Kan kommuner tænke nyt?
23. november 2011 af Bent Schou
Ja, det kan de – kommunerne, bl.a. i følge en ny bog fra icph med den forventningsfulde titel: Kommunal nytænkning.
Men – og ja, der er et men. Nogle kommuner er bare gode til det, siger min kompetente kilde, mens det i andre kommuner er uhyggelig svært. Og det gælder vel for offentlige institutioner generelt. Hvis ledelsen prioriterer det og skaber et miljø, hvor innovation og nytænkning har opmærksomhed og gode vilkår, ja så sker det. Mens det andre steder for det meste går op i brok, nedskæringer, travlhed og stress.
For hvad skal drive den offentlige innovation, andet end lyst, vilje og naturlig stræben efter at blive bedre? Som jeg har forstået det, så lykkes nytænkningen først, når der skabes en målrettet sammenhæng (forståelse i organisationen) mellem innovation, velfærds- og serviceforbedringer og effektivisering. Det er jo som bekendt svært at investere i nye løsninger i den offentlig service – og først høste gevinsten på lidt længere sigt. Investeringer bliver til omkostninger – og pengene skal derfor helst findes med det samme.
Sådan er det også i mange private virksomheder. Når man tjener penge, er viljen til at gøre nye ting mindre (selvtilfredshed kalder John P. Kotter det) – end når markedet svinder og omsætningen falder. Det meste innovation – uanset sektor – har nok i bund og grund rod i nød og tvang (“en brændende platform”, igen Kotter). Om det er markedet, der svigter – eller om det er reducerede budgetter fra Folketing eller lokalpolitikere, så tvinges vi til at se nye veje, finde på nye løsninger og metoder. Og de af os der gør det, overlever – og kommer godt videre. Og os andre ? … vi må forsøge at komme med på vognen senere.
I de danske regioner har der gennem snart tre år været gjort en stor indsats for at øge den kommunale nytænkning – også med et særligt fokus på det såkaldte OPI – Offentlig Privat Innovation. I København har initiativet heddet icph, Innovation Center Copenhagen. En treårig bevilling når til vejs ende her den 30.11. og indsatsen er blevet markeret – dels med en bog: Kommunal nytænkning, – dels med en konference den 28. oktober med mere end 180 deltagere.
Bogen Kommunal nytænkning – en håndbog om hvordan kommuner involverer virksomheder i udvikling af velfærdsydelser, er som undertitlen også siger en håndbog – en håndbog i OPI – offentlig privat innovation. Et meget konkret og kontant værktøj, som icph hermed har givet videre til den kommunale verden. Ud over en grundig beskrivelse af værktøjet findes der en lang række cases, hvor det demonstreres, hvordan værktøjerne kan anvendes og har været anvendt i praksis. Meget anvendeligt ser det ud til.
Rapporten skelner mellem tre typer af OPI – projekter: 1. Udvikling, 2. Tilpasning og 3. Matching – hvor graden af nyudvikling er faldende fra 1 til 3. Og selv om perspektivet nok er størst i de egentlige udviklingsprojekter, ser det ud til at succes’en i dag er størst i matching-projekterne, hvor en eksisterende løsning tilpasses kendte behov.
Kommunal nytænkning er svært – nogen er gode til det – andre mindre gode. Men at inddrage private i udviklingen er tilsyneladende endnu sværere bl.a. pga. de myter, der er sektorerne imellem. Hvorfor skal man inddrage de private? spørger de i mange kommuner. De vil jo bare tjene penge på os og tage vores arbejde fra os. Og i mange private virksomheder har man ikke tillid til den offentlige administration, og kan ikke se gevinsten ved et samarbejde. Det forekommer trægt og langsommeligt.
Bogen fra icph kan forhåbentlig fjerne nogle af myterne – og dermed konkret hjælpe til både en bedre offentlig service – og privat vækst (til gavn for os alle).
Men hvad så med icph? Har man nu overflødiggjort sig selv? Det tror jeg ikke. Udfordringerne i OPI er nok desværre større, end en konference og en bog kan rette op på. Så herfra ønskes held og lykke til icph i deres igangværende bestræbelser på at sikre fornyet finansiering og dermed overlevelse.
Innovation i gymnasiet
9. november 2011 af Calle Gade Lauritzen
Gymnasierne i Region Hovedstaden igangsatte i efterårssemestret 2009 projekt Innovationskraft og entreprenørskab. Projektet slutter marts 2012. I en evalueringsrapport nr. 1 – august 2010, udgivet januar 2011 i Gymnasiepædagogik af Torben Spanget Christensen, Peter Hobel og Michael Paulsen fra SDU, håber forfatterne at rapporten kan inspirere andre gymnasier til at interessere sig for innovation. Hvor udbredt det er i Danmark, har det ikke umiddelbart været muligt at finde fakta om.
I udgangspunktet er det interessant, at ungdomsuddannelser tilbyder undervisning i innovation og med pædagogiske metoder forsøger at stimulere nysgerrigheden overfor nytænkning og udvikling. Det er sammenfaldende med et behov politikere efterspørger, og rammer mange virksomheders anbefaling af, hvordan vi skal blive et mere konkurrencedygtigt samfund i en videnbaseret økonomi i en global verden.
Målet med initiativet på gymnasierne i hovedstadsregionen er, at skabe et undervisningsmiljø, der fremmer udviklingen af kompetencer knyttet til innovation og entreprenørskab hos eleverne. Innovationsprojektet begrundes med, at erhvervslivet og det videregående uddannelsessystem har behov for innovative og entreprenørielle aktører.
Initiativet er også strategien for, hvordan gymnasierne i Region Hovedstaden, ved studieforberedende uddannelser kan honorere arbejdsmarkedet og erhvervslivets efterspørgsel efter idéskabende medarbejdere, der kan indgå i innovationsprocesser og skabe merværdi. Det giver mening!
Når vi i hele værdikæden gennem opdragelse, dannelse og tilegnelse af kvalifikationer naturligt placerer innovation og entreprenørskab centralt, så er der begrundet håb om, at næste generation mere er på linje med den øvrige verden. Vi skal blot ikke glemme, at når vi forsøger at udvikle kreative, fornuftige og selvstændigt tænkende individer i uddannelsessystemet, skal de mødes af en pamflet af forskellige tilbud, som alle skal påvirke dem positivt i retning af at blive hele mennesker, som netop blive innovative, fordi de har et meget nuanceret syn på såvel det humanistiske, naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige område.
I målsætningen for initiativet hedder det endvidere, at det strategiske mål med uddannelse er, at eleverne skal tilegne sig de kompetencer, der kan gøre dem til merværdiskabende medarbejdere eller arbejdsgivere – hvor elevernes opmærksomhed skal rettes mod dét, at skabe en egen virksomhed som karrierevej.
Målsætningerne præciseres ved at understrege, at projektets ambition er, at styrke de fire vækstkilder iværksætteri, innovation, menneskelige ressourcer og informations- og kommunikationsteknologi. Når det lykkes, påpeger man, vil man have skabt verdens bedste uddannelse og have gjort København til “Nordeuropas mest attraktive metropol at bo, uddanne sig, arbejde, drive virksomhed i og besøge” – store ord. Men en efterstræbelsesværdig ambition, der sætter nye standarder for, hvor konkret vi kan gøre innovation i vores uddannelsessystem.
Dansk design kan hjælpe digitaliseringen på vej
26. oktober 2011 af Rikke Bygballe Mller
Jeg er nyligt hjemvendt Microsofts Sharepoint konference i Californien, hvor jeg i fritiden morede mig over at tage billeder af en meget anderledes op-stilling af infrastruktur – her tænker jeg på strømkabler og teleudstyr.
Jeg har eksempler på ufattelig el-ledning spagetti, utroligt grimme og rustne mobilmaster, og på de mobilmaster som det blev en ’sport’ at spotte – dem som var smukt forklædt som ”palmer” eller ”juletræer”. Nogle installationer så ud som om de er kastet sammen i al hast, eller måske stadig venter på en tekniker siden sidste jordskælv. Æstetikken må vige for funktionalitet Overthere – og mobildækningen var udmærket de fleste steder.
Tilbage i Danmark fryder jeg mig nu over at vi gør os umage med at få infrastrukturen til at se pæn ud. Man skal vist være teleingeniør for rigtigt at holde af de grå bokse. Men de er jo blevet en meget vigtig del af vores hverdag, hvor vi forventer at være online og tilgængelige altid – om det er for at modtage kald fra børnehaven, eller fordi virksomhedens intranet også er blevet mobilt.
Vi er vilde med mobiltelefoni og mobilt internet i Danmark. Men vi vil også have det pænt. Måske er det én af grundene til at vi, eksempelvis som i Århus, ikke rigtigt får ’rykket’ på at sætte udstyr op. Vi forlanger mobildækning i hver en krog, men vi ønsker ikke at se på udstyret (og er måske stadig i tvivl om der er en strålingsfare).
Inspireret af de kreative løsninger med mobil-palme master, vil jeg gerne sende en opfordring til dansk innovation på området; Med vores ”danske sans for design” – kan man så ikke forestille sig at dygtige danske industrielle designere tager udfordringen op og kommer med nye og smukkere bud på telemasterne? At dansk design kan hjælpe digitaliseringen på vej, ved at støtte arbejdet med at gøre videndeling og kommunikationen mobil?
Jeg er sikker på, at der er forretning og et kæmpe innovativt potentiale at hente her for danske virksomheder– også til det Californiske marked.
- og jeg sender gerne mine ”feriebilleder” af palme- og jule-telemaster som inspiration – men håber faktisk vi kan gøre det endnu mere elegant!
Innovation gennem handling uden omtanke
13. oktober 2011 af Morten Hejlesen
Da Charles Duell fra det amerikanske patentkontor i 1899 erklærende, at alt som kan opfindes, allerede var opfundet, tog han fejl. Konklusionen fremstår lettere komisk betragtet i godt hundrede års bakspejl. Alligevel tør jeg godt hævde, at alt som er grundlæggende nødvendigt for at sikre succesfuld innovation er opfundet. Vi fører bare ikke tankerne ud i praksis – og der ligger kilden til megen fejlslagen innovation.
Når man har beskæftiget sig med innovationsområdet i flere år, sker det, at man gentager sig selv. Gentagelse er ikke nødvendigvis dårlig. Man møder nye mennesker og gentager stærke budskaber, der er centrale for at forstå innovation. Man gentager for at befæste uomgængelige principper, som skaber de rette rammer for innovation.
Samme tendens til gentagelse findes i artikler, bøger og rapporter. Der er langt mellem de radikale nybrud. Der er snarere tale om, at der lånes på kryds og tværs af et fælles reservoir af viden, som kun udvikler sig ganske langsomt. Selvfølgelig findes der forskellige positioner og faglig kæpheste, men grundlæggende er fællesmængden af alment accepteret viden relativ stor. Forskellene er til at overskue.
At det er en god ide at arbejde læringsbaseret og eksperimentelt i udviklingsprocesser er næppe en ny opfindelse, selvom det er et af tidens hotte emner. At vi skal skabe teams, der besidder en vis portion fandenivoldsk ’back-to-the-garage-spirit’ og iværksættermentalitet for at få innovation til at ske, er nærmest åbenlyst og ingen nyhed. At vi skal komme ud i virkeligheden for at møde brugerne og smide computeren væk for at blive bedre til at arbejde sammen, kan højest påkræve sig et anerkende nik. Vi ved det jo allerede! Eller gør vi?
Som passioneret fagperson drømmer man selvfølgelig om at spotte det afgørende nybrud, som revolutionerer måden, man gør tingene på. Men som regel er der tale om gentagelse af eksisterende viden og smart syntese af andres påfund med små modifikationer. I grunden er det jo meget godt, så alt ikke er relativt og grundlæggende principper ikke destabiliseres i tusind mulige retninger. Hvis det forholder sig så enkelt, er det store spørgsmål, hvorfor vi så ikke bare er meget bedre? Hvis innovation ikke er raketvidenskab, hvorfor fejler vi så ofte? Hvorfor bliver vi ved med at læse kedelige undersøgelser, der blot repeterer de samme succesfaktorer og faldgruber?
I takt med jeg over tid er kommet langt dybere ind i maskinrummet hos de organisationer, jeg arbejder for, står det klart, at kerneudfordringen ligger i den kløft, der er mellem tale og handling. Kløften er i grunden kunstig, for de to ting burde hænge sammen som ærtehalm. Snak uden handling er tankespind. I hvert fald sat på spidsen.
Spørgsmålet er, om tænkningens grænseløse univers – iscenesat i form af idéen om vidensamfundet som den ny tids modus operadi – har indføjet uhensigtsmæssige skel mellem det at tænke og det at gøre. Er hjernearbejde blevet adskilt fra håndarbejde? Vi producerer slides med store tanker og giver dem videre til de hænder, der skal konvertere idéerne til praksis. Vi definerer innovationsstrategier og forventer, at de eksekveres præcist efter forskrifterne. Vi laver best practices, smarte værktøjer og detaljerede tjeklister, som videregives til teams, som efterfølgende skal høste frugterne. Med andre ord forudsætter vi en lige og ubrudt linje mellem hjerne og hænder. Mellem tanke og handling. Vi ved – I gør.
Problemet er bare, at linjen er alt andet end lige og ubrudt. Det er i hvert fald min oplevelse. Vi ved måske det meste, men har taget det for givet, at det blot er et spørgsmål om kommunikation for at skabe handling – at ”sælge” idéerne og de rigtige løsninger. I praksis går det galt. Vi rammes af en boomerang af kritiske perspektiver, manglende forståelse, forskellige erfaringshorisonter og alskens organisatorisk kompleksitet. I hvert fald, hvis vi følger den traditionelle model, der sætter tanke før handling. Med andre ord scorer vi det ene selvmål efter det andet, hvis ikke vi formår at integrere tanke bedre med handling. Vi, der troede vi vidste bedre, fremstår som naive og i værste fald som uproduktivt bedrevidende.
Når vi nu ved så meget, hvorfor så ikke slå en streg i sandet og koncentrere os om at gøre det i praksis? Få innovation til at ske? Handle med det samme, indsamle erfaringer og korrigere i takt med vi bliver klogere på, hvordan teori og praksis arbejder sammen. Hvis jeg skulle pege på én udfordring for innovationsfeltet, er det dén største. De ”oplyste” taler, gentager sig selv og teoretiserer – og distancerer sig mere og mere fra handling. Så for nu at citere den nyslåede regeringsleders let slidte slogan, så skal vi arbejde os ud af krisen.
Vi har tænkt – nu skal vi handle.
Inspirerende uger i vidensamfundet
6. oktober 2011 af Bent Schou
Som repræsentant for VidenDanmark har jeg haft fornøjelsen af at deltage i tre arrangementer den sidste uge: DEFF’s seminar om Uddannelse til fremtiden, Social Business Learning konferencen om HR og sociale medier samt Force Technologys seminar om involvering af brugerne. Alle tre arrangementer, der på forskellig måde sætter vidensamfundets spændende muligheder og udfordringer på dagsordenen.
Ved DEFF’s konference om Uddannelse til fremtiden var fokus på videnproduktionens ændrede vilkår – nye kompetencebehov – og selvfølgelig på samarbejde mellem biblioteksfunktion og undervisere. Spændende oplæg fra Henrik Dahl og tre spændende gæster fra USA. Diskussionen vendte igen og igen tilbage til vores udfordringer i forhold til at håndtere de store mængder af information og viden. I USA er man holdt op med at tale om information literacy – og bruger i stedet begreberne information management – eller personal knowledge management. Underviserens rolle ændrer sig også markant, når al information (viden) er til rådighed for eleverne. Skal underviseren blive en slags mentor?. Og hvad sker lige nu, hvor de sociale medier ser ud til at få stigende betydning for vores stadige søgning efter information og viden. Er det godt nok, når mange har åbnet eller “synes om” et dokument eller en video ?? Konklusionen er vel, at vi altid vil have behov for at være informations-kritiske – og her vil bibliotekarer (deres kompetence) kunne have en vigtig rolle at spille.
Ved Social Business Learning’s konference om HR og sociale medier var hovedattraktionen Jane Hart fra England (C4LPT), men jeg vil først lige nævne, hvordan Ole Bach Andersen (Newsperience) overrumplede de fleste (tror jeg). Da Ole første gang – for nogle år siden – stiftede bekendtskab med Twitter, synes han det var det mest tåbelige koncept nogensinde. I dag er han overbevist om, at det er det mest magtfulde læringsredskab til dato!! Personligt fik jeg her en såkaldt aha-oplevelse. Det samme var også Jane Harts mening, idet hun understregede, at adgang til viden og læring i fremtiden i høj grad vil bygge på netværksrelationer baseret på tillid. Det kommer til at handle om “how to work smarter” – og her bliver f.eks. “Learning on demand” – her og nu – helt centralt. I parantes skal det nævnes for de af jer, der ikke kender Jane Hart, at hun er en internationalt anerkendt læringsekspert.
Jane Hart citerede en professor (jeg har glemt navnet) for at sige, “There is no such thing as information overload – just filter failure”. Interessant point – som understreger behovet for at vi bliver bedre til personal information/knowledge management. I øvrigt googlede jeg lige citatet, for evt. at finde professoren. Men fandt i stedet et tweet. Men det er vel ikke en acceptabel kilde 
Den 5. oktober afholdt Force Technology så seminar om “Brug bare brugerne – og skab brugbare produkter“. Et af seminarets hovedbudskaber var, hvor meget potentiale, der ligger i at involvere brugerne i udvikling og udformning af produkter. Og med de muligheder, som de sociale medier giver virksomheder for at få kontakt til kunder og brugere – er vejen banet for egentlig Co-creation. Men en anden vigtig pointe peger lidt en anden vej: Det handler ikke om, hvad brugerne mener – men om deres adfærd. Ofte siger brugerne eet – mens de gør noget ganske andet. Eksemplerne var mange. Hvilket så bliver en vigtig grund til, at der er behov for professionel bistand og observation, når man vil involvere brugerne – f.eks. i design af produkter og services.
Jeg er stærkt i tvivl om dette? Er det virkelig nødvendigt at hyre en flok etnologer, antropologer og psykologer for at sikre et velfungerende samarbejde med kunder og brugere om f.eks. produktudvikling. Er det kun nødvendigt i forhold til “svage” brugergrupper? Eller findes der gode eksempler på åbent samarbejde, hvor dialogen mellem virksomhed og brugere uden mellemkomst af fagfolk skaber markante resultater?
Kom gerne med dine synspunkter og eksempler.
2 + 2 = 5. Vidensdeling – sprang vi det over?
15. september 2011 af Liselotte Lyngsø
Vi lever i et samfund, hvor vi er afhængige af få gode ideer og tænke nyt. Men hvis den viden skal komme os til gode, skal vi blive meget bedre til at dele den.
Historisk set har de kulturer, der har været mest effektive vidensdelere, også været nogle af de mest succesfulde. Ægypterne og romerne benyttede notariuser. Inkaerne gik et skridt videre ved at lave rotationer i samfundet, så folk med forskellige kompetencer boede sammen på skift og dermed kunne lære af hinanden.
I vores arbejde med ideudvikling og innovation er vi igen og igen stødt på den samme akilleshæl – manglende ekstern og intern vidensdeling. Vi oplever ofte, at en god ide eller ny løsning allerede var til stede. Desværre var der bare ikke nogen, der vidste at den fandtes. Virksomheder burde slet ikke gå i gang med innovation, før de har forstået, hvordan de deler viden – det er ganske enkelt spild af tid og ressourcer.
Men vidensdeling bliver en endnu større udfordring.
For det første vil stigende internationalisering gøre det tydeligt, hvor svært det er at kommunikere på tværs af kulturer og landegrænser. Mange har moret sig over, at man i IKEA skal formulere sit budskab på engelsk, så en seks-årig både ville kunne skrive og forstå det. Men det er ofte det, der skal til, for ikke at drukne budskabet i information.
For det andet skal vi leve af at tænke nyt og få gode ideer. Det kan vi kun, hvis vi er gode til at dele og modtage viden. Det gælder om at komme ud af sin selvfede ghetto, også kaldet hovedkontoret, og få aktiveret periferien – hvis virkelighedsopfattelse ofte ligger langt fra hinanden.
I New York havde FN produceret store mængder materiale omkring deres fælles mål og mission, som stod og samlede støv. Pointerne kom først ud over rampen, da en medarbejder i et mindre landekontor formulerede budskaberne i en tegneserie.
For det tredje går vi en tid i møde, hvor medarbejderne oftere skifter jobs og tager den viden, de har fået, med sig. Microsoft har prøvet at løse den udfordring ved at spørge sine ansatte: »hvad ville der ske, hvis du døde i morgen?« Det rigtige svar fra den ansatte er »ingenting« og så at kunne pege på de folk, der også ville være i stand til at føre opgaverne videre.
Vigtigst handler det om at skabe en kultur, hvor mennesker slet ikke kan lade være med at mødes. Vi kender alle det frokostmøde, hvor vi er blevet beriget, opløftet og inspireret af en samtale med et andet menneske.
Men hvis vi skal huske den information, vi deler, skal der sladder og kant til.
Viden, som den vi finder i sagn, myter og religionsfortællinger har indbyggede elementer af holdning, kant og spænding.
Et stykke information skal give mening i vores hverdag og være interessant nok til, at vi helt af os selv vil fortælle den videre. Det vi lytter til og taler videre om er lystdrevet. Derfor fungerer de fornuftige og rationelle processer, som mange virksomheder har designet, dårligt i praksis.
Udfordringen i dag ligger i, at den krog, der skal til for at gøre det attraktivt at dele viden mellem de dovne hunde, vi er, ikke er blevet opfundet endnu. Den krog handler om, at det skal være sjovt at give og modtage.
Viden der ikke deles har ikke værdi
1. september 2011 af Bent Schou
Så flot kan det siges. Ikke at viden skal anvendes for at skabe værdi – men at den skal deles, for at skabe værdi – i en moderne videnvirksomhed.
Det gør man i den globale rådgivende ingeniørvirksomhed Rambøll, som med sine ca. 10.000 medarbejdere spredt over hele verden tillægger videndeling en helt central betydning. Det udtrykkes også i sloganet: Global Knowledge – Local Partner. Den lokale nærhed er vigtig for kunderne, for samarbejdet, men der skal være adgang til koncernens enorme globale videnforråd. Videndeling binder virksomheden sammen.
VidenDanmark mødte en sen eftermiddag i august 2011 Rambølls chef for Group Knowledge and Service Area Development: Mette Søs Lassesen. Denne artikel er skrevet på baggrund af en samtale med Mette.
I 2008 – for tre år siden – satte Rambøll videndeling højt på dagsordenen i forbindelse med en ny organisationsmodel. Som noget af det første udarbejdede man en strategi for videndeling, som kunne knytte initiativerne sammen med forretningsstrategien. I en videnvirksomhed som Rambøll kan videndeling godt blive et noget luftigt begreb – viden er alt og ingenting. Og der er ikke noget nyt i at man deler viden.
Det nye er, at Rambøll i 2008 indfører en koncernledet tilgang til videndeling, i følge Mette Søs Lassesen. Strategien for videndeling er et helt centralt redskab til at udpege initiativer – og knytte dem an til strategi og processer. Det er det, der sikrer at initiativerne i sidste ende kommer Rambøll koncernen til gode og giver resultater. Videndeling er organisatorisk placeret øverst – lige under koncernledelsen – i Rambølls imponerende hovedkvarter på Amager.
Rambøll har valgt en videndelingsstrategi, der sætter medarbejderen i centrum. Det handler om at bringe medarbejderne i kontakt med hinanden. Til gengæld har man fravalgt en mere system-centreret tilgang, hvor det tilstræbes at al viden dokumenteres og gøres tilgængelig i systemer. Hos Rambøll handler det om mennesker, netværk, ydelser, projekter mm. Medarbejderne skal bringes i kontakt med hinanden på tværs i den store, globale organisation.
Det betyder ikke, at Rambøll har fravalgt brug at videndelingssystemer. De seneste to år har et at de højt prioriterede projekter været et system til videndeling, kaldet RamLink . Her kan man få adgang til samtlige 10.000 medarbejderes viden, deres kompetencer og ekspertviden – samt se hvilke projekter, de har deltaget i. Formålet er at bringe de rigtige medarbejdere med den rigtige viden i kontakt med hinanden.
Ud over Ramlink er der især to indsatser, som Rambøll satser på. Netværk er et af de helt centrale redskaber til videndeling i Rambøll, lokalt og globalt. De globale netværk prioriteres og støttes fra koncernledelsen. F.eks. er der etableret et netværk for bæredygtigt byggeri, med budget, ressourcer og KPI’er, således at også denne indsats kobles tæt sammen med den overordnede strategi. Der arbejdes aktuelt på at gøre det muligt for netværkene at kommunikere virtuelt via RamLink.
Videndeling (og innovation) er også i fokus i omfattende både fysiske og virtuelle events. Et eksempel herpå er, at der hen over året (2010) blev gennemført et stort videnevent, hvor alle medarbejdere blev opfordret til at bidrage med viden, ideer og forslag. Eventet kørte gennem året på en virtuel innovationsbørs. I december sluttede man med en stor konference, hvor de 20 bedste forslag blev præsenteret og præmieret.
Men virker det så – kan I dokumentere, at jeres Knowledge Management giver resultater? – kan man ikke lade være med at spørge. Ja, siger Mette Søs Lassesen, Rambøll har fra starten haft fokus på at opstille mål og måle på effekten af videndelings-indsatsen. Aktuelt er man i færd med at udvikle et egentligt Measurement Framework for Knowledge Management, således at man hele tiden bliver bedre til at vurdere, hvilken sammenhæng der er mellem videndeling og de mere kontante resultater.
Men der er ingen tvivl hos koncernledelsen i Rambøll: Videndeling og innovation er helt centrale koncernaktiviteter, som virksomhedens resultater og fremtid er baseret på.
På forskningsrejse – at handle er at lære
9. juni 2011 af Ulla Konnerup
Lange præsentationer med uendelig mange slides blev byttet ud med rapid prototyping-sessioner i en netop afholdt workshop på Stanford med deltagere fra Aalborg Universitet, e-Learning Lab – Center for User Driven Innovation, Learning and Design og Renate Fruchter fra Stanford, P5BL-Lab. Et af hovedbudskaberne var, at læring skal være SJOVT!
“Teaching problem based learning to the social media generation” er støttet af Videnskabsministeriets International Network Programme og har til formål at nytænke Problembaseret Læring (PBL) til det 21. århundrede. Projektaktiviteterne skal gerne danne grobund for fremtidige bilaterale forskningssamarbejder mellem AAU og Stanford. Fra Aalborg universitet deltager Ellen Christiansen, Lise Busk Kofoed, Thomas Ryberg, Ulla Konnerup og Jacob Davidsen.
De 4 dage var planlagt til at være en working workshop, forstået således at vi ikke skulle overføre viden og erfaringer til hinanden via lange præsentationer, men gennem `rapid-prototyping-sessioner` arbejde os tættere på en fælles forståelse af PBL og og web 2.0 generationen. Vi diskuterede spørgsmål som; ´hvad er et læringsrum?`, `hvilke roller tager/får deltagerne i et PBL-miljø?` og `hvordan kan vi give de studerende flere rettigheder og muligheder for at være meddesignere af egne læringsrum?` Diskussionerne blev ekstra interessante på grund af gruppens sammensætning af humanister og ingeniører.
I stedet for kun at tale om PBL og web 2.0 generationen udviklede gruppen forskellige spil, hvor både krop, sanser, formgivning af materialer og det at gøre tingene sammen var vigtige komponenter, både som inspiration, refleksion og præcisering af undersøgelsesobjekterne. Udviklingen og udførelsen af disse spil gav gruppen en bedre fælles forståelse af problemstillingerne vi alle står overfor i vores daglige arbejde. Så selv om det på papiret kan virke langtrukkent at skulle diskutere de samme ting 3 gange, så fik vi derigennem tunet in, zoomet ud og stillet skarpt.
Nytænke PBL til det 21. århundrede
For at kultivere samarbejdet mellem universiteter, virksomheder og det offentlige er det vigtig at nytænke PBL til vilkårene og mulighederne i det 21. århundrede. Af særlig vigtighed er det udforske PBL og web 2.0 generationen. Med web 2.0 generation mener vi ikke en bestemt aldersgruppe, men de kommunikations- og læringspotentialer, sociale medier tilbyder studerende. Renate Fruchters erfaringer fra tværfaglige og internationale teams inden for arkitektur og design viser, at PBL kan bidrage til løsninger af komplekse problemstillinger ved at bringe forskellige fagligheder i samspil med hinanden. AAU har også mange års erfaringer i at anvende PBL i samarbejde med erhvervslivet, hvor studerende gennem deres projekter arbejder med virkelige problemstillinger og gennem deres studie bidrager til mulige svar. Spørgsmålet er nu, hvordan vi kan blive endnu bedre til at arbejde i teams på tværs af forskning, erhvervsliv og det offentlige og med brug af sociale medier udvikle bæredygtige løsninger til samfundet nationalt og globalt. I denne sammenhæng skal PBL ses som kreativitets- og innovations-fremmer, fordi nye problemer opstår pga. arbejdet med eksisterende problemstilling.
Projektet har allerede nu givet os input til vores daglige arbejde, og vi har forsat store forventninger til de næste 1 ½ år med fælles aktiviteter, med diskussioner om vores forskellige tilgange og videreudviklinger af PBL.
Artiklen er skrevet i samarbejde med Jacob Davidsen.
Mere af det samme og lidt bedre? Er det godt nok?
25. maj 2011 af Bent Schou
Videnskabsministeriet har udgivet en spændende rapport om udviklingen af “videnmarkedet” i Danmark. Rapporten “Ny viden til mindre virksomheder
– sådan gør vi det bedre” er udarbejdet af en ekspertgruppe med Lars Goldschmidt som formand og repræsentanter fra videninstitutioner og erhvervsorganisationer. Ekspertgruppen blev nedsat ud fra arbejdet i Regeringens vækstforum i november 2010.
Fokus for arbejdet har været de mindre virksomheder, som har størst behov for bedre adgang til ny viden. Og målet er bedre spredning af viden til mindre virksomheder.
Rapporten er spændende – både med viden”briller” og med erhvervs”briller”.
Rapporten siger, at vi i Danmark har et velfungerende “videnmarked” – mellem videninstitutioner (universiteter og GTS-institutter) og virksomheder. Rollefordelingen mellem disse instanser er en vigtig forudsætning for videnspredning. Men rollefordelingen er under forandring siger rapporten også, idet først og fremmest mulighederne bliver bedre for, at flere aktører kommer i spil, såsom eksterne rådgivere og konsulenter.
Desværre går rapporten ikke yderligere i dybden med ændringerne i rollefordelingen. Og det er ærgerligt, fordi der her ligger så mange spændende muligheder (og udfordringer) – måske især for mindre og små virksomheder. F.eks. burde man vel have kigget på de nye muligheder som opstår med åben innovation og videndeling båret af internettet og via sociale medier.
Set i forhold til de mindre virksomheder og deres behov for ny viden, har rapporten en klar pointe: Der er brug for at styrke virksomhedernes efterspørgsel efter ny viden. Og denne pointe er bl.a. baseret på en række undersøgelser af virksomhedernes kilder til ny viden – og brug af disse.
Sagt med andre ord (som ikke er rapportens!) har virksomhederne en tendens til at være lidt selvfede. Ny viden som kilde til udvikling og innovation står ikke højt nok på dagsordenen.
Derfor fokuserer rapporten da også på, hvordan man kan styrke efterspørgslen efter viden, specielt fra de mindre virksomheder.
Rapporten giver syv bud på, hvordan videnspredning kan øges:
1. Videnleverandører som universiteter, GTS’er, professionshøjskoler, erhvervsskoler og innovative netværk skal udarbejde strategi og handlingsplaner for videnspredning og videnudveksling med andre videninstitutioner og erhvervslivet.
2. Forenkling og mere gennemsigtighed i vidensystemet på baggrund af en samlet national evaluering af videnspredningen og innovationssystemet..
3. Innovative offentlige indkøb skal bane vej for bedre produkter og ydelser i det
offentlige og øget innovation i danske virksomheder.
4. Intelligent offentlig regulering, hvor myndigheder mv. stiller krav til erhvervslivet
i en dialog- og samarbejdsbaseret form
5. Faglærte fra erhvervsuddannelserne skal rustes bedre til at skabe fornyelse, når
de kommer ud på arbejdsmarkedet.
6. Videnkupon-initativet er en succes, som bør videreudvikles og udbygges for at
udvikle SMV’ers køb af viden både fra videninstitutioner og private videnrådgivere.
7. Det eksisterende initiativ med innovationstjek til SMV’er bør videreudvikles og
udbygges med en særlig opsøgende indsats for byggeri, handel og service.
Jeg ved ikke hvad du synes? – Er dette ikke mere af det samme og lidt bedre?
Og det er jo også godt nok, hvis det virker – og det er der god grund til at tro. Men hvorfor tør ekspertgruppen ikke gå lidt mere radikalt til værks?F.eks.
- ved at analysere, hvad de mindre virksomheder gør, som faktisk har succes med at ansætte højt kvalificeret arbejdskraft,
- ved at interviewe virksomheder, som arbejder sammen på utraditionel vis – med virksomheder og organisationer i andre sektorer/brancher?
- ved at tale med succesfulde iværksættere – som der jo trods af er mange af,
- ved at undersøge virksomhedernes muligheder i forhold til åben innovation, hvor en rivende udvikling er i gang,
- ved at …. (fortsæt gerne selv).
Selvfølgelig har rapporten nok fat i den lange ende – nemlig at der skal gøres noget ved viden-efterspørgslen fra de mindre virksomheder.
Men i stedet for at foreslå mere af det samme og forbedringer af eksisterende ordninger, kunne man måske tage udgangspunkt i de virkelig nye og spændende initiativer, som der findes masser af eksempler på.
For spørgsmålet er vel, om vi kan klare os ved at gøre det lidt bedre – eller om der skal helt andre “boller på suppen”?
Tænketank for Innovation
12. maj 2011 af Calle Gade Lauritzen
Danmark skal være mulighedernes land, hvor vi i kraft af vores åbenhed og virketrang er i stand til at skabe velstand og udvikling. Vi er i kraft af vores erhvervsstruktur og erhvervshistorie præget af at tænke arbejde, produktion og produktivitet på bestemte måder. En væsentlig offentlig sektor har påvirket samfundsudviklingen, og på grund af sin størrelse formet Danmark som en blandingsøkonomi.
Udnytter vi den omfattende offentlige viden i tilstrækkelig grad, når danske virksomheder kæmper for at gøre sig konkurrencedygtige på den globale scene? Det er min påstand, at al den viden der er i den offentlige sektor, hvor store grupper af den akademiske arbejdskraft i Danmark arbejder, ikke i tilstrækkelig grad bliver transformeret til nyskabelse og værdiberigelse i den private sektor. Hvis vi bliver bedre til at bruge den viden i produkt- og forretningsudvikling, kan vi skabe et dansk “wirtschaftswunder ” frem mod 2030, der vil vække opsigt blandt førende meningsdannere verden over.
Der bør oprettes en uafhængig “Tænketank for Innovation” i Danmark. Den skal undersøge betingelserne for at skabe verdens mest innovative samfund. VidenDanmark kan være forum for brainstorming omkring forudsætninger, målsætninger og strategier. Tænketanken skal være politisk uafhængig. Den skal være international og inspireret af innovativ forskning og erhvervsmæssige erfaringer. Tænketanken skal være sammensat af mennesker med drivkraft. Profiler der bekender sig til kvalitet, kreativitet og konkurrence. Ildsjæle der vil vinde og være de bedste. Samtidig skal der være massiv beslutningskraft i Tænketanken. Organisationsfolk og virksomhedsejere der er vant til at trænge igennem med budskaber, udfordrende sekunderet af journalister og kommunikationsfolk.
Tænketanken skal være en letbenet, aggressiv og intelligent observerende task force, der dynamisk kan sætte dagsordenen på prioriterede områder på kort tid og med massiv effekt. Spidskompetencerne indenfor innovation og viden bør besættes af internationale talenter, gerne med repræsentanter fra Asien, Sydamerika og Afrika. Tænketanken bør ikke lade sig begrænse, men forfølge muligheder, hvor de er. Tænketanken skal inspirere og kickstarte Danmark, så betegnelser som tigerøkonomi ville være berettiget.
Posts
Nye kommentarer