Arkiv for emnet: valg

Ny renæssance eller formørket blokpolitik

31. august 2011 af Calle Gade Lauritzen

Danmark står ved en skillevej. Vi må konstatere, at vi har brug for nye impulser.

Længe nok har vi vendt ryggen til forandring ude fra. Vi har ladet angsten og tvivlen bestemme i vores formørkede sind, og den nationalistiske selvgodhed har domineret store beslutninger, og skamferet vort ry som en åben befolkning, der nysgerrigt er rejst ud, og har hjemtaget ideer fra mennesker og samfund, som har gjort erfaringer og opdagelser bedre end vi har formået.

Vi er et lille folk, som på et lille areal, skal formå at skabe rigdom og vækst uden væsentlige naturressourcer. Impulserne skal derfor komme ude fra.

Lad os skabe en ‘Ny renæssance’, hvor idealet er at skabe viden, innovation og klog vækst. Vi må væk fra forsimplende og begrænsende værdier som danskhed og grænsebomme. Vi må stræbe højere og gerne uden grænser. Det tjener mennesker der bor i Danmark bedst, hvis vi kan tiltrække ambitiøse, engagerede, iderige og arbejdsomme mennesker fra hele verden.

Vi har et godt udgangspunkt, fordi vi stadig har en stor uddannelses- og forskningssektor, som også fortsat virker stimulerende og motiverende på mange udenlandske studerende og forskere. Vi har stadig konkurrencedygtige og innovative virksomheder, som kan skabe nye produkter og sælge dem på lukrative markeder, som gør os alle rigere.

Når Danmark og danskerne åbner sig mod verden, og inviterer kreative mennesker indenfor, vil vi alle blive påvirket i en positiv retning, hvor vi går i sund dialog og konkurrence med resten af verden. Vi skal ikke være bange. Vi kan godt måle os med de andre. Den der ikke er bange, og har nok i sig selv, er betydeligt stærkere.

Styrken skal findes i valget mellem ‘ny renæssance’ og ‘formørket blokpolitik’.

Valget er dit!

Hvorfor er vigtige emner som innovation, videndeling og læring ikke på dagsordenen i valgkampen?

29. november 2007 af Bent Schou

I perionden fra den 15.-29.11. spurgte VidenDanmark nyhedsbrevslæsere og hjemmesidebesøgende om deres syn på følgende:

I valgkampen blev der ikke talt meget om emnerne innovation, videndeling og læring (Se Jens Brogaards tidligere indlæg i denne blog).

Hvorfor indgår de for Danmarks fremtid så centrale emner: innovation, videndeling og læring ikke i partiernes valgkamp?

  • Fordi politikernes viden om området er for ringe (29 pct)

  • Fordi politikerne i det store og hele er enige, når det kommer til vigtigheden af innovation, videndeling og læring (24 pct)

  • Fordi emnerne innovation, videndeling og læring ikke hører hjemme i den politiske debat (0 pct)

  • Fordi der ikke er stemmer i innovation, videndeling og læring (41 pct)

  • Andet  (6 pct)

Flertallet (17 har svaret) mener således, at der ikke er stemmer i disse områder, selv om de er så vigtige.  Personligt tror jeg også, at der langt hen ad vejen er stor eninghed mellem politikerne/partierne om disse spørgsmål. Det afspejles bl.a. ved enighed i folketingssalen, samt ved at mange initiativer er overladt til regeringen/ministrene, som har ret vide rammer.

Og det er vel godt nok – eller hvad ?

Giv gerne din mening her.