Arkiv for emnet: sundhedsfremme

Innovation – med fokus på hele værdikæden

20. januar 2010 af Stina Vrang Elias

I en verden præget af finanskrise og stærkt stigende konkurrence man nødt til at gå nye veje. Overalt – både i den private og i den offentlige sektor – står ledelse og medarbejdere over for komplekse udfordringer, der kræver nye, intelligente løsninger.

Desværre forbinder mange stadig primært innovation med ny teknologi. Det er en skam. For der er i dag mere end nogen sinde brug for nytænkning inden for hele værdikæden – fra produktudvikling over kommunikation og HR til salg og marketing.

Det er baggrunden for et nyt initiativ, som DEA og Copenhagen Living Lab har igangsat for at bygge bro mellem forskningen og virksomhederne – det være sig private eller offentlige. Tanken om at samarbejde med en kreds af førende universitetsforskere vil uden tvivl få mange til at sige: Det er vist for ambitiøst for os! Men det behøver hverken at være tidskrævende, besværligt eller kostbart for at få adgang til den nyeste, forskningsbaseret viden. Det viser erfaringerne med et nyt initiativ, som vi har Human Centered Research Hub – HRH.

Konceptet er simpelt, men effektivt – HRH tilbyder at være matchmaker og koordinator i vadestedet mellem forskning og erhvervsliv. Og metoden designet til at kanalisere ny viden fra f.eks. forskere direkte ind i virksomheden – stor eller lille, privat eller offentlig.

Udgangspunktet er en helt konkret udfordring. En virksomhed har f.eks. spurgt os, hvordan de får skabt et sundere arbejdsmiljø (sund kost, mere motion osv.). En anden har behov for sparring for at nå frem til en ny, fælles identitet efter en sammenlægning af to afdelinger. HRH er også blevet bedt om at se på, hvordan man udvikler en ’winning culture’ og et særligt talentudviklingsprogram for specialister.  Når der er en klar forståelse af, hvor skoen trykker, sammensætter HRH et skræddersyet team af eksperter blandt de 1100 dygtige forskere, vi samarbejder med. Derefter arrangerer HRH en workshop, hvor virksomheden fremlægger udfordringen og modtager forskernes feedback.
Virksomheden eller organisationen får dermed en direkte pipeline ind til nogle af landets førende forskere på området. Og står på den måde langt bedre rustet til at løfte udfordringen.

HRH arbejder med problemstillinger inden for hele den ikke-teknologiske del af værdikæden, men har især fokus på interne og eksterne relationer og processer inden for HR, kommunikation, sundhedsfremme og CSR. Alle områder, hvor der er et stort behov for og et stort potentiale for innovation.

Det er i dag kun fem pct. af alle danske virksomheder, der har deltaget i større forsknings- og innovationsprogrammer. Det viser DEAs rapport ”Vækst gennem videndeling”.

Vi er overbevist om, at langt flere virksomheder skal have adgang til ny forskningsbaseret viden, hvis det skal lykkes at skabe de nye, intelligente løsninger, der kan sikre vores konkurrencekraft på længere sigt. Samtidig tror vi, at HRH vil inspirere mange forskere til at arbejde med nogle af de store udfordringer, som både dansk erhvervsliv og den offentlige sektor står over for i de kommende år.

Stina Vrang Elias er adm. direktør for DEA/FUHU