Få succes med videndeling
Mange virksomheder investerer i it-værktøjer og web 2.0 teknologi til videndeling. De etablerer Communities of Practices og Centres of Excellence med det formål at øge medarbejdernes samarbejde og videndeling på tværs af virksomheden. Ønsket er at øge effektivitet, kvalitet og evnen til innovation. I virkeligheden er det dog kun få initiativer, der opnår den ønskede effekt. Virksomhederne skyder billedligt talt med spredehagl.
Organisatorisk Netværksanalyse (ONA) er det redskab – eller kikkertsigtet om man vil – der forøger chancen for succes..
ONA er det naturlige første skridt
Når en ONA gennemføres ved opstarten af et videndelingsinitiativ kan man målrette initiativet på den del af det organisatoriske netværk og de nøglepersoner, hvor det giver størst værdi. Potentielle ”quick wins” identificeres, og vejen til støtte fra topledelsen er mærkbart kortere.
Et traditionelt organisationsdiagram giver ikke retningslinjer for hvor og hvordan, der skal sættes ind med for at fremme videndeling.
Resultatet af en ONA er et organisatorisk netværksdiagram. I modsætning til det traditionelle organisationsdiagram viser det, hvem der skal inddrages i initiativet, og hvordan de skal inddrages.
Eksemplet illustrerer en analyse af et forretningsområde med tre afdelinger. Personer er illustreret som figurer. Stregerne indikerer én videndeling mellem personerne. Farverne repræsenterer tilhørsforhold til afdelinger.
Eksempler på konklusioner er: Ledergruppen fungerer ikke, der er tendens til silo-tænkning mellem afdelingerne, en del personer er kun begrænset integreret i udvekslingen af viden – både internt i afdelingerne og mellem afdelingerne, organisationen har en lille gruppe kritiske nøglemedarbejdere – som skal fastholdes, hvis det ikke skal betyde nedbrud for organisationens videndeling o.s.v.
Alt sammen viden, der kan målrette virksomhedens videndelingsinitiativ, så det giver sporbare effekter.
Gammel vin på nye flasker
ONA visualiserer relationer, informationsflow og videnprocesser i en organisation. Som redskab har det været kendt længe bl.a. til mapning af afrikanske stammer og norske fiskerbyer. Som værktøj til virksomheder er det dog stadig stort set ukendt.
Selv fik jeg først kendskab til ONA i slutningen af 2005, da jeg deltog i en Knowledge Management Master Class i London. Her havde 9 af 10 deltagere foretaget analysen på deres egen virksomhed – jeg var nummer 10.
Værktøjet er intuitivt og har et indlysende potentiale. Det illustrerer tydeligt, hvor virksomhedens udfordringer med videndeling ligger placeret. Den uformelle organisation bliver synlig og effekten af videndelingsnitiativet kan forøges markant.
Virtuel Produktion
Endelig. For ca. 20 år siden dukkede begrebet ‘knowledge management’ op. I denne Internet tidsalder er det nu nærliggende at spørge sig selv, hvornår dette begreb igen forsvinder fra jordens overflade og bliver afløst af endnu et konsulent-ord i den lange række af bingo-ord.
Inden vi begynder at se knowledge management kisten sænke sig ned i hullet i jorden, så lad os for en stund tænke tilbage. Forleden dag var jeg i gang med at mindske mit lager af papir (ikke mindre end 6 flyttekasser). Det var papir fra dengang ’videndeling’ skulle forklares fra grunden via kronikker. I bedste overensstemmelse med en videnopsamlingsstrategi – andre ville sige jeg er en ’gemmer’- så genså jeg overskrifter som ”Videndeling kan betale sig”, ”Medarbejdere beskytter deres viden” etc. Disse tekster skulle overbevise os alle om, at videndeling ville føre til guld og grønne skove…
I dag sidder jeg isoleret fra omverdenen idet næsten hele Danmark er begravet i sne og undres til stadighed over at jeg får løn for at skubbe og omdanne informationer. Dette kan jeg gøre, fordi vi endelig har fået adgang til virtuelle konferencer, virtuelle projektrum og den virtuelle verden.
Mantraet om at være uafhængig af tid og sted har endelig realiseret sig. I bedste Andrew S. Grove (Intel) stil er revolutionen umærkeligt kommet ind ad bagdøren og nu sidder vi og taster ivrigt løs på tastaturet hjemmefra for at gøre et tilbud færdigt, se aktiekurserne online og handle ud fra sine egen indsamlede informationer eller for at købe skræddersyede skjorter ind i Hong Kong så postbudet og BNP ikke skal sygne hen blot fordi DSB ikke kan komme frem.
Vi gør det alle på hver vores måde med hvert vores formål, men teknologien har gjort os i stand til at producere eller efterspørge produktion selvom vi ikke står foran et samlebånd. Dette er videndeling, hvor informationer tilkommer én uanset hvornår man efterspørger dem og uanset hvor man efterlyser dem. Længe leve videndelingen.
p.s. jeg fik formindsket mit papirlager fra 6 til én flyttekasse.


Posts
Nye kommentarer