Hvad er målet?
6. oktober 2010 af Jacob Bille Krogh
Der bliver brugt en hel del energi på at samle data i store organisationer. På landets sygehuse, for eksempel, skal alle specialer indrapportere data til forskellige databaser. Det er tal, der skal give et overblik over hvordan kvaliteten og kvantiteten er. For medarbejderne kan det dog tit få karakter af en sur pligt. Der går ofte meget lang tid før tallene er analyseret og sendes tilbage til de enkelte sygehuse. Nogen gange opleves det som om man hælder alle de mange data ned i et sort hul. Opfølgningen på tal er også meget forskellig. Men det kan faktisk være rigtig sjovt at måle.
I leanprojekter gør man en dyd ud af at måle på processer. Det er der flere gode grunde til. For det første giver det jo ikke mening at arbejde med forbedringer, hvis ikke man ved, hvad man forbedrer i forhold til. For det andet kan det være et eminent værktøj til at skabe enighed mellem forskellige faggrupper om hvordan verden rent faktisk ser ud. For det tredje, kan det give en indsigt, som gør at man rent faktisk kan ændre tingene og for det fjerde kan man få flere gode dage.
Når man laver en sådan kortlægning, gennemgår man minutiøst, hvad der gøres, hvem der gør det, hvor lang tid det tager og hvor ofte det går som det skal. I en sådan situation opstår der ofte diskussioner om hvordan det egentlig er. Ved en kortlægning af journalskrivning sagde sekretærerne at der rigtig ofte manglede informationer som f.eks. diagnosekode. Så de måtte lægge journalen tilbage til lægen, som så skulle bruge tid på at sætte sig ind i patienten igen og vende tilbage med de manglende oplysninger. Lægerne medgav, at der af og til manglede noget, men mente ikke at det et stort problem. Diskussionen gik frem og tilbage, men man kunne ikke rigtig blive enige om hvor stort problemet var. Den efterfølgende uge talte sekretærerne i al hemmelighed, hvor mange journaler, der skulle skrives og hvor mange af dem, der måtte tilbage til lægerne. På den næste workshop præsenterede de resultatet. Omkring halvdelen af diktaterne manglende det ene eller det andet og måtte en tur tilbage til lægen. Lægerne fik røde ører og var helt på det rene med, at der skulle gøres noget ved problemet.
Jo mere man måler på sine processer, des mere lærer man om hvordan tingene hænger sammen, og den viden vil kunne anvendes til at flytte tingene i den retning man ønsker. Problemet er, at personalet mange steder ikke er vant til selv at tage initiativ til målinger. Det opfattes som noget ledelsen gør. Det har et dårligt ry. Det er besværligt. Det tager lang tid og man synes ikke man får noget ud af det. Det opfattes ofte også som ekstern kontrol. ”De vil have vi måler. Så synes de ikke, vi gør det godt nok!” Sagen er at målinger virker bedst, når det ikke er ledelsens redskab til kontrol, men medarbejdernes værktøj til at komme i den retning de ønsker.
De fleste arbejder på sygehusene, fordi de ønsker at gøre en positiv forskel. De har en god dag, når de gør en forskel for patienterne. Derfor er der sammenhæng mellem, hvad der giver medarbejderne en god dag og hvad der gør afdelingen velfungerende. Måler man på, hvorvidt patienterne får en god behandling, måler man således også på om medarbejderne får en god dag. Eksemplet ovenfor beskriver et sygehus, men er relevant alle steder, hvor folk motiveres af ønsket om at gøre en forskel og faglig stolthed, og det er faktisk de fleste steder. De fleste mennesker har en god dag når de har udrettet noget. En måde at komme i gang på kunne være som følger:
- Saml medarbejderne og skriv ned hvad der kendetegner en god dag.
- Find tre ting at måle på som understøtter punkter på listen. Find målepunkter som dækker forskellige aspekter f.eks. humør i afdelingen, hvor meget når man og hvordan er kvaliteten. Overvej, hvad man kan trække ud af systemet. Find måltal som ikke tager for lang tid at samle data til.
- Mål på de tre måltal i en uge, analyser niveau og sammenhængene. F.eks. i dag gik det rigtig dårligt pga. sygdom. I går gik godt fordi en var mødt tidligt og forberedt dit og dat.
- Overvej hvad i kan lave om og hold øje med målingerne, for at se om det bliver bedre eller evt. værre.
Lur mig om ikke, man opdager at det er sjovt at måle på sine egne processer, fordi man bliver klogere på sammenhænge, ser resultaterne af de forandringer, man laver, og i sidste ende får en bedre hverdag af det.
Dette indlæg har i en anden version været bragt i “Hovederne på Bloggen“
Gør Google og internettet os dummere?
10. juni 2010 af Bent Schou
Supermennesker med alverdens viden lige ved fingerspidserne? eller hjerneløse zombier i en zapper kultur? Så skarpt stiller Karim Pedersen det op i en artikel på comon.dk. Og artiklen rummer mange gode henvisninger til andre, der har ytret sig i denne debat om hvordan internettet påvirker os:
- Allerede i 2008 mente den amerikanske it-guru Nicholas Carr (Is Google making us stupid), at vi har mistet vores evne til at koncentrere og fordybe os, og at det er internettet, som bærer skylden.
- En svensk undersøgelse dokumenterer, at vi bedre forstår en tekst på papir end på en computerskærm, hvor der er for meget andet, der distraherer.
- Clay Shirky mener i Wall Street Journal (Does the internet make you smarter?), at vi er midt i en informations-eksplosion, der kan sammenlignes med Gutenbergs opfindelse af bogtrykkekunsten. Det gamle system er brudt sammen, og vi mangler stadig at få det nye system på plads. Derfor oplever vi en periode med kaos. Men det betyder ikke, at vi bliver dummere, mener Clay Shirky.
En spændende debat – som så vidt jeg kan se rummer flere aspekter:
Den store tilgængelighed til information (viden?) på internettet, nu også fra min håndholdte og mobile smartphone, ipod eller ipad eller hvad den nu hedder, betyder, at den viden jeg selv har bliver mindre interessant i forhold til den store mængde viden, jeg umiddelbart kan få adgang til. Investerer jeg f.eks. nogle timer eller to sammen med google og internettet, er der næsten ikke det emne, jeg ikke kan skabe mig et (måske overfladisk – men alligevel) indblik i. Når jeg taler med venner og kolleger – og der er noget vi er i tvivl om, er der altid een, der med sin smartphone kan finde svaret i løbet af ganske kort tid. Hvorfor vide så meget – når nu vi så hurtigt kan få adgang til viden??
Men her er det, at skellet mellem viden og information igen bliver interessant. For den uvidende er internettet kun ligegyldig information. Det kræver jo en del viden, at kunne kapere og sortere al den tilgængelige information hurtigt og korrekt. Det forudsætter en slags højtudviklede “viden- eller informationskompetencer” – at jeg kan validere og kontrollere den information, jeg bruger fra nettet – og omdanne den til brugbar viden. Der er jo meget crap derude. Og jeg risikerer nemt blot at reproducere crap – hvis jeg ikke ved noget i forvejen – eller kan kvalitetschedke kilderne.
Et andet aspekt i debatten om internettets fordummelse er påstanden om at vi mister koncentrationen – at vi bliver distreheret af de mange kanaler og informationsstrømme. Jeg kender det kun alt for godt. Det er som om, at der hele tiden åbnes for både flere og hurtigere kommunikationskanaler til og fra mig. Post og stationær telefon er jeg vokset op med (og har styr på). Men inden for de senste 10-15 år er mobiltelefonen, emailen, sms’en og nu senest de sociale medier kommet til. Engang imellem kan man godt føle sig jagtet. Specielt når man som jeg nødig vil gå glip af noget og slet ikke af de muligheder der følger med, selv om de ofte drukner i spam og ligegyldig information.
Koncentration er en gammel dyd. Munkene arbejdede i celler, mange har stadig eget kontor, og når vi mødes skal vi slukke for pc og telefon. Men spørgsmålet er om ikke vi skal anskue koncentration lidt anderledes. På den ene side har vores hjerne altid fundet udveje, når arbejdet eller undervisningen blev kedelig eller uinteressant. Vi har vist alle prøvet at lade tankerne løbe, mens vi prøvede at se nærværende og opmærksomme ud. På den anden side har distraktionen mange nyttige funktioner – f.eks. afslapning og kreativitet.
Og hvor vil jeg så hen med alt dette? Jo. Der er da sikkert en god risiko for at internettet og informationsbombardamentet gør os dummere, hvis vi ikke ændrer vores syn på viden – og sætter fokus på udvikling af vores både tekniske og sociale videnkompetencer.
Eller sagt på en anden måde. Jeg tror vores styrke fremover vil bero på vores evne til at supplere stærk faglighed med gode kompetencer i forhold til at tilegne os viden (lære) – både via de tekniske medier og via andre mennesker. Målt i faglighed kan det godt være, at vi i gennemsnit bliver dummere. Men klogskab vil fremover i højere grad blive målt på andre paremetre – såsom videntilegnelse og læring – teknisk og socialt.
Videnarbejde og stress
- mellem begejstring og belastning
17. november 2009 af Bent Schou
Bogen Videnarbejde og stress er en spændende og velskrevet bog om yderst relevant og aktuelt emne.
Bogen kan læses på flere måder. Både som et konkret studie af, hvordan videnarbejdere forholder sig til stressproblemer i forbindelse med deres arbejde. Og som et mere teoretisk studie i sammenhængen mellem det nye videnarbejde og stress. Bogen er et resultat af et 3-årigt forskningsprojekt ved DTU(www.videnogstress.dk) , og må derfor nok især anbefales til dig, der er lidt mere generelt interesseret i problemstillingen. Til gengæld loves vi en mere praktisk opfølgning med en bog til foråret (2010): ”Vi kan – i fællesskab”, med idéer og metoder til forebyggelse af stress i videnarbejdet.
Den foreliggende bog om videnarbejde og stress giver en længere og interessant introduktion til stress-begrebet og må – måske lidt overraskende – konkludere, at enten bliver videnarbejdere slet ikke stressede, eller også må stressbegrebet udvides og udvikles, så det kan indfange det nye i videnarbejdet. Forfatterne vælger den sidste udvej, og de vælger at fokusere på dobbeltheden i videnarbejdet – som anledning til både begejstring og belastning.
Helt naturligt bruges en del krudt på at diskutere, hvad videnarbejde egentlig er. Man kommer rundt om vigtige aspekter af videnarbejdet, dets identitetsskabelse, grænseløshed og mangetydighed. Alle forhold, der er med til at gøre videnarbejdet komplekst og problemfyldt, samtidig med at det skaber glæde og begejstring hos de involverede.
Bogens tyngdepunkt (og forskningsprojektets) bliver en undersøgelse af udvalgte grupper af videnarbejderes forhold til henholdsvis en række begejstrings- og belastningstemaer. I projektet indgår en række virksomheder, der alle må karakteriseres som videntunge: Rådgivende ingeniørvirksomheder, politiske organisationer og jobs med korte deadlines (et dagblad og en kreativ afdeling i en større virksomhed). Man har således valgt medarbejdere – hvor der ikke vil herske tvivl eller uenighed om, at de udfører videnarbejde.
Mange vil nok finde interesse i bogens grundige behandling af de videnarbejdernes forholden sig til sammenhængen mellem begejstring og belastning. Der er afholdt workshops med de involverede virksomheders medarbejdere, og meget at det man læser er nemt genkendeligt fra ens egen hverdag. Min egen nysgerrighed blev dog især vakt, da bogen tog fat på de mere generelle forståelsesrammer for videnarbejdet (side 105). Der identificeres tre forståelsesrammer i videnarbdejdet (hvordan videnarbejderne forstår deres arbejde): Professionen, bureaukratiet og en bredere, normativ forståelsesramme. Uden at komme for langt ind på disse – er problemet måske netop, at ingen af disse forståelsesrammer i sig selv er tilstrækkelige i forhold til at indfange det nye videnarbejdes udfordringer.
Bogen er spændende, ærlig – der trækkes ingen forhastede og skråsikre konklusioner. Det anerkendes, at vi er ude i et nyt felt, som trænger til nye begreber og forståelsesrammer.
For i al ydmyghed at forsøge at bringe denne diskussion et lille skridt videre, vil jeg pege på et par områder, hvor jeg synes bogen kunne være kommet lidt længere.
Først og fremmest synes jeg videnarbejdet står svagt – både som begreb – og i den praktiske udfoldelse (højt uddannede professionelle). Forudsætningen for at forstå videnarbejdet er vel at forstå, hvad viden er. Det er der mange meninger om – men uklarhed på dette vigtige område vil gennemsyre hele analysen af videnarbejdets problemer og udfordringer.
Jeg synes også det er ærgerligt, at det empiriske perspektiv indsnævres til alene at fokusere på netop de højt uddannede professioner. Som jeg ser vidensamfundet, er det interessante netop, at vi alle skal arbejde med viden, også sygeplejersken og hjemmehjælperen. Nogen mere – andre mindre. Men kravet vil vi alle møde efterhånden som vidensamfundet trænger igennem alle steder. Det giver udfordringer – på mange flere planer, end bogen opfanger. F.eks. kan det for mange være stressfremkaldende overhovedet at skulle forholde sig til viden i det, der tidligere var enkelt rutinearbejde.
Endelig synes jeg bogens fokus på de tre nævnte forståelsesrammer, professionen, bureaukratiet og den normative snarere fastholder videnarbejdet i fortiden – i stedet for at bringe videnarbejdet ind i nutiden og fremtiden. Problemet er måske netop, at vidensamfundet/videnarbejdet render ind i problemer, når vores forståelsesrammer alle har rod i oplysningstid og industrialisering. Mit umiddelbare bud vil være, at videnarbejdet fortjener eller kræver en helt ny forståelsesramme, som sikkert kan findes som kim i de mange situationer, hvor virksomheder med succes forsøger at fremme videnarbejdet.
Forstå mig nu ret. Bogen er god og relevant – og er et godt udgangspunkt for netop at få sat videnarbejdet – og vores forståelse af det på dagsordenen. Det er på tide og tiltrængt. Tak for det!
Anders Buch, Vibeke Andersen og Ole H. Sørensen:
Videnarbejde og stress – mellem begejstring og belastning.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 2009.
Vend krisen til noget positivt?
5. marts 2009 af Bent Schou
En krise, som den vi netop oplever, er hård og gør ondt. Den rammer i større eller mindre grad os alle. Men midt i al dårligdommen, hvor alle klager og råber på hjælpepakker og støtte, er det vigtigt at se det positive. Hvordan kan vi bruge nedturen til for alvor at geare os til det nye samfund – det som vi i VidenDanmark kalder vidensamfundet.
Den amerikanske bilindustri er et godt eksempel. Der råbes på støtte fra regeringen, men faktum er vel, at industrien i mange år har redet på en vækstbølge, uden for alvor at se de nye tider i øjnene – i samfundet og hos forbrugerne. Klima, miljø og ændringer i forbrugernes behov står nu for døren. Andre har bedre tilpasset sig denne udvikling – men USA’s bilindustri får nok svært ved at sadle om. Det er for sent. Man har sovet i timen. Det er ikke milliarder af støtte-dollars, der er løsningen.
Jeg tror der er rigtig mange eksempler af denne slags. Over for dette har krisen som vi er midt i en slags rensende effekt. Det gamle bliver ramt hårdest – og må give plads for, at nye måder eller paradigmer for alvor kan tage over. I en sådan situation handler det selvfølgelig om at se frem, og spørge sig selv om, hvad der kræves af mig og min organisation. Men det er vel også godt at dvæle lidt ved, hvad det er i det gamle, vi skal aflive.
Lad os tage nogle eksempler – og du må meget gerne hjælpe mig (skriv en kommentar og lad os fortsætte debatten):
Lige børn leger bedst?
Da jeg var lille sagde min mor ofte, at ”lige børn leger bedst”. Jeg er ikke sikker på, jeg forstod dybden i dette ordsprog, som vel betyder, at de velstillede ikke skulle blande sig med de mindre velstillede. Det sidder dybt i os, tror jeg – det med at vi har det bedst sammen med mennesker, som ligner os selv. I har sikkert hørt om Rip, Rap og Rup – effekten, som handler om, at ledere ansætter medarbejdere og udnævner ledere, der ligner dem selv. Og når vi skal sammensætte et team – har vi så ikke i baghovedet, at samarbejdet bliver bedst, når vi ikke er for forskellige.
Det er efter min mening ét af de dogmer, vi skal gøre op med i fremtiden. Lidt skarpt kunne man sige, at lige børn keder sig sammen. Lige børn inspirerer ikke hinanden og har i bund og grund ikke så meget at sige hinanden. Når kravet i dag er kreativitet, innovation, videndeling og hurtig læring – så skal vi opsøge dem, der ved og kan noget andet end os selv. Når viden er det afgørende, er der ingen tvivl om, at forskellighed øger vores evne til at kapere og udvikle viden. Det handler altså om mangfoldighedsledelse som mere end ledelse af kulturel forskellighed.
Det er godt at have en uddannelse at falde tilbage på?
Mange af os har nok haft vilde ideer, som er blevet mødt med ordene – at en uddannelse altid er god at ha’ og falde tilbage på. Kernen i dette udsagn er vel, at det er godt at have en formel, faglig kompetence – det vil der altid være brug for. Når du har dette på plads, kan du tillade dig at ”skeje ud” – at prøve de nye og spændende ideer og muligheder.
Det er sikkert ikke helt forkert, og alligevel mener jeg det er et at de dogmer, vi skal have pillet ved. Flere og flere har vi oplevet usikkerheden, når vi skulle forklare, at vi arbejder med f.eks. projekter, forretningsudvikling, videndeling eller hvad det nu kan være. Hvor ville det være trygt at kunne sige: Jeg er Ingeniør, sygeplejerske eller tømrer.
Men reelt bliver vi flere og flere, der arbejder på tværs af de faglige kompetencer, som har bevæget os fra et fagområde til et andet, eller som har en noget bredere – og ikke helt så klart definerbar kompetence. Der vil helt sikkert fortsat være brug for faglighed og stærk specialisering – men behovet for at sætte disse fagligheder sammen på tværs bliver stadig større. Det er i dag de fleste arbejdsopgaver, der kræver flere fagligheder og derfor selvfølgelig samarbejde på tværs.
Succes i dag handler i højere grad om at skabe et flow eller en strøm af viden – end at rendyrke en basal kerneviden eller rendyrke sine kernekompetencer til perfektion.
Andre dogmer vi skal gøre op med?
Hjælp gerne mig og VidenDanmark med at finde de dogmer, som vi stadig bærer med fra industrisamfundet, og som hindrer os i at udnytte mulighederne i vidensamfundet. Skriv din kommentar nedenfor.
Hvad er viden?
20. februar 2009 af Charlotte Winther
Kan jeg blive kvantefysiker ved at læse det fulde pensum i kvantefysik – eller blive verdensmester i golf ved at læse bøger skrevet af Tiger Woods? Svaret på disse lettere tåbelige spørgsmål er selvfølgelig nej. Jeg ville helt sikkert have store vanskeligheder ved at transformere det skrevne til noget praktisk anvendeligt – hvis jeg ellers overhovedet kunne forstå bøgerne. Jeg ville mangle hele den eksperimentelle tilgang – afprøvningen af teorien i praksis. Med mindre jeg var et naturtalent ville jeg få brug for nogen, der kunne sætte informationerne ind i en sammenhæng og give dem mening – en læremester.
Selvom jeg dagligt bliver bombarderet med information kan jeg ikke nødvendigvis bruge det til noget. Uden evnen til at filtrere, sortere og strukturere kommer jeg ikke ret langt. Kun når information sættes ind i den rette sammenhæng kan vi bruge den – og dermed blive klogere. Når information giver mening bliver det til viden, som vi kan agere på.
Nogle prøver at ignorere de moderne medier – andre prøver på at følge med på alle mulige fronter. Begge parter er formodentlig frustrerede. Den vigtigste kompetence i forhold til moderne medier er at bruge dem på måder, der er velegnede i konkrete situationer. Man skal lære at bruge de kanaler, der bedst imødekommer de behov man har.
På arbejdet bruger jeg SharePoint og dets mange kanaler til at holde styr på mine projekter og være opdateret om, hvad der foregår i virksomheden. Jeg læser avis – gerne på nettet – hører radio og ser tv, så jeg kan følge med i stort og småt i verden omkring mig. Jeg går på nettet for at finde supplerende oplysninger. Jeg bruger min mobil til at være i kontakt med min familie, mine venner og mine kolleger. Jeg bruger facebook til at være i virtuel kontakt med venner og bekendte (mine skole- og studiekammerater er fx blevet spredt ud over hele verden). Jeg mødes og er sammen med familie, venner og kolleger for at tale om store og små problemer, vende verdenssituationen og drikke en kop kaffe. Alt i alt bruger jeg forskellige medier til at holde mig opdateret, søge råd og vejledning, få overblik, og – i heldigste fald – opnå indsigt. Og det er vel det, viden handler om?
Man kan se på alle disse måder at kommunikere og tilegne sig information og viden som en konstant udfordring der ødelægger ens hverdag, eller som nye muligheder der kan gøre hverdagen sjovere og rigere på indhold. Det er i bund og grund op til dig selv.
CIO er død, længe leve CKO
6. februar 2009 af Jens Brogaard
Udover signalværdien som en titel giver på ens visitkort og på intranettets telefonbog ligger der i de to TBF’ere (tre-bogstavs-forkortelser) 2 vidt forskellige jobfunktioner.
CIO: Information er naturligvis omdrejningspunktet og typisk er stillingen dannet ud fra den tidligere lidt gemte it-driftschef. Med kravet om at it skal give forretningsmæssig værdi er it-chefen steget i graderne og det drejer sig ikke længere kun om at forbinde de rigtige kabler men også de rigtige informationer. Resultatet kan være værktøjer til automatisering af sagsgange.
CKO: Knowledge er naturligvis her kernen. Lidt afhængig af branche vil denne viden være forskellig og dermed også arbejdsopgaverne. F.eks. vil en ingeniørvirksomhed fokusere på innovation mens et konsulenthus vil fokusere på best practices og communities of practice. Resultatet er som oftest nye læringsmetoder og forretningsgange med sigte på at videndele.
data information viden
Sætter man de to roller i perspektiv med den velkendte data-information-videns pyramide kan man forholdvis let indplacere de forskellige roller. Imidlertid er der i årenes løb sket en stærk forøget integration af teknologier. Mail systemet er ikke kun et program til at modtage elektonisk post men er en integreret del af gruppearbejdet. Databaser er ikke kun lagringsplads for kunder men skaber grobund for intelligente markedsanalyser. Intranettet er ikke kun en telefonbog over alle ansatte men er et kompetenceregister som dynamisk bliver opdateret med opgaver man har deltaget i. Sidst men ikke mindst vil de sociale web 2.0 teknologier betyde nye videnstrømme som ikke set tidligere både uden for og inden for firmaets vægge.
Og hvad så? Pointen er, at den naturlige evolution peger i retning af at CKO er den nye CIO. Om CKO’en tilegner sig it-færdigheder (og ansætter en it-driftschef til at vedligholde infrastrukturen) eller CIO’en tilegner sig forretningsforståelse er for så vidt ligegyldigt men det giver ikke længere nogen mening at adskille de to roller.
p.s. CTO: Dette er en lidt mere ukendt stilling men indeholder erkendelsen af at teknologi udgør en stor del af virksomhedens produktsammensætning. Der sættes som oftest lighedstegn mellem teknologi og IT produkter. Ved at indsætte en CTO vælger man at forfølge en aktiv strategi om at forholde sig bevidst til teknologi og dermed ikke lade sig styre af den. Resultatet er roadmaps og it arkitektur planer.
Viden og dokumentation i en krisetid
5. februar 2009 af Tine Weirsøe
Virksomheder og organisationer er i gang med at tilpasse deres omkostninger til en periode med lavkonjunktur og recession og mange skærer ned i medarbejderstaben, lukker og udskyder projekter. Projekter for viden og dokumentation er i skudlinien og det gælder også de tilhørende kompetencer og videnmedarbejdere.
Krisens budskab til alle der arbejder med viden må derfor være, at det er nu, de skal dokumentere deres værdi. Og hvis det ikke er for sent er det sidste udkald for at få nytteværdien synliggjort og dokumenteret i strategierne og på bundlinien.
I Scandinavian Information Audit har vi erfaret, at vores kunder ikke mere taler om Corporate Governance, SOx og EuroSox for det skal der være styr på nu er mange års fokusering på compliance. Derimod hører vi meget om strømligning af videns- og dokumentationsprocesserne og ikke mindst af ESDH-systemerne. Compliance er selvfølgelig en del af det. De bredt definerede ESDH-systemer eller knopskudte portaler, hvor alt ukritisk opsamles og bevares løser hverken dokumentationskravene eller behovet for videndeling. Vores kunder forlanger operationelle og økonomiske løsninger på konkrete problemer.
Vores primære ramme er stadig de internationale standarder for records management i ISO 15489-familien. Vi har for år tilbage introduceret begrebet forretningskritisk dokumentation og viden og vi oplever nu, at mange har taget det til sig. Records management har flyttet sig fra at være forbundet med passiv arkivering til at være holistisk og omfatte hele livscyklus af dokumentation og viden. Og mange virksomheder arbejder i dag efter principperne i ISO 15489. Hvilke virksomheder der klarer sig bedst på lang sigt må tiden vise.
Krisen medfører også noget positivt. Og den positive nyhed er, at omorganiseringer, ændringer af arbejdsgange og systemer møder mindre modstand end normalt. Change management er simpelthen blevet lettere. ”Management by fear” er ikke godt, men hvorfor ikke udnytte situationen til at få strømlinet systemerne og implementeret de politikker og procedurer for records management, der mange steder ligger og venter i skuffen?
Viden skal skabe den nye vækst som på et tidspunkt vil gøre en ende på krisen. Der er derfor behov for at nytænke strategierne og fokusere de langsigtede mål på innovation og de kortsigtede mål på det operationelle. Et budskab til ledelsen er derfor at videnmedarbejdere dårligt kan undværes.
Og til sidst en opfordring til alle videnmedarbejdere om at komme i arbejdstøjet, fokusere på besparelser, nytteværdi, quick-wins og det operationelle. Og til jer, der er blevet ofre for sparekniven, vil jeg sige, at I skal fatte mod for der bliver brug for jer igen.
Fra service til kompetence
21. januar 2009 af Bent Schou
Der er mange grundlæggende fænomener, som møbleres om i disse tider. I hvert fald i mit hovede – men tror jeg også i den faktiske verden. Det er igen vidensamfundet, der spøger. Jeg tror ikke vi har forstået og set alle konsekvenserne endnu.
Vidensamfundet ændrer på forholdet mellem information og viden: Information bliver mere og mere tilgængelig og efterhånden gratis siger bl.a. Larry Prusak på et møde hos VidenDanmark den 23.5. Det vi skal leve af fremover er ikke information – men viden. Viden bliver tilsvarende dyrere. Virksomheders evne til at udvikle og rafinere viden bliver en nøglekompetence.
Andre har suppleret med historier om, hvordan man for få år siden kunne tjene penge på at sælge information til virksomheder (f.eks. juridisk information) – i dag er denne information efterhånden alment tilgængelig, og der må satses på en værdiforøgelse af informationen: Noget i retning af viden – eller kompetence.
Tilsvarende er det interessant at se, hvordan bibliotekerne og bibliotekarerne kæmper for at finde deres plads i vidensamfundet. Vi er vel enige om, at bibliotekets dage er talte – som central for informationslagring og -søgning (måske ikke som kulturelt samlingspunkt). Selv om servicen på biblioteket oftest er gratis – vælger de fleste af os selv at finde den information, vi har brug for.
I denne proces ændrer bibliotekernes og bibliotekarernes rolle sig. Bibliotekarer kan jo noget af det, som vi alle skal blive meget bedre til i vidensamfundet – nemlig at omdanne information til viden. Når vi søger i den alt for rigelige information på internettet, er det en udfordring i sig selv at prioritere, vælge og vælge fra, at skelne skidt fra kanel, at kombinere måske uforenelige begreber eller synsvinkler mm. Denne informationskompetence bliver en nøglekompetence i fremtidens vidensamfund. Den skal vi alle beherske for at kunne være med.
Den vigtige forskel på såkaldte akademikere og alle andre er, at akademikere med en længere eller lang videregående uddannelse har fået tilført en slags informationskompetence. Og det sker når man lærer om videnskabsteori, metode, kildekritik med meget mere. Nok lyder det lidt højpandet – men grundlæggende handler det om at omdanne information til viden, og det bliver i stigende grad relevant i de fleste jobfunktioner.
Og det starter jo – som alt andet – i vores grundskole. Informationskompetencerne skal ind i skolerne – ind i undervisningen. De klassiske undervisningskompetencer, som skolelærerne har haft en slags monopol på, må udvides og suppleres med informationskompetencer. En stor del af den moderne undervisning vil (udover basal færdighedstræning) jo foregå ved, at eleverne får stillet en opgave, at de herefter med vejledning søger information og efterfølgende vurderes på, om informationen er omdannet til viden (med den rette relevans, kvalitet osv.).
I denne proces forekommer bibliotekarernes kompetencer både anvendelige og nødvendige. Og for os alle betyder det et skift fra informationsservice til informationskompetence.
Hvorfor VidenDanmark? – 1
11. maj 2007 af Bent Schou
Hvorfor er det nu lige, at VidenDanmark er så vigtigt, blev jeg spurgt af en samarbejdspartner.
Godt spørgsmål, når man nu som jeg er initiativtager og drivkraft bag VidenDanmark. Efter lidt betænkningstid, fik jeg sagt noget om, at VidenDanmark er det eneste sted (i Danmark), hvor vi konsekvent anskuer samfundet og alle dets elementer ud fra et videnperspektiv. Og det er vigtigt, at nogen gør det.
Og hvorfor så det, lød det naturlige opfølgende spørgsmål.
Fordi vidensamfundet grundlæggende handler om et paradigmeskift, fra industri- og servicesamfund til vidensamfund. Ikke sådan at der ikke stadig produceres varer og leveres service. Men sådan, at grundlaget for succes også med produktion og servicevirksomhed er viden, at medarbejdere og virksomheder kan og deltager i udvikling og deling af viden.
Paradigmeskiftet er mange enige med os om. Se f.eks. i ”Kolind kuren”, hvor Lars Kolind taler om overgang fra et transaktions- til videnbaseret samfund. Eller Lars Qvortrup i bogen Det vidende samfund, der taler om det hyperkomplekse samfund, hvor – igen – evnen til at håndtere viden bliver central. Man kunne også nævne en række store udenlandske tænkere og forfattere.
Det nye paradigme kan vi nok stadig kun gisne om – det er jo relativt nyt. Jeg tror kun vi har set begyndelsen på det – mest som noget, der kommer lidt bag på os. Men der er da en række eksempler, man kan pege på
For det første er der det udtalte behov for samarbejde på tværs at de traditionelle skel, som udgøres af virksomheder på den ene side og uddannelses- og forskningsinstitutioner på den anden side. Barriererne skal nedbrydes. Viden skabes i dag i næsten lige så høj grad ude i organisationerne og virksomhederne, som det sker i videninstitutionerne. Hvor det tidligere var institutionelle grænser, der udgjorde forskellen mellem produktion og forskning, vil det nok frem over være roller, som de samme personer og virksomheder påtager sig. For der er jo stadig forskel på videnskab og praktisk håndværk! Men måske kan samme person i fremtiden varetage begge funktioner – med stor synergi til følge. I hvert fald skal de to funktioner til at arbejde mere tæt sammen eller i det mindste have et solidt kendskab til hinanden.
For det andet ser vi en sammensmeltning af arbejds- og fritidsliv hjulpet på vej af teknologi og opblødning i de stive arbejdsmarkedsregler. Når vi arbejder med viden, kan vi i princippet arbejde alle steder – hele tiden. I ”gamle” dage var det jo nærmest en fysisk umulighed at fortsætte arbejdet, når man gik ud af fabriksporten. Det kan man godt i dag. Det betyder også, at den naturgivne opdeling mellem arbejde, fritid og hvile ophæves, og overlades til vores egen beslutning og ansvarlighed – over for os selv og vores omgivelser (bl.a. arbejdsopgaver, kolleger og familie). Ingen tvivl om at det er svært, og at det er en af årsagerne til stress. Men samtidig er det jo naturligt at forfølge sit engagement – uafhængigt af tid og sted – hvis engagementet findes.
Pointen med de to eksempler er for mig, at de klassiske skillelinier nedbrydes i vidensamfundet, fordi viden er mindre bundet til tid og sted. Og når skillelinierne nedbrydes, må vi selv træde i forgrunden og sætte dagsordenen. Tilgængeligheden af vores viden er vi på vej til selv at blive herrer over. Vi kan være tilgængelige hele tiden! Men vil vi?
Disse grundlæggende ændringer i samfundet, synes jeg er en vigtig god grund til, at vi har VidenDanmark!
Jeg vil komme med flere eksempler og argumenter i kommende artikler. Har du lyst til at bidrage til debatten om denne VidenDanmarks ”mission” er du mere end velkommen.
Klodshans – en historie om viden!
27. februar 2006 af Bent Schou
HC Andersen skrev i 1855 historien om Klodshans. Du husker den sikkert, men for en sikkerheds skyld får du her hovedpunkterne. Den handler om tre gårdmandssønner, som bejler om prinsessens hånd. Mens de to ældste har alverdens vigtig viden og dermed er favoritter til at få prinsessen, har Klodshans kun sit humør og sin opfindsomhed – hittepåsomhed hedder det vist i H.C. Andersens sprog.
Da prinsessen overrasker dem med at fortælle, at hendes far steger hanekyllinger, mister de to ældste brødre fuldstændig mælet, mens Klodshans hurtigt improviserer og får glæde af sin døde krage, sin gamle træsko og sit pludder, som han har i lommerne. Og Klodshans’s kreativitet belønnes, han får prinsessen og det halve kongerige.
Ud fra en vidensyns-vinkel er historien overordentlig interessant, fordi den handler om, hvordan alverdens tillært og husket viden kommer til kort over for kreativitet og opfindsomhed. De to ældste brødre havde tillært viden: den ene kunne ”hele det latinske leksikon og byens avis for tre år” og den anden ”havde gjort sig bekendt med alle lavsartiklerne og hvad enhver oldermand måtte vide”. Klodshans besidder ikke andet en hans spontanitet og kreativitet. Alligevel vinder Klodshans, imod alle datidens ods.
Historien kunne være skrevet i dag, hvor innovation er på alles læber. Og hvor al den vigtige viden efterhånden kan findes på internettet, så vi ikke behøver bruge tid på at lære den udenad.
Paradoksalt er det også, at vi måske har glemt vores egen indre Klodshans. I dag skal kreativitet trænes og motiveres frem, og innovation skal på skoleskemaet, skrives ind i virksomhedernes arbejde med viden, strategi og medarbejdernes og lederens generelle bevidthed.
Ja – HCA var på mange måder forud for sin tid.
Indlægget er skrevet sammen med Lars Henrik Nielsen.
Posts
Nye kommentarer