Årgang 2012 – burde være pligtlæsning for alle voksne
11. januar 2012 af Bent Schou
Her gik jeg og troede, at jeg er med på noderne, er moderne eller ung med de unge. Blot fordi jeg sms’er, er aktiv på Facebook, pipper på Twitter og en gang imellem chatter. Men nej!
Efter med stor fornøjelse at have læst Søren Schultz Hansens bog: Årgang 2012. Socialliv og samvær i en tid med nye medier, har jeg været nødt til at revidere min opfattelse af min egen modernitet. For der er stor forskel på hvad jeg/vi voksne over 30 og de unge under 18 gør med de nye mobile teknologier, med internettet og med de sociale medier.
Specielt da jeg læste om, hvordan de unge nærmest er vokset sammen med deres mobiltelefon (medie-menneske-maskine), kom den første AHA-oplevelse. For den teknologi har vi jo alle taget til os, ikke?. Men hvor jeg selv og mine ligesindede “voksne” oftest har mobiltelefonen fremme, har lyd på, undtagelsesvis sætter den på lydløs og måske lidt for synligt demonstrerer, at vi har den nyeste udgave, så har de unge deres telefon i lommen og altid på lydløs. Hvor vi voksne er glade for muligheden for at slå lyden fra – og lade være med at blive forstyrret af opkald og sms’er – så reagerer de unge prompte på alle henvendeler – den sagte vibreren mod låret (som et prik på skulderen). Hvor vi voksne opfatter den moderne mobil-telefon også som et asynkront medie, som vi ikke behøver reagere på her og nu – så er den for de unge en del af deres synkrone liv med deres venner og med fællesskabet.
Søren Schultz Hansens bog er meget velskrevet og i det store og hele let læst. Dog kan det opsummerende/konkluderende kapitel (Velkommen til 2012) virke lidt tungt og teoretisk. Har du mod på det – og knapt med tid – kan du dog få meget ud af at læse netop de konkluderende pointer.
Her blot nogle korte stikord om de vigtigste forskelle mellem os voksne og den nye generation, som kaldes årgang 2012:
1. Mens de nye medier (mobiltelefoner, internet og sociale medier) for de unge betyder en uafhængighed af rummet (hvor de er) – betyder den for de voksne især en uafhængighed i forhold til tiden. De unge jagter synkroniteten, samtalen, nærværet (fysisk eller digitalt), mens de voksne værner om deres mulighed for at lukke af – og især udnytter den nye fleksibilitet.
2. Mens de voksne ser internettet som et slags videnarkiv, hvor vi kan søge alt, og hvor vi lægger vægt på stabilitet, genkendelse og gentagelse (industrisamfundets værdier), har de unge indoptaget det nye kaos, som skabes i et internet, hvor al kommunikation potentielt er fra mange til mange (web 2.0). De voksne har svært ved at acceptere, at kontrollen forsvinder, de unge har lært at agere/leve i de nye samværs- og samtalemedier.
3. For de unge betyder de nye medier, at individet så at sige smelter sammen med fællesskabet. Alt er næsten automatisk offentligt. Det er umuligt selv at forme sin identitet i forhold til fællesskabet. Her over for ser de voksne i højere grad medierne som udefrakommende, som noget forstyrrende, som støj – ja som noget vi skal beskytte os imod.
Lyder det velkendt? – omend lidt tungt? Og netop derfor – læs Søren Schultz Hansens bog. Den er veldokumenteret og afspejler en utrolig god forståelse for de unges adfærd og kultur. Noget vi andre kunne lære meget af – og have godt af at forstå lidt bedre. Jeg tror eller er sikker på, det er noget utrolig væsentligt, som Søren Schultz Hansen afdækker, nogle muligheder og udfordringer som især vi voksne bliver nødt til at tage alvorligt (gerne også før de unge tager over 
).
Til sidst et lille – men måske uvæsentligt suk. Kære Søren. I min verden (som godt nok har taget sin form i sidste halvdel af forrige århundrede) er årgang 2012 de børn, der fødes i år 2012. Så det forvirrer mig lidt. Men det havde selvfølgelig været en mindre interessant titel: Årgang 1994.
Når det er sagt, vil jeg på det varmeste anbefale bogen. Og vil du have den korte version, så kom til VidenDanmarks åbne møde om Årgang 2012 den 19. januar, hvor vi har været så heldige at få Søren Schultz Hansen selv til at komme.
Ny viden – udefra eller indefra?
4. februar 2011 af Bent Schou
Hvor skal vi hente ny viden (som mennesker/medarbejdere)? Hvad er det rigtige? Hvad gør vi?
Lad os starte med afstemningen, som VidenDanmark har foretaget i nyhedsbrev og på hjemmeside i januar 2011. Her spurgte vi netop til, hvor man henter ny viden.
Er resultatet overraskende? Måske?
De to klare topscorere er 1) internettet og 2) kollegaer og netværk.
På den ene side er det interessant, at internettet har overhalet alt – også de gode kollegaer og netværket, som vi jo ellers ved betyder så meget. Dette er i øvrigt helt i overensstemmelse med andre undersøgelser, bl.a. en AIIM undersøgelse i 2009 (primært USA og Canada) : ”71% agree that it’s easier to locate “knowledge” on the Web than it is to find it on internal systems”. Her er det måske mest system-vinklen, der er i fokus, men alligevel!
Resultatet må vel siges at være lidt trist ift. de relativt mange ressourcer, der anvendes på at opretholde de mange videninstitutioner – såvel egentlige forskningsinstitutioner som mere målrettede videninstitutioner (f.eks. GTS). Og for al den gode – og måske virkeligt nye viden – som findes i disse videninstitutioner.
Det er måske det, der er den egentlige konklusion af undersøgelsen: At der er behov for et bedre samarbejde mellem virksomheder (private og offentlige) og videninstitutionerne. Men det er jo sagt før.
Internettet gør os ikke dummere!
13. august 2010 af Bent Schou
Skal vi tro “the Wisdom of the Crowds” gør internettet os ikke dummere.
Det er i hvert fald resultatet af VidenDanmarks spørgsmål til læsere af nyhedsbrevet hen over sommeren 2010. 53 har svaret på spørgsmålet og kun knap 10 pct. mener vi bliver dummere, ved at bruge internettet. Umiddelbart godt nyt for menneskeheden.
Diskussionen blev oprindelig rejst af Nicolas Carr og er selkvfølgelig mere nuanceret end det simple ja/nej spørgsmål, som VidenDanmark har spillet.
Vi vil tillade os to yderligere konklusioner (udover at vi ikke bliver dummere): Når VidenDanmarks spørgsmål står længe (faktisk 2 måneder) og når vores spørgsmål er enkle i svarmulighederne – så får vi betydelig flere svar. Normalt ligger vi på mellem 20 og 30 svar – her i sommer slog vi så rekord med 53 besvarelser.
Da vi ikke kan og vil lade spørgsmålene stå så længe i løbet af året, vil vi fremover forsøge os med spørgsmål, som er nemme at svare på – med enkle og få svarmuligheder. Vi vil gerne have mange til at svare – og vi respekterer selvfølgelig, at det så skal være nemt og hurtigt.
Så må det gå lidt ud over nuancerne – men – noget for noget.
Gør Google og internettet os dummere?
10. juni 2010 af Bent Schou
Supermennesker med alverdens viden lige ved fingerspidserne? eller hjerneløse zombier i en zapper kultur? Så skarpt stiller Karim Pedersen det op i en artikel på comon.dk. Og artiklen rummer mange gode henvisninger til andre, der har ytret sig i denne debat om hvordan internettet påvirker os:
- Allerede i 2008 mente den amerikanske it-guru Nicholas Carr (Is Google making us stupid), at vi har mistet vores evne til at koncentrere og fordybe os, og at det er internettet, som bærer skylden.
- En svensk undersøgelse dokumenterer, at vi bedre forstår en tekst på papir end på en computerskærm, hvor der er for meget andet, der distraherer.
- Clay Shirky mener i Wall Street Journal (Does the internet make you smarter?), at vi er midt i en informations-eksplosion, der kan sammenlignes med Gutenbergs opfindelse af bogtrykkekunsten. Det gamle system er brudt sammen, og vi mangler stadig at få det nye system på plads. Derfor oplever vi en periode med kaos. Men det betyder ikke, at vi bliver dummere, mener Clay Shirky.
En spændende debat – som så vidt jeg kan se rummer flere aspekter:
Den store tilgængelighed til information (viden?) på internettet, nu også fra min håndholdte og mobile smartphone, ipod eller ipad eller hvad den nu hedder, betyder, at den viden jeg selv har bliver mindre interessant i forhold til den store mængde viden, jeg umiddelbart kan få adgang til. Investerer jeg f.eks. nogle timer eller to sammen med google og internettet, er der næsten ikke det emne, jeg ikke kan skabe mig et (måske overfladisk – men alligevel) indblik i. Når jeg taler med venner og kolleger – og der er noget vi er i tvivl om, er der altid een, der med sin smartphone kan finde svaret i løbet af ganske kort tid. Hvorfor vide så meget – når nu vi så hurtigt kan få adgang til viden??
Men her er det, at skellet mellem viden og information igen bliver interessant. For den uvidende er internettet kun ligegyldig information. Det kræver jo en del viden, at kunne kapere og sortere al den tilgængelige information hurtigt og korrekt. Det forudsætter en slags højtudviklede “viden- eller informationskompetencer” – at jeg kan validere og kontrollere den information, jeg bruger fra nettet – og omdanne den til brugbar viden. Der er jo meget crap derude. Og jeg risikerer nemt blot at reproducere crap – hvis jeg ikke ved noget i forvejen – eller kan kvalitetschedke kilderne.
Et andet aspekt i debatten om internettets fordummelse er påstanden om at vi mister koncentrationen – at vi bliver distreheret af de mange kanaler og informationsstrømme. Jeg kender det kun alt for godt. Det er som om, at der hele tiden åbnes for både flere og hurtigere kommunikationskanaler til og fra mig. Post og stationær telefon er jeg vokset op med (og har styr på). Men inden for de senste 10-15 år er mobiltelefonen, emailen, sms’en og nu senest de sociale medier kommet til. Engang imellem kan man godt føle sig jagtet. Specielt når man som jeg nødig vil gå glip af noget og slet ikke af de muligheder der følger med, selv om de ofte drukner i spam og ligegyldig information.
Koncentration er en gammel dyd. Munkene arbejdede i celler, mange har stadig eget kontor, og når vi mødes skal vi slukke for pc og telefon. Men spørgsmålet er om ikke vi skal anskue koncentration lidt anderledes. På den ene side har vores hjerne altid fundet udveje, når arbejdet eller undervisningen blev kedelig eller uinteressant. Vi har vist alle prøvet at lade tankerne løbe, mens vi prøvede at se nærværende og opmærksomme ud. På den anden side har distraktionen mange nyttige funktioner – f.eks. afslapning og kreativitet.
Og hvor vil jeg så hen med alt dette? Jo. Der er da sikkert en god risiko for at internettet og informationsbombardamentet gør os dummere, hvis vi ikke ændrer vores syn på viden – og sætter fokus på udvikling af vores både tekniske og sociale videnkompetencer.
Eller sagt på en anden måde. Jeg tror vores styrke fremover vil bero på vores evne til at supplere stærk faglighed med gode kompetencer i forhold til at tilegne os viden (lære) – både via de tekniske medier og via andre mennesker. Målt i faglighed kan det godt være, at vi i gennemsnit bliver dummere. Men klogskab vil fremover i højere grad blive målt på andre paremetre – såsom videntilegnelse og læring – teknisk og socialt.
Hvad internettet gør ved vores hjerner?
10. juni 2010 af Jannick B. Pedersen
Vi er ved at blive informationsfede. Ligesom for megen mad kan gøre usund, kan også for megen information gøre skade. Lad mig straks indrømme, at jeg elsker internettet. Og Google. Men hold øje med bivirkningerne.
Teknologiskribenten Nicholas Carr har netop udgivet en ny bog, hvori han hævder, at internettet reducerer vores evne til at fastholde opmærksomheden: »Vi ser ikke skoven, når vi søger på nettet. Vi ser ikke engang træerne. Vi ser kviste og blade«. Han kalder simpelthen computeren og internettet for en forstyrrelsesmaskine: »Den typiske elektroniske skærm er et »økosystem af forstyrrelsesteknologier«. (Bogen hedder »The Shallows. What the Internet is Doing to Our Brains,« udgivet på WW Norton & Company, Juni 2010.)
Carr sætter ord på informationsfedmen. Vi er nysgerrige – og bliver konstant fanget af muligheden for at opsnappe yderligere information, at det truer vores koncentrationsevne og arbejdskvalitet. Internettet er en mangedobling af forstyrrelserne, som vi kender fra det åbne kontorlandskab.
Hvordan håndterer vi denne udfordring? Vi kan næppe lovgive eller regelsætte os til en løsning. For at undgå at overspise har vi måttet udvikle en stærk bevidsthed om, at lyst til mad ikke blot bør følges blindt. Vi kan kalde det bevidsthed suppleret med disciplin – og måske værktøj som menustyring og kalorietælling.
På tilsvarende vis skal vi finde veje til at være bevidste om og styre vores »informationsfortæring«. Lad mig dele en stopursteknik, jeg har anvendt de seneste par år. Når jeg går i gang med en 60 minutters opgave, sætter jeg stopuret til en meget kortere tid, f.eks. 10 eller 15 minutter. Når uret ringer er jeg bekymrende ofte gledet bort fra opgavens kerne! Distraheret af interessante links, mails, telefonopkald i mellemtiden. Stopuret bringer mig tilbage til kerneopgaven. Det overraskende er, at jeg med denne metode som hovedregel ender med at løse opgaven på færre end de 60 minutter, jeg oprindeligt estimerede.
Revolution, udenfor
13. april 2007 af Thomas Peter Berntsen
Nettet døde da .com-boblen brast i 2001, i en næsten lige så stor og prosaisk kulmination som i sangen “The Night Chicago Died” af Paper Lace. Eller det mente mange i hvert fald, at det gjorde.
Og ganske som i sangen, hvor fortællerens moder afventede faderens skæbne efter opgøret med Al Capone, afventede mange af os, hvad Nettets skæbne skulle blive efter investeringsfondenes sabelraslen og investorernes opgør. Nettet blev sønderskudt af noget værre end Capone.
Og var Nettet jo faktisk bare et luftkastel, hvor forretningsmodeller ikke slog til i længden og egentlig kun var “kreative” iværksætteres pure tankespin? Ingen vidste deres gode råd.
Men så skete der noget. Op skød forskellige nye tjenester, der i langt højere grad end tidligere indvolverede brugerne. Hvor brugernes mulighed for selv at bidrage med indhold og samarbejde med andre blev essentielt. “At involvere brugerne” blev det nye mantra.
Web 2.0 rejste sig selv som en fugl føniks af dødsboblen og Nettet og IT blev stille og roligt allemandseje. Nu deler vi vores billeder via Flickr, netværker på LinkedIn og samarbejder om artikler i Wikipedia. Og forretningsmodellerne er mere solide end tidligere.
Men hvad skete der med intranettene, portalerne og dokumentstyringssystemerne? De levede deres egen lukkede tilværelse, trygt bag organisationens beskyttende mure; uden bekymring om Web 1.0, Web 2.0 og melankolske britiske sangere, der kvæder om død og ødelæggelse i Chicago.
Alt i alt en noget beskyttet tilværelse uden for store forandringer. Og det er nu engang ofte måske det bedste.
Udenfor blev verden dog en anden, da Web 2.0-tankegangen begyndte at brede sig… Der kom ny fokus på brugbarhed, på at skabe mindre, velfungerende værktøjer, der kunne integreres via åbne snitflader samt på at benytte sig mere af vedtagne datastandarder.
Men indenfor murene var situationen stadig den samme. En opdatering af systemerne i ny og næ, måske, men stadig de samme, gamle arbejdsrutiner, ufleksible værktøjer og manglende (~omkostningsfyldte) muligheder for integration.
Og dér befinder vi os i høj grad stadig. Det tager lang tid for nye typer af værktøjer og forestillinger, såsom “kollaborativ videndeling og
samarbejde med wikier”, at nå indenfor murene. Og de er nye, farlige og måske lidt venstreorienterede – så passer de nu også så godt ind i en solid, dansk virksomhed? Hmm… Men så var det jo lige, at “Intellipedia” blev afsløret. En Pentagon-sponseret wiki til efterretningssamarbejde. Måske de kære amerikanere også er blevet lidt røde og revolutionære i filten?
Hvad end man synes om wikier, rødgardister eller Paper Lace, er der dog ingen tvivl om, at der med Web 2.0 er opstået mange spændende muligheder for enhver organisation, der ønsker bedre værktøjer for videndeling og samarbejde.
Så spring ud i Web 2.0 – og gerne med en samarbejdspartner, der kan hjælpe jer på vej med den rigtige palette af værktøjer og få jer og jeres medarbejdere godt i gang – og I vil have svært ved at se tilbage 
Posts
Nye kommentarer