det kunne godt være tilfældet men har jo ikke noget specielt med vidensamfundet at gøre. Jeg tror videnarbejdet er anderledes end det traditionelle transaktionsbaserede arbejde (sådan skelner Lars Kolind vist). Videnarbejdet er næsten pr. natur mindre struktureret, det er analyserende, søgende, kommunikerende og opererer i netværk. Det starter ikke på et bestemt tidspunkt. Det foregår ikke et bestemt sted. Vi kender jo alle til det at få en god idé. Det sker jo netop ikke på aftalt tid og sted. Snarere tværtimod, det kan ske i weekenden, når vi slapper af, når vi vågner om morgenen osv. Og det at få idéer er jo en vigtig del af videnarbejdet.
På den måde repræsenterer videnarbejdet en stor udfordring for vores arbejdsmarked, fordi vi skal finde modeller, der kan håndtere fleksibilitet og frihed, samtidig med at vi sikrer medarbejdernes basale rettigheder og tryghed.
Nogen hævder, at Danmark vil være velrustet til Vidensamfundet, bl.a. fordi vi har en demokratisk ledelseskultur. Medarbejderne inddrages og gives ansvar. Men jeg kunne godt frygte, at vores stive arbejdsmarked er en større hæmsko, end vi ser i andre lande. Det gælder måske især for nogle af vidensamfundets kernetropper: lærerne og bibliotekarerne.
Så der er rigeligt at tage fat på, hvis Danmark skal ruste sig til vidensamfundet.
24 timers arbejdsdag – Kapitel 4 om mening
25. maj 2007 af Jannick B. Pedersen
Videnarbejderens stadig mere diffuse arbejdsdag er både en udfordring (omtalt i kapitel 1 her i Synspunkt den 29. december) og en spændende mulighed (kapitel 2, 26. januar). Desuden er arbejdsresultaterne stadig mindre relateret til antallet af arbejdstimer og stadig mere til graden af interesse, koncentration og indlevelse. Derfor skal vi fokusere på produktivitetsfaktorer som tillid (kapitel 3, 23. februar) og ”mening”, der er emnet for dagens synspunkt.
Videnarbejderen er ikke længere blot en produktionsfaktor, som hyres ind til ”virksomhedens projekt”. Den bevidste videnarbejder har sat sig personlige mål og hyrer i lige så høj grad virksomheden ind til sit personlige projekt.
Arbejdsforholdet kan dermed i stigende grad sammenlignes med et partnerskab, der strækker sig langt udover den traditionelle arbejdsdag, som i industrisamfundet var defineret til 8 timer og kun foregik i virksomhedens lokaler. Videnarbejdets karakter betyder, at en del af det kan udføres på alle døgnets timer – og uanset hvor man befinder sig. Og denne ”24 timers arbejdsdag” understøttes stadig bedre af teknologien. Men det, der startede som en mulighed for fleksibilitet, er ved at blive til et krav. I nicher som f.eks. shippingbranchen har medarbejderne i hundrede år naturligt assisteret deres skibe overalt på kloden – døgnet rundt. Men nu får flere og flere videnarbejdere partnere i andre tidszoner – og skal understøtte produktionsprocesser – f.eks. internetportaler – der kan kræve opmærksomhed på alle døgnets timer.
Videnøkonomien er ny -– men vi har stadig industrisamfundets holdninger om at et arbejdsforhold indgås mellem parter med modstridende interesser. Og vi bruger gamle værktøjer – som f.eks. ledelsesret og strejkeret – til at balancere de modstridende interesser. Spørgsmål: hvilke værktøjer skal vi bruge til at skabe gode partnerskaber?
Jeg tror det handler om tre: at lytte, at værdsætte forskelle og at skabe synergi. For at udskifte den rene løn-tidsbytte relation til en partnerskabsrelation skal samtalen mellem medarbejder og virksomhed, ikke kun fokuserer på jobbets indhold og fair betaling – men på det hele menneske og den hele virksomhed.
I den ene del af samtalen: Hvad er meningen med virksomheden? Hvad er det den vil udrette i verden? I halvfemserne skrev virksomhederne det ned og kaldte det ”missionen”. Hvad står der egentlig? Er den reel? Efterleves den? Hvad betyder det for mig? Er det noget jeg værdsætter? Er det noget jeg vil være med til? Oplever jeg det som meningsfuldt at udføre en funktion, der støtter op om dette mål?
I den anden del af samtalen lytter virksomheden/lederen, til medarbejderens ønsker om mening. Hvad er det du vil i verden? Har du mål og mening på kort eller lang sigt? Hvordan skal arbejds- og familielivsbalancen være? Kan du for resten overhovedet udtrykke dine mål og værdier så klart at både du selv og virksomhed kan forholde sig til det? Hvis ja – kan vi begge se fornuften i at følges ad et stykke ad vejen?
Der handler ikke om at der skal være 100% sammenfald mellem parternes mål og meninger. Så forsvinder dynamikken. En forskel kan tværtimod blive til en ”produktiv spænding”, hvis parterne evner værdsætte forskelligheden.
Produktivitetsgevinsten opstår i det øjeblik, hvor man får tillid til at den anden part ærligt har forstået og ønsker at bidrage til ens eget projekt. For når tilliden er på plads, åbner vi for sluserne til energi og kreativitet. I bytte får vi resultater og arbejdsglæde – jeg vil kalde det ”mening i anden” – mening2 – fordi samarbejdet har potentiale til at give resultater, der kan vokse eksponentielt.
Videnarbejderens job kan ikke afgrænses til 8 timer, der blot skal overstås. Når arbejdet siver ind i alle døgnets timer bliver livet forurenet af et meningsløst job – men beriget af det meningsfulde.
24 timers arbejdsdag – Kapitel 3 om tillid
10. maj 2007 af Jannick B. Pedersen
Tillid er en væsentlig produktivitetsfaktor i videnarbejderens 24 timers arbejdsdag.
24 timers arbejdsdag betyder, at du som videnarbejder er din egen leder rigtigt meget af tiden. For en servicearbejder eller industriarbejder består arbejdet i en langt mere fast defineret tilstedeværelse og deltagelse i en strøm af konkrete opgaver i restauranten eller i produktionen. Videnarbejderen skal derimod i langt højere grad selv stå for det hele: definere opgaven, vælge eller udvikle arbejdsmetoden og skabe resultaterne. Ikke alle arbejder endnu i virtuelle samarbejdskonstellationer over flere tidszoner og med store fysiske afstande. Men selv på en typisk dansk arbejdsplads, betyder rejser, møder og stigende mængde hjemmearbejde – at den fysiske samværstid er ret begrænset.
Det vil sige, at du faktisk arbejder alene rigtigt meget af tiden…
Har du tillid til at dine medarbejdere anvender tiden rigtigt? At din team-kolleger gør det? Har din chef tillid til dig? Har du for resten tillid til dig selv?
Hvis tillid kan øges på arbejdspladsen, kan den økonomiske (og trivselsmæssige) effekt blive voldsom. Jeg tror, at effekten kan overstige de nyttige lean-projekter.
Lav tillid har to økonomiske effekter. Det giver høje transaktionsomkostninger og sænker hastigheden i samarbejdet. I et arbejdsmiljø med lav tillid, opstår der hyppigt misforståelser, man bruger tid på kontrol, der er brug for mange og detaljerede skriftlige aftaler, etc.
Høj tillid giver derimod lave transaktionsomkostninger og øger hastigheden i samarbejdet. Man er mere tilbøjelig til at tillægge hinanden gode hensigter når misforståelser truer, man har brug for kortere og færre skriftlige aftaler – og søger hurtigt mod løsninger, når der alligevel opstår misforståelser.
Tillid er nyttig – så det vil vi gerne have mere af. Men hvordan? Anvisningerne er lige så talrige som slankekure. Det svære er at følge dem.
Min yndlingsrådgiver på dette område er Confucius, der på trods af sin høje alder – forekommer mig særdeles relevant i dag. Men ligesom med slankekure er der ingen magisk løsning. Hele ansvaret for at opbygge tillid ender på egne skuldre. Sådan læser jeg Confucius: ”Hvis du vil lede et land, skal du først kunne lede en by. Hvis du vil lede en by, skal du først kunne lede din familie. Hvis du vil lede din familie, skal du først kunne lede dig selv. Start derfor med at gå ud i skoven, meditér og få kontrol med dig selv”.
Eller i en kortere formulering: ”Respekter dig selv – og andre vil respektere dig.”
I nutidens sprog kalder vi det at være rollemodel, at lede gennem eget eksempel. At lederskab er et valg – og ikke en stilling. At du kan være rollemodel og fremme tillid uanset din plads i hierarkiet.
Dermed bliver selvledelse en kilde til tillid i organisationen. Og det starter ikke oppefra eller nedefra. Det starter nu, her, med mig selv.
At få styr på sig selv kræver refleksion, fokus og disciplin. Det kræver at man bruger tid på at afklare sine værdier, sin mission, sætte mål, planlægge og følge op. Du opnår tillid til dig selv, ved at holde løfter overfor dig selv og andre. Og det kræver tid til at være omhyggelig.
Dermed når vi frem til et reelt brud med industrisamfundet: i videnøkonomiens 24 timers arbejdsdag øges produktiviteten ved at arbejde langsommere.
Nyd det.
24 timers arbejdsdag. Kapitel 2.
22. marts 2007 af Jannick B. Pedersen
Den 9. februar skrev jeg her i nyhedsbrevet at 24 timers arbejdsdagen er på vej – men at den bliver meget mere attraktiv, hvis vi vælger et arbejde, vi brænder for.
Men selvfølgelig er 24 timers arbejde er en umulighed. Og derfor har historien et kapitel 2:
Når arbejdet flytter ind i aftener og weekends, så skal personlige og familieaktiviteter flytte ind i den traditionelle 9-17 arbejdsdag.
Det kan lyde som en logisk og fair aftale, men i praksis vil det kræve personligt mod når ledere og medarbejdere på den enkelte arbejdsplads skal bryde tabuerne om hvad man kan tillade sig i arbejdstiden. At øge overarbejdet er blot en forlængelse af et eksisterende fænomen. Men fritidsaktiviteter på arbejdspladsen var en sjældenhed i industrisamfundet. Her hang mængden af arbejdstid, produktivitet og økonomiske resultater tæt sammen. Vi havde omhyggelig arbejdstidsstyring, tidsstempling for medarbejdere når de kom og gik, og nogle virksomheder investerede endda i overvågningsværktøjer, så de kunne måle – og begrænse – privat surfing på internettet etc.
I en videnvirksomhed giver en sådan kontroladfærd bagslag. Tværtimod kan det betale sig at dyrke tillid. Jo stærkere et tillidsforhold, der opbygges mellem virksomhed i medarbejder, jo større kreativitet og arbejdsindsats vil som ledere og medarbejdere frivilligt lægge i jobbet. Men hverkend virksomhed eller ansatte skal ønske sig at arbejdstiden bliver for omfattende. Hvis jobbet ender med at opsluge al tid kan den personlige balance gå tabt – med store omkostninger for såvel medarbejder som virksomhed.
Derfor er mod til at flytte personlig tid ind i arbejdsdagen ikke nok. For videnarbejderen oplever netop arbejdet som fascinerende og udviklende og kan være tilbøjelig til at tilsidesætte alt andet.
Derfor skal modet suppleres med værdiafklaring og planlægning, som kan sikre, at det ikke kun er det hastende og lokkende der prioriteres – men også det vigtige. Personlig tid og familietid kan måske altid vente til i morgen – men bør ikke. En undersøgelse fra 2004 viser at kun cirka 33% af medarbejderne på danske arbejdspladser planlægger deres tid ugentligt eller dagligt. Jeg tror på at personlig afklaring af hvad der er vigtigt – og gode planlægningsvaner vil øge den enkeltes resultater og livskvalitet. Det kan hjælpe til at skabe plads til det der er vigtigt – såvel arbejdsmæssigt – som personligt.
Jeg er glad for at se på min arbejdsplads, at medarbejdere bliver stadig bedre til at tage hele og halve dage fri – gå tidligt, have private gæster, arbejde hjemme eller foretage andre handlinger, der giver dem større frihedsgrader – og (tror jeg på) – bedre resultater i såvel arbejds- som privatsfære.
Vi er på en rejse mod ny integration af arbejdstid og personlig tid. Det bliver ikke let og virksomhederne vil bevæge sig med meget forskellig hastighed. Der findes stadig hundretusindevis af jobs hvor den nye blanding af personlig tid og arbejdstid er umulig, men hvis du allerede er på en videnarbejdsplads kan du starte dialogen allerede i dag.
Jannick. B. Pedersen
Artiklen har været bragt i Berlingske Tidende den 26. januar 2007
Klynker videnarbejderne?
23. februar 2007 af Anders Buch
Den femspaltede overskrift på Politikens forside d. 2. oktober 2006 lød: ”Veluddannede segner af stress”, og videre ”Forsikringsselskaber slår alarm: Danskere bliver alvorligt syge af stress på jobbet. Det er i stigende grad yngre veluddannede lønmodtagere, der vælter omkuld”.
Men bare rolig, det er nok bare bragesnak! Det kan man i hvert fald få indtryk af, når man hører udtalelserne i BT d. 22.1.07 fra Palle Ørbæk, Direktør for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA): ”Stress er blevet et modeord, der bliver brugt i flæng.[…] Når fagforeningerne siger, at halvdelen af deres medlemmer er stressede, så holder det ikke vand.[…] Det er simpelthen ikke rigtigt. Så blander man begreberne sammen og har givetvis spurgt på en måde, der gør tallet større end nødvendigt.” Og forskningscenteret nye opgørelser over, hvem der er mest stressede, peger da også på, at det nok bare er klynk, når videnarbejdere klager over, at de får stress. Opgørelsen viser nemlig, at de mest stressende jobtyper er dem, hvor man arbejder i et højt tempo, har store arbejdsmængder, men til gengæld lav indflydelse på arbejdslivet og opgaverne. Det handler ifølge opgørelsen fx om tapperiarbejdere og pakkere, mens fx de offentligt ansatte chefer er dem, der har allermindst stress. Videnarbejderne og akademikerne er heller ikke plaget af stress – ifølge opgørelsen – for de har stor indflydelse på deres arbejde. De er nemlig oftest selvledende.
Et gammelt ordsprog siger: Som man spørger får man svar! Og hvis man nærmest per definition mener, at jo mere indflydelse man har på sit job, jo mindre stress får man, så må de jobkategorier, der i høj grad er selvledende – nemlig videnarbejderne – jo stort set ikke have nogen stressbelastninger. Dette ræsonnement kunne være Erasmus Montanus værdigt, men det kommer altså fra landets ypperste stressforskere.
Måske er der noget i vejen med den måde NFA opfatter stress på? Det forekommer mig, at man benytter sig af en stressforståelse, der har rod i industrisamfundets tayloriserede arbejdsprocesser, og slet ikke har blik for, at det der stresser videnarbejdere i dag har en helt anden og mere subtil karakter. Jeg tror nemlig ikke, at det er klynk, når store grupper af videnarbejdere bukker under for arbejdspresset. Når videnarbejderne har stor indflydelse på deres arbejde, så har de nemlig også et stort ansvar – overfor kunder, kolleger, arbejdsgivere, osv. Videnarbejdet har mange ”stake holders” og mange bundlinier, der skal tilfredsstilles. Det synes at være tydeligt. Måske skulle man se sig om efter en ny stressmodel, der kan rumme den virkelighed, som videnarbejdere færdes i.
Anders Buch er chefkonsulent i Ingeniørforeningen og lektor ved Institut for Produktion og Ledelse på DTU.
Posts
Nye kommentarer