Emma Gad – men når det gælder videndeling – hvorfor er det så et spørgsmål om at gide?
Fra den 26. marts til den 28. april 2010 har VidenDanmark spurgt læsere af nyhedsbrev og besøgende på hjemmesiden, hvad de mente om videndeling: Videndeling – gider vi det?
Spørgsmålet var motiveret af en diskussion i en af vores videngrupper, som førte til to artikler i nyhedsbrevet og på bloggen med de lidt provokerende overskrifter:
Emma Gad – vi gider ikke (Ditte Kolbæk)
Emma Gad – vi gider også (Morten Marquard)
44 har svaret på spørgsmålet – og svarfordelingen ser sådan ud:
- Ja – hvis vi kan få lov at gøre det i samtale med kollegerne (7 %)
- Ja – vi giver gerne vores viden videre – også skriftligt – hvis det sker på vores egne præmisser (27%)
- Ja – hvis det bliver anerkendt, der tid til det og det virker (57%)
- Nej – det er besværligt og effekten er tvivlsom (7%)
- Nej – vi vil helst holde vores viden for os selv (2%)
Et klart flertal siger, at vi godt gider videndele, hvis det giver anerkendelse og resultater – og der er tid til det. Tæt fulgt af ca en fjerdedel, som gerne vil, hvis de selv bestemmer præmisserne.
Kun ganske få mener slet ikke videndeling er relevant.
Og det er jo positivt – eller er det?
- En tolkning kunne være, at vi faktisk godt gider videndele, at vi er kritiske og selvstændige individer, som selv prioriterer tid og arbejdsopgaver og kun gør det vi finder relevant. Her ligger sikkert også forklaringen på, at mange ambitiøse it-projekter, der har til formål at øge videndelingen kuldsejler. Man glemmer at sikre sig, at medarbejderne faktisk får anerkendelse for det, at de kan se meningen med det og at de har tid til det.
- En anden tolkning er måske lidt mere nedslående. Vi er vandt til at passe vores arbejde – vi arbejder jo ikke kun, hvis vi får anerkendelse og der er tid til det. Vi gør det fordi vi skal og får løn for det. Men videndeling – det kræver åbenbart lidt ekstra.
Problemet med videndeling i virksomheder og organisationer er vel, at det ikke står klart, hvorfor vi skal gøre det? i hvilken sammenhæng vi skal gøre det? hvordan vi skal gøre det? Hvad det betyder for arbejdet og virksomheden? Videndeling er snarere noget vi alle er enige om er godt – uden at vi for alvor har besluttet os for at gøre det rigtigt. Og uden at ledelsen bakker op.
Og så længe effekten af videndeling er så uklar for ledelse og medarbejdere, er det ikke underligt, at vi tøver, og at vi lige selv vil vurdere, om det er smart og relevant..
Posts
Måske skal vi lade det komme an på en prøve
Det virkeligt sigende eksperiment ville selvfølgelig finde sted i en virksomhed – og i Knowledge Manager-gruppen har vi da også set positive eksempler på noget sådant; men:
Lad os tælle op, hvor mange der på denne blog vil ofre et øjeblik på at svare på ovenstående og således tage stilling til, om det kræver lidt ekstra at videndele.
Personligt vil jeg nok svare nej, men jeg er fler-dobbelt erhvervsskadet. Mit bedste bud er:
For at kunne dele ud, skal man lære at identificere de relevante elementer i dét, man ligger inde med; lære at kondensere; og lære at præsentere. Hvis man ikke tilfældigvis har et arbejde, hvor disse tre er essentielle og sammenhørende (jeg er underviser m.m.), sker dette måske ikke af sig selv, det kan endda være, at man slet ikke får øje på behovet.
For at kunne tage imod, så man vel at mærke VED, at man er i en “videndelingsproces” – og ikke bare passer sit arbejde ved f.eks. at lytte til en erfaren kollega – skal man have optrænet et meta-perspektiv, der tillader én at sige ‘Halløjsa, dette her virkede, led os få noget mere af det’.
Som med så meget andet er disse to indlysende – men bliver akavede, somme tider tæerkrummende pinlige, når man forcerer dem eller lægger dem i hænderne på eksterne konsulenter (hvad der er omtrent det samme)