Hvad internettet gør ved vores hjerner?
Vi er ved at blive informationsfede. Ligesom for megen mad kan gøre usund, kan også for megen information gøre skade. Lad mig straks indrømme, at jeg elsker internettet. Og Google. Men hold øje med bivirkningerne.
Teknologiskribenten Nicholas Carr har netop udgivet en ny bog, hvori han hævder, at internettet reducerer vores evne til at fastholde opmærksomheden: »Vi ser ikke skoven, når vi søger på nettet. Vi ser ikke engang træerne. Vi ser kviste og blade«. Han kalder simpelthen computeren og internettet for en forstyrrelsesmaskine: »Den typiske elektroniske skærm er et »økosystem af forstyrrelsesteknologier«. (Bogen hedder »The Shallows. What the Internet is Doing to Our Brains,« udgivet på WW Norton & Company, Juni 2010.)
Carr sætter ord på informationsfedmen. Vi er nysgerrige – og bliver konstant fanget af muligheden for at opsnappe yderligere information, at det truer vores koncentrationsevne og arbejdskvalitet. Internettet er en mangedobling af forstyrrelserne, som vi kender fra det åbne kontorlandskab.
Hvordan håndterer vi denne udfordring? Vi kan næppe lovgive eller regelsætte os til en løsning. For at undgå at overspise har vi måttet udvikle en stærk bevidsthed om, at lyst til mad ikke blot bør følges blindt. Vi kan kalde det bevidsthed suppleret med disciplin – og måske værktøj som menustyring og kalorietælling.
På tilsvarende vis skal vi finde veje til at være bevidste om og styre vores »informationsfortæring«. Lad mig dele en stopursteknik, jeg har anvendt de seneste par år. Når jeg går i gang med en 60 minutters opgave, sætter jeg stopuret til en meget kortere tid, f.eks. 10 eller 15 minutter. Når uret ringer er jeg bekymrende ofte gledet bort fra opgavens kerne! Distraheret af interessante links, mails, telefonopkald i mellemtiden. Stopuret bringer mig tilbage til kerneopgaven. Det overraskende er, at jeg med denne metode som hovedregel ender med at løse opgaven på færre end de 60 minutter, jeg oprindeligt estimerede.


Posts
Nye kommentarer