Wait And Pay – mange tak!
15. december 2010 af Thomas Peter Berntsen
Sociale medier er blevet udråbt til at være det rene “videndelings-nirvana” for såvel virksomheder, medarbejdere og IT-leverandører, og selvom sociale medier generelt byder på en række spændende muligheder for en nemmere og mere ukompliceret, IT-medieret videndeling, så er mange organisationer stadig ved at gøre sig de første erfaringer ift., hvordan sociale medier rent faktisk udnyttes kontruktivt og skaber resultat på bundlinien.
En del af udfordringerne er til dels kulturelle (og det er temaet for et fremtidigt indlæg), men til dels også knyttet til den praktiske brugbarhed af de sociale medier, herunder, hvor nemme, relevante og mobile, de er.
De brugbarhedsmæssige udfordringer bl.a., at de sociale medier i så udstrakt grad stadig er knyttet til brugsscenarier, som involverer en tændt og netforbundet PC.
Uanset, hvor godt et redskab en stationær eller bærbar PC generelt måtte være, så er PC’en sjældent nem lige at hive op af lommen, når man er på farten og ønsker lige at nedfælde en tanke, tweete et kort resumé af et veloverstået salgsmøde eller slå nogle få nøgletal op.
Til gengæld er mobiltelefonen for de flestes vedkommende altid tændt og lige ved hånden, og så er den efterhånden blevet noget af en Star Trek “Tricorder” af en fantastisk lommecomputer, som potentielt har nærmest uendelige muligheder for at kommunikere med alskens IT-systemer samt med andre brugere.
Men det har ikke tidligere været nemt at bruge mobilen til sådanne formål, og for 10 år siden talte man da også meget om en nært forestående revolution med “det mobile internet” (dengang kendt som “WAP”), men WAP var i praksis håbløst besværligt, teknisk forkrøblet, langsomt og tilmed relativt dyrt. Derfor blev WAP bl.a. også kendt under pseudonymet “Wait And Pay” og teknologien var reelt en fiasko.
Til forskel fra WAP-tidens teknologilandskab er smartphones nu udstyrede med nærmest helt almindelige webbrowsere, store skærme og trådløse og billige bredbåndsforbindelser, og derfor er det nu fordelagtigt at begynde at tænke mobilplatforme helt ind i kernen af den IT-medierede kommunikation i organisationen.
Smartphones og tablets kan netop udvikles til at være de mobil schweizerknive, som kan hjælpe med at løse medarbejdernes behov for ad hoc-baseret adgang til indhentning og deling af informationer, men de færreste organisationer har endnu taget hul på at lave mobile versioner af data og informationer på intranet, BI-, SCM-, CRM-systemer m.fl. til deres medarbejdere – og det er synd.
Jeg tror, at dette til dels kan skyldes, at mange fortsat betragter mobiludvikling som noget nær sort magi, som kun kan udføres af særligt indviede. Dette var engang rigtigt, men igennem de senere år har mobilstyresystemer som iOS (fra Apple) og Android (fra bl.a. Google) i høj grad ændret på, hvilke kompetencer og forudsætninger, der er nødvendige for at kunne udvikle software til mobilplatformene.
Massen af udviklere er således blevet radikalt større og hele udviklingsprocessen generelt blevet nemmere at håndtere for alle involverede parter.
“Wait and pay” skulle jo nødigt blive betegnelsen for situationen, hvis I vælger ikke at rykke på understøttelsen af de mobile enheder og dermed tabe konkurrenceevne… 
Så mit spørgsmål er: Hvad afholder evt. jer fra at tage hul på at understøtte den IT-medierede kommunikation med mobile enheder? Er det for dyrt og besværligt, eller mangler I vejledning?
Revolution, udenfor
13. april 2007 af Thomas Peter Berntsen
Nettet døde da .com-boblen brast i 2001, i en næsten lige så stor og prosaisk kulmination som i sangen “The Night Chicago Died” af Paper Lace. Eller det mente mange i hvert fald, at det gjorde.
Og ganske som i sangen, hvor fortællerens moder afventede faderens skæbne efter opgøret med Al Capone, afventede mange af os, hvad Nettets skæbne skulle blive efter investeringsfondenes sabelraslen og investorernes opgør. Nettet blev sønderskudt af noget værre end Capone.
Og var Nettet jo faktisk bare et luftkastel, hvor forretningsmodeller ikke slog til i længden og egentlig kun var “kreative” iværksætteres pure tankespin? Ingen vidste deres gode råd.
Men så skete der noget. Op skød forskellige nye tjenester, der i langt højere grad end tidligere indvolverede brugerne. Hvor brugernes mulighed for selv at bidrage med indhold og samarbejde med andre blev essentielt. “At involvere brugerne” blev det nye mantra.
Web 2.0 rejste sig selv som en fugl føniks af dødsboblen og Nettet og IT blev stille og roligt allemandseje. Nu deler vi vores billeder via Flickr, netværker på LinkedIn og samarbejder om artikler i Wikipedia. Og forretningsmodellerne er mere solide end tidligere.
Men hvad skete der med intranettene, portalerne og dokumentstyringssystemerne? De levede deres egen lukkede tilværelse, trygt bag organisationens beskyttende mure; uden bekymring om Web 1.0, Web 2.0 og melankolske britiske sangere, der kvæder om død og ødelæggelse i Chicago.
Alt i alt en noget beskyttet tilværelse uden for store forandringer. Og det er nu engang ofte måske det bedste.
Udenfor blev verden dog en anden, da Web 2.0-tankegangen begyndte at brede sig… Der kom ny fokus på brugbarhed, på at skabe mindre, velfungerende værktøjer, der kunne integreres via åbne snitflader samt på at benytte sig mere af vedtagne datastandarder.
Men indenfor murene var situationen stadig den samme. En opdatering af systemerne i ny og næ, måske, men stadig de samme, gamle arbejdsrutiner, ufleksible værktøjer og manglende (~omkostningsfyldte) muligheder for integration.
Og dér befinder vi os i høj grad stadig. Det tager lang tid for nye typer af værktøjer og forestillinger, såsom “kollaborativ videndeling og
samarbejde med wikier”, at nå indenfor murene. Og de er nye, farlige og måske lidt venstreorienterede – så passer de nu også så godt ind i en solid, dansk virksomhed? Hmm… Men så var det jo lige, at “Intellipedia” blev afsløret. En Pentagon-sponseret wiki til efterretningssamarbejde. Måske de kære amerikanere også er blevet lidt røde og revolutionære i filten?
Hvad end man synes om wikier, rødgardister eller Paper Lace, er der dog ingen tvivl om, at der med Web 2.0 er opstået mange spændende muligheder for enhver organisation, der ønsker bedre værktøjer for videndeling og samarbejde.
Så spring ud i Web 2.0 – og gerne med en samarbejdspartner, der kan hjælpe jer på vej med den rigtige palette af værktøjer og få jer og jeres medarbejdere godt i gang – og I vil have svært ved at se tilbage 
Posts
Nye kommentarer