Social Innovation – Hvorfor nu det?
2. december 2009 af Bent Schou
Social innovation er svært at sige nej til. Det lyder jo godt og positivt. Hvilket da også er budskabet i en ny bog af Dorthe Junge og Peter Lustrup (Social Innovtion, En guide til rejse i ukendt land, København 2009) . Steen Hildebrandt, som har skrevet forordet, er enig. Der er behov for social innovation mener han, og byder bogen velkommen.
Men prøv nu lige – sammen med mig – at stoppe op, med spørgsmålet: Hvorfor er der brug for social innovation? Er der ikke altid sket sociale innovationer, forstået som nyskabelser i vores sociale liv? Jo selvfølgelig. Tænk bare på internettet og mobiltelefonen, som sikkert er inden for din rækkevidde netop nu. Teknologiske fremskridt (måske vil nogen sætte ? ved det) som i den grad har påvirket vores sociale liv.
I bogen taler Dorthe Junge og Peter Lustrup om, at vores velfærdsstat står overfor en række udfordringer, som nødvendiggør social innovation. Det er ikke nok med mere og bedre. Der skal radikale forandringer til. Og det er her begrebet social innovation kommer ind. Radikale ændringer, der tager udgangspunkt i brugernes og borgernes behov. Ændringer som kræver samarbejde på nye måder – især på tværs af offentlig og privat sektor.
De fleste er sikkert stadig enige – så langt. Og derfor er det meget nyttigt med en bog, der giver både teoretiske og praktiske anvisninger på, hvordan vi (den offentlige sektor) kan gå i gang med social innovation.
Bogen kommer langt omkring i sin udforskning af vilkårene og mulighederne i social innovation. Efter at have defineret begrebet, diskuteres såkaldte arenaer for social innovation, hvordan man kan – og bør – måle social innovation, samt hvad der fremmer og hæmmer social innovation. Den vigtigste del af bogen er nok behandlingen af modellerne, herunder forfatternes egen model til social innovation, som udpensles med konkrete arbejdsspørgsmål og arbejdsgange. Overordentlig nyttigt. Er du den praktisk anlagte type, kan det anbefales at starte med at læse kapitel 14 og 15, hvor modellen præsenteres. Det er efter min mening her, bogens virkelige styrke findes.
Men lad os vende tilbage til spørgsmålet om hvorfor social innovation? Jeg må indrømme, at jeg – også efter at have læst Steen Hildebrandts forord – havde forventet en lidt bredere indgang til emnet – end forfatterne faktisk vælger. Ret beset handler bogen om social innovation i den offentlige sektor. Det står ikke klart – hverken i bogens titel – eller i en del af den introducerende tekst. Men efter læsning af bogen står det klart: Det drejer sig om den offentlige sektor – stat, regioner og kommuner. Det er også her, at bogen henter statistik og konkrete eksempler (med få undtagelser). Ikke fordi der er noget galt med at tale om innovation i den offentlige sektor (også som noget anerledes end i den private sektor). Men social innovation. Det handler vel om sociale behov og relationer, som de imødekommes af alle sektorer (mere eller mindre direkte).
Jeg blev faktisk lidt i tvivl – kommer f.eks. Facebook – ind under bogens definition af Social Innovation? Svaret er nok ja, men det indikerer dermed også, at emnet er betydelig bredere end den af forfatterne anlagte vinkel.
Jeg er også grundlæggende i tvivl om, hvad man skal lægge i ordet “social”. Måske har jeg overset det, men jeg mener ikke begrebet præciseres i bogen. Er det sociale ctr. materielle behov, der er skillelinien? Eller er sociale behov noget, som det offentlige tager sig af, og som den private sektor ikke kan opfylde?
Jeg har ingen grund til overhovedet at tvivle på nytten og anvendeligheden af bogens foreslåede model til social innovation. Dog kunne det helt sikkert have gjort både bogen og forståelsen af modellen bedre, hvis der var blevet brugt flere illustrative eksempler.
Med disse kritiske reflektioner – vil jeg gerne afslutningsvis sige, at jeg klart støtter op om bogens sigte, at der er behov for social innovation, for nye måder at løse vores velfærdsopgaver. Ligesom jeg må indrømme, at den offentlige sektor har en vigtig rolle at spille i dette. Så konklusionen er klart positiv. Må bogen finde stor udbredelse og anvendelse.
Videnarbejde og stress
- mellem begejstring og belastning
17. november 2009 af Bent Schou
Bogen Videnarbejde og stress er en spændende og velskrevet bog om yderst relevant og aktuelt emne.
Bogen kan læses på flere måder. Både som et konkret studie af, hvordan videnarbejdere forholder sig til stressproblemer i forbindelse med deres arbejde. Og som et mere teoretisk studie i sammenhængen mellem det nye videnarbejde og stress. Bogen er et resultat af et 3-årigt forskningsprojekt ved DTU(www.videnogstress.dk) , og må derfor nok især anbefales til dig, der er lidt mere generelt interesseret i problemstillingen. Til gengæld loves vi en mere praktisk opfølgning med en bog til foråret (2010): ”Vi kan – i fællesskab”, med idéer og metoder til forebyggelse af stress i videnarbejdet.
Den foreliggende bog om videnarbejde og stress giver en længere og interessant introduktion til stress-begrebet og må – måske lidt overraskende – konkludere, at enten bliver videnarbejdere slet ikke stressede, eller også må stressbegrebet udvides og udvikles, så det kan indfange det nye i videnarbejdet. Forfatterne vælger den sidste udvej, og de vælger at fokusere på dobbeltheden i videnarbejdet – som anledning til både begejstring og belastning.
Helt naturligt bruges en del krudt på at diskutere, hvad videnarbejde egentlig er. Man kommer rundt om vigtige aspekter af videnarbejdet, dets identitetsskabelse, grænseløshed og mangetydighed. Alle forhold, der er med til at gøre videnarbejdet komplekst og problemfyldt, samtidig med at det skaber glæde og begejstring hos de involverede.
Bogens tyngdepunkt (og forskningsprojektets) bliver en undersøgelse af udvalgte grupper af videnarbejderes forhold til henholdsvis en række begejstrings- og belastningstemaer. I projektet indgår en række virksomheder, der alle må karakteriseres som videntunge: Rådgivende ingeniørvirksomheder, politiske organisationer og jobs med korte deadlines (et dagblad og en kreativ afdeling i en større virksomhed). Man har således valgt medarbejdere – hvor der ikke vil herske tvivl eller uenighed om, at de udfører videnarbejde.
Mange vil nok finde interesse i bogens grundige behandling af de videnarbejdernes forholden sig til sammenhængen mellem begejstring og belastning. Der er afholdt workshops med de involverede virksomheders medarbejdere, og meget at det man læser er nemt genkendeligt fra ens egen hverdag. Min egen nysgerrighed blev dog især vakt, da bogen tog fat på de mere generelle forståelsesrammer for videnarbejdet (side 105). Der identificeres tre forståelsesrammer i videnarbdejdet (hvordan videnarbejderne forstår deres arbejde): Professionen, bureaukratiet og en bredere, normativ forståelsesramme. Uden at komme for langt ind på disse – er problemet måske netop, at ingen af disse forståelsesrammer i sig selv er tilstrækkelige i forhold til at indfange det nye videnarbejdes udfordringer.
Bogen er spændende, ærlig – der trækkes ingen forhastede og skråsikre konklusioner. Det anerkendes, at vi er ude i et nyt felt, som trænger til nye begreber og forståelsesrammer.
For i al ydmyghed at forsøge at bringe denne diskussion et lille skridt videre, vil jeg pege på et par områder, hvor jeg synes bogen kunne være kommet lidt længere.
Først og fremmest synes jeg videnarbejdet står svagt – både som begreb – og i den praktiske udfoldelse (højt uddannede professionelle). Forudsætningen for at forstå videnarbejdet er vel at forstå, hvad viden er. Det er der mange meninger om – men uklarhed på dette vigtige område vil gennemsyre hele analysen af videnarbejdets problemer og udfordringer.
Jeg synes også det er ærgerligt, at det empiriske perspektiv indsnævres til alene at fokusere på netop de højt uddannede professioner. Som jeg ser vidensamfundet, er det interessante netop, at vi alle skal arbejde med viden, også sygeplejersken og hjemmehjælperen. Nogen mere – andre mindre. Men kravet vil vi alle møde efterhånden som vidensamfundet trænger igennem alle steder. Det giver udfordringer – på mange flere planer, end bogen opfanger. F.eks. kan det for mange være stressfremkaldende overhovedet at skulle forholde sig til viden i det, der tidligere var enkelt rutinearbejde.
Endelig synes jeg bogens fokus på de tre nævnte forståelsesrammer, professionen, bureaukratiet og den normative snarere fastholder videnarbejdet i fortiden – i stedet for at bringe videnarbejdet ind i nutiden og fremtiden. Problemet er måske netop, at vidensamfundet/videnarbejdet render ind i problemer, når vores forståelsesrammer alle har rod i oplysningstid og industrialisering. Mit umiddelbare bud vil være, at videnarbejdet fortjener eller kræver en helt ny forståelsesramme, som sikkert kan findes som kim i de mange situationer, hvor virksomheder med succes forsøger at fremme videnarbejdet.
Forstå mig nu ret. Bogen er god og relevant – og er et godt udgangspunkt for netop at få sat videnarbejdet – og vores forståelse af det på dagsordenen. Det er på tide og tiltrængt. Tak for det!
Anders Buch, Vibeke Andersen og Ole H. Sørensen:
Videnarbejde og stress – mellem begejstring og belastning.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 2009.
Posts
Nye kommentarer