Personlig – og i næsten alle de arbejdssammenhænge, jeg kan tænke på – har jeg for længst bøjet mig for digitalisering. Som underviser/HRD-person har jeg haft forskellige former for brugerskabelse tæt inde på livet siden 1976, hvor det hele begyndte: al nytænkning på feltet må og skal udspringe af brugernes behov, enten disse er udtalte eller implicitte. – Og det er da også med stor begejstring at jeg ser denne tendens brede sig og få hjælp af digitalisering til en langt højere grad af production-on-demand.

Men jeg kan ikke genkende mig selv i udsagnet “Sociale medier har vendt op og ned på vores privatliv” – og jeg kender ingen, der kan bifalde det. Sociale medier er voldsomt eksponeret i debatten, men tillægges ind imellem større _impact_ end de indtil videre har gjort sig fortjent til; og som al debat må også denne føres på grundlag af retvisende analyser.

http://isitabird.dk/offentlig-innovation/nudging-sadan-gor-du/

Al det bedste

Line

Jeg er helt enig i, at det er rigtig smart at man ikke skal slæbe mange bøger med i skole, at man kan skrive noter elektronisk, og at man kan søge på indholdet i bogen. Det er også smart, at underviseren selv kan udvikle en bog, som indeholder lige præcis det materiale, som er relevant for undervisningen. Men der er også bagsider ved medaljen.

For det første tror jeg, at man risikerer at elevernes viden bliver meget fragmentarisk. De kan til enhver tid søge efter de informationer de skal bruge for at løse en given opgave eller problemstilling. De behøver ikke at vide, hvordan lige præcis disse informationer hænger sammen med den samlede viden der findes indenfor feltet.

For det andet tror jeg, og det er måske det mest centrale kritikpunkt, at man risikerer at elevernes viden bliver meget snæver og ensrettet. Hvor læreren i anvendelsen af andres materialer forholder sig kritisk til indholdet af dem, og trækker forskellige supplerende kilder ind som er relevante (og hvor også eleverne til tider kommer med relevante kilder), vil man med en i-bog, som er udviklet af læreren selv, risikere at læreren tænker “Det jeg har med i i-bogen, er det der er relevant”. Man risikerer i virkeligheden at verden lukker sig, og bliver til indholdet i i-bogen.

Og så er vi i virkeligheden tilbage ved en gammelkendt tankpasser-pædagogik – og det er vel ikke en læringsmæssig revolution?

Eller hvad?

Jeg sad som Knowledge Manager i en IT-virksomhed og administrerede et wiki-baseret intranet, hvor noget nært beslægtet var blandt de funktioner, vi gerne så opbygget.

Det lykkedes ikke helt, og jeg analyserede en del på udfordringen og reflekterede meget over den, men nåede ikke frem til et simpelt svar (så det findes formentlig ikke) på spørgsmålet: “Hvad skal der til for at få en brugerskare til at differentiere deres meddelelsesstrømme?”

Derfor er jeg selvfølgelig begejstret for at høre en succeshistorie; og lige som Niels og formentlig mange andre læsere vil jeg meget, meget gerne vide mere om jeres erfaringer, når det hele har fået tid til at modnes.

Når en medarbejder vil orientere sine medarbejdere omkring nyt på en sag, bruger han nu aktivitetsstrømmen i stedet for at skrive en mail. Fordelen er, at informationerne som deles mellem medarbejderne ikke spredes ud i Outlook indbakker på lokale maskiner, men i stedet placeres i den rigtige kontekst i et centralt system.

Faktisk er det lidt vovet at snakke om “nyskabende”, som du skriver, Per. Der er tale om, at vi har fundet en meningsfyldt balance mellem uformel (vigtig) snak og formelle beskrivelse af forretningsobjekter (sager).

Hvis man vil realisere noget tilsvarende på andre arbejdspladser, er man naturligvis velkommen til at kontakte os. Men derudover er der også andre samarbejdssystemer, og jeg mener ikke, man skal lede længe efter dem. Stil dette spørgsmål til dine linkedin-forbindelser, så tror du skal få mange gode bud tilbage. Ellers brug videndanmark-gruppe på linkedin. Så er der garanti for svar