Det sure med det søde

”Du skal yde før du kan nyde”, ”Det skal gøre ondt før det bliver godt”, ”Hver ting til sin tid”. Disse fraser er velkendte, men er heldigvis begyndt at skurre lidt i vores ører. Ikke desto mindre gennemsyrer de stadig vores hverdag. Vi er effektive som få andre nationer når vi er på arbejde. Hertil kommer, at de fleste er aktive på hjemmefronten og har indtil flere fritidsaktiviteter, bijobs, tillidshverv mm. Men når der skal kobles af, så skal der kobles helt af, helst med hovedet under armen og rigelige mængder af alkohol.

Denne adskillelse af alvor og sjov grundlægges allerede i skolen. Tilegnelse af viden skal foregå i nøje afmålte lektioner presset ind i et stramt skema, efterfulgt af leg og fornøjelse i fritidsinstitutionen. På arbejdspladsen er det samme tendens. Der bliver knoklet, og der skal helst ikke være for meget ustruktureret snak eller forstyrrende og overraskende indslag. Møder foregår efter faste dagsordner og alting er timet og tilrettelagt, også selvom det nogle gange er til at falde i søvn over.

Men hvorfor er det lige at det ikke skal være en fest at gå i skole og på arbejde? Vi forstår og husker meget bedre når der tages forskelligartede midler i brug, især overraskende midler. ”Det er den der arbejder, der lærer” har en klog kvinde sagt. I folkeskolen er lærerne på hårdt arbejde hver dag, og sikken de lærer (men ikke nødvendigvis fra sig). Det må gerne gøre lidt ondt at lære noget nyt, men det må da også gerne være sjovt.

Fra idrættens verden ved vi, at det skal være sjovt for at vi holder ved. At dyrke motion kun af ’alvorlige’ grunde (såsom at tabe sig, fordi det er sundt osv) holder ikke i længden.

Videnskab og kunst har vi også skilt ad. Dette kan bl.a. eksemplificeres ved udskillelsen af Den Kongelige Kobberstiksamling fra Det Kongelige Bibliotek til Statens Museum for Kunst. Hver ting for sig.

Jeg har selv oplevet heldagsskole fra jeg var 5 år, og jeg elskede det. Leg og læring i praksis (det var en meget fremsynet skole). Så kom jeg til Danmark, og lærte ikke at forvente alvor og fornøjelse i skøn forening. Indlæring og sjov skal helst ikke blandes sammen, forsøg herpå bliver omfattet med betydelig skepsis, selvom visse tendenser til optøning er på vej. Herunder opblødningen af stive faggrænser.

Problemet med disse indgroede ’vaner’ – der i praksis adskiller leg og læring – er, at de hører industrisamfundet til. Hvis vi for alvor vil favne vidensamfundet må vi gøre op med denne form for vane- og systemtænkning. Vi skal kunne rumme langt mere komplekse problemstillinger, og finde dertil hørende løsninger. Innovationskraft vokser ud af nye måder at gøre tingene på, i skolen såvel som på arbejdet.