Det store videndilemma…
Er videndeling blot tom snak – eller dødelig alvor?
Er videndeling kun godt – eller kan det også være skidt?
Forleden overværede jeg en samtale, hvor en medarbejder i en biotek-virksomhed fortalte, hvordan man internt blev rådet til at skille sig af med alle dokumenter, emails mv. med indhold, som ikke var nødvendigt og verificeret/godkendt. Årsagen er, at det kan få retlige følger, hvis der senere skulle opstå sager eller problemer.
På den ene side er det jo forståeligt nok, at hensyn til compliance med diverse offentlige krav betyder, at man holder kortene tæt til kroppen. Al viden / alle dokumenter, der ikke indgår i grundlaget for et patent eller for en godkendelse af et produkt, bør man skille sig af med. Ellers kan det blive dyrt, når advokaterne kommer.
På den anden side handler de sidste 10-15 års videndelings-snak om større åbenhed, om tillid og at man tør dele sin viden – og sin usikkerhed – med hinanden, netop for i en proces at arbejde sig frem imod bedre og mere værdifuld viden. Det store fokus på innovation – og nu – åben innovation har samme retning.
Måske handler dilemmaet om modsætningen mellem det stigende retlige fokus, som vinder frem og spreder sig fra USA, og en mere åben videndelings- og innovationskultur, som vi ser antydninger af mange andre steder.
Eller måske kan det kombineres.
Det er dette dilemma, som VidenDanmark i samarbejde med Scandinavian Information Audit sætter fokus på den 2.11. ved seminaret: Beskyt eller del jeres viden – dilemmaer og muligheder. Her skal vi bl.a. høre fra nogle virksomheder, som håndterer dilemmaet i dagligdagen, bl.a. Novozymes og DONG.
Måske er dilemmaet ikke så svært at håndtere? Måske findes der enkle metoder til det? Hvad mener du?
Posts
Det er ellers ikke små spørgsmål, vi bliver bedt om at tage stilling til
En virkelig afvejning af muligheder og begrænsninger kræver dybere juridisk indsigt, end jeg er i besiddelse af, så hér må andre læsere træde til. – Men jeg kan da åbne ballet med et par overvejelser. De helt overordnede er næsten banale, men hører til:
Vi bevæger os i friheds/ansvars-debatten, hvor de to store katalysatorer er globaliseringen og digitaliseringen: vi har oplevet effekterne af terrorpakker og ‘bølle-paragraffer’ og vi debatterer overvågning og ser sørgelige eksempler, hvor mennesker anbringer inkriminerende/diskriminerende information på sociale medier, tydeligt med ‘Privat’ adresse, men desværre (for alle) tilgængeligt for hele verden. Og hvis nogen igen vil henvise til digital analfabetisme o.l., må jeg nok engang forklare, hvor hurtigt det er gået: jeg har ringet fra min mormors telefon med det lille håndsving, der skulle drejes; og forleden sad jeg ved siden af en ung pige, der fordrev ventetiden på Nørreport Station med et avanceret videospil på mobiltelefonen, og som på min forsigtige forespørgsel forklarede med et stort smil: “Det er ikke engang en af de nye modeller”.
Førend jeg svarer mere direkte må jeg nævne to tilfælde, hvor linierne i det mindste er nogenlunde klart trukket op, men hvor de modsat rettede tendenser er så meget desto tydeligere:
- I forskning (og til dels i undervisning) gør man sig stor umage med kun at sige og skrive dét, der er 100% belæg for – altså at begrænse sig. En artikel skal igennem anonymt review, men er til gengæld efterfølgende åben for enhver; og samarbejder kan etableres næsten frit.
- Når det gælder patenter, gør man nærmest det modsatte, idet man beskriver den bredest mulige fortolkning af ideen i ét eller flere krav, slet og ret for at opnå så omfattende en beskyttelse som muligt. Til gengæld koster det penge at få patentansøgningen behandlet; men bortset fra, at man ikke kender antallet af runder, man skal gå med sagsbehandleren som modpart, er der takster for det meste.
Indlægget beskriver medico- og biotek-verdenerne, der vist er blevet ramt af det værste fra disse to: alt skal beskrives med en uhyggelig præcision; og der er ingen øvre grænser for, hvad opfindsomme advokater efterfølgende kan slå ned på, og hvor store erstatningssummer de kan drømme om. Jeg er som sagt meget lidt vidende om hele dette emnefelt; men jeg véd, at forskellen på den nærmest historisk baserede anglo-saksiske retspraksis – hvad er der tidligere faldet af domme? – og den danske, der er tættere knyttet til aktuaelle lovtekster, er ét blandt flere diskussionsemner. Jeg hører i øvrigt også om digitaliseringens skæve effekter: de fleste af os bruger tekstbehandling, browsere og (især) antivirus-software, der opdaterer sig selv; og det skal angiveligt have krævet lange tovtrækkerier med FDA at få noget sådant tilladt, fordi en godkendelse i princippet gælder en øjeblikkelig tilstand af hele virksomheden.
Hvad indlæggets konkrete spørgsmål angår kunne man – teoretisk, det vil aldrig kunne gennemføres i praksis – forestille sig, at virksomheder skelner mellem Sandkassen, Laboratoriet og Den Barske Virkelighed:
- I Sandkassen er alt tilladt, så længe det holder sig på den rigtige side af hhv. voodoo og straffeloven; men alt er også 100% åbent
- Laboratoriet er beskyttet af en ukrænkelighed, der ligner hjemmets, dvs. det kan kun åbnes ved en dommerkendelse el. lgn. Til gengæld er det omfattet af noget i stil med meddelelsespligt og dermed et meddelagtighedsbegreb, når det gælder ulovligheder af en vis størrelsesorden
- I Den Barske Virkelighed gælder kun de til enhver tid eksisterende regler om Intellektuel Ophavsret. Til gengælder der øvre grænser for pekuniære krav
Der er ikke noget nyt i ovenstående, det er slet og ret et forsøg på at skitsere, hvordan individuelle forhold kan videreføres til virksomhedsniveau: hvad vi taler om i venners lag, lægges os sjældent til last, men ideer er fri; hvad vi efterfølgende tænker over hjemme og evt. taler om med et par fortrolige, er helt lukket; og når vi til sidst dukker op med en idé, en holdning eller et nyt apparat, skal vi kunne stå inde for den.
Men som sagt: bedre juridisk-politiske hoveder end jeg må på banen for at gøre dette bare en smule mere realistisk.