Forfatter arkiv

Er forskning og uddannelse virkelig løsningen?

Det er blevet et mantra, at vejen ud af den danske produktivitetsfælde er øgede investeringer i forskning og uddannelse.

Men vi investerer allerede over 170 milliarder kroner – eller ca. 10 pct. af vores nationalprodukt på de to områder. Så hvis investeringerne skal vokse væsentligt i de kommende år, bliver vi nødt til at se lidt mere på, hvad vi får for pengene.

Hvad angår forskning, gælder det samme som i reklame: mindst halvdelen af pengene er spildt, man ved bare ikke hvilken halvdel.

Spildprocenten er formentlig særlig stor inden for politiske modeprojekter på områder, hvor der ikke er tilstrækkeligt med kvalificerede forskere, eller hvor projekterne er øremærket til bestemte miljøer.

De penge, der gør mest nytte, er småpenge til en rejse, en assistent eller til et bestemt forsøg.

Men både politikere og andre bevillingsgivere har forelsket sig i store projekter. De giver presseomtale og er nemmere for giverne at administrere.

Gode forskningsmiljøer vokser frem over årtier, ikke på en valgperiode. Forskningspolitikken er på fejlkurs.

Det er heller ikke al uddannelse, der bidrager positivt til samfundsudviklingen.

Arbejdskraft på skolebænken er ikke tilgængelig på arbejdsmarkedet. Mange fejluddanner sig og bliver i praksis mindre kvalificerede til et job. I nogle tilfælde er uddannelserne med til at befæste monopoler og faggrænser, der holder andre ude og dermed hæmmer den økonomiske vækst.

Hertil kommer, at en del af de svageste unge har svært ved at tage boglig uddannelse til sig og derfor ender som tabere, fordi der ikke er andre tilbud til dem. Der må være forskel på uddannelse og opbevaring.

Ukvalificeret forskning

Man kommer heller ikke uden om kvalitetsdiskussionen. Både forskning og uddannelse er uinteressant, hvis den er ukvalificeret.

Lønudviklingen indebærer, at det er vanskeligt at tiltrække og fastholde de nødvendige kompetencer i uddannelsessystemet.

Det er langt bedre at have nogle færre forskere eller undervisere og give dem noget mere i løn, så man kan tiltrække de rigtige. En enkel løsning er at slå nogle højtlønnede stillinger op med særligt høje krav – og lade konkurrencen klare resten.

Uden at sige et ondt ord om nanoteknologi eller atomfysik er der også grund til at bruge nogle flere penge på erhvervsforskning. Spidskompetencer inden for marketing, finansiering, økonomi og ledelse er alt for centrale til at blive systematisk forbigået, når der skal uddeles nye midler. Langt størstedelen af vores nationalprodukt og beskæftigelse ligger ikke i højteknologi, men i serviceerhvervene, og selv i produktionsvirksomhederne er det ikke i produktionen, at de nye danske job skabes.

Det, der er brug for, er altså intelligente, langsigtede investeringer, ikke udgiftsstigninger. Ja, vi skal formentlig bruge flere penge på forskning og uddannelse fremover.

Men Danmark er langt fra det eneste land, der har set lyset og satser på forskning og uddannelse. Det er faktisk en global tendens, som også Kina og Indien er helt med på.

Så det er ikke nogen badebillet at investere i forskning og uddannelse. Vores konkurrenceevne kommer til at hvile på, hvor dygtigt vi bruger pengene – ikke på, hvor mange vi bruger.