Emma Gad – men når det gælder videndeling – hvorfor er det så et spørgsmål om at gide?
29. april 2010 af Bent Schou
Fra den 26. marts til den 28. april 2010 har VidenDanmark spurgt læsere af nyhedsbrev og besøgende på hjemmesiden, hvad de mente om videndeling: Videndeling – gider vi det?
Spørgsmålet var motiveret af en diskussion i en af vores videngrupper, som førte til to artikler i nyhedsbrevet og på bloggen med de lidt provokerende overskrifter:
Emma Gad – vi gider ikke (Ditte Kolbæk)
Emma Gad – vi gider også (Morten Marquard)
44 har svaret på spørgsmålet – og svarfordelingen ser sådan ud:
- Ja – hvis vi kan få lov at gøre det i samtale med kollegerne (7 %)
- Ja – vi giver gerne vores viden videre – også skriftligt – hvis det sker på vores egne præmisser (27%)
- Ja – hvis det bliver anerkendt, der tid til det og det virker (57%)
- Nej – det er besværligt og effekten er tvivlsom (7%)
- Nej – vi vil helst holde vores viden for os selv (2%)
Et klart flertal siger, at vi godt gider videndele, hvis det giver anerkendelse og resultater – og der er tid til det. Tæt fulgt af ca en fjerdedel, som gerne vil, hvis de selv bestemmer præmisserne.
Kun ganske få mener slet ikke videndeling er relevant.
Og det er jo positivt – eller er det?
- En tolkning kunne være, at vi faktisk godt gider videndele, at vi er kritiske og selvstændige individer, som selv prioriterer tid og arbejdsopgaver og kun gør det vi finder relevant. Her ligger sikkert også forklaringen på, at mange ambitiøse it-projekter, der har til formål at øge videndelingen kuldsejler. Man glemmer at sikre sig, at medarbejderne faktisk får anerkendelse for det, at de kan se meningen med det og at de har tid til det.
- En anden tolkning er måske lidt mere nedslående. Vi er vandt til at passe vores arbejde – vi arbejder jo ikke kun, hvis vi får anerkendelse og der er tid til det. Vi gør det fordi vi skal og får løn for det. Men videndeling – det kræver åbenbart lidt ekstra.
Problemet med videndeling i virksomheder og organisationer er vel, at det ikke står klart, hvorfor vi skal gøre det? i hvilken sammenhæng vi skal gøre det? hvordan vi skal gøre det? Hvad det betyder for arbejdet og virksomheden? Videndeling er snarere noget vi alle er enige om er godt – uden at vi for alvor har besluttet os for at gøre det rigtigt. Og uden at ledelsen bakker op.
Og så længe effekten af videndeling er så uklar for ledelse og medarbejdere, er det ikke underligt, at vi tøver, og at vi lige selv vil vurdere, om det er smart og relevant..
Emma Gad – Vi gider også
25. marts 2010 af Morten Marquard
Fr. Gad delte ud af sin viden – i bøgernes tidsalder. Dansk Erhverv mener, at det koster samfundet penge, når ansatte bruger Facebook i arbejdstiden. Det er ikke vores erfaring. Det er videndeling anno 2010, når René skriver på Facebook, at han nu har indkøbt en ny printer til kontoret, og det samme, når Line tweeter fra et kursus i usability.
Vi gider faktisk godt videndele. Det skal blot foregå på vores præmisser. Homo Conexus videndeler i web 2.0-tidsalderen for fuld udblæsning. Det skal bare gå stærkt, og vi skal have omgående værdi for vores handlinger.
Det giver sociale medier, hvor vi lærer og linker fra morgen til aften. Vi møder personer med samme interesser som vores og videndeler på moderne vis.
Det er dette, som løsninger for videnstyring skal lære af. Det stiller store krav til brugerfladen, til hastigheden og til strukturen i informationerne. Den fælles viden skal kunne struktureres, så den spiller sammen med vores konkrete arbejdsprocesser. Er disse betingelser ikke opfyldt, så har videndelingen spillet fallit. Kombinationen af moderne web 2.0 modeller som apellerer til brugerne og velstrukturerede informationsmodeller kan sikre at viden kan deles uhyre effektivt.
Videndeling er i dén grad et spørgsmål om at komme først. Det kan give større effektivitet i organisationerne og dermed også klare konkurrencefordele.
Så skynd jer at dele ud af jeres viden – I har tre sekunder til at linke til denne artikel fra Facebook!
Emma Gad – Vi gider ikke
24. marts 2010 af Ditte Kolbk
Emma delte viden – big time. Hun lod os vide, om man kan gå med rullekrave på strøget, om man skal have en buket med til værtinden, og om kniven ligger til højre eller venstre for tallerknen.
Hun skrev en hel bog.
Det var i bøgernes tidsalder.
Nu bliver alle og enhver bedt om at dele deres viden. På arbejde eller i netværk.
De fleste deler gladeligt som en del af en samtale.
Men når det kommer til at skrive vores viden ned, så gider vi ikke.
Eller måske kan vi ikke.
For vi ved jo faktisk ikke, hvad vi ved. Og vi ved slet ikke, hvad det er vigtigt for andre at vide.
Derfor er det lettere, når vidensdeling er en del af samtalen. “Den anden” spørger, argumenterer eller nikker – vi deler viden som en del af en kontekst, vi bliver ledt på vej.
Når vi skriver er vi overladt til os selv. Det er for de fleste vanskeligere at formulere sig skriftligt end mundtligt, og flowet kommer ikke naturligt, som i samtalen, det må skriveren opfinde undervejs.
Alligevel er der udviklet masser af IT-værktøjer, som har til hensigt at lagre menneskers viden – helst på en måde, så den er let at genfinde. Knowledge Managers kæmper en hård kamp for at få kollegerne på arbejdspladsen til at bidrage til videnslageret – en kamp med mange nederlag og få sejre.
Min anbefaling er: GIV OP. Nedlæg våbnene. Luk lagret. Opret et simpelt bibliotek og få mennesker til at dele viden som en del af en samtale. Der findes gennemprøvede processer til det, så vidensdelingen kan foregå struktureret og målrettet.
Emma Gad – vi gider også. Bare vi ikke behøver at skrive det ned.
Posts
Nye kommentarer