Kan kommuner tænke nyt?
23. november 2011 af Bent Schou
Ja, det kan de – kommunerne, bl.a. i følge en ny bog fra icph med den forventningsfulde titel: Kommunal nytænkning.
Men – og ja, der er et men. Nogle kommuner er bare gode til det, siger min kompetente kilde, mens det i andre kommuner er uhyggelig svært. Og det gælder vel for offentlige institutioner generelt. Hvis ledelsen prioriterer det og skaber et miljø, hvor innovation og nytænkning har opmærksomhed og gode vilkår, ja så sker det. Mens det andre steder for det meste går op i brok, nedskæringer, travlhed og stress.
For hvad skal drive den offentlige innovation, andet end lyst, vilje og naturlig stræben efter at blive bedre? Som jeg har forstået det, så lykkes nytænkningen først, når der skabes en målrettet sammenhæng (forståelse i organisationen) mellem innovation, velfærds- og serviceforbedringer og effektivisering. Det er jo som bekendt svært at investere i nye løsninger i den offentlig service – og først høste gevinsten på lidt længere sigt. Investeringer bliver til omkostninger – og pengene skal derfor helst findes med det samme.
Sådan er det også i mange private virksomheder. Når man tjener penge, er viljen til at gøre nye ting mindre (selvtilfredshed kalder John P. Kotter det) – end når markedet svinder og omsætningen falder. Det meste innovation – uanset sektor – har nok i bund og grund rod i nød og tvang (“en brændende platform”, igen Kotter). Om det er markedet, der svigter – eller om det er reducerede budgetter fra Folketing eller lokalpolitikere, så tvinges vi til at se nye veje, finde på nye løsninger og metoder. Og de af os der gør det, overlever – og kommer godt videre. Og os andre ? … vi må forsøge at komme med på vognen senere.
I de danske regioner har der gennem snart tre år været gjort en stor indsats for at øge den kommunale nytænkning – også med et særligt fokus på det såkaldte OPI – Offentlig Privat Innovation. I København har initiativet heddet icph, Innovation Center Copenhagen. En treårig bevilling når til vejs ende her den 30.11. og indsatsen er blevet markeret – dels med en bog: Kommunal nytænkning, – dels med en konference den 28. oktober med mere end 180 deltagere.
Bogen Kommunal nytænkning – en håndbog om hvordan kommuner involverer virksomheder i udvikling af velfærdsydelser, er som undertitlen også siger en håndbog – en håndbog i OPI – offentlig privat innovation. Et meget konkret og kontant værktøj, som icph hermed har givet videre til den kommunale verden. Ud over en grundig beskrivelse af værktøjet findes der en lang række cases, hvor det demonstreres, hvordan værktøjerne kan anvendes og har været anvendt i praksis. Meget anvendeligt ser det ud til.
Rapporten skelner mellem tre typer af OPI – projekter: 1. Udvikling, 2. Tilpasning og 3. Matching – hvor graden af nyudvikling er faldende fra 1 til 3. Og selv om perspektivet nok er størst i de egentlige udviklingsprojekter, ser det ud til at succes’en i dag er størst i matching-projekterne, hvor en eksisterende løsning tilpasses kendte behov.
Kommunal nytænkning er svært – nogen er gode til det – andre mindre gode. Men at inddrage private i udviklingen er tilsyneladende endnu sværere bl.a. pga. de myter, der er sektorerne imellem. Hvorfor skal man inddrage de private? spørger de i mange kommuner. De vil jo bare tjene penge på os og tage vores arbejde fra os. Og i mange private virksomheder har man ikke tillid til den offentlige administration, og kan ikke se gevinsten ved et samarbejde. Det forekommer trægt og langsommeligt.
Bogen fra icph kan forhåbentlig fjerne nogle af myterne – og dermed konkret hjælpe til både en bedre offentlig service – og privat vækst (til gavn for os alle).
Men hvad så med icph? Har man nu overflødiggjort sig selv? Det tror jeg ikke. Udfordringerne i OPI er nok desværre større, end en konference og en bog kan rette op på. Så herfra ønskes held og lykke til icph i deres igangværende bestræbelser på at sikre fornyet finansiering og dermed overlevelse.
Kom ud af busken
26. marts 2010 af Bent Schou
I kender sikkert historien om strudsen, der stikker hovedet i busken, når det bliver farligt. Man kunne formulere pointen således: Strudsen tror, at når den ikke kan se verden – er den der heller ikke!
Jeg kom til at tænke på strudsehistorien, da jeg læste om de indadvente og effektive danskere. Kort fortalt viser en række undersøgelser, at danske virksomheders reaktion på en krise er at effektivisere – det er vi faktisk bedre til end virksomheder i de andre nordiske lande. Undersøgelserne peger på, at den måde vi i Danmark håndterer kriser er, at vi kigger indad og optimerer. Læs mere i Computerworld.dk.
Det lyder jo meget godt: Når krisen kradser, vender vi ryggen til og sørger for at holde orden i eget hus. Det gælder tilsyneladende for vores virksomheder. Det ser ud til, at det også gælder for vores regering og folketing, som ikke tør diskutere de helt afgørende problemer det danske velfærdssamfund står over for i disse år. Og det gælder sikkert også os selv, hver i sær. Arbejdt lidt hårdere – så går det nok. Så forsvinder krisen og problemerne af sig selv.
Hvem sagde, at det kun er strudsen, der stikker hovedet i busken.Det ser ud til, at vi danskere er i familie med strudsene?
For realiteten er jo – og jeg ved mange vil være enige med mig, bl.a. alle de der konstant råber på innovation - at det er helt utilstrækkeligt at se indad og effektivisere, når der er krise. Selvfølgelig skal vi altid optimere og effektivisere, og sørge for at anvende vores ressourcer bedst muligt. Men netop i en krise er der et stort behov for at se udad og fremad.
På det personlige niveau skal vi ikke være bange for at prøve nye veje, f.eks. når vores fag eller arbejdsplads er truet.
I vores virksomheder skal vi turde se ud i verden, se, hvad de bedste gør, se hvor markedet og teknologien er på vej hen.
Også for samfundet som helhed skal vi turde tænke nyt, f.eks. på velfærdsområdet, der er under voldsomt pres i disse år.
For selv om vi kigger indad og lukker øjnene, så forsvinder verden jo ikke. Tværtimod. Jo længere der går før vi finder de nye og holdbare løsninger, jo større er chancen for at vi slet ikke kommer igennem krisen. Eller i hvert fald, at vi mister de fordele vi hidtil har haft – at vi rykker et niveau ned.
Som strudsen, der bliver jaget af et stort rovdyr, også hurtigt må erkende. Det nytter ikke at stikke hovedet i busken. Det kan faktisk vise sig at blive fatalt.
Posts
Nye kommentarer