Emma Gad – Vi gider ikke
Emma delte viden – big time. Hun lod os vide, om man kan gå med rullekrave på strøget, om man skal have en buket med til værtinden, og om kniven ligger til højre eller venstre for tallerknen.
Hun skrev en hel bog.
Det var i bøgernes tidsalder.
Nu bliver alle og enhver bedt om at dele deres viden. På arbejde eller i netværk.
De fleste deler gladeligt som en del af en samtale.
Men når det kommer til at skrive vores viden ned, så gider vi ikke.
Eller måske kan vi ikke.
For vi ved jo faktisk ikke, hvad vi ved. Og vi ved slet ikke, hvad det er vigtigt for andre at vide.
Derfor er det lettere, når vidensdeling er en del af samtalen. “Den anden” spørger, argumenterer eller nikker – vi deler viden som en del af en kontekst, vi bliver ledt på vej.
Når vi skriver er vi overladt til os selv. Det er for de fleste vanskeligere at formulere sig skriftligt end mundtligt, og flowet kommer ikke naturligt, som i samtalen, det må skriveren opfinde undervejs.
Alligevel er der udviklet masser af IT-værktøjer, som har til hensigt at lagre menneskers viden – helst på en måde, så den er let at genfinde. Knowledge Managers kæmper en hård kamp for at få kollegerne på arbejdspladsen til at bidrage til videnslageret – en kamp med mange nederlag og få sejre.
Min anbefaling er: GIV OP. Nedlæg våbnene. Luk lagret. Opret et simpelt bibliotek og få mennesker til at dele viden som en del af en samtale. Der findes gennemprøvede processer til det, så vidensdelingen kan foregå struktureret og målrettet.
Emma Gad – vi gider også. Bare vi ikke behøver at skrive det ned.


Posts
Hej Ditte.
Når man arbejder i web 2.0 teknologier ligger det tæt op ad en almindelig samtale hvilket dels kan forklare successed og understreger din pointe med at videndeling foregår som en samtale – omend den kan være virtuel og foregå på fx Facebook.
Udfordringen er det med det “simple bibliotek”. Et B&O anlæg er mere elegant og enkelt end andre hifi produkter eller fjernsyn – men det at skabe et “bare lige” er alt andet end “bare lige”. Jo enklere ting skal være, des sværere er de ofte at skabe. Så værktøjet skal være enkelt at anvende – men understøtte den komplekse verden vi ønsker at videndele i forhold til.
Udfordringen er at få traditionel Knowledge Management til at smelte sammen med Web 2.0’s virtuelle samtaler. Og det er i høj grad muligt.
Ser frem til den videre diskussion
Morten
Og så er der alle de andre vidunderlige muligheder:
Programmører er nærmest notoriske for deres uvilje imod at skrive andet end kode; men vi har hos NeoConsult haft rigtig gode erfaringer med video-optagelser, lyd-optagelser i forbindelse med interviews, etc. Det giver Videncenteret en gevaldig masse arbejde med efterbehandling og registrering etc.; men det udvider begrebet “bibliotek” betydeligt. – Så det kunne være interessant at høre om andres tilsvarende erfaringer
Plagiat af titel. To dejlige kogekoner udgav en bog for år tilbage med den titel. Emma Gad – vi gider ikke.