Læring i andre kulturer
15. december 2011 af Inger Toft Thiersen
Det er ikke en naturgiven ting, at kunne lære. Det er en proces at lære at lære, og det gælder både i skolerne, i forbindelse med LEAN og når makedonske dommere skal blive mere effektive.
Jeg havde fornøjelsen af at være inviteret som oplægsholder til et seminar for dommere og anklagere i Makedonien af EIPA’s European Center for Judges and Lawyers i november 2011. Seminaret handlede om kvalitet i juridiske afgørelser, og den første store hurdle for arrangørerne var lykkedes – nemlig at få dommerne til at melde sig til seminaret. Dommere i Makedonien har en meget høj status i lokalsamfundet og høj selvforståelse, og deltagelse i et seminar kan tolkes som en svaghed, idet dommerne derved tilkendegiver, at der er ting, man kan blive bedre til. Desværre er det et nok en holdning, som ikke er ualmindelig i mange østeuropæiske lande.
I dette tilfælde var emnet en del af den demokratiseringsproces, landet undergår i forbindelse med den ønskede optagelse i EU. Netop EU-ret er et af de emner, som dommerne kan modtage undervisning i uden at miste anseelse, da de jo ikke i deres uddannelse har haft tilgang til dette. Med det argument fik arrangørerne dommere og anklagere på seminar.
Målet var at vise makedonerne værktøjer, som kan bruges til at vurdere deres arbejdssituation og forbedre disse – inden for de givne rammer. Det makedonske retssystem har – som mange andre – et meget begrænset budget, og der er ikke umiddelbar tilgang til ekstern viden. De mangler folk, og en ung dommer tjener omkring 7.500 kr. om måneden. Man kan få den idé, at det indebærer en risiko for korruption, men der er ingen tvivl om, at de arbejder hårdt og lever op til reglerne. Og netop reglerne er det, de fokuserer på som dommere. Tidligere var alt forbudt med mindre en lov sagde, at det var tilladt. Nu er det lige omvendt. Derfor var det vanskeligt for dem at forstå, at de værktøjer, vi præsenterede, ikke står i en lov, og at det er deres eget ansvar at tage dem i brug.
Deltagerne på seminaret ville hele den første dag retfærdiggøre deres system, og det var en knivskarp balance med hvert ord at sikre, at vi ikke på nogen måde kritiserede deres måde at arbejde på. Det var jo ikke hensigten, og det forstod de gradvist. Ved mit indlæg om LEAN udfordrede jeg dog deres læring – måske til det yderste.
Inden indlægget blev de spurgt, om de havde hørt om LEAN – det havde ingen af dem. Undervejs blev der vist en video om effektivitet eksemplificeret i kaffebrygning – en fantastisk film venligst udlånt af Implement. De lo og kunne godt se pointerne.
Dernæst introducerede jeg et spil, hvor de kunne opleve uhensigtsmæssighederne i deres eget arbejde, ændre rutinerne og producere mere på samme tid og til større tilfredshed. Det var et spil med tændstikker – og de var klart skeptiske. Der var praktiske udfordringer, da flere af deltagerne ikke forstod engelsk og tolkene derfor skulle rundt til de forskellige grupper. Men resultatet af øvelsen var som forventet, de producerede mere på samme tid, når de selv fik lov til at tilrettelægge arbejdsprocesserne på den mest hensigtsmæssige måde. Men selve tændstikspillet udfordrede deres villighed til at lære nye ting. Flere af deltagerne valgte ikke at deltage. Trods munterhed blandt de deltagende kom en af dem efterfølgende og spurgte om vi troede, de var dumme?
For mange danskere er et kursus en velkommen lejlighed til at komme lidt væk fra kontoret og få ny inspiration og lære noget nyt.
Men de makedonske dommere og anklagere havde en meget anden måde at modtage læring, og de ønskede ikke at udstille deres egen sårbarhed eller udfordre deres eget billede af fuldkommenhed.
Det viser med stor tydelighed, hvor langt man kan komme og ikke mindst, hvor langt vi er kommet i Danmark. Vi har en læringskultur, hvor alle er parate til at tage en risiko for til gengæld at blive klogere. Det bliver vi trænet til fra folkeskolen, det fortsætter gennem uddannelsessystemet og viser sig i lærende virksomheder, hvor forandring til det bedre og mere effektive altid har større vægt end stolthed, systemer og regelrytteri.
Folketinget nedlægger unik videninstitution
17. november 2011 af Anders Jacobi
Som en del af en bred aftale om fordeling af forskningsmidlerne i 2012 er det blevet besluttet at nedlægge Teknologirådet. Den beslutning er en katastrofe for det danske vidensamfund, som dermed med mister en unik institution der bidrager med tværfaglig viden om ny teknologi, er internationalt forbillede indenfor teknologivurdering og som de eneste i verden gennemfører globale borgerinddragelsesprocesser. Men hvad er det så mere præcist man siger nej til ved at nedlægge Teknologirådet.
Tværfaglig viden om ny teknologi- nej tak!
Teknologirådet bidrager med viden om den nyeste teknologiske udvikling, viden om fordele og udfordringer ved at implementere ny teknologi og input til videnbaseret politik indenfor teknologi og samfund. Teknologirådet fungerer endvidere som et samlingspunkt for modsatrettede interesser (fx erhvervsliv og NGOer), hvor fælles forståelse og input til politikudvikling udarbejdes.
Internationalt forbillede – nej tak!
Teknologirådet er forbillede indenfor parlamentarisk teknologivurdering i Europa. En rollemodel, der af EU er blevet bedt om at lede et stort projekt med det formål at udbrede teknologivurdering til de mange lande i Europa hvor det ikke er etableret i dag. Danmark vil tabe voldsomt i omdømme på EU niveau ved at nedlægge rådet.
Teknologirådet har som de eneste i verden gennemført global borgerinddragelse. En time før beskeden om nedlæggelsen havde rådet modtaget en bekræftelse fra Villum Fonden om økonomisk støtte til at gennemføre endnu en global borgerinddragelses proces. Det er altså fuldstændig unikt på verdensplan!! Rådet har endvidere fået en international pris sidste år for at være førende indenfor borgerinddragelse.
Flere forskningsmidler – nej tak!
Teknologirådet har en bevilling på finansloven på 10 mil. Kr. Alene i år har rådet hentet over 13 mil kr. hjem i forskningsmidler fra EU. Det er med andre ord en direkte underskudsforretning at nedlægge Teknologirådet! Med en succesrate på 75% i EU ansøgninger har rådet en helt utrolig evne til at hente disse midler hjem, og alene næste år vil 8-10 ansøgninger fra Teknologirådet blive behandlet i EU systemet. En nedlæggelse er med andre ord direkte synonym med en nedskæring i forskningsmidlerne.
Videnbaseret og demokratisk politikudvikling – nej tak!
Teknologirådet besidder helt unikke metodiske kompetencer indenfor nye politiske arbejdsformer, der fører til videnbaseret og demokratisk politikudvikling. Udover at være verdensførende indenfor borgerinddragelse står Teknologirådet bag en lang, lang række demokratiske og videnbaserede politiske arbejdsformer herhjemme, fx Regionernes borgertopmøder, Teknologirådets folketingshøringer, fremtidspaneler med politikere og eksperter etc. Som omtalt i Mandag Morgen for nylig har rådet en unik viden indenfor nye politiske arbejdsformer. Den går tabt med en nedlæggelse.
Kan det unikke bevares?
Teknologirådet kæmper stadig for sin overlevelse. Du kan støtte kampen på Facebook.
X
18. november 2009 af Peter Malling
Stemmerne fra årets kommunal- og regionsvalg gøres i skrivende stund op. Tidligere på dagen var vi ovre og afgive vores stemme i skolens sportshal. Far, mor, Monica på 7 og Victor på 5. Vigtigt at børnene er med, så de kan opdrages til at blive gode demokrater. Sådan en valgdag minder en hel del om juleaftensdag, hvor folk går til kirke for at høre det glade juleevangelium. Fra nær og fjern kommer de, ægtepar går arm i arm, børnenes øjne stråler forventningsfuldt, og inde i valglokalet hviler en ærbødig andægtighed, man møder folk, man kender og føler, at man har noget til fælles. Man konverserer med sagte stemme. Man priser vores demokrati, vi er de frelste, de udvalgte, som lever i et civiliseret samfund, og dette er jo selve kernen i demokratiet. At vi frit kan gå hen og sætte vores kryds. Men hvem skal man dog stemme på, man kan ikke kende forskel på kandidaternes synspunkter, og den ene kan vel være lige så god som den anden.
Demokratiets kirketjenere udleverer stemmesedler. De er lange. Stemmesedlerne altså. Traditionelle partinavne og navne på partier, der lyder som en joke, såsom ”Hampepartiet” eller ”Nihilistisk parti”. Og alenlange lister med personnavne. Man kender et fåtal, spidskandidaterne og de, som har været bedst til at markere sig i den til tider forbitrede debat i lokalsprøjten. Vi har også set nogle af deres ansigter på de utallige valgplakater som gennem den sidste måneds tid visuelt har forurenet gader og stræder. ”Dette er demokratiets legeme”, synes man at høre, idet man modtager stemmesedlerne. Der er også valg-bolsjer, som må udgøre det for nadvervinen: ”Dette er demokratiets blod”. Børnene får to bolsjer hver – jo, demokratiet er en gavmild gud. De er sorte. Bolsjerne, altså.
Efter at have modtaget den hellige nadver, ledes vi af en anden kirketjener ind i det allerhelligste – stemmeboksen – for at foretage den hellige handling. At sætte vores kryds og dermed gøre brug af vores grundlovssikrede stemmeret. Klædet trækkes til side og jeg træder sammen med min søn ind i det lille aflukke. Jeg har lovet min søn, at han må få lov til at sætte krydserne på de to sedler. Han får også lov til at bestemme, hvor de skal sættes. Han beder mig læse navnene op, og han beslutter sig for at sætte kryds ved en Jens på den ene seddel. Fordi vi kender en flink mand, som også hedder Jens. På den anden seddel stemmer han på en Emil, fordi der er én i hans børnehave, som også hedder Emil.
Vi folder andægtigt sedlerne sammen, de puttes i stemmeurnerne, vi føler den berusende følelse af at have gjort vores demokratiske pligt som ansvarlige samfundsborgere, vi går rensede derfra. Som genfødte møder vi hustruen og datteren, som også har været inde og sætte krydser. Som den gode, demokratiske familie, vi er, forlader vi valgstedet. Ved udgangen står en indsamler fra en eller anden organisation. Hun lader til at have godt gang i omsætningen. Den højtidelige stemning, og følelsen af at være en del af noget større, gør folk gavmilde. Det skæpper godt i kirkebøssen.
Det repræsentative demokrati er et fortidslevn fra industrisamfundet. Det repræsentative demokrati var et fremskridt fra styreformer, hvor enevældige konger og Kirken havde magten. Men det er utidssvarende i dagens komplekse og dynamiske vidensamfund, hvor realpolitik langt hen ad vejen handler om mere eller mindre videnskabelig optimering af en række samfundsparametre, med henblik på at skabe det bedst mulige liv for flest mulige mennesker. Det helt grundlæggende problem i det repræsentative demokrati, er, at det bygger på en naiv forestilling om, at hvis alle i et samfund er med til at vælge dets ledere, bliver alle borgere i samfundet i princippet hørt. I virkeligheden er det tilfældigheder og enkeltsager, som afgør, hvilke politikere, der skal træffe en lang række vigtige beslutninger i løbet af den kommende periode. Det er i virkeligheden dybt udemokratisk. Fremtidens politiske styreform må basere sig på ”Wisdom of the Crowd”. Den styreform, vi har nu, er snarere ”Ignorance of the Crowd”.
Posts
Nye kommentarer