(U)Lykken med uendelig tid…
23. maj 2008 af Jens Brogaard
Der var engang en virksomhed som var i stand til at forlænge tiden. Ganske praktisk kunne man gå ned til Chronos, udfylde en formular og i et tophemmeligt kontrolrum blev tiden standset. Det var især praktisk op til deadlines.
Flere og flere udnyttede Chronos. Man vidste simpelthen, at tiden kunne standses og at man derfor altid havde al den tid man havde behov for, for at løse opgaven. Virksomhedens motto blev ‘manana’ for det var først i sidste øjeblik at alle kræfter blev indsat for endelig at kunne aflevere til kunden.
Da der var gået noget tid opdagede man noget besynderligt. Selvom man nåede alle og endda også flere deadlines til tiden end konkurrenterne fik man til trods for dette uretfærdige forspring færre og færre kunder. Oveni det faldt medarbejdertilfredsheden betydeligt. Flere og flere medarbejdere blev simpelthen kronisk syge da tiden paradoksalt nok blev spildt da man havde fået for megen tid.
Det siger sig selv, en større undersøgelse blev sat i gang for at komme til bunds i problemet der ikke skulle være et problem. Et konsulentfirma blev hyret til at analysere årsagerne og medarbejderne skulle udfylde spørgeskemaer. Ingen kunne finde frem til årsagen indtil en vis medarbejder påstod, at tid ingen værdi i sig selv har hvis man ikke deler sin viden.
Da virksomheden havde oceaner af tid havde den ikke tænkt over, at det er smart at genbruge viden, akummulere viden og i det hele taget sprede klogskab mellem hinanden, idet det netop er disse ting der gør at man sparer tid. Således belært blev Chronos fyret, tiden genvundet og viden spredt. Ingen skulle herefter komme og sige, at man ikke havde tid til at gemme viden til senere brug, for det var netop for megen tid der fik medarbejderne til at holde op med at dele viden med hinanden.
Med andre ord, jo mindre tid man har desto mere bør man være tilskyndet til at dele viden.
Pareto´s princip
25. april 2007 af Lars Henrik Nielsen
Vi har alle lige meget tid. Vi har alle 24 timer i døgnet; konge som tigger. At der så er forskel på hvor mange gange 24 timer vi i sidste ende får bevilliget er en anden sag. Pointen er, at vi selv er ansvarlige for hvad vi bruger vores tid til. Det at kunne planlægge og prioritere er i videnssamfundet vigtigere end nogen sinde før.
Alligevel synes de fleste af os at vi har for lidt tid. Bemærkninger som “Det har jeg ikke tid til”, eller “Det kan jeg ikke nå”, er meget brugte. Når vi siger sådan, er det, vi i virkeligheden mener: “Jeg ønsker at bruge min tid anderledes”. Vi prioriterer opgaverne, bevidst eller ubevidst. For naturligvis har vi tiden hvis vi vælger at planlægge – og naturligvis kan vi nå det, hvis vi virkelig vil!
På jobbet prioriterer vi også opgaverne. Og gør vi det ikke selv, er der andre der gør det for os. Chefen, andre kollager eller måske udviklingen der løber hastigt forbi vores vindue. Nogle opgaver lader vi ligge, og andre løser vi med det samme. Det er de første, vi får stress af, og de sidste vi glæder os over at arbejde med. Men uanset hvad så skal opgaverne jo løses.
I vidensamfundet handler det om at bruge vores knappe ressourcer rigtigt. En af disse ressourcer er vores tid. Vi ved, vi burde bruge vores tid på vigtige opgaver, eller rettere dem der bringer os nærmere vores egne eller virksomhedens mål. Det er alligevel ikke altid det, vi gør. Vi arbejder oftest med opgaver, vi synes er sjove eller mere interessante. Alle kan med sikkerhed, efter en gennemgang af deres kalender, finde ting og daglige gøremål, som de i virkeligheden ikke burde bruge tid på.
Et godt værktøj når du skal styrke din prioritering er Pareto´s princip. Vilfredo Pareto var italiensk økonom fra det nittende århundrede. Han udviklede i sit arbejde det som mange sikkert kender som 20-80 princippet. De færreste ved dog hvordan det kan bruges som selvledelsesværktøj.
20-80 princippet handler om at forholde sig til det vi investere i f.eks. en opgave versus det vi får igen. Det gør vi ofte når vi investerer penge eller materielle ressourcer, men hvor ofte gør du det også med din tid. Og her mener jeg ikke at tænke over det, forskellen ligger alene i at planlægge efter det i praksis.
20% af mine kunder udgør 80% af omsætningen
20% af mine produkterne står for 80% af dækningsbidraget
20% af mine sko går jeg med 80% af tiden
I mange af livets forhold gælder 20-80 princippet langt mere end du måske kan forestille dig, så brug derfor her til sidst 5 minutter til at tænke over hvordan du bruger dine ressourcer således at 20% af din indsats skaber 80% af resultat.
Posts
Nye kommentarer