Mere af det samme og lidt bedre? Er det godt nok?
25. maj 2011 af Bent Schou
Videnskabsministeriet har udgivet en spændende rapport om udviklingen af “videnmarkedet” i Danmark. Rapporten “Ny viden til mindre virksomheder
– sådan gør vi det bedre” er udarbejdet af en ekspertgruppe med Lars Goldschmidt som formand og repræsentanter fra videninstitutioner og erhvervsorganisationer. Ekspertgruppen blev nedsat ud fra arbejdet i Regeringens vækstforum i november 2010.
Fokus for arbejdet har været de mindre virksomheder, som har størst behov for bedre adgang til ny viden. Og målet er bedre spredning af viden til mindre virksomheder.
Rapporten er spændende – både med viden”briller” og med erhvervs”briller”.
Rapporten siger, at vi i Danmark har et velfungerende “videnmarked” – mellem videninstitutioner (universiteter og GTS-institutter) og virksomheder. Rollefordelingen mellem disse instanser er en vigtig forudsætning for videnspredning. Men rollefordelingen er under forandring siger rapporten også, idet først og fremmest mulighederne bliver bedre for, at flere aktører kommer i spil, såsom eksterne rådgivere og konsulenter.
Desværre går rapporten ikke yderligere i dybden med ændringerne i rollefordelingen. Og det er ærgerligt, fordi der her ligger så mange spændende muligheder (og udfordringer) – måske især for mindre og små virksomheder. F.eks. burde man vel have kigget på de nye muligheder som opstår med åben innovation og videndeling båret af internettet og via sociale medier.
Set i forhold til de mindre virksomheder og deres behov for ny viden, har rapporten en klar pointe: Der er brug for at styrke virksomhedernes efterspørgsel efter ny viden. Og denne pointe er bl.a. baseret på en række undersøgelser af virksomhedernes kilder til ny viden – og brug af disse.
Sagt med andre ord (som ikke er rapportens!) har virksomhederne en tendens til at være lidt selvfede. Ny viden som kilde til udvikling og innovation står ikke højt nok på dagsordenen.
Derfor fokuserer rapporten da også på, hvordan man kan styrke efterspørgslen efter viden, specielt fra de mindre virksomheder.
Rapporten giver syv bud på, hvordan videnspredning kan øges:
1. Videnleverandører som universiteter, GTS’er, professionshøjskoler, erhvervsskoler og innovative netværk skal udarbejde strategi og handlingsplaner for videnspredning og videnudveksling med andre videninstitutioner og erhvervslivet.
2. Forenkling og mere gennemsigtighed i vidensystemet på baggrund af en samlet national evaluering af videnspredningen og innovationssystemet..
3. Innovative offentlige indkøb skal bane vej for bedre produkter og ydelser i det
offentlige og øget innovation i danske virksomheder.
4. Intelligent offentlig regulering, hvor myndigheder mv. stiller krav til erhvervslivet
i en dialog- og samarbejdsbaseret form
5. Faglærte fra erhvervsuddannelserne skal rustes bedre til at skabe fornyelse, når
de kommer ud på arbejdsmarkedet.
6. Videnkupon-initativet er en succes, som bør videreudvikles og udbygges for at
udvikle SMV’ers køb af viden både fra videninstitutioner og private videnrådgivere.
7. Det eksisterende initiativ med innovationstjek til SMV’er bør videreudvikles og
udbygges med en særlig opsøgende indsats for byggeri, handel og service.
Jeg ved ikke hvad du synes? – Er dette ikke mere af det samme og lidt bedre?
Og det er jo også godt nok, hvis det virker – og det er der god grund til at tro. Men hvorfor tør ekspertgruppen ikke gå lidt mere radikalt til værks?F.eks.
- ved at analysere, hvad de mindre virksomheder gør, som faktisk har succes med at ansætte højt kvalificeret arbejdskraft,
- ved at interviewe virksomheder, som arbejder sammen på utraditionel vis – med virksomheder og organisationer i andre sektorer/brancher?
- ved at tale med succesfulde iværksættere – som der jo trods af er mange af,
- ved at undersøge virksomhedernes muligheder i forhold til åben innovation, hvor en rivende udvikling er i gang,
- ved at …. (fortsæt gerne selv).
Selvfølgelig har rapporten nok fat i den lange ende – nemlig at der skal gøres noget ved viden-efterspørgslen fra de mindre virksomheder.
Men i stedet for at foreslå mere af det samme og forbedringer af eksisterende ordninger, kunne man måske tage udgangspunkt i de virkelig nye og spændende initiativer, som der findes masser af eksempler på.
For spørgsmålet er vel, om vi kan klare os ved at gøre det lidt bedre – eller om der skal helt andre “boller på suppen”?
Er forskning og uddannelse virkelig løsningen?
24. maj 2011 af Steen Thomsen
Det er blevet et mantra, at vejen ud af den danske produktivitetsfælde er øgede investeringer i forskning og uddannelse.
Men vi investerer allerede over 170 milliarder kroner – eller ca. 10 pct. af vores nationalprodukt på de to områder. Så hvis investeringerne skal vokse væsentligt i de kommende år, bliver vi nødt til at se lidt mere på, hvad vi får for pengene.
Hvad angår forskning, gælder det samme som i reklame: mindst halvdelen af pengene er spildt, man ved bare ikke hvilken halvdel.
Spildprocenten er formentlig særlig stor inden for politiske modeprojekter på områder, hvor der ikke er tilstrækkeligt med kvalificerede forskere, eller hvor projekterne er øremærket til bestemte miljøer.
De penge, der gør mest nytte, er småpenge til en rejse, en assistent eller til et bestemt forsøg.
Men både politikere og andre bevillingsgivere har forelsket sig i store projekter. De giver presseomtale og er nemmere for giverne at administrere.
Gode forskningsmiljøer vokser frem over årtier, ikke på en valgperiode. Forskningspolitikken er på fejlkurs.
Det er heller ikke al uddannelse, der bidrager positivt til samfundsudviklingen.
Arbejdskraft på skolebænken er ikke tilgængelig på arbejdsmarkedet. Mange fejluddanner sig og bliver i praksis mindre kvalificerede til et job. I nogle tilfælde er uddannelserne med til at befæste monopoler og faggrænser, der holder andre ude og dermed hæmmer den økonomiske vækst.
Hertil kommer, at en del af de svageste unge har svært ved at tage boglig uddannelse til sig og derfor ender som tabere, fordi der ikke er andre tilbud til dem. Der må være forskel på uddannelse og opbevaring.
Ukvalificeret forskning
Man kommer heller ikke uden om kvalitetsdiskussionen. Både forskning og uddannelse er uinteressant, hvis den er ukvalificeret.
Lønudviklingen indebærer, at det er vanskeligt at tiltrække og fastholde de nødvendige kompetencer i uddannelsessystemet.
Det er langt bedre at have nogle færre forskere eller undervisere og give dem noget mere i løn, så man kan tiltrække de rigtige. En enkel løsning er at slå nogle højtlønnede stillinger op med særligt høje krav – og lade konkurrencen klare resten.
Uden at sige et ondt ord om nanoteknologi eller atomfysik er der også grund til at bruge nogle flere penge på erhvervsforskning. Spidskompetencer inden for marketing, finansiering, økonomi og ledelse er alt for centrale til at blive systematisk forbigået, når der skal uddeles nye midler. Langt størstedelen af vores nationalprodukt og beskæftigelse ligger ikke i højteknologi, men i serviceerhvervene, og selv i produktionsvirksomhederne er det ikke i produktionen, at de nye danske job skabes.
Det, der er brug for, er altså intelligente, langsigtede investeringer, ikke udgiftsstigninger. Ja, vi skal formentlig bruge flere penge på forskning og uddannelse fremover.
Men Danmark er langt fra det eneste land, der har set lyset og satser på forskning og uddannelse. Det er faktisk en global tendens, som også Kina og Indien er helt med på.
Så det er ikke nogen badebillet at investere i forskning og uddannelse. Vores konkurrenceevne kommer til at hvile på, hvor dygtigt vi bruger pengene – ikke på, hvor mange vi bruger.
Danmark som højhastighedssamfund
21. januar 2010 af Calle Gade Lauritzen
Højhastighedskomiteen sendte rapporten “Danmark som højhastighedssamfund” på gaden den første uge i januar. Rapporten skal komme med anbefalinger til, hvordan bredbånd kan øge udbredelsen og anvendelsen af it i Danmark. Regeringen har en vision om Danmark som højhastighedssamfund, hvilket en moderne infrastruktur skal gøre os i stand til at realisere. Komiteen har dygtigt peget på, hvordan det offentlige Danmark skal efterspørge alle mulige raffinerede it-løsninger, men kun med skræmmende få eksempler peget på, hvordan markedet skal være i stand til at levere disse løsninger.
Komiteens medlemmer er udpeget af videnskabsministeren, og han har ikke skuffet de, som tvivlede på et spændende hold. Det er Tordenskjolds sikre soldater, fra hvem man skal lede med lys og lygte for at finde et overraskende udspil. Vanetænkningen er gabende kedsommelig. Lad dog unge sprudlende ildsjæle komme til fadet.
Erhvervsdanmark er helt usynligt i medlemskredsen, og det er en katastrofe, når en af de vigtigste mål med komiteens arbejde er, at bidrage til sikring af Danmarks konkurrenceevne og skabelse af økonomisk vækst. Hvorfor er der ingen reformivrige og rabiate virksomhedsledere i det gode selskab?
Et mål er, at komiteen skal pege på, hvordan vi kan forbedre produktiviteten, effektiviteten og innovationsevnen i erhvervslivet, fordi vi på de områder har faldende kurver sammenlignet med andre lande. Hvad er det andre lande gør så meget bedre end Danmark, når de overhaler os på produktivitet, effektivitet og innovationsevne? Det har komiteen end ikke overvejet at forholde sig til. Hvorfor?
Rapporten har fornærmende kort nævnt Danmarks uddannelses- og forskningsudfordringer i forhold til øget udbredelse og brug af it. Danmarks uddannelsesniveau falder som bekendt i disse år sammenlignet med andre lande. Det er foruroligende i et land, hvor det eneste vi virkelig kan differentiere os på i forhold til andre lande er, at vi har en højt uddannet arbejdskraft, som evner at udnytte alle tænkelige effektiviseringsgevinster ved smartere brug af it. Hvis vi ikke får uddannet de nye generationer bedre end nu, kan uddannelsessystemet ikke levere kandidater til erhvervslivet, som skal levere alle de spændende produkter og løsninger til det offentlige Danmark. Det offentlige Danmark kan naturligvis heller ikke undvære højtuddannede specialister, som kan udtænke og specificere kravene til markedet.
Det er om noget en tam og tonedøv komite, som givetvis har fået et uambitiøst opdrag af en minister, der blot venter på en udskiftning ved en kommende ministerrokade.
Kludder i Danmarks “videnregnskab”
23. oktober 2009 af Bent Schou
Viden fylder meget i medierne for tiden. Der laves undersøgelser og serveres spændende overskrifter, som f.eks. ”Forskning er tabt på gulvet” ”Salg af viden og service eksploderer” og ”Danske virksomheder mangler IKT-kompetencer”. Og mange andre overskrifter kunne nævnes – alle interessante og nyttige bidrag til Danmarks uudtalte ”videnregnskab”.
Den første overskrift om forskning handler om, at vi er rigtig dårlige til at overføre ny viden fra uddannelses- og forskningsinstitutioner til virksomhederne. Faktisk er vi elendige ifølge en rapport fra Danmarks Erhvervsforsknings Akademi (DEA). Så selv om vores forskningsinstitutioner internationalt rangeres højt – smitter det kun i begrænset omfang af på offentlige og private virksomheder i Danmark. Samarbejdet – eller viden-overførslen – fungerer bare ikke godt nok.
Den anden overskrift uddrager også essensen af en rapport – her fra Dansk Industri (DI). Man konstaterer, at videnerhvervene har størst fremgang mht til eksport. Da viden, så vidt jeg ved, ikke kan leveres uden samarbejde og formidling – er konklusionen altså, at her fungerer vidensamarbejdet fint.
Endelig siger den tredje overskrift om de manglende IKT-kompetencer (undersøgelse fra Rambøll Management), at specielt mindre virksomheder har brug for et løft på disse i dag så vigtige kompetencer. Og det er vel basalt set bl.a. disse kompetencer, der skal sikre, at vi på alle områder kan arbejde sammen om viden – også som forudsætning for innovation.
Mange der som jeg følger tæt med i Danmarks præstationer på videnområdet er nok lidt forvirrede. Går det godt? – eller går det skidt? Hvad skal vi egentlig være gode til? Og hvad skal vi sammenligne os med?
Vi har jo hørt det før, at det er svært at få nyttiggjort viden fra bl.a. universiteter. Jeg husker en amerikansk undersøgelse, der fortalte, at det i gennemsnit tager 17 år fra ny viden opstår inden for sundhedsområdet til denne viden anvendes i den daglige behandling på sygehusene.
I det hele taget er jeg ikke i tvivl om, at udfordringen i dag handler om at fjerne barrierer for at ny viden omsættes til praktisk handling. Ofte findes masser af ny og god viden, blot ikke lige dér, hvor den kan omsættes til værdi og udvikling. Mange virksomheder er gode til det i dagligdagen – i det små – men hvorfor ikke arbejde med at vi bliver bedre til dette i hele samfundet – på tværs af sektorer og institutioner.
Kludder i videnregnskabet betyder ikke så meget, hvis ikke netop det er et udtryk for, at vi grundlæggende ikke ved, hvad der er vigtigt – og hvad vi især skal satse på.
Lad os hjælpes ad med at få rede på Danmarks Videnregnskab – ved at diskutere hvor vi skal hen med viden og videndeling. Hørte jeg nogen sige: en videnstrategi for Danmark? Joh .. mindre må kunne gøre det – men det ligner.
Videndeling er vejen til vækst
19. oktober 2009 af Stina Vrang Elias
Virksomheders evne til at skabe, finde og anvende ny viden er en helt central konkurrenceparamenter i det moderne vidensamfund. Men kun to procent af de danske virksomheder anvender i dag universiteterne som kilde til ny viden og dermed innovation. De offentlige bevillinger til forskning og udvikling er steget med 35 pct. fra 2004 til 2009. Der er altså nok af viden, men hvorfor er det så svært at få den i spil i danske virksomheder? Det har Danmarks ErhvervsforskningsAkademi sat fokus på i en ny rapport, der stiller skarpt på svaghederne i det danske videndelingssystem. Rapporten ’Vækst gennem Videndeling’ offentliggøres den 22.-23. oktober på en konference om videndeling og partnerskaber, som DEA afholder sammen med CBS. På konferencen præsenterer en række erhvervsfolk og forskere eksempler på partnerskaber, hvor viden bliver delt med succes. De giver også deres bud på, hvordan vi kan blive bedre til at sikre vækst igennem videndeling.
Fra videnspredning til videndeling
Rapporten ”Vækst gennem videndeling” rummer en række anbefalinger til, hvordan vi kan styrke dansk erhvervslivs samspil og videndeling med universiteterne.
En central pointe er, at vi skal gå fra videnspredning til videndeling. Vi skal bort fra at tænke samarbejde i en ’afsender til modtager’-logik; videndeling bør være en aktiv proces, og flere aktører bør involveres, når ny viden skabes. Dermed bliver den nye viden relevant for flere interessenter. Den bliver også mere robust, når den er afprøvet undervejs.
Her kan vi lære af udenlandske erfaringer. Forskningscentret CITRIS ved University of Berkeley understøtter det tætte samarbejde mellem universitetsforskere og virksomheder. Der er bl.a. sekretariatsbistand til samarbejdsprojekter, og forskere, studerende og virksomheder bringes sammen i de tidlige faser af forskningen – på tværs af faglige skel.
Der findes i dag her i Danmark initiativer, der understøtter samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv, f.eks. ErhvervsPh.D.- ordningen. Men vi skal tænke lagt mere i denne type af samspil, hvis vi skal have viden ud at arbejde i de danske virksomheder.
En anden anbefaling i rapporten peger på, at vi skal etablere et nationalt videnregnskab, der beskriver omfanget og effekterne af samspil mellem videninstitutioner og erhvervsliv. Det vil hjælpe de mange SMV’er, der i dag ikke har tid og overskud til at finde vej til den viden, der skabes i de danske universitetsmiljøer – og dermed går glip af en vigtig kilde til vækst.
Stina Vrang Elias er adm. direktør, DEA
Er vidensamfundet akademisk?
7. juni 2009 af Bent Schou
“Hvorfor er det akademiske altid den eneste måde at gøre tingene på? Hvorfor er teori den eneste måde at lære på?” spørger Lars Olsen provokerende ved et debatmøde arrangeret af Politiken for nylig. Lars Olsen er journalist og forfatter og har i flere bøger advaret mod aktuelle tendenser i vidensamfundet, der favoriserer akademiske færdigheder og øger uligheden.
Udgangspunktet for debatmødet hos Politiken var to eksempler. At sygeplejersker under uddannelsen lærer om teorier af Jürgen Habermas og Immanuel Kant. Og at gymnasieelever stilles overfor krav om anvendelse af videnskabsteori og -metode i deres projekter.
Nogen mener det er nødvendigt, f.eks. gymnasierektor Mogens Hansen. “Vi bliver nødt til at forberede de studerende på, at de i fremtidens vidensamfund hele tiden skal tilegne sig ny viden”. Og han bakkes op af Lars Qvortrup, dekan ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole: “På alle niveauer bliver medarbejdere nødt til at tænke abstrakt og forholde sig til teoretiske overvejelser”.
Torben Pilegaard Jensen, forskningsleder ved AKF, fremhæver i stedet den praktiske viden. “Megen viden ligger gemt i håndværket og kan derfor bedst læres gennem praktisk erfaring”. Og han siger klart, at ” Immanuel Kants syn på livet. Det er ikke relevant for sygeplejerskestuderende”. Og en repræsentant for gymnasieleverne siger, at “kun de elever, hvis forældre har en akademisk uddannelse, formår at opfylde disse krav”.
Debatten rækker dybt ind i vores forståelse af viden og af vidensamfundet. Hvilken viden er vigtigst – den tavse viden, som er dybt forankret i erfaring, krop og praktisk arbejde, eller den eksplicitte viden, som er formaliseret og struktureret, oftest fremkommet vha. metoder og teori? Og betyder vidensamfundet en fortsat vækst i de gamle videninstitutioners (forskning og uddannelse) monopol på at definere, hvad der er viden?
Jeg tror vi har brug for at se på problemstillingen med nye øjne. Industrisamfundet var jo netop karakteriseret ved en skarp opdeling mellem den teorisk funderede (boglige) viden og den praktiske viden Skellet gennemsyrer samfundet, hvor videninstitutionerne næsten har monopol på viden, og virksomhederne, hvor viden især håndteres i forsknings- og udviklingsafdelinger samt i særlige støtte- og stabsfunktioner. I vidensamfundet sker der gradvis en opløsning af grænserne, således at det bliver sammenhængen mellem teoretisk og praktisk viden, der bliver interessant. Innovation betyder i dag f.eks. samspil mellem teoretisk viden – og praktiske eksperimenter. Og der stilles hele tiden krav om samarbejde mellem forskning og virksomheder. Videndeling er ikke noget, der er forbeholdt de teoretisk skolede. Og vi skal alle sammen lære – i det daglige arbejde – hele livet, læring sker når viden anvendes.
Alle grupper af medarbejdere vil opleve et større fokus på viden – i deres arbejde (og i fritiden). Eksempelvis sygeplejersker og hjemmehjælpere. Det kan virke fremmed i en verden af “varme hænder” – men ikke desto mindre er kravet, at vi ikke kun skal lære af vores egne fejl – men også af andres. Og det kræver arbejde med viden. Det kræver evidensbaseret sygepleje og det kræver mere planlægning og opsamling af resultater/erfaringer i hjemmeplejen.
Tilsvarende vil uddannelse og forskning forhåbentlig i stigende grad blive befrugtet med praktiske erfaringer og lidt større fokus på anvendelse og værdiskabelse. Også her virker kravene fremmede – som utidig indblanding.
I vidensamfundet vil mange medarbejdergrupper opleve større krav til systematisk videnarbejde (akademisering) mens andre vil opleve at blive trukket ned fra videnskabens hellige tinder. Ingen skal vide sig sikker. Vidensamfundet vil få betydning for os alle.
Fra forskning til forandring
6. maj 2009 af Pia Lauritzen
Det er sagt og skrevet mange gange: Samspillet mellem humanistisk grundforskning og erhvervslivet fungerer ikke optimalt. Men hvorfor er det egentlig sådan? Fordi de tre P´er – Parterne, Politikerne og den Periode, vi lever i – på hver deres måde er gået i selvsving.
Parterne har forskellige succeskriterier
Den mest åbenlyse forklaring på, at samspillet mellem forskere og virksomheder ikke fungerer optimalt er, at der arbejdes ud fra vidt forskellige perspektiver. Mens virksomheder drives ud fra et perspektiv på ca. 6,5 år (den gennemsnitlige anciennitet for topledere i danske virksomheder ifølge undersøgelse foretaget af Børsen i 2008), så arbejder humanistiske grundforskere ud fra et historisk perspektiv, der går helt tilbage til det antikke Grækenland. At bedømme en indsats, der skriver sig ind i en 2500 år lang afsøgning af, hvad det vil sige at være menneske, på en enkel virksomheds aktuelle succeskriterier er ikke bare dumt, men meningsløst.
Politikerne skaber forvirring om mål og middel
En lidt mindre åbenlys, men dog meget plausibel forklaring på vanskelighederne med at få humanistisk grundforskning ud over rampen i erhvervslivet er, at der er blevet vendt op og ned på mål og middel i den forskningspolitiske debat. Ved at betragte fakturaer som det ultimative mål for al forskning glemmer man, at penge er værdiløse i sig selv, og derfor altid må betragtes som et middel til at opnå noget andet. For forskningens vedkommende bør udvikling, og i disse krisetider måske ligefrem forandring, være målet. Økonomien skal fremme dette mål, ikke kvalificere det.
Perioden tilbyder kun én form for videnudveksling
Den tredje og for mig at se mest interessante forklaring på den manglende synergieffekt mellem humanistisk grundforskning og erhvervslivet er, at vi i vores såkaldte vidensamfund har en meget begrænset forståelse af, hvad det vil sige at udveksle viden. Selvom der ifølge professor på Copenhagen Business School, Kristian Kreiner, er min. to forskellige måder at udveksle viden mellem forskning og erhvervsliv på, så er det kun den ene, der anvendes i dag. Forskellen på det, Kreiner kalder overførselspraksis og oversættelsespraksis er, om man insisterer på mest mulig forståelse mellem de vidende parter (som det er tilfældet i dag) eller, om man med respekt for begges ekspertise lader forskere og virksomheder koncentrere sig om det, de er bedst til.
Når jeg synes, den sidste forklaring er den mest interessante er det fordi den baner vejen for en radikal anden måde at arbejde med viden- og værdiudveksling på. Og det har vi brug for.
Vi hænger i dyndet
- industrisamfunds-dyndet
4. december 2008 af Bent Schou
Det er blevet sagt så ofte – af kloge folk som f.eks. Lars Kolind - at vi gennemgår et paradigmeskift fra et transaktionsbaseret til et vidensbaseret samfund. Vidensamfundet – som jo er beskrevet af så mange efterhånden.
Men dybden i paradigmeskiftet tror jeg ikke vi har hverken set eller forstået helt endnu.
Et par eksempler:
1) Når man taler om at styrke vidensamfundet går diskussionen ofte hurtigt over i en kritik af regeringen for ikke at gøre nok for forskning og uddannelse. Underforstået - skal Danmark være et førende vidensamfund – handler det om virkelig at satse på forskning og uddannelse. Men – pointen i vidensamfundet er vel netop – at forskningsinstitutionerne mister sit monopol på viden”skabelse” og uddannelsesinstitutioner mister betydning som basis for læring. I vidensamfundet deltager vi alle i viden”skabelsen” – og uddannelse/læring foregår alle steder – hele tiden.
Derfor bør indsatsen for at styrke det danske vidensamfund snarere handle om – at sikre brobygning og samarbejde mellem institutioner og virksomheder – så videnopbygningen får de bedste vilkår. Hvilket forresten også sker.
2) På VidenDanmarks seminar om Læringsteknologier Best Practice 2008, som vi afholdt den 4.12., var en af de spændende diskussioner om overgangen fra klassisk indlæring med en central afsender, til et moderne læringskoncept der bygger på brugerinvolvering og deltagelse. Fra Learning Management til Personal Learning Environnement, som Thomas Ryberg formulerede det. Her står også e-lærings-systemerne over for en udfordring, fordi de et langt stykke hen ad vejen blot bygger videre på de klassiske undervisningsparadigmer – tilsat digital strøm.
Når videnskabsministeren derfor ønsker et Danmark (se national strategi for e-læring) helt i front inden for innovativ anvendelse af informationsteknologi til undervisning og læring – bør det især handle om styrkelse af det som nogle kalder læring 2.0 – dvs. hvor brugeren og brugerens involvering er i centrum.
3) Når vi taler om vidensamfund – taler vi også ofte om videnvirksomheder. Dvs. der hvor videnarbejdet er dominerende, hvor en stor del af medarbejderne er såkaldte videnmedarbejdere. Igen misses pointen, idet vidensamfundet netop – i hvert fald efter min mening – betyder at viden gradvis trænger sig ind i alle job. Selv hjemmehjælperen bliver efterhånden en videnmedarbejder -anvendelse af teknologi og moderne hjælpemidler betyder, at hjemmehjælperen også “skal bruge hovedet”, skal deltage i tilrettelæggelse og udviklingen af plejen.
Så meget værre er det, når de faglige organisationer slår til lyd for “flere hænder”. (Se f.eks. ugebrevet A4). Ud over at det er en hån mod medlemmerne – er det også ude af trit med vidensamfundets gryende realitet. Men det passer jo nok meget godt med den generelle opfattelse, hvor videnarbejde stadig næsten entydigt identificeres med det, som de bogligt uddannede tager sig af.
Skal vi blive gode til at være vidensamfund må vi revidere alle disse klassiske opfattelser – og se i øjnene, – at viden udvikles alle steder, med deltagelse af alle, – at alle skal være gode til at videndele, – og at alle skal deltage i og bidrage til læring.
Jeg ved godt, at vi ikke er der endnu – men vi er på vej.
Vidensinnovatør – morgendagens medarbejder
8. maj 2008 af Christian Wernberg-Tougaard
Når man bevæger sig rundt i den globale verden er det oplagt, at en række nye teknologier er ved at forandre den måde som videndeling, innovation og indlæring sker på. Og dem som ikke tager forandringerne til sig vil alt andet lige miste momentum og fremdrift i den globale konkurrence.
Mange drøfter hvordan 24/7-samfundet vil forandre vores arbejdsrytme – og sandt er det, at de gængse 8-16 er meget mindre brugbar i dag end i den industrialiserede æra. Fokus er på hvad man leverer, ikke i hvilket tidsrum det er leveret.
Samtidig er den enkeltes rolle ganske forandret – under industrialiseringen var mennesket til for maskinerne, så blev vi vidensagenter, hvor den intelektuelle kapital var bestemmende for en virksomheds værdi – og fra nu af og fremover vil demokratiseringen af viden gøre mennesket som “beholder” af viden uvæsentlig (min viden findes I databaser, på min blog, I artikler, I foredrag osv.) så I morgen er min rolle at være skaber af ny indsigt gennem kollaborativ, tværfaglig indsigt – kort sagt at være videns-innovatør. At omstille mennesker, organisationer og myndigheder til dette er en omfattende proces – som kræver transformation på alle planer.
Man kan ikke sige, at der er et sammenhængede økosystem for videns-innovatørerne – men en række fragmenter, som med tiden bliver værktøjskassen for fremtidens vidensarbejdere. Men hvad er det så for tools – værktøjer – som muliggør, at vidensinnovatørerne kan gøre det som de gør bedst?
Kollaboration. Jeg undersøgte sidste år Open Source miljøerne ift. et lærebogskapitel om “Methodological considerations in strategizing the use of Open Source in the Public Sector”. Og noget af det som står klart er, at gennem udveksling af ideer på globale mødesteder skabes ny indsigt og muligheder. Kodeordet er kollaboration. Samarbejde. Eller om man vil gruppearbejde. Kombineret med wiki’er (What I Know Is) skabes aflejring og deling af viden – viden demokratiseres og høj-effektiv innovation muliggøres.
Audivisuel videndeling. Adskillige undersøgelser påviser, at billedindlæring er meget mere effektiv end manducering. Og min søn og datter er typiske eksempler på det. Hos guitarlæreren får de de basale værktøjer. Men meget af den primære læring sker faktisk gennem Internettet – faktisk Youtube. Når den store finder et nummer han godt kunne tænke sig at lære, er det bare at vælge blandt de mange videoklip hvor andre – altruistisk – deler deres viden om det givne nummers becifring m.m. Læringskurven er forbløffende stejl. Igen en demokratisering af viden – og oplæring I at kunne videninnovere.
Forskning. Og audiovisuel videndeling er ikke kun for teenagere med hang til System of a Down. På Carnegie Mellon Universitetet forsker Johnny Chung Lee i Human-maskine-interaktion. I et foredrag om innovtiv brug af Nintendos Wii-controller siger han: ”Men hvad der i grunden var mest interessant var, hvordan folk egentlig opdagede mine to projekter. Youtube har virkelig forandret måden, eller hastigheden, som et individ kan sprede sine ideer til hele verden. Jeg er bare en forsker med et videokamera, men efter én uge havde en million mennesker set projektet – og bogstavelig talt, få dage efter havde andre forskere og studerende fra hele verden, frembragt deres egne videoer hvori projektet blev gentaget og forbedret. Jeg håber på mere af samme slags i fremtiden og håber, at online videodistribution bliver grebet af forskningsmiljøerne”.
Uploading. Web 2.0 kendetegnes af celler af interessefællesskab – bare se på Facebooks grupper – og af muligheden for uploading – det at man kan distribuere eget indhold. Demokratiseringen af videndelig gør, sammen med effektive søgemaskiner, som sammenstiller videnelementer til helheder, det nemt for fremtidens vidensinnovatører at skabe ny indsigt på baggrund af delt viden. Udenadslære hører fortiden til – at lære hvordan man skaber ny viden og indsigt som vidensinnovatør er forudsætningen for fremtidens vækst og udvikling.
Christian Wemberg-Tougaard er direktør for In4change.com
Er vi rustede til vidensamfundet i Danmark?
20. september 2007 af Bent Schou
I perioden fra den 7. Til den 20. september 2007 har VidenDanmark spurgt nyhedsbrevslæsere og besøgende på videndanmark.dk om deres holdning til nogle vigtige spørgsmål i den aktuelle politiske debat.
Spørgsmålet lød således: Den politiske debat raser omkring velfærd, skattelettelser og satsning på uddannelse og forskning. Hvad mener du er vigtigst for at styrke vidensamfundet? I alt 26 har besvaret spørgsmålet, idet 15% siger skattelettelser, 54% peger på flere penge til uddannelse og forskning, og 31% vil have mere frihed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet.
Hvorfor skulle skattelettelser nu styrke vidensamfundet? Fordi incitamentet til at arbejde bliver lidt større? Nej, sikkert ikke. Men måske fordi det bliver nemmere at fastholde de dygtigste af videnarbejderne i Danmark, hvis skatten var lavere. Det nævnes jo ofte i den offentlige debat, at det er svært at fastholde de højtuddannede og eksperterne pga. først og fremmest topskatten. Det er der jo nok noget om, og dog. I min forestilling om videnarbejdet er det ikke primært økonomiske faktorer, der er drivende og motiverende. Det skal især være sjovt, engagerende og meningsfuldt.
Og hvorfor skulle flere penge til uddannelse og forskning styrke vidensamfundet? Fordi det styrker vores viden – vores fælles viden i videninstitutionerne, som man vel må betegne forsknings- og uddannelsesinstitutionerne – og som individer og medarbejdere, idet der stilles stadig større krav til kompetencer, til løbende efteruddannelse – livslang uddannelse. Og alligevel skal vi passe på ikke at reservere vidensamfundet til videninstitutionerne. Som jeg ser det, er vidensamfundet karakteriseret ved, at forskning og uddannelse flytter ud fra institutionerne – ud i virksomhederne og ud hos os selv. Videninstitutionernes monopol på at arbejde med viden er på vej til at være slut. Det sker i dag alle steder, også hvor vi mindst venter det, f.eks. landbruget, som bliver mere og mere videnafhængigt.
Endelig kan man spørge, hvorfor mere frihed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet skulle styrke vidensamfundet. Jeg må indrømme, at det er her jeg har sat min stemme. Fordi vi så kan få mere tid til familie, fritid og ferie? Nej. Det kunne godt være tilfældet men har jo ikke noget specielt med vidensamfundet at gøre. Jeg tror videnarbejdet er anderledes end det traditionelle transaktionsbaserede arbejde (sådan skelner Lars Kolind vist). Videnarbejdet er næsten pr. natur mindre struktureret, det er analyserende, søgende, kommunikerende og opererer i netværk. Det starter ikke på et bestemt tidspunkt. Det foregår ikke et bestemt sted. Vi kender jo alle til det at få en god idé. Det sker jo netop ikke på aftalt tid og sted. Snarere tværtimod, det kan ske i weekenden, når vi slapper af, når vi vågner om morgenen osv. Og det at få idéer er jo en vigtig del af videnarbejdet.
På den måde repræsenterer videnarbejdet en stor udfordring for vores arbejdsmarked, fordi vi skal finde modeller, der kan håndtere fleksibilitet og frihed, samtidig med at vi sikrer medarbejdernes basale rettigheder og tryghed.
Nogen hævder, at Danmark vil være velrustet til Vidensamfundet, bl.a. fordi vi har en demokratisk ledelseskultur. Medarbejderne inddrages og gives ansvar. Men jeg kunne godt frygte, at vores stive arbejdsmarked er en større hæmsko, end vi ser i andre lande. Det gælder måske især for nogle af vidensamfundets kernetropper: lærerne og bibliotekarerne.
Så der er rigeligt at tage fat på, hvis Danmark skal ruste sig til vidensamfundet.
Posts
Nye kommentarer