Forfatter arkiv

E-learning revisited

Dette indlæg tager fat på spørgsmålet om, hvorfor det i mange organisatoriske sammenhænge er vigtigt at beskrive gevinster og finde beviser for udbyttet af e-læring.

Webbaseret e-læring har rundet de 15 år som selvstændig læringsform. Fra at være et amerikansk fænomen er e-læring i dag – i sine mange afarter – udbredt i alle grene af den danske samfundsøkonomi. Der stilles ikke længere spørgsmål ved selve eksistensberettigelsen, snarere udspilles der sproglige kampe i organisationerne om, hvorfor netop denne form skal bruges i stedet for (eller som et supplement til) eksempelvis konventionelle tilstedeværelseskurser og on-the-job-training.

Begrundelserne for tilvalget af e-læring er naturligvis situations- og kontekstbestemte, men alligevel kan der spores nogle ændringer i argumentationen igennem de seneste 10-12 år, hvor læringsformen har været på banen i Danmark. Meget grovkornet vil jeg påstå, at der findes mindst fire diskurser for brugen af e-læring. Argumentationen er:

1. Logistikdiskursen… eksempelvis udtrykt som ”Vi behøver ikke at mødes så ofte i det fysiske rum, ligesom vi kan gennemgå materialet, når det tidsmæssigt passer os hver især.”
2. Økonomidiskursen… eksempelvis udtrykt som ”Hvis der er nok deltagere, så kan vi spare penge via fjernundervisning.”
3. Indholds-/kvalitetsdiskursen … eksempelvis udtrykt som ”Vi kan sikre, at alle brugere får et identisk materiale, der er kvalitetssikret af didaktiske konsulenter og indholdseksperter.”
4. Læringsdiskursen … eksempelvis udtrykt som ”Hvis indholdet og rammerne er fornuftige, så kan vi maksimere deltagerens videnstilegnelse via forskellige virkemidler som tekst, video, spilsimuleringer, konkurrencer, refleksionsopgaver, tests etc.”

Jeg vil hævde, at det ”gode” argument har ændret sig i takt med, at købere, brugere, leverandører og de bagvedliggende teknologiske platforme gradvist er blevet mere modne gennem årene. Nedenstående kronologi skal læses med det forbehold, at både historikken og tidspunkterne bygger på et skøn. Eksempelvis blev der allerede talt kvalitet og pædagogik i slutningen af 90’erne, men andre argumenter vejede tungere i beslutningsprocesserne på direktionsgangene.

-  1998: E-læring bliver et forretningsområde i Danmark. E-læring bliver forsøgt defineret som et selvstændigt domæne, som kan kommercialiseres af private firmaer og organiseres af IT-, HR- og marketingafdelinger. Nyhedsværdien både sælger og bremser indførslen af e-læring.

- 2000: Internet modnes og erstatter Cd-rom distribueret e-læring. Økonomiske og geografiske analyser bliver væsentlige parametre i interne/eksterne e-læringsprojektsalg.

- 2002: Produktionerne modnes, og der efterspørges flere internationale løsninger. De teknisk-rationelle skalaargumenter suppleres med læringsudbytte og kvalitetssikring.

- 2004: Læringsmetoder i organisationen kombineres således, at der tales om blended learning fordele. Koblingerne gør e-læringen robust i konkurrencen med andre læringsformer.

- 2006: Mange projekterfaringer betyder, at leverandører og HR-konsulenter tør foretage og argumentere ud fra beregninger af return-of-investment i form af økonomiske og vidensmæssige gevinster.

- 2008: Finanskrisen slår igennem på rejsekonti og uddannelsesbudgetterne, hvorfor det økonomiske og logistiske argument for fjernundervisning vender tilbage som gyldigt argument.

- 2010: Sociale medier bliver allemandseje, og det identitetsudviklende, kollaborative og konstruktivistiske læringsperspektiv forsøges indlejret i flere og flere e-læringskurser. Begreber som deltagerinvolvering og identitetsudvikling bliver god tone i salgstalen.

Overordnet set har der foregået en udvikling fra de økonomiske og logistiske argumenter til en mere kvalitets- og læringsmæssig diskurs. Udviklingen afspejles bl.a. i et ændret syn på læringsprocessens parter. I begyndelsen er der et tydeligt afsender-modtagerforhold. Eksperter/organisationen distribuerer information til modtagere. Senere tales i stigende grad om udviskede roller og videnshierarkier; e-læringsmaterialet er et oplæg til, at parterne i fællesskab skal producere mening om materialet, og dette konstruktionssamarbejde genererer vedvarende viden og forståelse hos deltagerne.

Et økonomisk orienteret sprogbrug kan lede til, at udviklingsprocessen, produktet og brugen ønskes målt og vejet. Faldgruben kan være, at købere og udviklere må gå på kompromis med produktets indhold og visuelle udtryk for at overholde aftalte budget- og tidsrammer til trods for, at målgruppeanalyser peger på ikke-planlagte forbedringsbehov. Et logistisk perspektiv har gode muligheder for at vinde frem i organisationer med geografisk spredte enheder. Successivt vil sprogversioneringer, erstatning af tilstedeværelseskurser og dertilhørende brud med traditioner indgå i de initiale projektdrøftelser. Bagsiden ved dette perspektiv kan være, at decentrale enheder ikke kan identificere sig med de centralt udviklede løsninger. I organisationer med massivt fokus på korrekt information og adfærd vil indholds-/kvalitetsdiskursen få næring. Således vil udviklingsprocesserne blive præget af indholdseksperter og slutprodukter uden for meget tant og fjas. Nytænkning nedtones måske på den konto. Slutteligt vil en læringsdiskurs sætte den enkelte bruger i centrum, og det kalder på en forståelse og respekt for brugernes læringsforudsætninger. Måske vil det afspejle sig i mere involverende læringsformer, der rammer brugerne bedre. En af de konklusioner, der kan drages, er, at diskurser påvirker retningen af e-læringen. De er som regel alle tilstede med dertilhørende styrker, svagheder og indbyrdes konflikter. En følge heraf er, at e-læringsarbejdet med fordel kan indtænke alle fire perspektiver.

For en god ordens skyld skal det påpeges, at e-læring forstås i denne artikel som et ’tomt’ begreb, der dækker over såvel indhold, teknologi og kommunikation. Forskere og lægfolk kan selv fylde begrebet med indhold og betydning afhængig af situationen.