Et vidensamfund er også et produktionssamfund
I Danmark betragter vi vores samfund som et vidensamfund, men vi kan ganske simpelt ikke være et vidensamfund, hvis vi ikke samtidig er et produktionssamfund. I længden vil viden- og produktudvikling næppe kunne ske uden tilknytning til produktionen. Det er derfor vigtigt, at de, der bestemmer erhvervsvilkårene i Danmark, ikke umuliggør industriproduktion eksempelvis ud fra et synspunkt om, at al produktion alligevel vil blive flyttet til udlandet før eller siden. Hvis vi skærer vores produktionskompetencer fra, er det bare et spørgsmål om tid, før innovationen og konkurrenceevnen flytter med.
I den nyligt udsendte integrerede europæiske industripolitik erkender EU-Kommissionen den europæiske produktionsindustris betydning. EU-Kommissionen slår fast, at produktionsindustrien er nødvendig for Europa, og at det er essentielt at øge produktiviteten i produktionsindustrien såvel som i relaterede sektorer, hvis vi fortsat skal sikre vækst i Europa.
Hvert fjerde private job i Europa ligger inden for produktionsindustrien. Herudover er endnu en fjerdedel af alle private job i Europa afhængige af produktionsindustrien på den ene eller den anden måde. Den er en væsentlig drivkraft for såvel den europæiske indtjeningsevne som konkurrenceevne. Produktionsindustrien spiller en nøglerolle i forhold til innovation, ligesom ikke mindre end 80 pct. af alle forsknings- og udviklingstiltag i Europa kommer fra denne sektor. Megen innovation sker i selve produktionen. Kreative idéer bliver omsat til noget konkret, håndgribeligt og brugbart – og de kreative idéer videreudvikles i produktionen.
Derfor bør den have høj politisk prioritet, både på europæisk plan, men i særdeleshed også på nationalt dansk plan. Vi har brug for, at der i Danmark er et dedikeret erhvervsministerium, der varetager industriens interesser og sørger for, at danske og europæiske regler ikke bliver en klods om benet på danske produktionsvirksomheder. Reglerne skal derimod hjælpe virksomhederne til at få de bedst mulige konkurrencevilkår.
Maersk Line har for nyligt placeret en meget stor ordre på i første omgang 10 superavancerede containerskibe hos et sydkoreansk værft. Mange af underleverandørerne til disse containerskibe vil højst sandsynlig være danske. Ikke fordi det danske rederi har en nationalistisk inspireret forkærlighed for danske underleverandører, men fordi mange danske maritime leverandører simpelthen er førende på deres område. Det gælder bl.a., når man ser på faktorer som kvalitet, klima og miljø.
Men de er i konstant skarp konkurrence med underleverandører over hele verden, og derfor er det afgørende, at de danske politikere til stadighed arbejder for rammevilkår, der sikrer en fair konkurrence også for danske virksomheder.
Danske Maritime håber, at udmeldingen fra Europa-Kommissionen skinner igennem til de danske politikere. At også de vil opprioritere at bevare en konkurrencedygtig produktionsindustri, som fortsat kan være med til at sikre den velstand, vores samfund hviler på.


Posts
Nye kommentarer