Informationsspecialist i vidensamfundet
26. januar 2012 af Bent Schou
Der var engang, hvor der var lidt mere styr på data, information og viden, end der er i dag. Underligt nok når vi nu netop bryster os af at leve i et informations-/vidensamfund.
Dengang – og det er ikke længe siden – var viden især forbeholdt de højtuddannede og var et højt estimeret arbejdsområde for videninstitutioner (forskning og uddannelse).
Dengang fik vi vores viden og kompetencer i uddannelsessystemet – og så var arbejdslivet og karrieren efterfølgende lagt nogenlunde fast.
Dengang vidste vi, at skulle vi finde information og søge viden, så kunne vi henvende os til et bibliotek, hvor venlige bibliotekarer stod til rådigned, hvis vi ikke selv kunne finde rundt i kartotekerne.
I dag… ja … vi ved det jo alle, er viden for alle, vi deltager alle og forventes at deltage i anvendelse, deling og udvikling af information/viden.
I dag skal vi lære gennem hele livet – og hænger vi fast i et job for længe, ja så er der noget galt med vores evne til at tilpasse og udvikle os.
I dag er vi rigtig mange, der er blevet til informations- eller videnarbejdere. Vi finder (helst) selv information og viden – først og fremmest på internettet.
Hvad skal en bibliotekar/informationsspecialist så lave ? Er der stadig brug for folk, der er specialister i informationshåndtering (-arkivering, -strukturering, -søgning, -validering mmm.)? Joh…. Er der brug for informationsspecialister til at sikre, at dokumentation og arkivering opfylder de formelle krav – fra myndigheder og kunder? Jah …. Er der er brug for informationsspecialister til at opbygge videnbanker, til at sikre gode intranet, mv.? Helt sikkert!
Vi ser mange både private og offentlige virksomheder tage informationsspecialister (bibliotekarer) ind, fordi man har brug for at få bedre styr på information og viden. For selv om vi alle i princippet kan, er det nok tvivlsomt hvor godt og effektivt vi gør det. Når vi spilder tid på at lede efter viden eller glemmer at lægge dokumenter de rigtige steder, giver vi ofte systemerne skylden. Men måske skulle vi starte med os selv. Er vi nu også gode nok?
Man kunne mene – og med rette tror jeg – at der bliver stadig mere brug for specialister i informationshåndtering, fordi information og viden bliver en mere og mere kritisk konkurrenceparameter for os alle – både i privaten og i arbejdslivet. Og for virksomheder og organisationer.
Derfor vil vi nu i VidenDanmark sætte fokus på informationsspecialistens rolle. Vi starter en ny videngruppe med titlen 360° Informationsspecialist. Titlen antyder, at vi skal hele vejen rundt om informationsspecialistens arbejdsopgaver og udfordringer: Hvad er de daglige udfordringer? Hvordan ser vi os selv i forhold til den organisation, vi er en del af og bliver i stand til at aflæse de interne kunders ønsker og behov? Hvordan kan vi dokumentere vores værdi og berettigelse? Hvordan sikrer vi kvalitet i vores arbejde? Hvilke værktøjer og systemer er til rådighed? Hvordan sætter vi mål og strategi for vores arbejde? Og meget mere.
Allerede nu kan vi mærke, at der er rigtig stor interesse for en sådan videngruppe, hvor man kan få delt viden og erfaringer, og hvor man kan få ny inspiration og nye idéer til, hvordan man takler dagligdagens udfordringer.
Første møde i gruppen er åbent for alle, og gratis. Det afholdes den 29.2. kl. 13-16 på Østerbro i København.
Kom og vær med, hvis du gerne vil udvikle dig, som informationsspecialist.
Buoyit: En tænketank der arbejder med udviklingsretninger for information, viden og kommunikationsprofessioner
30. november 2011 af Richard Santos Lalleman
Verden omkring os udvikler sig i rasende fart, muligvis hurtigere end nogensinde før. For at være i stand til at forstå denne verden, og tage hurtige og innovative beslutninger er det centralt, at have den nyeste information og viden.
Udviklingens tempo har blandt andet betydet at udgifter i forbindelse med udveksling af information overflødiggøres. Som følge af de nyeste informations- og kommunikationsteknologier er man nu i stand til at finde information blot ved enkelt klik med musen. Information, der er tilgængelig for så stort et antal mennesker, er imidlertid kun relevant, når det kan anvendes i en specifik kontekst såsom f.eks. i en virksomhed.
Det betyder, at vi er nødt til at have en specificeret viden. I århundreder har lande i vesten haft monopol på viden, men der er sket et skred i dette paradigme. Inden for de sidste ti år har lande såsom Indien og Malaysia investeret kraftigt i uddannelse. Resultatet er, at de vestlige landes eneret på viden er blevet mere udvisket. Dette medfører, at den viden der er nødvendig for at skabe nye jobs, og give lande fornyede indtægtsmuligheder samt viden, der kan skabe professionaliserede domæner indenfor kommunikations-, informations- og vidensområdet, er blevet spredt til forskellige dele af verden. Samarbejde og netværksbaseret arbejde er derfor afgørende, hvis man vil garantere adgang til viden.
Professionerne indenfor viden, information og kommunikation er i særlig grad i hastig udvikling. Internettets udvikling er et eksempel på, at den måde vi samarbejder og deler viden har udviklet sig enormt. I det seneste nummer af Foreign Policy (sept/okt 2011) illustreres dette således:
“it’s has been nearly 10 years since the U.S. war in Afghanistan began back in October 2001. The iPhone had not yet been invented, and there was no cell-phone service in Kabul or anywhere else near the Hindu Kush. A decade later, Osama bin Laden is dead. Cell-phone towers dot the land. The Taliban are toppled from power, but still deadly. And we’re almost five generations into the world’s favourite smartphone.”
Det er derfor nødvendigt med en fælles koordineret tilgang til information, kommunikation og vidensområdet for at være i kontakt med de nyeste trend og udviklinger. Denne koordinerede indsats forsøger den nordvesteuropæiske tænketank Buoyit (www.buoyit.org) at udføre. VidenDanmark har lige startet et samarbejde med Buoyit som mediesponsor. Det vil sige, at medlemmerne af VidenDanmark kan følge med med hvad der bliver offentliggjort.
Hvad kan I forvente af Buoyit?
Buoyit arbejder på at være på forkant med banebrydende, nye tematikker inden for kommunikations-, informations- og vidensområdet ved at opstarte innovative forskningsprogrammer blandt studerende, forskere og fagpersoner indenfor feltet. Buoyit’s målsætning er dobbeltsidet:
- Buoyit vil løfte området information, kommunikation og viden på virksomhedsplan til et højere niveau ved at forstå indvirkningen og konsekvenser af ny og innovativ udvikling inden for dette felt. Det kan medføre en mere skræddersyet og integreret strategi inden for information, kommunikation og vidensområdet i en virksomhed.
- Buoyit vil styrke studerende, forskere og og fagpersoner i at foretage innovativ forskning. Dette vil munde ud i en gruppe nordvesteuropæiske eksperter, der vil arbejde videre inden for deres forskningsområder i deres eget lokale miljø.
Disse to målsætninger kan assistere og udvikle professionsområdet information, kommunikation og viden, og kan medvirke til at udligne skellet mellem en verden, der hastigt ændrer sig og de professionelles rolle heri. Der er behov for et bedre samarbejde om information og viden – og om kompetencerne til at håndtere dette.
Public by default
25. oktober 2011 af Peter Svarre
Der går ikke en dag uden, at man hører historier om skødesløse teenagere, der ødelægger deres liv og fremtidige karrierer, fordi de deler deres liv på de sociale medier, eller om store hensynsløse virksomheder, der udnytter sagesløse menneskers private oplysninger til at sælge dem ubrugeligt skrammel.
Men hvad nu hvis vi bare har set toppen af isbjerget? Tænk nu hvis internettet og de sociale medier først for alvor kan udfolde deres egentlige potentiale, når vi for alvor begynder at dele vores privatliv med andre mennesker – når mere eller mindre alt, hvad vi gør, tænker og siger, bliver delt i de sociale medier. Tænk nu hvis vi har et fuldstændig håbløst gammeldags syn på forholdet mellem privat og offentlig – et syn som er funderet i en forgangen industriel tidsalder. Tænk nu hvis det vigtige spørgsmål vi bør stille os selv i netværkssamfundet ikke er, hvordan vi beskytter privatlivets fred men snarere, hvordan vi bliver meget mere offentlige, end vi allerede er.
I sin nye bog ”Public Parts” sætter den amerikanske journalist og forfatter Jeff Jarvis sig for at vise os den del af isbjerget, som lurer under overfladen. Bogen er et råbende manifest og en knytnæve i ansigtet på alle de privatlivsbeskyttere, som Jarvis mener er med til at undergrave internettets egentlige potentiale for at genskabe den offentlige dagsorden og redefinere forholdet mellem borgere, medier og magtens instanser.
Ifølge Jarvis opstår begrebet privatliv ikke for alvor før fremkomsten af den moderne og enevældige stat. I denne nye moderne statsform, som opstod sammen med frihedsrevolutionerne i USA og Frankrig, blev det private individ – inklusive ukrænkelige frihedsrettigheder – født. Men samtidig med fødslen af det private individ blev også tanken om det offentlige rum født. Men problemet var, at det nyskabte offentlige rum meget hurtigt blev koloniseret af den nye tids magtfulde spillere: Massemedierne. I stedet for at skabe grobund for en demokratisk og fri samtale i det offentlige rum, blev massemedierne monopoliseret af professionelle journalister, som tog patent på at eje og kontrollere offentligheden. Samfundets menige borgere havde fået deres private frihedsrettigheder, men massemedierne kontrollerede offentligheden, og tillod kun borgerne at deltage i denne offentlighed gennem pseudoinvolverende processer som meningsmålinger og vox-pops.
Når internettet og de sociale medier i dag er ved at omkalfatre hele privatlivsbegrebet, er det derfor heller ikke underligt, at de argeste modstandere af denne udvikling er de etablerede massemedier, som står i kø for at fylde deres spalter og sendeflader med skræmmehistorier om de apokalyptiske konsekvenser af privatlivets forsvinden. Ifølge Jarvis står vi over for et Gutenberg-øjeblik. Et øjeblik, hvor en teknologi (internettet) kan medvirke til, at samfundets borgere igen kommer til orde og bliver en del af den tabte offentlighed, men også et øjeblik, hvor de etablerede spillere kæmper en indædt kamp for at bevare deres positioner. Hvis vi for alvor skal udnytte internettets potentiale for at genskabe den tabte offentlighed, er vi nødt til at bryde ud af vores vaneforestillinger om privatlivets ukrænkelige fred. Vores gammeldags fokusering på beskyttelse af privatliv er de gamle magthaveres sang, og den eneste vej fremad er at dele meget meget mere om os selv, end vi allerede gør i dag.
Udfordringen med al vores transparens og åbenhed er ikke, at folk deler privat information, men derimod hvad modtagerne af al denne private information vælger at gøre med det. Vi kan ikke stoppe menneskers trang til at udtrykke sig selv, men vi kan derimod skabe regler og retningslinjer for, hvordan virksomheder og statsapparater vælger at bruge den information, de indsamler. Gør informationen fri, men begræns de magtfulde spilleres muligheder for at bruge informationen.
Jeff Jarvis taler om, at vi er nødt til at udvikle en privatlivets og en offentlighedens etik, som han præsenterer med 13 bud:
Privatlivets etik:
- Stjæl ikke information
- Vær åben omkring, hvad du har tænkt dig at bruge information til
- Beskyt information
- Fortæl, hvor du har informationen fra (”give credit”)
- Giv folk adgang til deres egen information
- Brug ikke information mod folk selv (med undtagelse af at de fortjener det)
- Sørg altid for at få informationens fulde kontekst med
- Spørg dig selv om dit motiv til at videredele information
- Tilføj værdi til informationen
Offentlighedens etik:
- Vær generøs. Del så meget som overhovedet muligt.
- Del fordi det giver mening. Der er ingen grund til at dele ting, som er komplet ligegyldige. Der er allerede støj nok.
- Brug fælles standarder, så det bliver nemt at dele din information videre.
- Beskyt det offentlige rum. Betragt det som et offentligt gode og kæmp for at udvide det.
Vi lever i en verden, som er ”private by default”, men Jeff Jarvis argumenterer for, at vi skal vænne os til en verden, som bliver ”public by default”. I denne verden er det ikke statens opgave at beskytte dit privatliv, men det er vores alles pligt at udvide og beskytte vores nyligt erobrede offentlige rum.
Spørg ikke, hvad samfundet kan gøre for at beskytte dit privatliv – spørg hvad du har gjort for at blive mere offentlig i dag!
Wikileaks – fri information eller konspiration
10. marts 2011 af Bent Schou
Wikileaks er vist et mysterium for de fleste. Een ting er det principielle – om man synes om, at hemmelige dokumenter, der kompromiterer især USA’s regering og amerikanske regeringsmedlemmer, lækkes til den store offentlighed. Forvirringen bliver ikke mindre, når man hører om lederen Julian Assange’s meritter, som de bl.a. er kommet frem i pressen og i en bog af en af hans tidligere samarbejdspartnere Daniel Domscheit-Berg. Vil du vide mere kunne du f.eks. starte har Brian Due: Hvad vil wikileaks?
Ved et møde i VidenDanmark udtrykte en af deltager endda, at spørgsmålet om Wikileaks var yderst komplekst, og derfor vanskeligt at svare på. Alligevel har 60 fundet vej til VidenDanmarks “stemmeboks”. Det er mere end nogensinde før. Resultatet ses i figuren.
Personligt tror jeg på, at den frie presse gør et godt job i forhold til at holde magten i skak. Et samfund hvor alt bliver gennemsigtigt, tror jeg vil få vanskeligt ved at fungere. Eller måske er det snarere os mennesker, der har det svært med ikke at kunne beskytte information nu og da. Hemmeligheder er nok både uomgængelige og kan endda være nyttige.
I øvrigt stemmer VidenDanmarks afstemningsresultat udmærket med de tilkendegivelser, der er givet ift. Wikileaks-sagen andre steder på internettet. Herligt. Det ser ud til, at der stadig bor en levedygtig rebel i flertallet.
Er der grænser for (publiceret) information?
2. februar 2011 af Calle Gade Lauritzen
Principielt er der ingen grænser for information – er der vel? Man fornemmer, at grænsen igen og igen bliver udfordret af WikiLeaks. Formålet for WikiLeaks er primært at publicere lækkede dokumenter fra statsmagter og organisationer. Det er ikke hensigten at individet skal afsløres , men derimod de magtstrukturer som hersker over individet. Er det i offentlighedens og individets interesse, at vi får indblik i brevvekslinger og kommunikation mellem statsledere og diplomater om militære anliggender og mellemstatslige forhandlinger om toppolitiske emner? Det er vel det vi har medier til. At formidle og filtrere den information der bearbejdet bør tilgå offentligheden. Kan vi som enkeltindivider kapere al den verdensomspændende og historiesættende information, eller gør det os utrygge og ansvarsbelastede? Vi kan ikke alle sammen forholde os til storpolitiske spørgsmål, som statsapparater og diplomatiets tunge drenge har tusinder af embedsmænd til at fordøje og udarbejde noter om.
Hvad hvis den lækkede information for alvor retter sig mod individet og bliver personlig? Hvis patientjournaler på hospitalerne bliver offentliggjort, og alle andre via WikiLeaks får adgang til tusindvis af danske patienters journaler, så det bliver blotlagt hvem der har tarmkræft og autoimmune stofskiftesygdomme. Er det der grænsen går? Eller har Facebook-generationen vænnet sig til, at hele vores liv vendes mod offentligheden? Næste spørgsmål må derfor være, hvordan statsapparaterne og diplomatiet fremover vil undgå, at intime og historieafgørende forhandlinger kommer frem i lyset. Måske vil det fortrænge det kendte diplomati, og udvikle helt nye former for “hemmelige forhandlinger”! Måske er grænsen for publiceret information slet ikke nået endnu.
Jeg er i tvivl, om der er grænser for publiceret information. Hvordan kan jeg være andet end et tvivlende menneske. Jeg har altid været tilhænger af, at der er fuld transparans, og bifaldet at magthavere bliver set over skulderen. Den fjerde statsmagt er hellig, og opfylder sit formål mest fornemt, når den netop filtrerer og værdiforøger den rå information. Når vi, den store offentlighed, får de rå informationer serveret på et sølvfad, og tolker og misfortolker indholdet, tror jeg ikke det tjener formålet. For formålet må være, at vi får indsigt og adgang til beslutningsprocesser, at vi bliver bevidst om, hvordan forhandlinger forløber, og at ting ikke bliver skubbet ind under gulvtæpperne. Det er vigtigt! Det er helt essentielt for demokratiet. Men ikke ufiltreret og ufortolket uden professionelle informations- og videnarbejdere har arbejdet for os.
Hvad internettet gør ved vores hjerner?
10. juni 2010 af Jannick B. Pedersen
Vi er ved at blive informationsfede. Ligesom for megen mad kan gøre usund, kan også for megen information gøre skade. Lad mig straks indrømme, at jeg elsker internettet. Og Google. Men hold øje med bivirkningerne.
Teknologiskribenten Nicholas Carr har netop udgivet en ny bog, hvori han hævder, at internettet reducerer vores evne til at fastholde opmærksomheden: »Vi ser ikke skoven, når vi søger på nettet. Vi ser ikke engang træerne. Vi ser kviste og blade«. Han kalder simpelthen computeren og internettet for en forstyrrelsesmaskine: »Den typiske elektroniske skærm er et »økosystem af forstyrrelsesteknologier«. (Bogen hedder »The Shallows. What the Internet is Doing to Our Brains,« udgivet på WW Norton & Company, Juni 2010.)
Carr sætter ord på informationsfedmen. Vi er nysgerrige – og bliver konstant fanget af muligheden for at opsnappe yderligere information, at det truer vores koncentrationsevne og arbejdskvalitet. Internettet er en mangedobling af forstyrrelserne, som vi kender fra det åbne kontorlandskab.
Hvordan håndterer vi denne udfordring? Vi kan næppe lovgive eller regelsætte os til en løsning. For at undgå at overspise har vi måttet udvikle en stærk bevidsthed om, at lyst til mad ikke blot bør følges blindt. Vi kan kalde det bevidsthed suppleret med disciplin – og måske værktøj som menustyring og kalorietælling.
På tilsvarende vis skal vi finde veje til at være bevidste om og styre vores »informationsfortæring«. Lad mig dele en stopursteknik, jeg har anvendt de seneste par år. Når jeg går i gang med en 60 minutters opgave, sætter jeg stopuret til en meget kortere tid, f.eks. 10 eller 15 minutter. Når uret ringer er jeg bekymrende ofte gledet bort fra opgavens kerne! Distraheret af interessante links, mails, telefonopkald i mellemtiden. Stopuret bringer mig tilbage til kerneopgaven. Det overraskende er, at jeg med denne metode som hovedregel ender med at løse opgaven på færre end de 60 minutter, jeg oprindeligt estimerede.
Enterprise Search
- nej hvorfor dog det.
Vi spørger bare hinanden?
17. september 2009 af Bent Schou
Vores digitale information er ikke alfafgørende for, at vi kan dele viden med hinanden. Helt sikkert. Vores hukommelse og netværksrelationer er en god hjælp, når vi skal finde information, viden, dokumenter mm.
Men der er en grænse for, hvad vi kan huske. Og selv om vores netværk er stort og imødekommende er det oftest hurtigere, hvis vi selv – med digitale redskaber – i mange tilfælde – kan finde den information vi søger.
“Fuck Google – Ask me” står der på een af mine t-shirts. En god pointe om at vi skal huske at trække på netværket – på hinanden, når vi søger viden.
Men det er vel et faktum, at vi i alle henseender bliver stadig mere sammenvoksede med den digitale information. Alt findes i vores systemer – eller på internettet. Når vi skal søge på nettet er de fleste ikke i tvivl – vi bruger netop Google. Men hvad når vi skal søge i vores egne interne digitale infomationssystemer. Har vi her veludvilkede søgesystemer, der nemt og effektivt kan fremfinde information – på tværs af de oftest mange systemer og databaser, vi har? Med andre ord: Har vi en god enterprise search – løsning?
Tilsyneladende slet ikke – hvis vi skal tro de 14, der har svaret på VidenDanmarks spørgsmål om Enterprise Search.
VidenDanmark spurgte i perioden fra 21.8. til 17.9.2009: Hvordan søger i digital information i din virksomhed?
Svarene fordelte sig således:
Vi har en god struktur, som gør det let at finde den information vi søger. : 0%
Vi har gode søgefaciliteter. : 14.3%
Vi leder i forskellige systemer, og finder som regel det vi søger. : 21.4%
Vi spørger kollegaer som ved noget, og som ved hvor informationen er. : 35.7%
Vi får hjælp fra en særlig informations- eller biblioteksfunktion. : 14.3%
Vi har opgivet – men finder ud af det alligevel.: 14.3%
En klar førsteplads til – at vi spørger kollegaerne, når vi søger information. Positivt – måske! Men også lidt overraskende synes jeg. I de fleste større virksomheder forekommer dette helt utilstrækkeligt.
Konklusionen er altså med en lettere omskrivning af sentensen fra min t-shirt: Fuck Enterprise Search – ask your college”.
Hvad er problemet med Enterprise Search - løsninger? Er de overflødige? Er de for dyre? For vanskelige at implementere? For krævende at vedligeholde og løbende optimere? Eller hvad?
Husk også, at VidenDanmark sætter fokus på Enterprise Search med et seminar den 8.10. Læs mere her.
Hvad er viden?
20. februar 2009 af Charlotte Winther
Kan jeg blive kvantefysiker ved at læse det fulde pensum i kvantefysik – eller blive verdensmester i golf ved at læse bøger skrevet af Tiger Woods? Svaret på disse lettere tåbelige spørgsmål er selvfølgelig nej. Jeg ville helt sikkert have store vanskeligheder ved at transformere det skrevne til noget praktisk anvendeligt – hvis jeg ellers overhovedet kunne forstå bøgerne. Jeg ville mangle hele den eksperimentelle tilgang – afprøvningen af teorien i praksis. Med mindre jeg var et naturtalent ville jeg få brug for nogen, der kunne sætte informationerne ind i en sammenhæng og give dem mening – en læremester.
Selvom jeg dagligt bliver bombarderet med information kan jeg ikke nødvendigvis bruge det til noget. Uden evnen til at filtrere, sortere og strukturere kommer jeg ikke ret langt. Kun når information sættes ind i den rette sammenhæng kan vi bruge den – og dermed blive klogere. Når information giver mening bliver det til viden, som vi kan agere på.
Nogle prøver at ignorere de moderne medier – andre prøver på at følge med på alle mulige fronter. Begge parter er formodentlig frustrerede. Den vigtigste kompetence i forhold til moderne medier er at bruge dem på måder, der er velegnede i konkrete situationer. Man skal lære at bruge de kanaler, der bedst imødekommer de behov man har.
På arbejdet bruger jeg SharePoint og dets mange kanaler til at holde styr på mine projekter og være opdateret om, hvad der foregår i virksomheden. Jeg læser avis – gerne på nettet – hører radio og ser tv, så jeg kan følge med i stort og småt i verden omkring mig. Jeg går på nettet for at finde supplerende oplysninger. Jeg bruger min mobil til at være i kontakt med min familie, mine venner og mine kolleger. Jeg bruger facebook til at være i virtuel kontakt med venner og bekendte (mine skole- og studiekammerater er fx blevet spredt ud over hele verden). Jeg mødes og er sammen med familie, venner og kolleger for at tale om store og små problemer, vende verdenssituationen og drikke en kop kaffe. Alt i alt bruger jeg forskellige medier til at holde mig opdateret, søge råd og vejledning, få overblik, og – i heldigste fald – opnå indsigt. Og det er vel det, viden handler om?
Man kan se på alle disse måder at kommunikere og tilegne sig information og viden som en konstant udfordring der ødelægger ens hverdag, eller som nye muligheder der kan gøre hverdagen sjovere og rigere på indhold. Det er i bund og grund op til dig selv.
CIO er død, længe leve CKO
6. februar 2009 af Jens Brogaard
Udover signalværdien som en titel giver på ens visitkort og på intranettets telefonbog ligger der i de to TBF’ere (tre-bogstavs-forkortelser) 2 vidt forskellige jobfunktioner.
CIO: Information er naturligvis omdrejningspunktet og typisk er stillingen dannet ud fra den tidligere lidt gemte it-driftschef. Med kravet om at it skal give forretningsmæssig værdi er it-chefen steget i graderne og det drejer sig ikke længere kun om at forbinde de rigtige kabler men også de rigtige informationer. Resultatet kan være værktøjer til automatisering af sagsgange.
CKO: Knowledge er naturligvis her kernen. Lidt afhængig af branche vil denne viden være forskellig og dermed også arbejdsopgaverne. F.eks. vil en ingeniørvirksomhed fokusere på innovation mens et konsulenthus vil fokusere på best practices og communities of practice. Resultatet er som oftest nye læringsmetoder og forretningsgange med sigte på at videndele.
data information viden
Sætter man de to roller i perspektiv med den velkendte data-information-videns pyramide kan man forholdvis let indplacere de forskellige roller. Imidlertid er der i årenes løb sket en stærk forøget integration af teknologier. Mail systemet er ikke kun et program til at modtage elektonisk post men er en integreret del af gruppearbejdet. Databaser er ikke kun lagringsplads for kunder men skaber grobund for intelligente markedsanalyser. Intranettet er ikke kun en telefonbog over alle ansatte men er et kompetenceregister som dynamisk bliver opdateret med opgaver man har deltaget i. Sidst men ikke mindst vil de sociale web 2.0 teknologier betyde nye videnstrømme som ikke set tidligere både uden for og inden for firmaets vægge.
Og hvad så? Pointen er, at den naturlige evolution peger i retning af at CKO er den nye CIO. Om CKO’en tilegner sig it-færdigheder (og ansætter en it-driftschef til at vedligholde infrastrukturen) eller CIO’en tilegner sig forretningsforståelse er for så vidt ligegyldigt men det giver ikke længere nogen mening at adskille de to roller.
p.s. CTO: Dette er en lidt mere ukendt stilling men indeholder erkendelsen af at teknologi udgør en stor del af virksomhedens produktsammensætning. Der sættes som oftest lighedstegn mellem teknologi og IT produkter. Ved at indsætte en CTO vælger man at forfølge en aktiv strategi om at forholde sig bevidst til teknologi og dermed ikke lade sig styre af den. Resultatet er roadmaps og it arkitektur planer.
Fra service til kompetence
21. januar 2009 af Bent Schou
Der er mange grundlæggende fænomener, som møbleres om i disse tider. I hvert fald i mit hovede – men tror jeg også i den faktiske verden. Det er igen vidensamfundet, der spøger. Jeg tror ikke vi har forstået og set alle konsekvenserne endnu.
Vidensamfundet ændrer på forholdet mellem information og viden: Information bliver mere og mere tilgængelig og efterhånden gratis siger bl.a. Larry Prusak på et møde hos VidenDanmark den 23.5. Det vi skal leve af fremover er ikke information – men viden. Viden bliver tilsvarende dyrere. Virksomheders evne til at udvikle og rafinere viden bliver en nøglekompetence.
Andre har suppleret med historier om, hvordan man for få år siden kunne tjene penge på at sælge information til virksomheder (f.eks. juridisk information) – i dag er denne information efterhånden alment tilgængelig, og der må satses på en værdiforøgelse af informationen: Noget i retning af viden – eller kompetence.
Tilsvarende er det interessant at se, hvordan bibliotekerne og bibliotekarerne kæmper for at finde deres plads i vidensamfundet. Vi er vel enige om, at bibliotekets dage er talte – som central for informationslagring og -søgning (måske ikke som kulturelt samlingspunkt). Selv om servicen på biblioteket oftest er gratis – vælger de fleste af os selv at finde den information, vi har brug for.
I denne proces ændrer bibliotekernes og bibliotekarernes rolle sig. Bibliotekarer kan jo noget af det, som vi alle skal blive meget bedre til i vidensamfundet – nemlig at omdanne information til viden. Når vi søger i den alt for rigelige information på internettet, er det en udfordring i sig selv at prioritere, vælge og vælge fra, at skelne skidt fra kanel, at kombinere måske uforenelige begreber eller synsvinkler mm. Denne informationskompetence bliver en nøglekompetence i fremtidens vidensamfund. Den skal vi alle beherske for at kunne være med.
Den vigtige forskel på såkaldte akademikere og alle andre er, at akademikere med en længere eller lang videregående uddannelse har fået tilført en slags informationskompetence. Og det sker når man lærer om videnskabsteori, metode, kildekritik med meget mere. Nok lyder det lidt højpandet – men grundlæggende handler det om at omdanne information til viden, og det bliver i stigende grad relevant i de fleste jobfunktioner.
Og det starter jo – som alt andet – i vores grundskole. Informationskompetencerne skal ind i skolerne – ind i undervisningen. De klassiske undervisningskompetencer, som skolelærerne har haft en slags monopol på, må udvides og suppleres med informationskompetencer. En stor del af den moderne undervisning vil (udover basal færdighedstræning) jo foregå ved, at eleverne får stillet en opgave, at de herefter med vejledning søger information og efterfølgende vurderes på, om informationen er omdannet til viden (med den rette relevans, kvalitet osv.).
I denne proces forekommer bibliotekarernes kompetencer både anvendelige og nødvendige. Og for os alle betyder det et skift fra informationsservice til informationskompetence.
Posts
Nye kommentarer