Er forskning og uddannelse virkelig løsningen?
24. maj 2011 af Steen Thomsen
Det er blevet et mantra, at vejen ud af den danske produktivitetsfælde er øgede investeringer i forskning og uddannelse.
Men vi investerer allerede over 170 milliarder kroner – eller ca. 10 pct. af vores nationalprodukt på de to områder. Så hvis investeringerne skal vokse væsentligt i de kommende år, bliver vi nødt til at se lidt mere på, hvad vi får for pengene.
Hvad angår forskning, gælder det samme som i reklame: mindst halvdelen af pengene er spildt, man ved bare ikke hvilken halvdel.
Spildprocenten er formentlig særlig stor inden for politiske modeprojekter på områder, hvor der ikke er tilstrækkeligt med kvalificerede forskere, eller hvor projekterne er øremærket til bestemte miljøer.
De penge, der gør mest nytte, er småpenge til en rejse, en assistent eller til et bestemt forsøg.
Men både politikere og andre bevillingsgivere har forelsket sig i store projekter. De giver presseomtale og er nemmere for giverne at administrere.
Gode forskningsmiljøer vokser frem over årtier, ikke på en valgperiode. Forskningspolitikken er på fejlkurs.
Det er heller ikke al uddannelse, der bidrager positivt til samfundsudviklingen.
Arbejdskraft på skolebænken er ikke tilgængelig på arbejdsmarkedet. Mange fejluddanner sig og bliver i praksis mindre kvalificerede til et job. I nogle tilfælde er uddannelserne med til at befæste monopoler og faggrænser, der holder andre ude og dermed hæmmer den økonomiske vækst.
Hertil kommer, at en del af de svageste unge har svært ved at tage boglig uddannelse til sig og derfor ender som tabere, fordi der ikke er andre tilbud til dem. Der må være forskel på uddannelse og opbevaring.
Ukvalificeret forskning
Man kommer heller ikke uden om kvalitetsdiskussionen. Både forskning og uddannelse er uinteressant, hvis den er ukvalificeret.
Lønudviklingen indebærer, at det er vanskeligt at tiltrække og fastholde de nødvendige kompetencer i uddannelsessystemet.
Det er langt bedre at have nogle færre forskere eller undervisere og give dem noget mere i løn, så man kan tiltrække de rigtige. En enkel løsning er at slå nogle højtlønnede stillinger op med særligt høje krav – og lade konkurrencen klare resten.
Uden at sige et ondt ord om nanoteknologi eller atomfysik er der også grund til at bruge nogle flere penge på erhvervsforskning. Spidskompetencer inden for marketing, finansiering, økonomi og ledelse er alt for centrale til at blive systematisk forbigået, når der skal uddeles nye midler. Langt størstedelen af vores nationalprodukt og beskæftigelse ligger ikke i højteknologi, men i serviceerhvervene, og selv i produktionsvirksomhederne er det ikke i produktionen, at de nye danske job skabes.
Det, der er brug for, er altså intelligente, langsigtede investeringer, ikke udgiftsstigninger. Ja, vi skal formentlig bruge flere penge på forskning og uddannelse fremover.
Men Danmark er langt fra det eneste land, der har set lyset og satser på forskning og uddannelse. Det er faktisk en global tendens, som også Kina og Indien er helt med på.
Så det er ikke nogen badebillet at investere i forskning og uddannelse. Vores konkurrenceevne kommer til at hvile på, hvor dygtigt vi bruger pengene – ikke på, hvor mange vi bruger.
Danmark som højhastighedssamfund
21. januar 2010 af Calle Gade Lauritzen
Højhastighedskomiteen sendte rapporten “Danmark som højhastighedssamfund” på gaden den første uge i januar. Rapporten skal komme med anbefalinger til, hvordan bredbånd kan øge udbredelsen og anvendelsen af it i Danmark. Regeringen har en vision om Danmark som højhastighedssamfund, hvilket en moderne infrastruktur skal gøre os i stand til at realisere. Komiteen har dygtigt peget på, hvordan det offentlige Danmark skal efterspørge alle mulige raffinerede it-løsninger, men kun med skræmmende få eksempler peget på, hvordan markedet skal være i stand til at levere disse løsninger.
Komiteens medlemmer er udpeget af videnskabsministeren, og han har ikke skuffet de, som tvivlede på et spændende hold. Det er Tordenskjolds sikre soldater, fra hvem man skal lede med lys og lygte for at finde et overraskende udspil. Vanetænkningen er gabende kedsommelig. Lad dog unge sprudlende ildsjæle komme til fadet.
Erhvervsdanmark er helt usynligt i medlemskredsen, og det er en katastrofe, når en af de vigtigste mål med komiteens arbejde er, at bidrage til sikring af Danmarks konkurrenceevne og skabelse af økonomisk vækst. Hvorfor er der ingen reformivrige og rabiate virksomhedsledere i det gode selskab?
Et mål er, at komiteen skal pege på, hvordan vi kan forbedre produktiviteten, effektiviteten og innovationsevnen i erhvervslivet, fordi vi på de områder har faldende kurver sammenlignet med andre lande. Hvad er det andre lande gør så meget bedre end Danmark, når de overhaler os på produktivitet, effektivitet og innovationsevne? Det har komiteen end ikke overvejet at forholde sig til. Hvorfor?
Rapporten har fornærmende kort nævnt Danmarks uddannelses- og forskningsudfordringer i forhold til øget udbredelse og brug af it. Danmarks uddannelsesniveau falder som bekendt i disse år sammenlignet med andre lande. Det er foruroligende i et land, hvor det eneste vi virkelig kan differentiere os på i forhold til andre lande er, at vi har en højt uddannet arbejdskraft, som evner at udnytte alle tænkelige effektiviseringsgevinster ved smartere brug af it. Hvis vi ikke får uddannet de nye generationer bedre end nu, kan uddannelsessystemet ikke levere kandidater til erhvervslivet, som skal levere alle de spændende produkter og løsninger til det offentlige Danmark. Det offentlige Danmark kan naturligvis heller ikke undvære højtuddannede specialister, som kan udtænke og specificere kravene til markedet.
Det er om noget en tam og tonedøv komite, som givetvis har fået et uambitiøst opdrag af en minister, der blot venter på en udskiftning ved en kommende ministerrokade.
Centraliseret læring
eller ansvarsfralæggelse?
21. juni 2009 af Bent Schou
Ude i den store verden tales der begejstret om de nye muligheder, som web 2.0 teknologierne betyder for vores læring. Alle kan vi opbygge et Personligt Læringsmiljø – med ressourcer tilgængelige på de på det virtuelle netværk og i det personlige netværk.
I den forbindelse spurgte VidenDanmark i perioden fra 20.5 til 21.6.2009: “Hvordan sikres den
nødvendige læring / kompetenceudvikling i din organisation?
22 svarede på spørgsmålet – fordelt på følgende svarmuligheder (fordeling i parantes):
-
Vores HR-/personaleafdeling stiller relevant efteruddannelse og kurser til rådighed (32 %)
-
Kompetenceudvikling aftales primært mellem den enkelte leder og medarbejder (36 %)
-
Der stilles ressourcer til rådighed, således at den enkelte medarbejder selv kan tage ansvaret (14 %)
-
Vi satser på at understøtte den uformelle læring, der sker i arbejdssituationen (18%)
Nu er alt jo ikke sort-hvidt. Når man kun må sætte eet kryds – kan det dække over en mere nuanceret virkelighed. Men står tallene til troende kunne man konkludere følgende (correct me – if I am wrong):
-
Den enkle løsning – hvor HR er serviceapparat med kurser og mere formelle læringstilbud – er det kun 1/3 der angiver som vigtigst. Måske på retur – heldigvis.
-
At læring er ved at flytte ud i organisationen - som noget der aftales mellem chef og medarbejder – eller som noget den enkelte medarbejder selv er ansvarlig for.
-
At den “politisk korrekte” eller “moderne” løsning, hvor virksomheden lægger ansvaret ud – og / eller understøtter den uformelle læring i arbejdssituationen angives af omkring 1/3 af de adspurgte.
Jeg synes, at det stadig bør være en central opgave for en virksomhed, at understøtte læring og kompetenceudvikling – både for den enkelte medarbejder og for organisationen (teams og grupper). Så når ansvaret lægges ud, betyder det ikke, at indsatsen nedprioriteres – tværtimod – den gøres “blot” mere tidssvarende og faktisk også mere effektiv.
Når vi kan selv …
20. maj 2009 af Bent Schou
Personal Learning Enviromnemt (PLE) er et hot begreb mange steder, har været det i nogle år - og danner for mange en ramme om forståelse af de nye vilkår for læring. PLE er et udtryk for, at den stærkt forøgede informationstilgængelighed flytter læringsansvaret og -miljøet ud til den enkelte. Via internettet kan vi opbygge et virtuelt miljø for læring, hvor alle nødvendige læringsressourcer indgår. Og suppleres dette med et fysisk miljø – via et godt og effektivt personligt netværk, kan læringen “flytte” fra centrale instanser til den enkelte. Se f.eks. Graham Attwels præsentationer på slideshare.net.
I VidenDanmarks bestyrelse diskuterede vi for nylig, hvordan vi kom i bedre kontakt med HR-afdelingerne, som har ansvaret for læringen blandt ledere og medarbejdere i virksomheder og organisationer. Konklusionen var måske ikke overraskende, at ansvaret ikke ligger hos HR, men i stigende grad er placeret lokalt, hos den enkelte medarbejder (i samarbejde med chefen). Dette understøttes af læringsmoduler, som f.eks. knyttes til de systemer/applikationer, som medarbejderen forventes at kunne anvende. Og i nogen grad af et stigende fokus på betydningen af det personlige og faglige netværk.
I VidenDanmark vil vi gerne sætte fokus på skiftet i læringsansvar og -miljø. Måske under overskriften “Fra LMS til PLE”. Eller fra centralt styret læring - Learning Management, til lokalt opbygget læringsmiljø.
Ændringen i læring og læringsmiljøer sker. Vi ser det alle vegne. Men måske sker det med meget forskellig hast:
Det er nok det individuelle område, som driver udviklingen frem. Vi kender det mest på den måde, at vi i flere og flere situationer bruger især internettet til at lære nyt. Er der noget vi ikke ved så meget om, vil de fleste google det, for derefter udvælge det, der ser mest relevant ud og skimme/læse det. Specielt de unge kunne ikke drømme om ikke at tage en rundtur på nettet, når de skal igang med en ny opgave. Oftest hjælper det os et stykke på vejen. Og selv om denne praksis selvfølgelig kan kritiseres (der er mange fejlmuligheder) er det vigtigste nok, at det er sådan det foregår. I mange tilfælde suppleres søge-/læreprocessen med samtaler med mere eller mindre vidende personer i det personlige/faglige netværk.
I virksomheder og organisationer arbejdes stadig mange steder med en klassisk forståelse af uddanelse og læring – med anvendelse af kurser og styrede læringsforløb (Learning Management Systems – LMS). Den formelle uddannelsesbaggrund har også stor betydning. Der opstilles planer for medarbejdernes efteruddannelse og kompetenceudvikling, som skal gennemføres og registreres. Spørgsmålet er jo, om disse metoder er tidsvarende og dynamiske nok til at fange vidensamfundets krav og muligheder. Og – vil de unge som kommer til acceptere disse metoder?
I uddannelsessystemet finder vi tilsyneladende og paradoksalt nok bagtroppen i inkorporeringen af de nye læringsmetoder. Undervisningen – på alle niveauer – foregår stadig i styrede forløb med fokus på overførsel af information og viden fra lærer til elev. Et eksempel herpå er den kritik, vi så for nylig af brugen af internettet i folkeskolens undervisning. Ved nærmere eftertanke er det måske ikke overraskende, at uddannelsesinstitutionerne og underviserne hænger fast i de traditionelle læringsmetoder. Det er jo deres kernekompetence som er i spil – og under voldsom forandring.
VidenDanmark vil gerne invitere til en grundig debat om de nye læringsmetoder og -miljøer. Vi tror det har stor betydning for vores (det danske samfunds og vores organisationers/virksomheders) succes i det nye vidensamfund, at vi er i stand til at ændre vores forståelse af læring til vidensamfundets krav og muligheder.
Vi hænger i dyndet
- industrisamfunds-dyndet
4. december 2008 af Bent Schou
Det er blevet sagt så ofte – af kloge folk som f.eks. Lars Kolind - at vi gennemgår et paradigmeskift fra et transaktionsbaseret til et vidensbaseret samfund. Vidensamfundet – som jo er beskrevet af så mange efterhånden.
Men dybden i paradigmeskiftet tror jeg ikke vi har hverken set eller forstået helt endnu.
Et par eksempler:
1) Når man taler om at styrke vidensamfundet går diskussionen ofte hurtigt over i en kritik af regeringen for ikke at gøre nok for forskning og uddannelse. Underforstået - skal Danmark være et førende vidensamfund – handler det om virkelig at satse på forskning og uddannelse. Men – pointen i vidensamfundet er vel netop – at forskningsinstitutionerne mister sit monopol på viden”skabelse” og uddannelsesinstitutioner mister betydning som basis for læring. I vidensamfundet deltager vi alle i viden”skabelsen” – og uddannelse/læring foregår alle steder – hele tiden.
Derfor bør indsatsen for at styrke det danske vidensamfund snarere handle om – at sikre brobygning og samarbejde mellem institutioner og virksomheder – så videnopbygningen får de bedste vilkår. Hvilket forresten også sker.
2) På VidenDanmarks seminar om Læringsteknologier Best Practice 2008, som vi afholdt den 4.12., var en af de spændende diskussioner om overgangen fra klassisk indlæring med en central afsender, til et moderne læringskoncept der bygger på brugerinvolvering og deltagelse. Fra Learning Management til Personal Learning Environnement, som Thomas Ryberg formulerede det. Her står også e-lærings-systemerne over for en udfordring, fordi de et langt stykke hen ad vejen blot bygger videre på de klassiske undervisningsparadigmer – tilsat digital strøm.
Når videnskabsministeren derfor ønsker et Danmark (se national strategi for e-læring) helt i front inden for innovativ anvendelse af informationsteknologi til undervisning og læring – bør det især handle om styrkelse af det som nogle kalder læring 2.0 – dvs. hvor brugeren og brugerens involvering er i centrum.
3) Når vi taler om vidensamfund – taler vi også ofte om videnvirksomheder. Dvs. der hvor videnarbejdet er dominerende, hvor en stor del af medarbejderne er såkaldte videnmedarbejdere. Igen misses pointen, idet vidensamfundet netop – i hvert fald efter min mening – betyder at viden gradvis trænger sig ind i alle job. Selv hjemmehjælperen bliver efterhånden en videnmedarbejder -anvendelse af teknologi og moderne hjælpemidler betyder, at hjemmehjælperen også “skal bruge hovedet”, skal deltage i tilrettelæggelse og udviklingen af plejen.
Så meget værre er det, når de faglige organisationer slår til lyd for “flere hænder”. (Se f.eks. ugebrevet A4). Ud over at det er en hån mod medlemmerne – er det også ude af trit med vidensamfundets gryende realitet. Men det passer jo nok meget godt med den generelle opfattelse, hvor videnarbejde stadig næsten entydigt identificeres med det, som de bogligt uddannede tager sig af.
Skal vi blive gode til at være vidensamfund må vi revidere alle disse klassiske opfattelser – og se i øjnene, – at viden udvikles alle steder, med deltagelse af alle, – at alle skal være gode til at videndele, – og at alle skal deltage i og bidrage til læring.
Jeg ved godt, at vi ikke er der endnu – men vi er på vej.
Er vi rustede til vidensamfundet i Danmark?
20. september 2007 af Bent Schou
I perioden fra den 7. Til den 20. september 2007 har VidenDanmark spurgt nyhedsbrevslæsere og besøgende på videndanmark.dk om deres holdning til nogle vigtige spørgsmål i den aktuelle politiske debat.
Spørgsmålet lød således: Den politiske debat raser omkring velfærd, skattelettelser og satsning på uddannelse og forskning. Hvad mener du er vigtigst for at styrke vidensamfundet? I alt 26 har besvaret spørgsmålet, idet 15% siger skattelettelser, 54% peger på flere penge til uddannelse og forskning, og 31% vil have mere frihed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet.
Hvorfor skulle skattelettelser nu styrke vidensamfundet? Fordi incitamentet til at arbejde bliver lidt større? Nej, sikkert ikke. Men måske fordi det bliver nemmere at fastholde de dygtigste af videnarbejderne i Danmark, hvis skatten var lavere. Det nævnes jo ofte i den offentlige debat, at det er svært at fastholde de højtuddannede og eksperterne pga. først og fremmest topskatten. Det er der jo nok noget om, og dog. I min forestilling om videnarbejdet er det ikke primært økonomiske faktorer, der er drivende og motiverende. Det skal især være sjovt, engagerende og meningsfuldt.
Og hvorfor skulle flere penge til uddannelse og forskning styrke vidensamfundet? Fordi det styrker vores viden – vores fælles viden i videninstitutionerne, som man vel må betegne forsknings- og uddannelsesinstitutionerne – og som individer og medarbejdere, idet der stilles stadig større krav til kompetencer, til løbende efteruddannelse – livslang uddannelse. Og alligevel skal vi passe på ikke at reservere vidensamfundet til videninstitutionerne. Som jeg ser det, er vidensamfundet karakteriseret ved, at forskning og uddannelse flytter ud fra institutionerne – ud i virksomhederne og ud hos os selv. Videninstitutionernes monopol på at arbejde med viden er på vej til at være slut. Det sker i dag alle steder, også hvor vi mindst venter det, f.eks. landbruget, som bliver mere og mere videnafhængigt.
Endelig kan man spørge, hvorfor mere frihed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet skulle styrke vidensamfundet. Jeg må indrømme, at det er her jeg har sat min stemme. Fordi vi så kan få mere tid til familie, fritid og ferie? Nej. Det kunne godt være tilfældet men har jo ikke noget specielt med vidensamfundet at gøre. Jeg tror videnarbejdet er anderledes end det traditionelle transaktionsbaserede arbejde (sådan skelner Lars Kolind vist). Videnarbejdet er næsten pr. natur mindre struktureret, det er analyserende, søgende, kommunikerende og opererer i netværk. Det starter ikke på et bestemt tidspunkt. Det foregår ikke et bestemt sted. Vi kender jo alle til det at få en god idé. Det sker jo netop ikke på aftalt tid og sted. Snarere tværtimod, det kan ske i weekenden, når vi slapper af, når vi vågner om morgenen osv. Og det at få idéer er jo en vigtig del af videnarbejdet.
På den måde repræsenterer videnarbejdet en stor udfordring for vores arbejdsmarked, fordi vi skal finde modeller, der kan håndtere fleksibilitet og frihed, samtidig med at vi sikrer medarbejdernes basale rettigheder og tryghed.
Nogen hævder, at Danmark vil være velrustet til Vidensamfundet, bl.a. fordi vi har en demokratisk ledelseskultur. Medarbejderne inddrages og gives ansvar. Men jeg kunne godt frygte, at vores stive arbejdsmarked er en større hæmsko, end vi ser i andre lande. Det gælder måske især for nogle af vidensamfundets kernetropper: lærerne og bibliotekarerne.
Så der er rigeligt at tage fat på, hvis Danmark skal ruste sig til vidensamfundet.
Lærer- og biblioteksuddannelser må finde deres nye rolle
8. august 2007 af Bent Schou
Lars Qvortrup (i marts udnævnt til rektor på Danmarks Bibliteksskole) skriver i en artikel i dagbladet Information og på sin weblog, at et lavt optagelsestal på lærer- og biblioteksuddannelserne er en katastrofe for vidensamfundet.
Det rejser jo i virkeligheden det interessante spørgsmål, hvilken rolle lærere og bibliotekarer vil få i fremtidens vidensamfund.
På kort sigt lyder det vel rigtigt, at de to professioner vil blive styrket i vidensamfundet. Vi skal lære mere – endda hele livet, vi skal løbende udvikle vores kompetencer, konstant indhente ny viden og information. Og det må vi vel have nogle flere lærere og bibliotekarer til?
Og alligevel nej. Hvis de to professioner skal gå styrket ind i vidensamfundet bliver det i hvert fald i helt nye roller. Det er sagt før, jeg ved det, men det fortjener at blive gentaget. Videnarbejdere er jo netop karakteret ved, at de selv tager hånd om deres videnarbejde, deres læreprocesser og deres informationssøgning. Selvfølgelig kan alle ikke være eksperter, men hvor videnarbejdet tidligere var monopoliseret af bestemte professioner (bl.a. lærere og bibliotekarer), skal alle i dag mestre at arbejde med viden og læring.
Læreren bliver snarere en vejleder som jeg spørger til råds, også hvis jeg er folkeskoleelev. Og bibliotekaren hjælper mig med den vanskelige del af informationssøgningen- og struktureringen, og giver mig tip til selv at kunne gøre det fremover.
Derfor ser jeg det også som en naturlig konsekvens af vidensamfundet, at der bliver færre lærere og bibliotekarer.
Måske ikke færre i absolut forstand, fordi videnarbejdet bliver så meget mere udbredt og skal understøttes af eksperter i at arbejde med viden.
Det er vel denne rolle, som lærere og bibliotekarer skal have fremover: Være eksperter i videnarbejde. Så er det nok også rigtigt, som Lars Qvortrup foreslår, at uddannelserne skal knyttes til universiteterne, for at øge det faglige niveau. Det vil selvfølgelige gøre lærere og bibliotekarer mindre praktisk orienterede, men det gør vel ikke noget. Det kan alle os andre menige videnarbejdere tage os af.
Men der er vel langt til at vi ser lærere og bibliotekarer i denne ekspertrolle? Vi er nok nødt til at vende revolveren eller kikkerten lidt indad og se på uddannelserne, – foretage en grundig vurdering af den fremtidige rolle for såvel lærer- som bibliotekaruddannelser, om de indeholder det rigtige, om de matcher vidensamfundets krav osv. Jeg kan ikke lade være med at tænke (højt), at der hviler en aura af gammeldags syn på undervisning og biblioteker over seminarier og biblioteksskole. Det kan selvfølgelige være myter, når man som jeg betragter det udefra. Men det kunne jo også være dette lettere bedagede image, som tilskynder de unge til at vælge andre mere tidssvarende uddannelser.
Nu vil jeg jo nødig misforstås. Jeg er sikker på, at viden og kompetence inden for læring og informationsstrukturering bliver yderst centralt fremover. Seminarier og biblioteksskoler vil nok have en vigtig funktion – men måske er det tid til en grundig hovedrengøring, så man finder sin plads i det moderne vidensamfund.
Videndeling bør gå i alle retninger!
15. juni 2006 af Poul Jensen
I Berlingske Tidende den 13. juni 2006 kan man læse, at skolen forsømmer Internet i undervisningen, og at eleverne faktisk lever i to forskellige medieverdener, den realistiske derhjemme og den knap så realistiske i skolen. At dette undrer politikerne er vel forståeligt. De udformer jo lovgivningen på baggrund af det, der rører sig i samfundet, og ingen tvivl om, at man som lovgiver skeler til, hvilke kommunikationsformer, der virker. Lovgivningen udformes også efter alle kunstens regler, herunder gældende værdier om individualitet for eleverne, sådan at den enkelte tilbydes den undervisning, der skal til for at opnå et givent niveau. Så langt, så godt. Men hvad har det med it i undervisningen at gøre, kunne den nysgerrige læser med rette spørge om. I lovgivningen indlægges en række forudsætninger, herunder at lærere er tilstrækkeligt fagligt funderede til at give den undervisning, som fastlægges. Og ingen tvivl om, at dette også er tilfældet med langt det meste. I mine øjne har vi en højt kvalificeret lærerstab rundt omkring på vore folkeskoler, som gør en meget stor indsats for at give vore børn den almendannelse, som folkeskolen er udtryk for. Det er en naturlig eller normgivet videndeling, synes vi. Men hvad nu, når det er an-derledes og forudsætningerne ikke er til stede? Ja, så må de jo indlæres, for at man kan imødekomme kravet om bl.a. individualitet, ikke sandt? Her bruger vi de almenkendte metoder – at lærerne underviser hinanden. I mine øjne kunne man med fordel – især når emnet er afgrænset til it – bruge elevernes egne kompetencer. Hvad om eleverne lige præcis på dette punkt indtog lærernes rolle og viste lærerne, hvad der er op og ned på it? I mine øjne kunne der være perspektiv i dette. Selv om undervisningen i den sammenhæng næppe ville foregå efter de kendte pædagogiske principper, så er min påstand imidlertid, at eleverne på den måde vil tage mere ansvar, føle tilfredshed og at det at gå i skole er mere end blot de kedelige bøger. Ligesom lærerne vil få endnu bedre kendskab til, hvad der rører sig hos eleverne og på den måde også en bedre forståelse for, hvorfor det ind imellem er svært at trænge igennem. Videndeling bør gå i alle retninger – når man anvender den bedste viden, får man også den bedste læring.
Posts
Nye kommentarer