Informationsspecialist i vidensamfundet
26. januar 2012 af Bent Schou
Der var engang, hvor der var lidt mere styr på data, information og viden, end der er i dag. Underligt nok når vi nu netop bryster os af at leve i et informations-/vidensamfund.
Dengang – og det er ikke længe siden – var viden især forbeholdt de højtuddannede og var et højt estimeret arbejdsområde for videninstitutioner (forskning og uddannelse).
Dengang fik vi vores viden og kompetencer i uddannelsessystemet – og så var arbejdslivet og karrieren efterfølgende lagt nogenlunde fast.
Dengang vidste vi, at skulle vi finde information og søge viden, så kunne vi henvende os til et bibliotek, hvor venlige bibliotekarer stod til rådigned, hvis vi ikke selv kunne finde rundt i kartotekerne.
I dag… ja … vi ved det jo alle, er viden for alle, vi deltager alle og forventes at deltage i anvendelse, deling og udvikling af information/viden.
I dag skal vi lære gennem hele livet – og hænger vi fast i et job for længe, ja så er der noget galt med vores evne til at tilpasse og udvikle os.
I dag er vi rigtig mange, der er blevet til informations- eller videnarbejdere. Vi finder (helst) selv information og viden – først og fremmest på internettet.
Hvad skal en bibliotekar/informationsspecialist så lave ? Er der stadig brug for folk, der er specialister i informationshåndtering (-arkivering, -strukturering, -søgning, -validering mmm.)? Joh…. Er der brug for informationsspecialister til at sikre, at dokumentation og arkivering opfylder de formelle krav – fra myndigheder og kunder? Jah …. Er der er brug for informationsspecialister til at opbygge videnbanker, til at sikre gode intranet, mv.? Helt sikkert!
Vi ser mange både private og offentlige virksomheder tage informationsspecialister (bibliotekarer) ind, fordi man har brug for at få bedre styr på information og viden. For selv om vi alle i princippet kan, er det nok tvivlsomt hvor godt og effektivt vi gør det. Når vi spilder tid på at lede efter viden eller glemmer at lægge dokumenter de rigtige steder, giver vi ofte systemerne skylden. Men måske skulle vi starte med os selv. Er vi nu også gode nok?
Man kunne mene – og med rette tror jeg – at der bliver stadig mere brug for specialister i informationshåndtering, fordi information og viden bliver en mere og mere kritisk konkurrenceparameter for os alle – både i privaten og i arbejdslivet. Og for virksomheder og organisationer.
Derfor vil vi nu i VidenDanmark sætte fokus på informationsspecialistens rolle. Vi starter en ny videngruppe med titlen 360° Informationsspecialist. Titlen antyder, at vi skal hele vejen rundt om informationsspecialistens arbejdsopgaver og udfordringer: Hvad er de daglige udfordringer? Hvordan ser vi os selv i forhold til den organisation, vi er en del af og bliver i stand til at aflæse de interne kunders ønsker og behov? Hvordan kan vi dokumentere vores værdi og berettigelse? Hvordan sikrer vi kvalitet i vores arbejde? Hvilke værktøjer og systemer er til rådighed? Hvordan sætter vi mål og strategi for vores arbejde? Og meget mere.
Allerede nu kan vi mærke, at der er rigtig stor interesse for en sådan videngruppe, hvor man kan få delt viden og erfaringer, og hvor man kan få ny inspiration og nye idéer til, hvordan man takler dagligdagens udfordringer.
Første møde i gruppen er åbent for alle, og gratis. Det afholdes den 29.2. kl. 13-16 på Østerbro i København.
Kom og vær med, hvis du gerne vil udvikle dig, som informationsspecialist.
Danmark mister sin konkurrencefordel på viden og innovation
18. januar 2012 af Richard Santos Lalleman
I lørdags offentliggjorde Politiken en – i mine øjne – meget interessant artikel om, hvordan Danmark taber sin konkurrenceevne på viden. Artiklen handler om en ny beslutning fra SKAT: Det bliver dyrere – og dermed sværere – at købe magasiner, der kommer fra eller offentliggøres i lande uden for EU (såsom The New Yorker og Foreign Policy).
Artiklens forfattere siger, at magasiner fra lande uden for EU kun vil blive dyrere på grund af en ekstra skat. Mens jeg læste overskriften af artiklen (‘blade bliver ekstremt dyre’) tænkte jeg: “men magasiner uden for EU er allerede dyre i Danmark. Så hvorfor skal de blive ekstremt dyre?”
Yderligere fandt jeg artiklen interessant, fordi jeg seks gange om året køber bladet ‘Foreign Policy’. Når jeg køber en papirudgave af bladet, skal jeg betale omkring €10 i Holland og €15 i Danmark. Den oprindelig pris i USA er €5, så i Danmark er det allerede tre gange så dyrt som i USA. Selvfølgelig er det klart, at det er dyrere end i USA grundet omkostningerne til fragt og administration, men hvorfor er det 1/3 dyrere i Danmark end i Holland? Det er nok fordi Danmark har moms på 25 % mod 6% i Holland – men med de nye skatter bliver det sandsynligvis endnu dyrere at købe ‘udenlandske’ magasiner, og hvorfor er det?
Hvis du for eksempel køber et magasin til €5, så skal du betale €1,25 ekstra til moms. Dette er et forholdsvis lille ekstra beløb, som giver dig mulighed for at modtage ny information og viden fra kilder, som kommer udefra EU. Dog ser det ud som om, at man nu skal betale €20 mere for bladet for at få det tilsendt. Det ekstra beløb på € 20 er grundet det danske postvæsen, som skal debitere dig for importrettigheder.
Hvem kommer til at importere et blad, der normalt koster €5 men i Danmark nu omkring €35? Det er vanvittigt! Ikke kun fordi det er så dyrt, men også fordi denne nye beslutning vil stoppe flowet af viden fra lande uden for EU.
Danmark ser sig selv som en videnssamfund. Vi er et lille land med kun 5.5 millioner mennesker, og uden en meget stor mængde af naturlige ressourcer. Danmark tjener penge ved at sælge viden. Men når man kigger på fremtiden for hvert enkelt europæisk land, virker det som om, at der kun vil blive færre, der bærer viden – mennesker – på grund af eksempelvis en aldrende arbejdsstyrke. Det betyder, at Danmark har behov for den nyeste viden, der ikke nødvendigvis er produceret i Danmark selv. Det bliver derfor afgørende for lande som Danmark at skabe et system, hvorigennem man nemt kan absorbere ny viden.
Jeg er sikker på, at de stigende priser på udenlandske magasiner ikke er med til at forbedre processerne til at absorbere ny ‘udenlandsk’ viden. Det er en beslutning om at tjene penge på kort sigt (hvilket jeg ikke tror vil virke, men måske det danske skattevæsen tror på det). På den anden side – vil stigende priser på udenlandske magasiner resultere i, at Danmark mister en konkurrencemæssig fordel i det lange løb!
Heldigvis har jeg en iPad, hvorigennem jeg kan abonnere på den digitale udgave af Foreign Policy for kun €4 per udgave – måske der også snart vil blive pålagt skat på denne del?
Danmark skal leve af tillid
3. januar 2012 af Caroline Grøn
Videnstunge organisationer befinder sig i et krydspres. På den ene side fungerer de bedst, hvis de er flade og tillidsbaserede, på den anden side står de over for massive dokumentationskrav fra både myndighederne og offentligheden.
Det gør det svært at være en moderne organisation – og ikke mindst at lede den – i krydspresset mellem tillid til selvstændige medarbejdere og kravet om kontrol og dokumentation.
I diskussionen om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, høres ofte argumentet, at Danmark i stedet for at konkurrere på løn skal konkurrere på kreativitet og på vores veluddannede befolkning.
Vi skal sikre os de arbejdspladser, der kræver selvstændigt tænkende ansatte, der kan løse komplekse opgaver i en foranderlig verden. Vi skal designe tøjet, ikke sy det.
Moderne organisationer – dem vi skal leve af – er altså kendetegnet af, at de producerer viden, at de ansatte er højt uddannede, og at de er tilpasningsdygtige. For at sådan en organisation virker, er det centralt, at ledelsen skal have tillid til medarbejderne:
For det første er tillid vigtigt i situationer, hvor man ikke kan styre medarbejderne med regler. Det er generelt svært i organisationer, der er kendetegnet af hyppige forandringer – i princippet skal reglerne jo så også hele tiden laves om.
For det andet vil højt uddannede ansatte typisk være eksperter i deres eget arbejde. Det betyder, at det faktisk kan være svært for ledelsen at lave regler, der meningsfuldt kan styre de ansattes arbejde.
For det tredje er mange moderne organisationer kendetegnet ved, at medarbejderne gerne selv vil styre deres arbejde. De bliver motiverede af at have fleksible arbejdsvilkår, at kunne arbejde hjemme, flekse og selv være bemyndigede til at træffe en række beslutninger uden at skulle konsultere en chef. Så ikke nok med, at tillid er praktisk for ledelsen, det er også efterspurgt af medarbejderne.
At tillid er et godt ledelsesværktøj, er ikke nogen ny erkendelse, og tillid som ledelsesfænomen er af og til dukket op i den offentlige debat over de seneste år, særligt i forbindelse med den offentlige sektor. Men også i mange andre organisationer, også produktionsvirksomheder, vil det være det mest effektive, hvis ledelsen kan stole på medarbejderne.
Det lyder jo egentlig ret ligetil. Uheldigvis er der også krav, der trækker i en anden retning. Både offentlige organisationer og private virksomheder står nemlig også over for omfattende krav om dokumentation. Det vedrører både de krav, der kommer fra love og regler, det vi ganske ofte kalder bureaukrati, men også de krav, offentligheden stiller til organisationer.
Det er ikke nok at producere gode varer til en billig pris. Langt de fleste virksomheder står over for krav til, hvordan de producerer. Bruges der børnearbejde? Forurener virksomheden i Danmark eller andre steder?
Dette medfører årsregnskaber med mangedobbelte bundlinjer og hjemmesider, der bugner med information. Og der er publikum – ikke kun blandt potentielle aktionærer, men også blandt journalister og interesserede borgere.
Hvis der er kemikalier i børnetøjet, eller det bliver produceret i sweatshops, så er det en nyhed. Det betyder, at virksomheder har en stor interesse i at sikre sig mod den slags ting og vise offentligheden, hvor meget de gør for at undgå, at skandaler opstår.
Men de omfattende krav om kontrol og dokumentation trækker i en anden retning end forestillingen om de frie, veluddannede ansatte, der med ledelsens tillid i ryggen selv træffer en række væsentlige afgørelser.
Kravene om kontrol og dokumentation er faktisk det stik modsatte: Her er tale om tæt kontrollerede ansatte, der følger reglerne og dokumenterer, at de gør det. Men ud over de krav, der kommer fra omgivelserne, så er det billede, der tegnes af ansatte i tillidsfulde organisationer, heller ikke altid helt retvisende. Langt de fleste ansatte trives med at blive mødt med tillid, men det er ikke alle ledere, der kan finde balancen mellem ’selvledelse’ og ’ingen ledelse’.
Som leder står man altså over for et dobbelt krav. På den ene side skal man give rum og mulighed for vidensarbejdere i en fleksibel organisation. På den anden side skal man vise organisationens omverden, at der er styr på tingene ned til mindste detalje. Ens medarbejdere vil på den ene side gerne sættes fri og på den anden gerne have en chef, når de har brug for en til at træffe svære beslutninger, eller når de efterspørger anerkendelse.
For lederen er det i sig selv en værdig udfordring at finde balancen mellem kontrol og tillid. Men der er også nogle vigtige overvejelser for forbrugere, borgere og samfundet som helhed:
Hvis det er sandt, at vi i fremtiden i højere og højere grad skal leve af vidensvirksomheder, kunne det samtidig også være værd at overveje, om vi som samfund kunne gøre det lettere at være sådan en virksomhed.
F.eks. ved at skære ned i bureaukratiet og dokumentationskravene og gøre det nemmere at lede sådanne virksomheder tillidsfuldt – og ved at vi som borgere og forbrugere er parate til at acceptere en lidt større fejlmargin. Dokumentation kan være rart i mange sammenhænge, men måske har vi ikke brug for helt så meget som i dag.
Artiklen har været bragt i Politiken den 2. januar 2012.
Jeg har i november 2011 udgivet bogen Ledelse med omtanke.
Buoyit: En tænketank der arbejder med udviklingsretninger for information, viden og kommunikationsprofessioner
30. november 2011 af Richard Santos Lalleman
Verden omkring os udvikler sig i rasende fart, muligvis hurtigere end nogensinde før. For at være i stand til at forstå denne verden, og tage hurtige og innovative beslutninger er det centralt, at have den nyeste information og viden.
Udviklingens tempo har blandt andet betydet at udgifter i forbindelse med udveksling af information overflødiggøres. Som følge af de nyeste informations- og kommunikationsteknologier er man nu i stand til at finde information blot ved enkelt klik med musen. Information, der er tilgængelig for så stort et antal mennesker, er imidlertid kun relevant, når det kan anvendes i en specifik kontekst såsom f.eks. i en virksomhed.
Det betyder, at vi er nødt til at have en specificeret viden. I århundreder har lande i vesten haft monopol på viden, men der er sket et skred i dette paradigme. Inden for de sidste ti år har lande såsom Indien og Malaysia investeret kraftigt i uddannelse. Resultatet er, at de vestlige landes eneret på viden er blevet mere udvisket. Dette medfører, at den viden der er nødvendig for at skabe nye jobs, og give lande fornyede indtægtsmuligheder samt viden, der kan skabe professionaliserede domæner indenfor kommunikations-, informations- og vidensområdet, er blevet spredt til forskellige dele af verden. Samarbejde og netværksbaseret arbejde er derfor afgørende, hvis man vil garantere adgang til viden.
Professionerne indenfor viden, information og kommunikation er i særlig grad i hastig udvikling. Internettets udvikling er et eksempel på, at den måde vi samarbejder og deler viden har udviklet sig enormt. I det seneste nummer af Foreign Policy (sept/okt 2011) illustreres dette således:
“it’s has been nearly 10 years since the U.S. war in Afghanistan began back in October 2001. The iPhone had not yet been invented, and there was no cell-phone service in Kabul or anywhere else near the Hindu Kush. A decade later, Osama bin Laden is dead. Cell-phone towers dot the land. The Taliban are toppled from power, but still deadly. And we’re almost five generations into the world’s favourite smartphone.”
Det er derfor nødvendigt med en fælles koordineret tilgang til information, kommunikation og vidensområdet for at være i kontakt med de nyeste trend og udviklinger. Denne koordinerede indsats forsøger den nordvesteuropæiske tænketank Buoyit (www.buoyit.org) at udføre. VidenDanmark har lige startet et samarbejde med Buoyit som mediesponsor. Det vil sige, at medlemmerne af VidenDanmark kan følge med med hvad der bliver offentliggjort.
Hvad kan I forvente af Buoyit?
Buoyit arbejder på at være på forkant med banebrydende, nye tematikker inden for kommunikations-, informations- og vidensområdet ved at opstarte innovative forskningsprogrammer blandt studerende, forskere og fagpersoner indenfor feltet. Buoyit’s målsætning er dobbeltsidet:
- Buoyit vil løfte området information, kommunikation og viden på virksomhedsplan til et højere niveau ved at forstå indvirkningen og konsekvenser af ny og innovativ udvikling inden for dette felt. Det kan medføre en mere skræddersyet og integreret strategi inden for information, kommunikation og vidensområdet i en virksomhed.
- Buoyit vil styrke studerende, forskere og og fagpersoner i at foretage innovativ forskning. Dette vil munde ud i en gruppe nordvesteuropæiske eksperter, der vil arbejde videre inden for deres forskningsområder i deres eget lokale miljø.
Disse to målsætninger kan assistere og udvikle professionsområdet information, kommunikation og viden, og kan medvirke til at udligne skellet mellem en verden, der hastigt ændrer sig og de professionelles rolle heri. Der er behov for et bedre samarbejde om information og viden – og om kompetencerne til at håndtere dette.
Public by default
25. oktober 2011 af Peter Svarre
Der går ikke en dag uden, at man hører historier om skødesløse teenagere, der ødelægger deres liv og fremtidige karrierer, fordi de deler deres liv på de sociale medier, eller om store hensynsløse virksomheder, der udnytter sagesløse menneskers private oplysninger til at sælge dem ubrugeligt skrammel.
Men hvad nu hvis vi bare har set toppen af isbjerget? Tænk nu hvis internettet og de sociale medier først for alvor kan udfolde deres egentlige potentiale, når vi for alvor begynder at dele vores privatliv med andre mennesker – når mere eller mindre alt, hvad vi gør, tænker og siger, bliver delt i de sociale medier. Tænk nu hvis vi har et fuldstændig håbløst gammeldags syn på forholdet mellem privat og offentlig – et syn som er funderet i en forgangen industriel tidsalder. Tænk nu hvis det vigtige spørgsmål vi bør stille os selv i netværkssamfundet ikke er, hvordan vi beskytter privatlivets fred men snarere, hvordan vi bliver meget mere offentlige, end vi allerede er.
I sin nye bog ”Public Parts” sætter den amerikanske journalist og forfatter Jeff Jarvis sig for at vise os den del af isbjerget, som lurer under overfladen. Bogen er et råbende manifest og en knytnæve i ansigtet på alle de privatlivsbeskyttere, som Jarvis mener er med til at undergrave internettets egentlige potentiale for at genskabe den offentlige dagsorden og redefinere forholdet mellem borgere, medier og magtens instanser.
Ifølge Jarvis opstår begrebet privatliv ikke for alvor før fremkomsten af den moderne og enevældige stat. I denne nye moderne statsform, som opstod sammen med frihedsrevolutionerne i USA og Frankrig, blev det private individ – inklusive ukrænkelige frihedsrettigheder – født. Men samtidig med fødslen af det private individ blev også tanken om det offentlige rum født. Men problemet var, at det nyskabte offentlige rum meget hurtigt blev koloniseret af den nye tids magtfulde spillere: Massemedierne. I stedet for at skabe grobund for en demokratisk og fri samtale i det offentlige rum, blev massemedierne monopoliseret af professionelle journalister, som tog patent på at eje og kontrollere offentligheden. Samfundets menige borgere havde fået deres private frihedsrettigheder, men massemedierne kontrollerede offentligheden, og tillod kun borgerne at deltage i denne offentlighed gennem pseudoinvolverende processer som meningsmålinger og vox-pops.
Når internettet og de sociale medier i dag er ved at omkalfatre hele privatlivsbegrebet, er det derfor heller ikke underligt, at de argeste modstandere af denne udvikling er de etablerede massemedier, som står i kø for at fylde deres spalter og sendeflader med skræmmehistorier om de apokalyptiske konsekvenser af privatlivets forsvinden. Ifølge Jarvis står vi over for et Gutenberg-øjeblik. Et øjeblik, hvor en teknologi (internettet) kan medvirke til, at samfundets borgere igen kommer til orde og bliver en del af den tabte offentlighed, men også et øjeblik, hvor de etablerede spillere kæmper en indædt kamp for at bevare deres positioner. Hvis vi for alvor skal udnytte internettets potentiale for at genskabe den tabte offentlighed, er vi nødt til at bryde ud af vores vaneforestillinger om privatlivets ukrænkelige fred. Vores gammeldags fokusering på beskyttelse af privatliv er de gamle magthaveres sang, og den eneste vej fremad er at dele meget meget mere om os selv, end vi allerede gør i dag.
Udfordringen med al vores transparens og åbenhed er ikke, at folk deler privat information, men derimod hvad modtagerne af al denne private information vælger at gøre med det. Vi kan ikke stoppe menneskers trang til at udtrykke sig selv, men vi kan derimod skabe regler og retningslinjer for, hvordan virksomheder og statsapparater vælger at bruge den information, de indsamler. Gør informationen fri, men begræns de magtfulde spilleres muligheder for at bruge informationen.
Jeff Jarvis taler om, at vi er nødt til at udvikle en privatlivets og en offentlighedens etik, som han præsenterer med 13 bud:
Privatlivets etik:
- Stjæl ikke information
- Vær åben omkring, hvad du har tænkt dig at bruge information til
- Beskyt information
- Fortæl, hvor du har informationen fra (”give credit”)
- Giv folk adgang til deres egen information
- Brug ikke information mod folk selv (med undtagelse af at de fortjener det)
- Sørg altid for at få informationens fulde kontekst med
- Spørg dig selv om dit motiv til at videredele information
- Tilføj værdi til informationen
Offentlighedens etik:
- Vær generøs. Del så meget som overhovedet muligt.
- Del fordi det giver mening. Der er ingen grund til at dele ting, som er komplet ligegyldige. Der er allerede støj nok.
- Brug fælles standarder, så det bliver nemt at dele din information videre.
- Beskyt det offentlige rum. Betragt det som et offentligt gode og kæmp for at udvide det.
Vi lever i en verden, som er ”private by default”, men Jeff Jarvis argumenterer for, at vi skal vænne os til en verden, som bliver ”public by default”. I denne verden er det ikke statens opgave at beskytte dit privatliv, men det er vores alles pligt at udvide og beskytte vores nyligt erobrede offentlige rum.
Spørg ikke, hvad samfundet kan gøre for at beskytte dit privatliv – spørg hvad du har gjort for at blive mere offentlig i dag!
Er du værdifuld for dit netværk?
25. maj 2011 af Marianne Ehlers
Hvis du har tid til at læse dette, er svaret sandsynligvis JA. Du bliver nemlig oplevet som værdifuld, når du er åben overfor nyt og dermed kan give input til dit netværk i relevante sammenhænge.
Mange har fået øjnene op for værdien i at have et professionelt netværk og at dyrke det. Andre holder sig tilbage fra at deltage i netværk, fordi de ikke synes, at de har noget at bidrage med, medens andre igen holder sig væk, fordi de ikke synes, at de får noget ud af at netværke.
En del af forklaringen på de skitserede forbehold skal findes i, at det alt for længe har været smart at have rigtig travlt; en overbooked kalender og løb mellem hastemøder er blevet set som tegn på både uundværlighed og høj markedsværdi.
En dag, en arbejdsuge eller et arbejdsår for den sags skyld, der forløber efter den beskrevne læst, betyder ofte, at der er meget lidt tid til refleksion, til erhvervelse af ny viden uden for rammerne af brandslukning, hasteopgaver og næste møde. Og det her, at mange af os kommer til kort, når vi skal vurdere vores værdi i netværkssammenhæng. Uanset om det er erfa-, innovations- eller videndelingsnetværk. For hvad skal vi bidrage med, hvis det kun er vores egen problemstilling og vores egen brandslukningsteknik vi kan præsentere?
Hvis du kan samle viden op og koble den på nye måder, er du værdifuld for dine kolleger – og en trussel mod dine konkurrenter. Koblingen af viden, erfaringer og nytænkning er stærke elementer i professionelle netværk, og det nytter ikke at lurepasse. Den gode netværker er nemlig gavmild og er kendetegnet ved at have tid til at hjælpe andre, med alt fra gode råd og erfaringer til formidling af kontakt.
Så essensen af at være værdifuld for dit netværk er:
- vær nysgerrig overfor nyt, så du har noget at byde ind med
- vær opmærksom på, hvor du kan bidrage med din viden
- vær lydhør overfor behov – og match dine relationer i nye konstellationer
- vær åben overfor nye relationer
VidenDanmark april 2011: Kina – viden-supermagt, Væxt-factor, Er viden blevet et plusord?
8. april 2011 af Bent Schou
Det er ikke nemt at være et lille land i den store verden – eller måske netop. For mens debatten om, hvorvidt vi skal leve af vores viden stadig foregår og er vigtig, meldes der om en helt ny videnskabs-supermagt: Kina. Og det sker allerede i 2013 i følge Videnskabsministeriet, der refererer en undersøgelse fra Royal Society. Måske slår det hovedet på sømmet – det er nok ikke inden for den mere universitære eller forskningsbaserede videnskab, at Danmark skal være førende fremover. Hertil vil konkurrencen nok være for stor.
Herhjemme har vi haft en debat kørende, om vi alene kan leve af vores viden – eller om viden er for tæt knyttet til produktionen. Og der har været et par indlæg, der advarer imod at tro, at vi alene kan leve af viden, se f.eks. Thorkil H. Christensens blogindlæg. Vores egen afstemning, som har stået på den seneste måned taler ikke så tydeligt et sprog. Her er vi delt i to lejre, kun med en lille overvægt til “vi skal leve af viden – fortalerne” (Læs mere indlægget: Udflagning af produktion og viden). Måske ikke så underligt, man må jo dog forvente en vis bias for viden-standpunktet blandt VidenDanmarks læsere.
Men hvordan skal vi leve af viden? Som Kina-nyheden ovenfor illustrerer, bliver det nok svært at leve af viden forstået som videnskab i klassisk grundforskningmæssig forstand. Her er vi nok oppe imod for stærke kræfter. Snarere skal vi nok finde en plads, som de der kan implementere viden, som kan sikre at ny viden hurtigt omsættes til værdi. Hvilket jo oftest bærer navnet innovation. Eller vi går i retning af det som Mandag Morgen kalder Væxt-faktor, hvor man nu har åbnet for audition: “Væxt-Factors audition er åben for ildsjæle og engagerede iværksættere, der har bevist mod og evne til at gå nye veje, eksperimenteret med alternative forretningsideer, udforsket nye ledelses- og organisationsformer eller spottet nye spirende markedsmuligheder”. Det lyder da perspektivrigt.
Og så bliver det jo i sidste ende spørgsmålet om, hvad vi egentlig opfatter som viden. Er det viden som videnskab? eller er det viden som innovation og forandring? Og hvilken slags viden er egentlig vigtig i dag? I en kronik i Børsen skriver professor Majken Schultz bl.a. “Diskussionen om Danmark som videnssamfund har snart stået på i nogle år, uden at det har fået mærkbare konsekvenser i de politiske prioriteringer. Det skaber bristede illusioner, og der er lille interesse for gode intentioner, som ikke følges op med konkret handling. Tværtimod har der i dele af samfundet bredt sig en betydelig skepsis over for alt, hvad der smager af viden og kompetence. Der er i mange sammenhænge blevet etableret en kobling mellem kompetence og elitær arrogance eller sammenspist smagsdommeri. Det indebærer, at viden ikke er et plusord, og at viden om, hvad der skaber vækst, har haft svært ved at slå igennem.” (Børsens kronik 25.3.2011: Viden for vækst). Og her over for står så Kirsten Poulsens blogindlæg: Fra vild med dans til vild med viden, hvor hun netop mener viden er et plusord i dagens og fremtidens samfund.
Er du forvirret? – så følg debatten i VidenDanmark.
Udflagning af produktion og viden
7. april 2011 af Bent Schou
Der er sat og der kan - måske med rette – sættes spørgsmålstegn ved strategien, at Danmark skal leve af sin viden. Det er blevet hævdet fra fortalere med rod i produktion og industri, at når produktionen flytter ud, så flytter viden-arbejdet med. Viden-arbejdet klister til produktionen.
Derfor spurgte vi VidenDanmarks læsere – den forgangne måned – om deres syn på dette. Vi forsøgte endda at nuancere svarkategorierne lidt.
Svarfordelingen ses i figuren.
Ikke overraskende mener hovedparten af VidenDanmark-læserne, at vi skal leve af vores viden. (Havde dog selv regnet med en større majoritet). Men næsten halvdelen af de (kun 32) der har svaret, mener at vi også skal holde på produktionen.
Uanset hvad man mener, står det dog uklart for mig hvordan?
Hvis vi skal leve af viden – så hvordan??? Skal vi være dygtigere, bedre uddannedede og investere mere i forskning end andre? Eller er det viden i en mere moderne forstand: bedre til at dele, sprede og implementere ny viden? Kreativitet og forandringsparathed?
Og hvis vi skal fastholde produktionen, hvordan skal vi så sikre konkurrencedygtighed, hvis vi ikke skal faldt tilbage til tidligere tiders protektionisme? Er det vores evne til at tænke ny viden ind i produktionen, der skal satses på? Er det robotter (de tager jo også vores arbejde!)- For lønnen er svær at konkurrere på. Det kan vist kun udviklingen i lavtlønslandene klare.
Fra vild med dans til vild med viden
6. april 2011 af Kirsten Poulsen
Fremtidens ikoner er de mennesker, der ved noget. Og de virksomheder, der lægger sig i selen for forskning og ny viden, er dem vi vil lege med. Viden og indsigt er nemlig nu forudsætningen for en meningsfyldt livsstil. Det kloge liv toner frem som redskabet til helt nye muligheder. For det er viden, der skaber fremtiden og den fremdrift, der er så efterstræbt.
Fag-book frem for Facebook
Værdierne skifter, verden forandrer sig. Så alting er, som det plejer. Dog er der nu et paradigmeskifte på vej. Og det betyder nye tider for performance, udstilling og fremstilling. Tiden bevæger sig væk fra materialisme og overfladiskhed i retning af ansvar og det fordrer viden. For viden er vejen til det interessante liv – det ansvarlige liv – og et decideret opgør med de senere års overfladiske livsstil og dét at være på alle steder. Det betyder søgning mod uddannelse, fagstof og fagmedier. Det betyder refleksion og værdier som professionalisme og specialisering.
Firstmoverne har for travlt med at tilegne sig ny viden til at følge med i talentshows, være på facebook eller læse selvfede betragtninger på private blogs. Det handler om at kunne noget – noget andet og mere end et par dansetrin eller en næsten perfekt gengivelse af Lady Gaga´s seneste hit. Det handler om læring, viden og indsigt. Og ikke mindst om muligheden for at omsætte denne viden. Viden og perfektionisme er essentielt. Knap så essentielt er det at kunne en rumba næsten perfekt.
Talent kommer igen til at handle om talent på områder, der rykker. Rykker vores udvikling, forestillinger og muligheder. Trangen til at udstille og differentiere sig på det fysiske og visuelle udtryk er ikke farbar. Det er indersiden af hovedet, der skal i brug. Det betyder en mere subtil iscenesættelse eller væren, frem for en flashy og se-på-mig mentalitet. Det betyder substans og dybde. Derfor dur ”hele Danmark kigger på dig” ikke. Og det betyder, at vi vil rykke os fra ”fra vild med dans” til ”vild med viden”. Viden er tidens værdi.
Hvorfor er viden Hot
Fordi alle kan forbruge, men ikke alle kan vide og endnu vigtigere omsætte denne viden Viden er en ballast og et tegn på styrke.
Det betyder fx.
- Virksomheden skal vide, hvad kunderne vil vide
- Uddannelsesinstitutionerne skal lære nyt for at højne vidensniveauet markant
- Videns-”smiley´er” eller andre systemer, der anerkender og fremmer viden
- Den lærende og selvlærende butik
- Højtuddannet personale
- Uddannelseselementer indbygget alle vegne (på rejsen, i butikken, på nye læringssites)
- Dannelsesaviser i stedet for tilbudsaviser – sådan shopper du klogt
- Læringskurser – sådan lærer du mere eller optimerer den viden, du allerede har
- Læringsunderholdning, mærket ud fra videnspotentialet
- Produkterne pakkes ind i klogskab og reel innovation (en innovation der skal optimere og reducere frem for at fremstille endnu en ny variant)
- Der skal høstes viden på jobbet, hvor der lægges ekstra kræfter. Til gengæld er hjemmearbejdspladsen nedlagt.
Viden, måling og unødigt bureaukrati
7. oktober 2010 af Bent Schou
Hvis rygterne taler sandt bør vi nok omdøbe vores aktuelle velfærds- eller vidensamfund til et målesamfund. Over alt er der utilfredshed med unødig og omsiggribende registrerings- og målingstyranni. F.eks. er det dokumenteret, at socialrådgiverne i Danmark i snit kun bruger 12 minutter af en time sammen med deres klienter. Og arbejdet flyttes fra varme til kolde hænder.
Også politikerne taler mere og mere om at afskaffe unødige registreringer og målinger. Tillid skal igen i højsædet – og der skal satses mere på ledelse (i den offentlige sektor – men de samme problemer findes i den private sektor).
Der er flere aspekter i denne debat, synes jeg.
Det første aspekt handler om viden, at vi alle steder i samfundet lægger mere og mere vægt på, at der ligger viden bag beslutninger og handlinger. I sundhedsvæsenet hedder det f.eks. evidensbaseret behandling. Men som kært barn har mange navne, hedder det også dokumentation og kvalitet, organizational learning samt Best Practice.
Hvis vidensamfundet er kommet for at blive, hvad jeg tror – vil disse krav ikke blive mindre. Og en måde at skabe viden om sin praktis på er nu engang at dokumentere, registrere eller måle.
Og det bør vi tage i mod med kyshånd. Tænk engang at vi alle kan blive involveret i at udvikle på vores arbejde, bl.a. ved at medvirke til at skabe relevant viden. Og samtidig er det rart, at der er dokumentation for effekten, når vi f.eks. behandles på sygehuset.
Det andet aspekt handler om styring og kontrol, at koncernledelsen – uanset om den er privat eller offentlig – har brug for sort på hvidt at se, hvordan virksomheden udvikler sig. Det er måske her, at man er gået over gevind med mange års tale om KPI’er, Performance Management, Balanced Scorecard mv. Som man sagde til lederne for 10 år siden: Du kan ikke lede det, som du ikke kan måle.
Hermed reduceres lederrollen til pilotens, der ved hjælp af de mange data i cockpittet, sikkert kan styre flyets vej gennem luften mod det planlagte mål.
Men det er jo ikke sådan verden er! Det er banalt at sige det – men verden er foranderlig. Endda mere og mere. Derfor handler ledelse også mere om at sikre sig, at medarbejderne selv kan kontrolle og opbygge viden omkring deres arbejde og opgaver. Som f.eks. også Jacob Bille Krogh skriver i sit blogindlæg “Hvad er målet”.
Derfor skal vi selvfølgelig gøre op med det unødige bureaukrati, som har rod i gammeldags ledelsesfilosofi baset på styring og kontrol. Men – måling, registrering og dokumentation er da godt – når vi husker målet: at opbygge viden – og bruge den!
Posts
Nye kommentarer